112 For Venskaber: SKAL JEG SLÅ OP MED MIN VEN?

Podcasten er sponsoreret af Telia.

Hos Telia finder du mobiler og internetløsninger,

der gør det nemmere for dig at holde forbindelsen til dine gamle venner

og skære kontakt til nye.

Telia til jeres måde at pleje venskæber på.

Du lytter til en podcast fra 24.07.

Så tog hun den og skrev hun hejskat.

Jeg ved ikke med dig, men jeg føler, at vi vokser frem.

Nej. Gud, hvad vildt.

Jeg tror ikke, at vi skal ses.

Og det var det.

Kærester kommer at gå.

Venskæber består.

Det har jeg i hvert fald hørt.

Derfor har jeg også altid haft det helt skamfuldt over,

at jeg har mistet mindst lige så mange venner som kærester.

Måske genkender du følelsen af, at venskæber kan være både

den stærkeste, skrøbliste, bedste og sværeste relation i verden.

Lige nu har jeg for eksempel både gamle venner,

jeg håber på at vinde tilbage.

Nogen jeg helst vil glemme.

Venskæber, jeg drømmer om, bliver endnu tættere.

Og vendefalskelser i folk, der endnu ikke ved,

at din dag skal være min ven.

Derfor har vi lavet denne her podcast.

En slags venskæbsambulance.

Hvor vi hver uge vil hjælpe dig med dine vennskæber.

Og måske forhåbentlig selv bliver venner undervejs.

Mit navn er Ida Sofia.

Mit navn er Maria Jenssel.

Du lytter til 112 for vennskæber.

Velkommen til.

Det er lidt en specielt start for det her afsnit lige nu,

fordi vi har lige sat os i studiet.

Jeg har faktisk lige spurgt dig,

om vi godt kunne optage det, der skal ske lige nu,

hvor du var en lille smule i tvivl.

Fordi vi for et par dage siden hadde en konflikt over SMS,

hvor jeg har gjort dig meget ked af det.

Og det her første gang, vi ser hinanden efter det.

Og nu har jeg lige spurgt dig,

om du kan sætte nogle ord på, hvad du føler.

Fordi jeg tror, at det har fyldt en del mere i dig,

men det har gjort i mig, så jeg vil meget gerne høre,

hvad der sker i Nitterli nu.

Ja, og den her lidt særlige start på det her afsnit,

er jo bare en konsekvens af, at det er et ægte,

socialt eksperiment, vi har kastet os ud i,

som jo kan gøre skede af det,

og glade og er vildt og stort,

og er mega overvældende for at spege to,

og meget, meget intensivt.

Det er meget, meget intensivt for os,

at vi både er blevet de tætteste kollegaer,

vi er den person, vi arbejder med sammen med,

og vi er i gang med at bygge et venskab op,

og skal lære hinanden godt at kende,

og skal passe på hinanden over selv i relationen,

og vi skal hele tiden analysere vores relation,

fordi vi også sidder her i podcasten,

og fortæller hinanden om, hvordan vi tænker hinanden er,

og hvad vi har lagt mærke til hver hinanden,

og det har en masse fordel,

men det har jo også den bavse,

at vi kan blive kæde af det,

og vi kan følge os misforstået,

fordi det er en ekstrem relation,

vi har kastet os ud i,

og det vil nok være noget helt andet.

Det er bare lige for at introducere,

inden jeg går i gang med, hvordan jeg har det,

og hvad det er, der er sket,

at sige, det er jo bare vildt krone,

som jeg har kastet os ud i her,

med den her podcast og venskab,

og kollegerskab,

at vi bliver presset,

og der kommer også nogle her situationer,

og så må vi jo bare tage jer med i det også.

For mig, det, der sker,

er, at jeg har haft en mega lang dag,

og jeg har lagt min telefon væk,

i nogle timer,

fordi at Pelle har sagt til mig,

at jeg skriver til ham på et tidspunkt,

at jeg kan simpelthen ikke overskue den her dag.

Jeg kan ikke nå de ting, jeg skal nå.

Jeg er bagud, jeg når ikke at hente Pellope.

Jeg kan ikke nå alt det her, jeg skal lidt af.

Jeg er mega presset,

og han ringer til mig og siger,

okay, det, du gør, er, at du ligger din telefon væk.

Stopper med at være online på alt muligt,

og så klipper du bare nu.

Du skal nå at klippe det her afsnit.

Jeg henter Pellope, jeg tager begge børn,

og du arbejder lige så lang tid, du skal,

og når du er færdig,

så kan du komme hjem.

Og så bliver jeg færdig kl. 18,

og så kigger jeg på min telefon,

og skal skønne mig hjem nu til varmene,

og vi skal lave mad,

og vi skal putte kl. 19,

altså der er en time, at vi skal i seng.

Og så ser jeg, at du har skrevet nogle beskeder,

og du har skrevet sådan noget med,

at hvornår jeg svarer på en mail,

som vi har fået begge to,

og du skriver ligesom,

at hun gerne vil have svar snart,

og om jeg svarer snart.

Så jeg skriver til dig,

at jeg ikke har sovet i en anden,

fordi min data har grædt hele en anden,

og at jeg så har stået op kl. 6,

og tager til træning,

og så har jeg taget videre ind til en optagelse

kl. 8, og det er den, så for slutt,

så har jeg sat mig klippet,

og så har jeg lagt min telefon væk,

sådan så, at jeg har kunne få klippet,

og nu er jeg så først blevet færdig her kl. 18,

så min hjernet fungerer slet ikke lige nu.

Men jeg synes, det lyder super alt,

det du siger,

og så siger jeg, at jeg har ikke haft tid til at læse

den her mail, du snakker om i nu,

hvis der er en, der skal svare hende fast,

vil du så ikke bare svare hende,

for jeg er top presset.

Jeg når det i hvert fald ikke i dag,

og jeg er på vej til at skynde mig hjem til børn,

jeg skal lave med og putte, etc.

Jeg glæder mig virkelig til, at Bobby starter

i en situation om en måned.

Og så får jeg

en besked tilbage,

for mig i hvert fald definition på passive aggressivitet,

som bare hedder,

jeg laver også ting,

og du får det til at lydde som om,

at jeg sidder og kigger ind i en væg hele dagen.

Og jeg er bare sådan her,

hvad, hvad, hvad, hvad.

Jeg fortæller dig ikke at såre i natten,

og jeg fortæller dig, at der er noget, jeg ikke kan nå,

jeg har ikke skrevet,

så nu når du jo ikke laver så meget,

for tiden og for det meste,

så kigger jeg ind i en væg, kunne du så ikke svare på den her mail.

Så du anklager mig for noget,

og giver mig nogle motiver,

som er usympatiske.

At jeg synes, at du kigger ind i en væg,

men udover det, så er det sådan,

det er ikke min opgave at svare på den mail.

Du kan lige så godt gøre det, så det er ingen gang,

fordi jeg bliver dig om hjælp til at hente min børn,

eller et eller andet, det er,

det er noget, vi fælles skal,

og du har lige sportet mig, om jeg vil gøre det,

hvor jeg også kunne have skrevet til dig,

og det gør jeg jo ikke.

Helt sikkert, det skal vi nødre,

men nu, du ved,

jeg sad bare med en følelse af,

hvis du tror, at jeg er en person,

som sidder og prøver at fortælle dig mellem linjerne,

at du ikke laver en skid,

så har du ikke forstået, hvem jeg er.

Fordi jeg er mega omsorgsfullt,

og beskytter den over for mine venner,

og lige meget, om de har travlt eller ej,

så passer jeg på dem,

og lige meget, hvad travlt jeg har, så prøver jeg at hjælpe alle,

jeg kender, så godt jeg kan.

Hvis en eller anden venner,

som har det hårdt på den en eller anden måde,

med eller uden børn,

med arbejde eller uden arbejde,

så prøver vi at hjælpe hinanden,

og når jeg så rækker ud,

og jeg bliver mødt med sådan en hårdhed,

så føler jeg mig virkelig mest forstået,

i hvem jeg er,

og hvad for nogle motiver du tror, jeg kan have.

Jeg bliver også kædret i forhold til,

at jeg føler, at jeg er rigtig god til at møde dig,

i din sårbarhed,

og jeg har aldrig, selvom,

hvis jeg har taget et lidt ekstra væk på mine skulder,

og sådan noget,

har jeg aldrig kunne finde på at skrive,

jeg laver også ting, bare så du ved det.

Hvis du har været overstimuleret,

eller hvad den nu kan være,

så bliver jeg mødt med hårdhed,

når jeg skriver, at jeg er ekstra presset.

Kan jeg næsten ikke forstå, som andre end at du også godt ved,

at når du så svarber den måde, så presser du mig yderligere.

Hvor jeg føler,

at du kunne have svaret på så mange gode måder,

du kunne have sagt,

wow, det lyder som f**k hårdage,

det forstår jeg godt.

Jeg er faktisk også lidt selv travlig dag.

Hold dig op, hvor er vi presset i de her dage.

Skal vi ikke bare svare hende i morgen,

og se, om der ene har startet tid der.

Eller hvis du havde tid, kunne du sige helt sikkert,

det gør jeg.

Men bare fortælle mig, hvordan du havde det,

og møde mig i,

og lytte til det, jeg faktisk fortalte om,

hvordan jeg havde det.

Og så blev jeg så ekstra ked af det,

fordi jeg prøvede at fortælle dig, hvordan jeg har det.

Så skriver jeg,

at jeg ikke får det til at lyde som om.

Jeg synes, jeg rækker ud efter hjælp,

og deler med dig, at jeg er virkelig presset i dag,

og ikke har sovet hele natten.

Og det giver mig helt ærlig und i maven,

at du ligger intentioner over på mig, som jeg ikke har.

Jeg har ikke talet om, hvad du laver i dag,

jeg aner ikke, hvad du laver i dag,

men jeg har en svært dag i dag,

og spørg om, du kan hjælpe.

Jeg viser den sårbarhed, at jeg er lidt omkring,

hvordan jeg er presset lige nu,

og ikke kan være den ene, som svarer hende,

især ikke, hvis det hester.

Det føles det for mig.

Det ramt virkelig noget imor, der gør mig trist.

Jeg er ikke sur på dig,

men den besked gav mig lige en mavepuster,

når jeg lige har delt og åbnet op,

for hvordan jeg er helt grundedmattet i dag,

og troede, det ville blive mødt med omsorg eller forståelse.

Måske lyder jeg dramatisk og alt muligt,

men jeg er bare ked af det lige nu.

Jeg er også sikker på,

at du heller ikke ment noget dårligt,

men af hjerte.

Og så i stedet for at sige,

okay sorry, så misforstod jeg dig.

Lige nu omkring, at jeg ikke laver så meget,

som jeg gerne ville,

og så kunne jeg sige, det forstår jeg fandme godt,

og så kunne du sige, jeg forstår fandme godt, at du er presset.

Så griber du mig heller ikke der,

så lad du mig bare

være fucking ked af det,

og du skriver ingang, det forstår jeg godt.

Du skriver bare,

om sådan har jeg det. Det er sådan, det føles.

Ja, det er vigtigt.

Og så skriver du, det må vi jo snakke om næste gang,

vi ses. Så er du ikke mere tid til det.

Så siger du jo,

ikke direkte, men konsekvensen af det du siger er,

og nu må du så være ked af det,

de næste to dage, for jeg har lige sagt,

at jeg vil ikke snakke om det før vi ses.

Du lytter ikke til, når jeg siger,

det var ikke min intention, det var ikke det,

jeg sagde, det var ikke det, jeg mente.

Jeg fortalte dig bare, jeg havde en presset dag.

Og så lad du mig være i den følelse

i to dage,

uden at skrive, at det forstår godt.

Jeg misforstod dig.

Sorry. Og der tænker jeg så igen,

på alle de gange, hvor du har skrevet til mig,

du har været ked af det over noget.

Og hvor jeg er ligegyldig, hvor trævlig jeg har haft.

Ligegyldig, om jeg sidder med et barn på hver arm,

og jeg begyndte at skrive til dig,

alle de næste ting, der er videre,

og hvorfor du ikke skal være ked af det her.

I sådan en grad, at du har skrevet til mig flere gange,

du behøver ikke skrive en mega langsåd besked til mig.

Nu, jeg ved godt, det er bare mig,

der overtenker, et eller andet.

Men jeg har gjort det hele tiden,

fordi jeg ved, hvordan det er at sidde,

og være ked af det alene,

og ikke blive grævet i det.

Hvad er det, at du gjorde her?

Det kan jeg sagtens forstå.

Og jeg vil godt starte med at sige,

at jeg er meget, meget ked af,

at jeg har gjort dig så ked af det.

Og det har aldrig været min intention.

Og ud over det, så ved jeg godt,

din intentioner ikke var at få det til at lide,

som på en bestemt måde,

eller at det var det, du sagde,

men at det var det, jeg følte.

Altså det er 100% godt klar over.

Det var jeg også godt, da jeg skrev det.

Og jeg tror, at for mig,

det var vigtigt for mig, at du starter med at fortælle,

hvor du kommer fra i det her,

og hvordan det har påvirket dig,

fordi, at jeg uslæt ikke har lagt

milligram af følelser i det for samme måde,

som dig heller ikke,

at jeg kan godt forstå,

at du har opfattet det som passive-aggressive beskeder.

Men at det mere var sådan en,

vi har talt om det her så meget,

det her med dårlenskab,

så for mig passede det bare lige ind i det her,

at jeg var sådan, nu får du det til at luse om,

at jeg sidder og kigger ind i en vev.

Det var mere sådan, he, he.

Altså, det gør jeg ikke med en loll.

Og så tror jeg, at det,

jeg blev meget overvældet over,

at det påvirket dig så meget,

med så mange følelser,

og jeg var på vej hen til min bedste ven,

som også havde et meget, meget stort behov for,

at vi var sammen den aften.

Så jeg kunne ikke rumme og stoppe op,

fordi jeg var sådan, det her lyder som noget,

som kræver, at vi kigger hinanden i øjne,

eller imens det tager en telefonesomtal,

for at få en ordentlig samtale om det,

og jeg havde det med det.

Og det var derfor, at jeg var sådan,

deres bare lige tale om det, når vi ses.

Og jeg kan da godt se,

i dag læst jeg beskederne igen,

inden at du kom, mens jeg sad her i studio,

at jeg læser det, du skriver med,

at du keder, at det er med et halvt øje

på min cykel, mens jeg er på vej hen til min venere.

Når jeg er så forskredet,

vi taler om det, når vi ses,

så mener jeg selvfølgelig ikke,

at vi ikke kan tale om det i morgen,

eller et eller andet,

fordi jeg siger, at vi taler, når vi ses,

og så kan vi ikke tale om det i mellemtiden,

eller hvad ved jeg.

Og jeg har slet ikke opfattet,

hvor påvirket du varer det.

Og det er nok fordi,

jeg mentalt har været i det andet sted,

imens jeg lige læst den der besked med et halvt lukket øje,

og jeg forstår 100% dine følelser,

og jeg forstår godt, at du bliver rigtig ked af at skrive,

at du er ked af det,

og at jeg er så bare sådan,

vi snakker om det, når vi ses,

fordi jeg er et andet sted.

Og at jeg får en anden måde at tage dig som gisel i det.

Jeg tror bare,

at min første besked,

og de to som startede det hele,

kom lidt mere ud af, at jeg blev en lille smule prokerede,

og når du så skriver den der lange liste

af ting, du har lavet i dag,

der opfattede jeg det ikke.

Jeg forstår også ikke, hvor presset du var.

Jeg er med på, at du har været tidligere,

men jeg synes tit, at du har de her dage.

Du er jo tit meget presset,

og du laver tit noget for kl. 6.

Morgende til kl. 6. aften, så for mig var det ikke

noget ude og følsomt. Så var det bare ikke

lige noget nyt på den måde egentlig.

Jeg opfatter der meget som en, der bare er i gang

nogen stop hele tiden.

Og så er det rigtig nok, så skriver du det.

Jeg kan ikke overskuere at svare på malen,

så hvis jeg skal gøre det, må det blive morgen.

Jeg tror, det der lige tricket noget i mig var sådan,

men kan vi ikke bare aftale, du gør det?

Og det var det eneste, hvor jeg lige var sådan,

du kunne bare have formuleret det.

Altså i min verden, jo bare sådan,

har du tid til at gøre det.

Jeg tror seriøst, det var den der lille en,

hvor jeg føles det, som om du andet tog,

når du bare siger, kan du ikke gøre det.

Men lad mig lige være ærlig at sige, at

så lille i din bakkatelt er derfor,

at for mig var det ikke en alvorlig ting,

eller noget, jeg havde bare ikke opfattet,

hvor presset du var, hvor du kom fra.

Jeg lavede en refererende

onsvag ting, til noget, vi allerede har snakket om,

omkring Dagenskab.

Så man lige blev sådan, lille smule tricket af.

Jeg kan godt se, det ser super passive-aggressivt ud.

Det er ikke noget, du skal tage personligt.

Jeg bliver tit brokeret.

Og det er også derfor, at jeg blev meget overrasket over,

fordi jeg bare var sådan, wow,

jeg glemmer jo, at det er et menneske,

der ikke kender mig, og omvendt,

at det skal lige, når jeg hoved,

så kan jeg ikke lige sende sådan en stik pælde.

Og det er derfor, at jeg blev meget overvældet over,

wow, hvad har jeg sat meget i gang.

Det kan jeg ikke gribe omfavn lige nu,

fordi jeg er vildt ked af,

at det har påvirket dig så meget,

at jeg har været sikker.

Jeg har været sikker.

Det har påvirket dig så meget,

at jeg har været noget, som jeg slet ikke har ment

på den måde,

fordi det har virkelig aldrig nogen sin været

med en intention.

Men jeg er rigtig som udgangspunkt,

jeg er rigtig glad for, at du forstår det.

Fordi jeg har været mega nervøs,

for du ikke forstod det, fordi jeg ikke har følt,

at der har været så meget som et tegn

fra dig på, at du forstod det.

Jeg havde bare brug for, at du skrev,

det forstår jeg godt.

Jeg har misforstået, hvad du skrev.

Du skal ikke være ked af det.

Og vi kan snakke mere om det, når vi ses.

Der synes jeg lidt, at man må vælge,

er det alvorligt nok, at jeg vil sige det?

Eller er det ikke?

Og hvis det er, så må man lige tage sig den tid,

til at sige det ordentligt.

Og det gælder jeg jo i øvrigt også,

den anden vej rundt med mig. Så synes jeg,

det er ret vigtigt, at vi lige overvejer,

at det her er en ægte følelse,

har den også om fem sekunder,

eller om ti, eller om en time.

Og hvis jeg har det, så må jeg lige

sige det rigtigt.

Men det der er jo en generelt ting,

jeg i hele mit liv øver mig på,

og tænkte mig om fem sekunder.

Bare så du ved, det er jo ikke personligt mod dig.

Altså folk, der kender mig,

ved godt, at jeg har sådan nogle munlorts øjeblikket,

hvor jeg lige kommer til at sige et eller andet.

Og hvis der havde været i virkeligheden,

så havde jeg jo også bagefter været sådan der,

ej, som eller hvad ved jeg.

Det er i hvert fald også bare noget, jeg hader.

Hvis vi går rundt,

og siger ting mellem linjerne til hinanden,

så er det jo måde.

Jeg ved ikke, hvad det der betyder.

Jeg forstår det ikke, hvor meget jeg skal lægge det,

om jeg skal svare på det,

om jeg skal sige det, mener jeg ikke,

eller om jeg ikke skal...

Altså fordi, at det er på skrift,

og det er lidt ironisk,

men det er ikke rigtigt,

og du mener det også lidt,

men det er bare...

Det vil jeg synes være en god ting,

hvis vi loværer med,

så vidt vi kan.

Jeg synes også, at vi skal tale om det,

og at jeg generelt også ser mig som en person,

hvis jeg har noget på hjertet,

hvis det er noget, der ikke ser mig, så siger jeg det,

fordi det synes jeg er vigtigt.

Jeg var ufølsom, det jeg egentlig...

Men jeg anede heller ikke hvilken bombe,

jeg troede ikke, jeg havde fået opfattet,

det havde jeg virkelig ikke hvilken bombe,

jeg lige pludselig kom til at springe.

Nej.

Nu vil jeg også bare lige sige,

inden vi går i gang.

Nu får jeg også, altså,

jeg har følt,

men jeg får en følelse af,

at jeg virkelig har spilt meget tid på rigtig mange følelser.

Ikke for at sige,

ej, jeg er overreaktet,

og det var dumt af mig,

men mere bare hold det op,

hvor er det, spil af liv,

og følelse mange følelser,

når jeg så møder dig,

og du har ikke følt en brøgdel af dem,

og du har overhovedet ikke tænkt,

at du var lige kommet til at skrive et eller andet,

og så har du været videre,

og det var ikke fordi, du menede...

Nej, nej, det er lidt...

Jeg forstår, du har menet,

at det er jo det, jeg er blevet så ked af,

og jeg følte mig, som du sagde i sidste afsnit,

missforstået i min kærene,

at det er sådan en ting, du tænker,

at jeg mener alt muligt undt

mellem linjerne,

og det gør jeg overhovedet ikke,

og så har du overhovedet ikke skænket din tanke,

når du skrev den der besked.

Nej, eller ment, at du går undt.

Jeg kan også lige sige,

at det er lidt blød snag.

Det er lidt blød, kan ikke snag.

Men det er ret sjovt, at du siger det,

fordi jeg gik også og havde und i maven,

altså over, at jeg godt kunne mærke,

dagen efter, da jeg ligesom fik læst beskederne

igen i dag, og også inden du kom,

hvor jeg sad hæst ud, så var jeg sådan,

ud, at jeg kan godt se, at jeg har faktisk gjort en rigtig ked af det,

uden at overhovedet have opfattet, hvad fanden,

der jeg har råd med ud i her, ikke?

Og der sagde jeg også til Simone i går,

at jeg var sådan, ud her, ja.

Vi prøvede at se en serie, og sådan noget,

jeg kunne sige, og hvordan jeg kunne

imødekomme dine følelser,

uden at komme til at lige pludselig sidde ved en sted i banan,

og være sådan, det var ikke det,

jeg mente, så det var ikke det, jeg følte.

Og hvordan jeg kunne sige en undskyldning uden at lave den,

det er sådan, jeg keder ikke, det var det, du følte,

men det var vigtigt for mig, at jeg ville sige,

jeg keder ikke, det var det, jeg fik dig til, at føle.

Altså, at det var mig, der havde gjort det.

Vendt og dreget altså bare, for det første har jeg altså

også tænkt over det efterfølgende,

når de er gået op for mig, hvad der er sket.

Og til gengæld, så er det sjovt, at du sidder der med spil af følelser,

fordi jeg sagde også til Simonsen, at man prøver bare at skrive til Maria

på en almindelig og sød måde,

fordi jeg ved jo, at i morgen, når vi har snakket,

så kommer vi jo højt synes yndigt til at være venner igen.

Så jeg kan ikke overskue, at være suge i beskederne også,

eller sådan noget, så er jeg sådan,

men okay, hvad fanden er det egentlig, jeg har gjort?

Eller altså, jeg ved godt, at jeg mennes,

tror jeg lige, at jeg skal finde ud af, hvad det er,

hovedet hale i denne her situation.

Og så var det jo der, min tanker begyndte at være sådan,

at vi nu er hovedet være venner med, at skal vi lukke podcasten,

og hvad står der i kontrakten?

Så bare for at sige, at jeg har også været,

jeg har også tænkt at tænke,

jeg har også enormt dramatisk.

Så derfor, jeg forstår godt, hvorfor du regerer,

som du gør, fordi det kunne være sket for mig også.

Du kunne også få mig til at have grad ved at skrive et eller andet svagte.

Og det er vi jo to meget følelsomme mennesker,

og meget bestemte mennesker,

og så tror jeg ikke, så tror jeg,

at vi har også begge klokket en meget stærk retfærdighedssens.

Vi går meget op i det, og vi bliver meget prokerede,

at ting der ikke er retfærdige.

Og også overforverden.

Men jeg synes i hvert fald ikke, at du...

Jeg synes, at det er så færre,

at du regerer, som du gør.

Jeg kan godt rumme den slags.

Jeg vil gerne beklage, at jeg har gjort det,

fordi det har aldrig vædnet mening.

Jeg skal nok spørge, om du har tid næste gang,

jeg vil have hjælp.

Bæf jæs på hver sin side telefonen.

Men vi skal jo i gang med, hvor slutter det lidt med.

Og dagens tema i dag er jo,

det her med at have en bedste veninde,

eller en rigtig, rigtig god ven,

som man på en eller anden måde ikke føler,

at man har noget til fælles med længere,

eller måske i hvert fald ikke har lyst til at være venner med.

Ja, vi skal snakke om tvivlen omkring,

skal jeg slå op med min ven,

eller skal jeg ikke?

Præcis.

Det er i hvert fald noget, jeg godt kan genkende,

altså tvivlen i relationer,

om de skal være ved,

om de må udfylde den rolle,

de skulle gøre,

og at man tænker, at det har været super,

men skal det mere, passer vi stadig sammen.

Så vi har jo fået spørgsmål for en af hjæler,

lytter med ind omkring netop denne her tvivl.

Jeg har ikke startet med at spille det.

Hej Maria og Ida Sofia.

Jeg har en gammel bedste venende,

der bliver ved med at holde fast i vendskabet,

men hver gang vi ses kan jeg mærke,

at jeg ikke er det samme sted længere.

Jeg savner også at have en bedste venende,

hvilket er sikkert af grunden til, at hun holder fast,

men vi er vokset fra hinanden,

og alt hun gør kommer på naverne nu.

Jeg tror ikke, at en snak vil kunne redde relationen,

da det gjorde hende som person,

og jeg har aldrig været blevet venner med i dag.

Men fordi vi har kendt hinanden fra vi fra teenage,

og er det svært at give slip.

Jeg er tvivl om hvor meget.

Det betyder, at jeg har kendt hinanden,

om jeg så også skal give den chance,

eller kæmpe det længere,

eller om det er ligegyldigt,

når vi virkelig er vokset fra hinanden.

Jeg vil ikke sætte nogle ord og tænke,

og måske nogle råd på min situation.

Altså, vi kender det i hvert fald,

begge to.

En ven,

eller en gode en inde,

som man er meget tæt med,

og som man lige pludselig kan blive tvivl om,

hvorvidt man skal være venner med.

Jeg synes, at der er to forskellige ting i det,

både det her med, at det kan være,

at man på en eller anden måde

bare glider lidt fra hinanden.

Man gør ikke op i de samme ting længere,

men man har måske ikke de samme samtaler,

eller den samme energi mellem,

uden at der egentlig er noget dramatisk ved det,

men at man bare er sådan,

og jeg prioriterer dig ikke rigtig så meget mere,

fordi der er nogle andre mennesker,

jeg synes er mere interessante.

Og så er det den anden,

hvor man kan være venner,

men lige pludselig opdager,

at der er en, der bliver ved at gå over nogle grænser,

eller bliver ved at opføre sig mærkeligt,

eller bliver ved at være uvenner,

eller klasje, eller hvad ved jeg.

Og så også skal du vurdere,

at det her er noget, som er godt for mig at være i,

eller er det godt for os at være venner over hovedet.

Det fylder jeg i hvert fald, at de to situationer,

i den vennskaber.

Jeg tror, at det eksempel,

som jeg godt kunne tænke mig,

lige også at komme frem med,

skal jeg sige, at tage med til bordet i dag,

det er et, som handler om en,

hvis mønster er lige pludselig begyndt at opdage,

jeg ikke bryder mig om i vores vennskab.

Altså så er det ikke den her, hvor vi er glædet

fra hinanden over længere tid,

og det er helt naturligt bare opstået,

at vi ikke rigtig er veniner længere,

men mere sådan en, hvor jeg lidt tog et aktivt valg om,

så til det i hvert fald længere.

Og det er svært for mig at komme på alle.

Fordi kender du ikke det,

det kan jo være sådan nogle helt små ting,

altså helt frem, ligesom den snak,

vi lige har haft i starten af den her podcast,

med hvordan ting bliver formulerede,

men ikke bare en enkel gang,

men måske altid.

Altså sådan mønster man begynder at opdage,

til at jeg kan huske,

at de pludselig havde lavet nogle avtaler,

med nogle af mine venner,

men sådan der er bag min ryk.

Og det er et helt afsnit for sig.

Og jeg synes egentlig,

at noget af det dejligste i verden,

til en vis grad i hvert fald,

er, når mine venner bliver venner.

Det kan jeg rigtig godt lide,

men jeg tror, det som tricket mig,

og særligt i en af de her situationer,

var, at jeg var sammen med hende,

vi var ude at spise en søn der aften,

vi snakket om, hvad vi begge tog skuddagen efter,

hvis de havde forvældt,

hende venner til mig,

jeg har klæmmet, at jeg har en aftale med hende her,

din veninde.

Jeg synes måske, at det er en lille smule afkavet,

fordi vi har lavet den i en brandret måned,

altså på vej herhjemme.

Nu kan du komme herhjemme også.

Altså har du ikke lyst til at være mad,

hvor jeg har i en aftale.

Altså jeg var der sammen med hende i går,

der nevnte hun ikke, at I havde en aftale.

Det er der med, at jeg begynder at være sådan der.

Hvorfor fortæller du mig ikke,

at du har en aftale med min ven,

når du er med?

Altså der var så mange ting i den der situation,

og det skete faktisk et par gange.

Det gjorde mig ret ked af det særlige,

det der med, at jeg følte, at hun eksploderede mig

fra min egen vennegruppe på en eller anden måde,

som jeg havde taget hende meget ind i.

Og så var der et tidspunkt,

hvor hun også,

vi har gået i Folkeskolen sammen,

og jeg havde datet en fra vores Folkeskolen,

men som var ligesom sådan,

efter vi er blevet voksne,

og flyttet ind til byen.

Så efterfølgende var altså sådan ret god venner.

Og han skrev også til mig,

ud af det blåsen, at han er begyndt at date hende her.

Og så er jeg sådan,

Hva?

Og han tagede dig som om, jeg godt ved det,

fordi han jo selvfølgelig andet har,

at det har hun fortalt mig.

Ja, præcis, og også fordi

den her datingperiode med ham,

hvor så forholdsvis seriøst,

han er over et ret lang stykke tid,

så der vil jeg lige vel sige den der,

går med, at man lige tager bare ind,

og siger, at du er okay med,

men jeg gerne, det er ikke din exakt.

Og jeg var sådan,

hvad snakker du om?

Og han er sådan, ja, når har hun ikke sagt det.

Når var det sjovt,

og vi har nogle fælles venner,

og han er sådan,

har der været uden med dem,

og det var virkelig sådan en grænse,

der blev overskrevet.

Det forstår jeg fandeme godt.

Og til sidst så er jeg bare sådan,

Nå, fuck det.

Og så kan jeg se,

at hun holder en stor fødselsdag,

hvor jeg heller ikke, er inviteret.

Og jeg forstår ikke,

jeg forstår det ikke,

og jeg skriver,

Hvordan sker den her udvælgelse?

Jeg har sådan,

jeg er ekskluderet, eller sådan,

og hvorfor taler vi ikke så meget sammen mere,

men hvorfor,

hun havde skrevet til mig for nogle dage,

inden, hvor jeg havde haft primære for en podcast,

at det var sådan,

til lykke modgivelsen,

og jeg er stolt af dig,

og jeg var sådan,

fedt, dejligt,

og tak.

Og altså,

lidt efter,

så har hun holdet en fødselsdag,

jeg ikke er inviteret til,

hvor jeg virkelig,

nu forstår jeg ikke rigtig længere,

den her dynamik.

Altså, fordi vi jo ikke uvenner,

at du ikke er gang med at slå op.

Med mig kan jeg huske,

jeg er meget tænkt.

Du ikke har lyst til at være min veninde,

at du gør det her,

hvor jeg også kan huske,

at det ender med,

at vi har en snakke til telefonen,

som egentlig bare,

jeg gør tingene på min måde,

og jeg er sådan, okay,

men en anden gang,

fordi du så ikke siger,

hvorfor du ikke har lyst til at invitere mig,

til din fødselsdag,

eller ved jeg,

hun var sådan,

jo, jo, jo,

og det skal vi nok gøre.

Jeg gør altså bare lige tingene på min måde,

det var jo en lille fødselsdag,

og sådan noget,

og jeg var sådan,

jamen, det forstår jeg også godt.

Så var jeg sådan,

jeg har gjort eller et eller andet,

fordi jeg går jo overtenke,

at det sygt meget,

og bliver ked af det,

og kan ikke forstå,

hvad det er,

jeg har gjort galt,

og måske,

der er ikke noget galt,

alt er godt,

og så er jeg sådan,

jeg kan ikke.

Og så ender det med,

at jeg bare sidder og får,

altså,

jeg føler,

jeg virkelig bliver triggeret,

fordi jeg var sådan,

jeg kan ikke slap af,

i den her relation.

Jeg føler alt forgår bange,

men ryk,

jeg føler ikke,

jeg kan stole på dig,

jeg føler ikke,

jeg ved, hvem du er.

Efter meget lang tid,

og det er bare,

jeg er der dramatisk,

men til sidst,

noget af bare et punkt,

var, hvad for jeg egentlig

selv ud af den her relation,

andet,

når jeg går overtenke,

og har undt i maven,

og føler mig en lille smule,

ekskulteret fra mit eget fællesskab,

hele tiden.

Utsryk, ikke?

Altså, det er jo meget det,

der synes,

jeg er i hvert fald,

at stå ude i denne aster,

at det er utrykhed,

at alt er sådan,

føles sjædige,

og bag om rykken,

og hvad folk er over der,

og hver gang,

jeg lige ikke er der.

Præcis.

Og hvorfor jeg skal ud for helt på en

fuldstændig loki måde,

hvad sådan, hey,

har man gjort noget siden,

man ikke importerede spørger.

Men i hvert fald ender det med,

at det går op for mig,

at jeg ikke rigtig får andet

en ubehagelige,

og jeg er netop sådan lidt utrykket,

og overtingende følelse,

ud af hver relation,

og jeg tænker,

hvorfor er det,

jeg bliver ved med at gå,

og hænge fast i den,

på den der måde,

og det er jo netop,

som hun siger her,

i hende til emmerlydoren.

Fordi det er en gammel veninde.

Så tror jeg,

at det er jo en gammel veninde,

så vi skal blive veninder.

Også selvom,

at jeg faktisk ikke kan lide hendes adfærd længere.

Fordi vi kender hinanden i så mange år,

og vi kender hinanden ude og en,

og alt muligt på sådan,

men det gør vi overhovedet ikke,

hvis man kan opføre sådan her,

over for hinanden, siger jeg,

men altså,

det kan jo også godt være,

jeg har gjort nogle ting,

som hun er blevet ked af,

det ved jeg jo ikke.

Men jeg fik aldrig slået op op.

Jeg kan bare huske,

at det, jeg endt med at gøre,

var, at i stedet for,

som jeg ville have gjort,

med mennesker, jeg gerne vil beholde i mit liv,

og mennesker, som jeg går meget op i,

skal blive ven med at være min god venner,

så ville jeg jo have taget den,

og været sådan nu sætter vi os lige ned,

og snakker alle de her ting igennem,

fordi der er sket så mange ting imellem os,

og det synes du er behageligt,

og jeg vil gerne rense luften.

Men det valgte jeg bare aktivt at lave hver med.

Jeg gider ikke at snakke med hende om det,

fordi jeg gider lige vel en gang,

at have en i mit liv længere.

Og det er jo den,

kan man så også diskutere,

ret mærkelig i måder,

og slå op på.

Det er jo det, der er så mærkeligt med,

at jeg skulle slå op med venner,

fordi hvordan helvede gør man det?

Det var ikke så svært i den her situation,

fordi der blev heller ikke ragt særlig meget

ud for den anden side.

Så i låde det løbet ud i samme?

På en måde, ja.

Jeg tror bare, jeg tog et mere aktivt valg om det,

fordi jeg på en eller anden måde

var mere såret,

og mere vred, end hun var.

Så jeg tror, at hun gik længere,

og bare troede,

at alt var fint,

og at vi bare ikke lige havde set hinanden.

At hun begyndte at opdage,

når hun lige sendte et par beskeder,

fordi det var sådan, jeg gider ikke gange at starte en konflikt,

men vi kan godt samme eksisteret,

at du skal bare ikke være min veninde længere.

Det er så mærkeligt,

at man skulle slå op med venner,

fordi der er så lidt språ for det.

Når venskaber afslutte,

så sker det i fødtlig kristligt dagblad,

ofte ved, at man langsomt er det gledet ud i sandet.

Det kan føles nemmere,

når det ikke er en kæreste,

som man er tvunget til at slå ordentligt op med.

Men i virkeligheden, så burde vi tage det,

at afslutte et venskab på en god måde,

med en rejel closure langt mere alvorligt.

For sovprocessen efter et venskæbsbråde,

kan være lige så langt og hård som en skældsmisse.

I fødtlig eksperterne i artiklen,

så sker broden mellem venner,

oftes på grund af misforståelser.

For eksempel, at den ene har haft bro

for at trække sig lidt,

på grund af omstændighederne i deres liv,

men den anden har haft bro for mere kontakter initiativ.

Så bygger sin ulighed op,

som forgrener sig ind i irritation,

og forstillinger om virkeligheden,

så måske slet ikke at sade noget.

Det vil i hvert fald også stille lyderen her.

Det er, hvor lang tid skal jeg gå

at have en person, som går mig på nævrene,

og som jeg føler, er vokset fremme.

Og jeg er vokset fra hende.

Men hvor længe skal man gå i den situation?

Det synes jeg bare vildt svært.

Det er vildt svært at svare på.

Det tror jeg. Det tror jeg videreligt kun,

man selv kan mærke på et eller andet tidspunkt.

Man skal jo ikke gå så længe,

at det lige begynder at gå ud over den anden,

på en taglig måde.

Det er ligesom en lydere situation,

og det lyder lidt som om,

at anden parten i det her venskab,

jo rigtig gerne ved det,

og prøver at holde gang i det,

men at det er hende, der ikke har lyst.

Det er på den måde et andet situation,

hvor man skal have respekt for den person,

der faktisk prøver at få venskabet til at fungere,

indtidig anede om hendes følelser.

For mig er der mindre,

det er mig også som et venskab,

og en oplevelse, som jeg selv har haft,

hvor at også en gammel veninde,

som jeg har været virkelig tæt på i mange år,

og har elsket og elsket rigtig højt,

og der sker ligesom bare det,

på et tidspunkt.

Jeg synes, det kan være så svært,

og forklare,

fordi der er så meget, der er så subtilt,

og lidt som du startede med at sige,

så kan der være to måder at vokse fra hinanden på.

Altså den ene er, at man bare bringer en måde,

der er noget, der er off,

og man kan ikke sætte en finger på det,

og den anden er det, det er grænseoverskridende,

og adfærd, som du har været ude for.

I vores relation,

der tror jeg måske det var lidt mere,

ligesom lytteren,

da vi begyndte at misforstøjne anden,

da vi begyndte at vokse fra hinanden,

da vi begyndte at tale forskellige språ,

det skete i takt,

noget af vores liv ændrede sig rigtig meget,

og blev meget forandret.

Vi tog nogle helt forskellige varer,

og vi begyndte at snakke med forskellige språ.

For mig følte det som om,

at vi hele tiden kom ind i sådan en ond cirkel,

som var meget svær for os at komme ud af,

fordi vi var rigtig dårlig til at snakke sammen om ting,

der var svær, rigtig god til at snakke om,

hvordan vi havde det,

også med svære ting med alt andet,

end hinanden.

Men det, der begyndte at ske,

det var, at jeg synes,

at hun prøvede at imponere mig,

eller andre jeg var sammen med,

ved at være virkelig sjov.

Virkelig på,

og virkelig gå ind og tage rummet,

og være der,

og sige sjov ting,

og tage ansvar for denne sociale energi.

Og det følte jeg så sådan, det kom på bekostning af,

det sjov, hvor meget sarkasme,

og meget hårdhed,

og lidt gør grinen med ting,

som for mig følte lidt mobbende,

både over for mig,

men over for alle i virkeligheden.

Og så var min reaktion,

i stedet for at sige,

hey, det synes jeg faktisk ikke var sjovt.

Så blev jeg lidt stille,

og bare prøvede ikke grine af det,

det synes jeg ikke var sjovt.

Og så blev hun helt vildt usikker,

det er sådan jeg læser det.

Hvorfor bliver der ikke grint af,

når jeg siger noget sjovt,

og hun forstod,

tidligvis ikke,

at det var fordi jeg ikke,

jeg synes det var ubehageligt.

Så hun prøvede at være endnu mere sjov.

Løftestemningen endnu mere.

Og det gjorde,

at det blev så mærkeligt,

altså,

jo mere vi var sammen,

jo mere blev det mærkeligt.

Og der var bare sådan,

underligst energi mellem os.

Kan du ikke virkelig forudsætte det?

Det var godt,

det lyder enormt af strængene.

Det var meget svært for mig,

fordi jeg havde også den der følelse,

som Lytton beskriver,

at det her,

det kommer på nævrene.

Ja, det kan jeg godt forstå.

Men samtidig,

så vidste jeg også,

at hun var et virkelig følelsom menneske,

og vi havde tidligere,

haft nogle snakker om andre ting,

smør ting,

hvor jeg kunne mærke,

så kritik er virkelig,

hun kan virkelig,

virkelig hurtigt blive meget ked af det,

og så bliver der ikke taget,

så bliver der lukket helt ned ud.

Så jeg tur,

som man ikke siger det.

Altså,

jeg var så bange for at ramme ned i et eller andet,

som bare ville gøre hende helt vildt,

og endnu mere usikker,

så endnu mere forvirret over,

hvordan hun skulle være i verden.

Så jeg var sådan,

jeg kan simpelthen ikke finde ud af,

hvad jeg skal gøre her,

og det viser sådan bare sådan,

på sådan små, mærkelig måde hele tiden,

at vi var of.

Vi sagde ting til en anden,

som den anden ikke rigtig forstod,

og ikke rigtig synes,

at vi lavede aftaler faktisk.

Ja, vi blev ved med at lave aftaler,

og vi blev ved med at prøve i hærdigt,

og hver gang vi fået sammen,

var det underligt.

Altså,

og det gjorde,

at en relation,

som jeg tidligere havde været rigtig tryk i,

netop pludselig gjorde mig vildt utryk,

hver gang jeg var sammen,

men så tænkte jeg,

hvad kan hun finde på at sige?

Og jeg kunne jo også godt sage,

sådan som jeg i hvert fald analyserede det,

at det også var hendes usikkerhed i relationen,

der forværede det,

og der gjorde det mere af kædet,

der gjorde, at vi følte slængere fra hinanden,

og det kan jo også godt være i lytterns tilfælde,

at hun kan mærke,

at den her bedste veninde er ved at trække sig,

og derfor går hun hende mere på nævrene,

derfor bliver hun ved med at insistere på,

at vi skal ses,

eller altså de her ting,

som man kan gøre,

når man føler sig ekskluderet,

eller på vej ud på et tidsprøv.

Så jeg kunne godt se,

hvor hun kom fra,

jeg kunne godt se,

hvorfor hun gjorde det,

men jeg kunne ikke se en vej ud af det.

Hvad skete der?

Det, der ender med at ske,

fordi jeg jo ikke tørr snakke om det,

og hun åbenbart heller ikke tørr snakke om det,

fordi hun kunne også tydeligt mærke det.

Det var, at der bare begyndte at gå lidt længere tid,

imellem at vi såes.

Jeg tror, at vi pægtur var udmattet af at ses,

og vi tog mindre og mindre identitiv,

og til sidst var det meget sådan,

det føles meget som en pligtfølsatsen.

Vi skal jo også ses,

fordi vi er jo fandme virkelig grove veninder,

og nu er der jo gået en måned,

eller et eller andet,

og så skrev vi igen,

så såes vi, så var det mærkeligt.

Så lå vi der lige gå to måneder,

så skrev vi, så såes vi,

puh, at det var mærkeligt,

nu kan vi lade være igen.

Og til sidst så var der gået ret lang tid,

hvor vi ikke havde set den anden,

og så skrev jeg sådan lidt den der

obligatoriske besked,

når man skal vi snart se, eller...

Du skrev den?

Ja.

Også, altså, at man måske var hende,

der gik dig mest på naverne.

Ja, fordi jeg jo vidste,

kom fra en usækkerhed fra det første,

og fordi jeg hele tiden håbede,

det går over,

det bliver bedre næste gang.

Det har været så godt.

Det har virkelig været godt,

og jeg elsker hende helt vildt højt,

og jeg vil vildt gerne have den relation,

vi havde haft tidligere.

Ja, det er jo også det,

der er så specielt ved det der med,

at man længe sig efter noget, der var,

men det findes ikke på en eller anden måde længere.

Det findes ikke i nuet i hvert fald?

Nej, fordi selvfølgelig findes det i fortiden,

men hvis noget har ændret sig så meget...

Og måske kan det findes i fremtiden?

Det er bare det, jeg mener,

det findes i hvert fald ikke lige nu.

Nej, Norske, det håber du, du gør.

Ja, det gør jeg.

Det kunne jeg godt mærke,

det har kædret officielt lige komme til,

udtryk som om, at det gør det ikke.

Og måske det findes i fremtiden,

end du siger nu?

Den italienske sociolog,

Francesco Alberoni,

kalder venskabet for en etisk font for kærlighed.

Et længereværende og godt venskab

består af to ligeværdige

og uafhængige parter,

og indeholder alle de moralske verdier.

Det skriver alt for damerne.

Det gode venskab er altså,

at sociologen kende tegnet ved,

at man opfører sig lojalt,

har empati for hinanden,

accepterer hinanden,

og fremfor alt forstår hinanden.

Så når vi føler os svigtet i relationen,

bliver løget for,

føler også manipuleret eller bagtalt,

så falder vi en moralsk døm

over vores ven,

og det er ofte her,

hvis vi ikke kan finde ud af at snakke om det,

at venskabet sig ender med at slutte.

Og da jeg så skriver den her besked,

når man skal vi snart sage,

eller hvad så,

så tog hun den,

og så skrev hun,

hej, skat,

jeg ved ikke med dig,

men jeg føler simpelthen,

at vi vokser frem i hinanden.

Nej.

Gud, hvor vildt.

Det er godt nærke sjælderen,

folk gør det.

Ja.

Jeg føler slag, at vi kan finde hinanden,

og jeg føler ikke,

vi kan kende hinanden,

og jeg tror ikke,

vi skal sage lige nu.

Og så skrev jeg bare sådan,

fuck, hvor er jeg lettet over,

at du siger det,

og at du siger det på den måde,

fordi det er virkelig den samme følelse,

jeg har.

Også fordi,

at det ville være så hårdt,

hvis vi skulle gå ned i sådan,

de specifikke situationer,

hvis nogen havde skrevet,

hej, skat,

jeg har ikke lyst til at se,

fordi det sidste onsdag,

da jeg sagde det der,

så virkede du su over det der,

eller sådan.

Det var så dejligt,

at hun løftede det op på netop det her med.

Jeg føler, at vi vokser frem i hinanden.

Ja.

For det var jo også det,

jeg følte.

Det var jo alt muligt,

men grundelæggende var det,

at vi var vokser frem i hinanden.

Men du siger,

at Lydøren godt kunne skrive den besked.

Ja.

Fordi jeg følte i hvert fald,

at det, det gjorde,

det var netop,

som vi lige sagde,

at det giver et håb for fremtiden.

For hvis vi havde kørt den så langt ud,

til at der ikke var nogen vej tilbage,

altså lad os sige,

at vi var blevet ved med at ses,

på den her dårlige måde,

så var jeg begyndt at bagtale hende

til mine veninder,

mine andre veninder.

Og så var hun begyndt at bagtale mig til sin.

Og så havde det endt med,

at hun var, du ved,

ligesom i din relation,

hvor man begynder at gøre alle sådan

sati ting bag hinandens ryk,

fordi man er frustreret,

og provkeret,

og irriteret og alt muligt.

Og hvis det var noget der til,

så er det meget svære at finde tilbage.

Men på det her tidspunkt,

var det alligevel sådan,

vi går bare rundt om hinanden,

på sådan en underlig måde,

og der er ikke nogen,

der mener noget med det,

og vi er ikke i synk.

Og så skriver jeg,

vi er lettede over,

at du siger det,

og jeg har det på fuldstændig samme måde.

Jeg føler også,

vi vokser fra hinanden.

Og så skriver jeg bare,

at jeg elskede hende mega højt,

og at det vil jeg altid gøre.

Og hvis hun, nogen senden,

var i problemer,

eller var ked af det,

eller havde brug for hjælp,

eller noget, så kunne hun altid,

kunne hun altid ringe

til mig lige meget, hvor lang tid.

Det var siden,

vi havde set hinanden.

Og jeg håbet,

at vi skulle finde sammen igen,

at det gav mening i vores liv.

Og så skrev hun bare,

at hun havde på helt samme måde,

og at hun også elskede mig,

og at det håbet hun også.

Og så sende vi bare nogle hjerte.

Og det var det.

Er det ikke sindssygt?

Jo, det er rigtig, rigtig sindssygt.

Men den slags relation,

eller den slags måde,

takler du på,

synes jeg er meget smuk og fint,

fordi det er jo netop,

ærnet af det mest naturlige verden,

og blive pludselig mismatche

med nogle af sine allerbedste venner,

som man har kendt i rigtig mange år.

Fordi man jo selvfølgelig,

det ville være trist,

hvis ikke udvikler sig,

og at man nogle gange kommer

til at udvikle sig i forskellige retninger,

fordi man jo,

bliver voksne mennesker,

og tager nogle valg,

som gør, at man måske,

altså ikke passer sammen,

på samme måde,

som man gjorde, man var barn.

Og jeg synes,

at det der med at bevare kærligheden

imellem hinanden,

og respekten for relationen

ved at italsætte,

det er noget af det allerfinteste,

man kan gøre.

Men også noget af det aller sværeste.

Og det, der er altså fint i jeres relation,

er jo at i en eller anden måde,

har en enighed om,

at det er det, der er sket.

Men jeg tror,

der er rigtig mange situationer,

hvor der er en,

der i overhovedet ikke føler det

på samme måde som den anden,

og det er jo der,

det bliver rigtig svært.

Det er der,

som du beskriver,

det forestiller jeg mig også,

sagtens kunne være,

altså noget,

hvor man lige pludselig,

om fem år eller et eller andet,

sidder på en ferie,

på landets rote,

og har igen fundet hinanden,

skal vi gøre det her.

Ja, ja.

Og så er de pludselig så,

at lander man det hele samme sted igen.

Det er den, der rodte tilbage,

jeg også før har snakket om,

hvor jeg virkelig føler,

at man sætter nogle mennesker af,

og man samler nogle mennesker op,

men man kører rundt på det samme spurg,

og kan hen,

som samler op og sætter af,

som man har lyst til.

Hun er i hvert fald,

virkelig en person,

som jeg tænker,

jeg skal samle hende op på et senere tidspunkt,

når vores liv er lidt mere alejnt,

og måske på det tidspunkt,

kunne vi oven i købet snakket om,

fordi det er så på afstand,

og hun føler sig måske mindre og usikker,

og derfor har jeg lettere ved at snakke om det,

og jeg er jo også et bedre sted,

og så videre, så ved jeg ikke.

Men jeg tror,

det er i de færeste relationer,

hvor det kun er én,

der føler, at noget er oft.

At selvom man godt kan være en relation,

hvor den ene tænker,

jeg vil være venner,

og den anden tænker,

jeg vil ikke,

så det er de færeste relationer,

hvor den eneste bare står og tænker,

det er det perfekte venskab,

og den anden tænker,

det er lorte venskab.

Det vil også være meget specielt,

hvis det være sådan.

Så jeg tænker sådan,

i forhold til lydøren,

spørgsmål,

at den her anden veninde,

formentlig en af grundene,

til at hun virkelig holder fast,

og bliver videre,

og bliver videre,

bliver videre,

er jo også fordi,

hun er bange for at miste hende,

og hun kan mærke,

at der er et eller andet,

der ikke er, som det skal være.

Et råd fra mig,

jeg vil i hvert fald være,

men jeg træk det derude, hvor det bliver græmt.

Så er det i hvert fald meget svært,

at findes bag igen,

på et senere tidspunkt.

Og det kan jo sagtens være,

er hun pludselig som 50-årig,

eller lad os sige, som 70-årig,

gamle dame tænker,

fuck, hvor kunne det være hyggeligt,

at møde Caroline igen?

Nu sidder vi her,

vores mænd er døde,

og hej, men du ved.

Det står, hvad du mener.

Ja, og det kan også være,

netop om fem år,

eller et eller andet,

men det giver mening ikke,

og træk det alt, alt, alt for langt ud.

Og så synes jeg,

at for mig var det rigtig rart,

at få den der besked om,

at vi virkede fra hinanden,

og jeg elsker der helt vildt højt.

Men wow, hvor der eller noget,

der ikke fungerer lige fra tiden.

Fordi det er bare sådan,

ja, det kan man jo ikke argumentere imod.

Det er jo rigtigt.

Det vigtige ved at italesætte,

i hvert fald, hvis det er,

som hun beskriver en veninde,

som hun har haft i så mange år,

og som har været sådan bedste veninde,

at så har man jo selvom man måske ikke

skaber gode, fine, nye minder,

sammen længere,

haft nogle virkelig, virkelig gode stunder sammen,

og det er egentlig livet sammen,

på mange måder i mange år.

Og respekt for det,

så synes jeg på en eller anden måde,

at man skylder,

og italesætte,

det er særligt,

når man kan mærke,

med den her situation,

at der står en i vendskabet,

der gerne ved det,

og som er bange for at miste dig,

og holde fast,

der skal man, som du også siger,

passe på, at det ikke bliver græmt.

Og passe på,

at man først ikke gør den anden part undt,

men også, at man bare ikke kommer til

smuske alle de fine minder,

man havde sammen til,

fordi det kan jeg derinde,

altså snart 33 sige,

at jeg havde troet,

at alt det liv,

jeg har levet,

på en eller anden måde,

ikke ville være noget,

jeg gik og tænkte over hver dag,

men jeg tænker hver dag,

over mine vendskaber i folkeskolen,

mine vendskaber i gymnasiet.

De bestorger folk,

som jeg var bedste venner med i fire klasse,

og så ønsker dem alt godt i verden,

og er så taknemmelig for de minder,

vi havde,

og følger dem på Instagram,

og en gang imellem,

de skulle få lykke med føssestagen,

og sådan noget,

og det er sådan,

jeg synes bare, det var vigtigt at prøve at beholde

de dele af én,

som man har delt med nogle mennesker,

og have den der respekt for dem,

og det er også derfor,

det er så vigtigt at vi alle sammen,

skal blive bedre til at tale om,

hvordan fanden man slår op med vennerne.

Vi har også aftalt at lave et afsnit her snart,

om hvordan man i praksis kan slå op med venner.

Så skal vi jo slå op med hinanden.

Ja, vi har snakket om,

at vi skal skrive et prøv til hinanden,

hvor vi slår op.

Men det er et andet afsnit,

fordi i dag, der snakker vi om tyklen, ikke?

Og hvordan man når hen til den beslutning.

Ja, 100 procent.

Men jeg synes virkelig,

det er så rigtigt,

og virkelig en meget vigtig betrækning,

du lige siger der,

med at fortiden,

selvom man kan sige liv i nuet,

og kapitiium,

og alt muligt,

det eksisterer ikke så snart,

at den er overstået.

Det gør den i hvert fald i mig.

Jeg kan virkelig mærke,

de ting, som er sluttet dårligt.

Altså, det sidder i mig som sådan en,

jeg har lyst til at gå tilbage,

og løsne alle de her knuder op

af relationer,

som er afsluttet dårligt.

Og derfor kan jeg også godt lide denne her historie,

som jeg har fortalt i dag,

fordi den er faktisk,

den er afsluttet godt.

Ja.

Jeg har mødt hende nogle gange siden,

sådan random.

Altså, hvor jeg havde det sådan,

jeg var næsten lige ved at begynde at grade det,

jeg så ind, fordi jeg bare var sådan,

ej, jeg elsker dig stadig så højt.

Og det er godt, hvad det ikke er endnu.

Men wow, jeg synes, du er så dejlig.

Og vi krammede bare hinanden,

og grinede og smilede,

og bare hyggede os og fortalte,

hvad vi lavede og sådan noget,

og så skildtes vi.

Og hvor jeg også har mange vinskaber,

som er sluttet med et uvinskab,

som er sluttet med,

noget sådan enestængt frustration,

eller uretfærdighedsføle,

eller så gjorde hun det der,

og så løb det ud i sandet,

eller så kom vi op,

og så blev vi uvender over et eller andet.

Så føler man nemlig, så slutter det,

så er jeg jo videre,

med alle mine andre fede venner,

eller hvad det nu kan være.

Men de der ting, de sidder stadig i mig.

Jeg tænker stadig på det.

Og ofte de relationer,

hvor der er noget afklaret,

uforløst,

dårligt, negativ energi.

Og derfor så synes jeg,

at hun har en unik mulighed for,

hvis hun beslutter sig for,

jeg vil ikke være venner mere lige nu,

så at sige,

kan jeg elskede beninde tusind tak

for alt, hvad vi har lavet.

Jeg synes, vi skal holde en pause

på ubestemt tid.

Jeg føler, vi vokser frem andet,

og jeg tror, at du kan mærke,

at der er et eller andet,

der ikke er som det pleje har.

Måske, så giver det mening,

en dag i fremtiden,

men lige nu, så må vi sige forvel og tak.

Fan med godt forstår,

at det er svært at skrive den besked, ikke?

Altså, også fordi, hvis hun er et tvivl,

tvivl er jo også så sindssygt,

fordi du kan jo godt være et tvivl

hele livet om, at man er et tvivl.

Hvad i enset dag er der et tvivl om et eller andet,

og den kan jo, altså,

alt og hængig af, hvor stort tvivlen er,

så kan man, så kan man jo blive ved,

og ved, om man kan tale for øje mod,

og der er jo et kæmpe tabu,

omkring ikke at kunne oprettholde vinskaber.

Fordi det er den der,

som kærester kommer og går,

men venner kan du have 100-årigt i tale mod,

som vi alle sammen, har internaliseret, ikke?

Ja.

Og på den måde, så føler man sig ret hurtig,

som en tabuer i livet, hvis man engang kan holde

for sine bedste venner.

Og hvad er der galt med mig siden,

at jeg lige pludselig ikke har lyst til,

at være venner med et menneske, der elsker mig,

eller altså, der er jo mange ret store spørgsmål,

det er det der også, som jeg godt kan forstå,

af fucking hårde at gå med,

men jeg tror bare, vi begge to er meget enige,

om det der med, at man var snud til,

at tage en beslutning,

og jeg føler, at man skal tage den,

inden at man kommer til at gøre den anden undt,

og inden at man kommer til at udlægge,

for sig selv i forhold til alt den gode energi,

man har i sin fortid,

som man så kan tænke tilbage på, ikke?

Ja, og så føler jeg, at det er, at man måske

kan finde noget mod til at tage beslutningen,

og sige, okay, min intuition er rigtig,

jeg har det ikke godt i denne relation,

det er ikke fedt, det er at sige,

hvis jeg slutter det nu, så er der en chance,

for det kan blive det i fremtiden.

Tviven er jo for mange måder i vores samfund,

i hvert fald, sat i en negativ kasse.

Altså, der er mange, der er sådan,

hvor jeg i tvivl, hvor er det ubehageligt,

og hvad skal jeg gøre, og sådan noget,

men man er også nogle gange bare nødt til at se den,

som en følelse, der passer på én.

Altså, det var jo det, der skete for mig i min relation,

hvor jeg starter med at være i tvivl,

fordi er det bare mig, der, hvorfor opfør hun så på den her måde,

og er det mig, der overfortolker,

det er det mig, der er dramatisk,

men den kommer fra advarme om,

at der er nogen, der går over min grænse,

og for mig til sidst til at tale med nogle andre mennesker om,

det som jeg har stoler på,

og som kan fortælle mig, at de ser det samme som mig.

Og så forsvinder min tvivl jo.

Og jeg tror også, at det er vigtigt,

at i den her situation, hvorfor kommer den op i mig,

den prøver i hvert fald at fortælle mig,

at der er et eller andet,

og hvis det ikke er, at jeg skal slå op,

så er det i hvert fald, at vi skal sætte os ned og have en snak,

prøver at arbejde med, hvad det er for nogle ting,

jeg er i tvivl om,

fordi det synes jeg måske ikke andet,

at vi vokser lidt fra hinanden,

men er det nogle helt stærlige,

er det bare et par små ting,

vi vokser fra hinanden på at fungere resten,

og er det noget, vi skal arbejde med,

der er imorgen lige nu,

fordi det fortæller mig, at jeg bare ikke trives i det her vindskab længere.

Men virkelig så prøver jeg at gå ind i det der messen,

hvad er det egentlig, jeg er i tvivl om,

og hvad er det, den vil fortælle mig.

Og så ikke være så bange for det, der er med at være i tvivl,

men være glad for, at den følelse er der,

for at prøve at hjælpe ind på vej i livet i virkeligheden.

Det prøver jeg at være altid at sige til mig selv,

for at afdramatisere at tænke en lille smule,

at der ikke er noget vejen med mig, fordi jeg er i tvivl.

Man må godt være i tvivl.

Det er en måde, man passer på sig selv i verden,

på virkeligheden.

Det er en måde, man navigerer sig igennem i verden.

Og at man også finder ud af,

hvordan man skal sætte grænser, og hvor går man grænset.

Man kan også være i tvivl om altså nogle der ting.

Men husk at sige til sig selv,

når man er i sådan en situation som denne her,

at der ikke er noget i vejen med en,

og at det er helt okay at tvivle for sine vendenskaber.

Men det er selvfølgelig vigtigt,

at man på et eller andet tidspunkt,

også tager tvivlen ved hornen.

Eller hvad ved jeg også?

Det er også noget aktivt,

og handler på det.

Fordi altså går man rundt i tvivl som et bobble,

og kommer til at træde andre mennesker,

og tager andre kæde af det,

og gør sig selv kædret af det,

og så bliver det ikke ret at være i.

Båden aller kæreste veninde,

som er skrevet og forfatter med det korskår,

argumenterer for, at kvinders relation til andre kvinder

er det vigtigste, vi har i vores liv.

En af grunden er, at kvinders statistisk set,

bliver ældre end mænd.

Og mange af os kvinder,

har en overrække, hvor der kun er os tilbage.

Samtidig så forklarer boven,

i følge heartbeats også,

at der er forskning, der viser,

at gode vennskaber er mere afgørende for din livsklad,

end f.eks. rynning,

træning og sundkost.

Og at forskning også viser,

at når kvinder bliver skilt,

så leverer de længere end når de bliver i ægteskabet.

Mænd synger omvendt ofte

til bunds efter en skildsmisse.

Og det kunne tyde på, at vennskaber

mellem veninder er mere til at forlænge kvinders liv.

Så meget desto større grund

til at prioritere og investere i dine veninder.

Vi har bedt vores ekspert i relationer,

psykotørpået Marco Pogatera,

om at sætte ord på, hvad vi skal være mærke sammen på,

når vi er i tvivl,

om vi skal slå op med en ven eller ej.

Det han havde at sige, det kommer her.

I takt med, at vi bliver ældre,

opdager vi, at det ikke er alle vores vennskaber,

der var ved for evigt.

Faktisk gør de flest af dem det ikke.

Og forskning viser, at det er helt normalt.

I min praksist taler jeg med flere,

som har stået i vennskæbsbrud af forskellige grunden.

Det kan være enormt svært at vide,

hvornår det er på tide at give slip på et vennskab,

og det afhænger selvfølgelig af,

hvem du spørger.

Men her får du fem forskellige tegn på,

hvad der måske kan være grunden til at slutte et vennskab.

Hvis der er en stor ubalance i,

hvor meget man giver sig selv i forhold til,

hvor meget den anden giver.

Hvis man ikke svarer på hinands beskeder eller opkald,

og konstater hinanden hængen i længere tid af gangen.

De fleste af os kan godt glemme at svare en gang imellem,

eller ikke lige have overskud til det,

og det kan være en god ide at overveje,

om vennen måske bidrager med noget til relationen,

som man overserer.

Har dynamiken udviklet sig til at være sådan på de seneste,

eller afspejler situationen en general

ubalance i relationen.

Nr. 2.

Hvis man ofte ikke svarer på hinands beskeder,

eller opkald og konstater hinanden hængen i længere tid af gangen.

De fleste af os kan godt glemme at svare en gang imellem,

eller ikke lige have overskud til det,

men hvis det nærmere er blevet reglen fremfor undtagelsen,

er det i længden noget, som godt kunne betyde,

at interessen for relationen er ved at dø ud.

At det tilfældet, så kan det være en god ide,

lige at snakke med vennen,

i stedet for at vinske beskogsdagen.

Nr. 3.

Hvis man konstant tager sig selv i at skulle sætte grænser i vinskabet,

fordi man gentagende gangen ikke føler sig respekteret,

set eller værdsat.

Grænser er ekstremt vigtige forhold til relationer.

Nogle gange kommer andre til at overskide dem,

og det gør vores venner desværre os.

Men hvis man fanger sig selv i hele tiden

at skulle i tale sætte sin grænser,

fordi de gang på gang er blevet overskredet,

kan det muligvis være tegn på,

at vinskabet skal afsluttes,

eller i hvert fald revuteres.

Nr. 4.

Hvis man holder igen med at dele gode og dårlige nyheder,

måske man er begyndt at gå på æggeskal,

og gør sig selv mindre at foreens ven kan følge sig til pass,

eller måske man er begyndt at fange sig selv

i hele tiden at afveje hvad, hvordan,

og hvor meget,

man skal sige til sin ven,

når der sker noget godt i ens liv.

Det kan være tegn på, at man ikke længere

stoler på deres intentioner,

og hvad er en relation uden tillid.

Nr. 5.

Hvis man kan mærke, at man er vokset fra hinanden,

med tiden ændrer vores prioriter og interesse

og værdier sig,

og det sammen gør vinskabet.

Måske man ikke kan relatere så meget

til hinanden længere,

og måske har man ikke så meget til fælles mere.

Hvis man enders den godt ved,

at det er en relation,

for det man havde sammen,

og ikke det man har, kan det måske være

at være overvej, ikke slip.

Og så vil jeg bare gerne lige sige her,

som en lille kolde på hal.

Altså, du kan jo,

altså, vi skal jo til,

jeg ved ikke engang, hvad der ender skal sige.

Der er Echo Awards i aften,

hvor et eller to forknuste hjertet er nomineret.

Du er nomineret til en pris,

og der er en mærkelig følelse,

og så sidder jeg og snakker om det her,

fordi når I lyder med, så ved alle,

at jeg er tabt.

Ej, stop nu.

Ej, jeg sad i går,

og var jo, at vi jo ender,

jeg ved det ikke eller noget,

men der var jeg igen.

Jeg tror altså, at hun vinder,

altså ind i mig selv.

Altså, jeg er med på,

at det er et vildt side hold,

du har været mod,

men det er også rigtigt.

Det er bare flere af de andre,

de har noget seks gange, så mange lytter.

Så det skal virkelig være 100%

af mine løgelytter, der går ind og stemmer,

og så skal det kun være Shade,

eller Sjuvne.

Det er tale nu for mig,

så forstår jeg det jo.

I hvert fald, så statistisk se, så kan jeg bare se,

der er ikke gode chance for det.

Hvis jeg har tabt, og I ved det derude,

så send mig lige et hjertet,

og jeg er stadig godt kæld,

så skriv til mig, at jeg burde have vundet.

Den logik følger, at jeg passer mere til min tabermentalitet,

hvor du altid har den der vindermentalitet.

Ja, men jeg føler også,

jeg har en vindermentalitet,

men det eneste er statistikken omkring det.

Du har selvfølgelig også en logisk ting.

Ja, og så har jeg også tænkt,

der er også rigtig mange, der går ind på det at længe,

fordi de gerne vil stemme på årets komiker,

eller et eller andet.

Man skal stemme på alle kategorier,

og jeg kender målepolet.

Det trykker jeg, du ved.

I hvert fald, så har jeg det sådan,

hvis jeg skal fortælle helt op rigtigt,

at jeg ikke glæder mig rigtig meget til i aften.

Mest fordi, at jeg skal til en stor fast,

jeg skal gøre mig flert,

og vi får passet begge børn,

pille med, vi kan ligesom ægte være ude,

sammen,

og det glæder jeg mig rigtig meget til,

og jeg er nomineret, fucking fedt.

Det er ligesom nøg.

Så vil det være en ekstra fantastisk bonus,

hvis jeg ikke vinder.

Det vil jeg ikke tro.

Man vil jo altid sidde med en lille knu i maven.

En lille torg lige i øjenkrog.

Du skal ikke græde.

Nu står på altid.

Man kan godt sidde med en lille livet i maven, føler jeg.

Jeg skal selvfølgelig ikke bestemme,

om du kommer til at finde den torg,

men det føler jeg lige vel ikke.

Gør du det? Nej.

Men mere den, der lige er en livet i maven.

Det vil man altid gøre.

Det tror jeg også kommer til det.

Du er på Balkon og vink ned til VIP-VIP-boerne.

Ja, hvor jeg så.

Du sidder nede i midten af hele sjået.

Der er man alligevel nomineret.

Naminis, området.

Jeg kommer til at sidde.

Og huje. Og heppe.

Det bliver godt.

Så er jeg bare glad for, at vi fik snakket ud.

Og at jeg kom herind, at jeg havde det dårligt.

Jeg var bare mega ked af det, og jeg har det godt nu.

Kan du godt lide mig igen?

Ja, det kan jeg.

Men det er også derfor, at jeg føler,

at det er lidt overreaktion i forhold til følelser.

Fordi det kan gå så hurtigt væk igen også.

Ja.

Men nu kan jeg godt lide dig igen.

Ja.

Nå, skal vi feste i aftenen her?

Bare til Julland i morgen?

Det er jeg i hvert fald.

Jeg synes, at positive for ud af det her,

er, at vi har fundet ud af, at vi godt kan løse konflikter,

som faktisk er, den her var simpelthen voldig.

Jeg har spurgt, at du skal være optaget.

Det ved jeg ikke, for jeg synes måske,

at den har gjort for und på en eller anden måde.

Ja.

Så, at den har været op i den kaliber,

men vi har lige været på forholdsvis kort tid,

har fået den snakket så meget igennem,

at vi på det her tidspunkt kan lide hinanden.

Ja, der er du i hvert fald, kan lide mig igen.

Jeg har jo ikke været stor.

Men sådan her er det også, det er dejligt.

Det er jo også bare et ret intensivt socialt experiment,

som vi jo har kasset os ud i.

Det er jo bare noget andet,

end hvis vi ikke skulle arbejde sammen,

hvis vi ikke skulle se os hele tiden,

så kunne det jo udvikles så langt mere organisk.

Og der er jo en besked, du sendte,

så ville der gå 10 dage mere før,

vi skulle se en eller anden næste gang,

og så havde jeg glemt det,

hvor det sætter virkelig nogle store krav til,

at vi virkelig er gode til at fortælle om vores følelser.

Fordi, jeg tror ikke, du kan sætte to mennesker sammen,

som aldrig har været sammen,

og så skal være så intensivt sammen,

lader hinanden så godt at kende,

blive både venner og kollegaer,

og være ordentlig over for hinanden at ses hele tiden,

uden at der vil komme misforståelse,

og uoverensstemmelse.

Det er særlig meget om os, at det sker.

Det siger rigtig meget om,

hvor intensivt et eksperiment det er,

vi har kastet os ud i.

Og jeg tror bare ikke, man skal undervodere,

det er der med, at vi selvfølgelig vil være venner,

men at vi også er kollegaer.

Og der er meget stor forskel på,

hvordan jeg for eksempel arbejder,

det er der nok også med dig,

at man er i et vendskab.

Og at den her konflikt er faktisk opstået

i præcis sammenflætningen af de to ting.

Men godt, at vi kunne snakke sammen,

når de finder det.

Hvis du har et vendskabspørgsmål,

du gerne vil have hjælp med her i podcasten,

så send det til en af os på Instagram.

Så kan det være, at det er dit spørgsmål,

som vi tager op i næste uge.

Mit navn er Maria Jansal.

Og mit navn er Ika Sofia.

Du har lyttet til 112 for vendskaber.

Og du har ikke været i en vendskabspørgsmål.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.