112 For Venskaber: FORSKELLIGE VENSKABER = FORSKELLIGE IDENTITETER

Podcasten er sponsoreret af dig og mig, Hors Mobilselskabel Colmy.

Den bedste forbindelse af den, vi har med hinanden.

Du lytter til en podcast fra 24.07.

Jeg havde en af mine bedste veninder, som jeg havde været barn med.

Vi lavede sleepovers, se film, spise popcorn, låse skjul, klædre i træer og bygge en ogule.

Og pludselig blev jeg 13 år, og blev 10 år, at jeg meget hurtigere end 100 gjorde.

Og jeg fik nogle nye venner, hvor jeg så fik mine hårde personer, sammen med dem.

Gangsterer.

Gangster-Avdlovri af 14.20.

Kærester kommer og går.

Vendenskaber består.

Der er jeg i hvert fald hørt.

Derfor har jeg også altid haft det helt skamfuldt over, at jeg har mistet mindst lige så mange venner som kærester.

Huskert genkender du følelsen af, at vendskaber kan være både den stærkeste, skrøbliste, bedste og sværeste relation i verden.

Lige nu har jeg f.eks. både gamle venner, jeg håber på at vinde tilbage.

Nogen, jeg helst vil glemme.

Vendskaber, jeg drømmer om, bliver endnu tættere.

Og vendefalskelser i folk, der endnu ikke ved, at din dag skal være min ven.

Derfor har vi lavet denne her podcast, en slags vendskabsambulance, hvor vi hver uge vil hjælpe dig med dine vendskaber og måske forhåbentlig sæt blive venner undervejs.

Mit navn er Ida Sofia.

Mit navn er Maria Jensel.

Du lytter til 112 for vendskaber.

Velkommen til.

Når du har taget mormenboller med, så begynder vi.

Så er vi her igen. Og du har taget mormenboller med?

Jeg har taget grozangere og boller med, fordi jeg tænkte, at nu skulle jeg huske det.

Og jeg har købt en vand til mig selv.

Den gode ven.

Lad os starte ud med, at jeg får skarmens hat på hålet endnu i dag.

Du gør mig med smurt, boller og grozangere, og jeg har lige været nede gennem tid med at købe din slags vand.

Men så føler vi os trykket i det, så ved vi, hvor vi er.

Du sidder og skarmer dig fra start, og jeg prøver at give dig alverdels ting, som du så får det dårlig over.

Men det vi fejrer, det er jo, at vi har haft 10 afsnitsjubilever med i sidste afsnit.

Og så kan vi lige krydse af på listeners, at vi har slået rekord i forhold til, hvor mange lytter vi har haft på en uge i sidste uge.

De der tal siger jo ikke, at jeg lytter med særligt meget.

Men Ivar, du har taget mormenboller med, og du har taget mormenboller med, at vi har taget mormenboller med.

Ivar 27.000, lidt mere end det, der lytter med i sidste uge.

Og det er bare så vildt, synes jeg, for os, fordi det er jo en meget ny podcast.

At det er alligevel vokser så hurtigere i jer, så mange, der har lyst til at lytte med, og skrive til os, og være en del af podcasten.

Både i forhold til at sende spørgsmål, sende venindebåsspørgsmål, og give status-obdateringer efter,

I har lyttet til afsnittet, og dele jer sejnefaringer, og sådan noget.

Det er virkelig fedt, når det begynder at blive et universatfællesskab, som jeg føler, at det allerede er.

Det synes jeg også, det er meget enig, og har på beskedet.

Så kan jeg jo lige tage den videre, fordi i morges, der vågner jeg op, har jeg lidt tømmermænd,

under lidt nok, for jeg har drukket 3 øl og råd 2 cigaretter.

Kender du ikke? Så nogen dag kan man være ude kl. 5 uden morgen, hvor Igu bare har drukket shots, og hvad ved jeg i vågen oppe og hvad sådan.

Men du kender jo mit æg, hvor arften, jeg drak jo ikke. Det var jo fuldstændig, det samme.

Nej, men så hver gang.

Jeg drak jo ikke. Jeg var hjemme kl. 2 og type.

Drak 0 og næx.

Jamen præcis, du kender.

Jeg kender det. Jeg kender det.

Jeg forstår det, æg.

Jeg var til på smål og hun koncert, og jeg drak 3 fadel, rød 2 cigaretter, og jeg var noget op i morges, og på sådan...

Puh, jeg har tømmermænd.

Så rækker jeg ud efter min mobil, som jo er simpelthen det første, jeg gør altid, når jeg slår min smukke op.

Og så havde jeg fået en besked anmodning.

Og på her, det er faktisk ikke så svændende det her, som det lyder, fordi den sidder, og du er jo derovre og tænker, hvem har sendt dig en besked anmodning, og hvad står der i den.

Jeg tror, at vi alle sammen gør, alle der lytter med os.

Det var for en uden profil billede, og det giver mig altid nervøst.

Så er jeg egentlig ikke fordi, at jeg har oplevet det særligt meget, men så er jeg sådan, åh nej, det er en eller anden hæter, eller hvad det er.

Ja, præcis.

Så gør jeg dig ind, og så kan jeg så se, at det er en voksenkvinde.

Jeg ved ikke, hvor gammel en person er.

Men nu skal jeg i hvert fald bare hej.

Er du hende, der er med i podcasten, er det to forvendelskaber, spørgsmålstegn.

Og jeg går i panik, fordi jeg sådan der, nej, nej, nu skal jeg have voksen skal løde.

Og fordi jeg er folk så ondt i maven, jeg kan mærke, at mit hjerte begynder at hamre.

Min tømmermand bliver forstærket, jeg bliver ensomme, og jeg er blæst sådan der lige om lidt.

Så vælter der en voksen skal løde besked ind til mig, om at jeg skal lukke røven med et eller andet.

Altså sådan i plæst i Facebook-stil.

Og jeg blev så bange til at sende jer et screenshot, at den har beskedet til Lasse, min ven.

Og var sådan, synes du, at jeg skal svare.

Og så var han sådan, nej, det synes jeg ikke, du skal.

Og så samtidig sæser jeg mig selv gå ind, åbne beskedet og skrive, hej, navn.

Ja, jeg er hende.

Og nu har hun ikke sætten, og nu har jeg blevet hele min dag ødelagt, fordi jeg kommer til at gå rundt.

Jeg gik i badet, og samtidig så stod jeg bare skudet over på min skærm hele tiden, og så kom med det.

Så kom med det, at skal du ud.

Og hvad har jeg ikke?

Åh, du kommer til at tjekke din telefon en milliard kange.

Ja, det er det. Og der er så mange dejlige sødbesked, og jeg aldrig åbner, eller noget som helst.

Jeg kan ikke rumme det, eller hvad ved jeg.

Men sådan den her, det bedre for mig, at jeg åbner, og bare får det overstået, end at jeg nu forresten af mit liv vil gå rundt og tænke over,

og hvorfor hun spurgte, om jeg var hende fra et eller andet to forvendelskaber.

Men det skulle da fucking tage lidt, ikke? Og svare så.

Det er det der, men jeg tror jo, at der er...

Hun er ikke en, der har noget penge at sige til mig, tror jeg.

Nej, det tror du ikke.

Og det er derfor, jeg siger, jeg tror, at der er en lige så stor chance før, at hun siger,

Tusind tak for det sidste afsnit, hvor du sagde det der, fordi jeg har en data.

Ja, det tror jeg, hun gør.

I et data, hun har en veninde, som bruger langt væk fra hende, og de kunne bruge det der langtlige sange, som du har prøvet fra Hamburg.

Men det tror jeg altså ikke.

Det tror jeg, der er lige så stor chance.

Jeg synes, du skal tage at vare din mund, og så skal du tænke over, hvordan du taler til andre mennesker.

Eller du er altså skrap, eller ikke er færdig dum at høre på.

Du skal bare løge grøven.

Okay, men vi kan jo...

Ud af det, du ødelægger podcasten.

Altså jeg sidder virkelig bare klar til at skrive sådan, undskyld.

Og det vil jeg selvfølgelig ikke tilborde.

Og det er fordi hun fanger mig på en dag, hvis det havde været i morgen.

Det var aldrig at åbne den, og glæmte den en sekund efter.

Men fordi jeg vågner op, og Simen har taget til hårsen, så er alene i lejligheden hun nemt er passet.

Så der er nul og niks at være et sted, andet sådan en pipende lyd fra et eller andet ude på gaden.

Og så mig, min tømmermand.

Som allerede, hvor der er op med det, jeg kalder baby angst.

Hvor jeg er lidt rolig i kroppen, og så ser den der besked, og så er det ud med mig.

Og jeg skal bare sige hun sguld.

Fordi hende, der hun representerer hele verden.

Så lige om lidt, så får jeg ved, hvad er det.

Så skal hun fortælle mig, at jeg skal gøre to om hvad alle synes, og mig.

Det er som hun synes.

Det er klart.

Jeg synes det er sønt for dig, at du skal have det sådan i dag.

På grund af et fremmede menneske som potentialt.

Bare ville fortælle dig, at hun synes, du var go.

Jeg har lovet i hvert fald at følge op.

Har der fået så funkt måske eller måske ikke kommet et svar.

Det kan også være, at jeg synes, jeg lige ville få endnu hånd, når hun bare var skandende.

Så var det i hvert fald ikke dig, jeg skulle følge.

Eller også så det som jeg.

Så var det dig, jeg skulle følge.

Min hjerte har spildet mig et puss.

Det kan jo også være, hvis jeg må fortsætte min reign den anden dag, hvor jeg også...

Altså jeg har faktisk været ude for nogle af de lidt ubehagelige situationer her på sidste sted.

Det kan jeg gerne tage lidt ud om nu, kan jeg mærke.

Fordi jeg blev også brændt af den anden dag i går.

Jeg ringer ikke hende min kørelag.

Og det er tagligt, for det er en autoritæreperson, som burde have styr på sine ting, ja.

Ja, og det mente han så også, han havde.

Han mente, det var mig, der ikke havde.

Og det er jo så der, hvor jeg godt kan blive lidt trist, fordi det er tit.

Og ofte er, når folk siger det, dem, der har ret i, at det var mig, der ikke havde styr på mine ting.

Men jeg var virkelig ligesom...

Nej.

Jeg havde skrevet her sort på vit på den her køreplan, sidst vi var ude og køre, at det var det her tidspunkt.

Så du stod nede kl. 7.30 om morgenen alene på en halvmørk gade og ventet på din kørelag.

Jeg stod i hvert fald kl. 7.30, det var hverken halvmørk, eller jeg var alene.

Nå, hvem var det sammen?

Der var myt at trafikere, og sådan den skal jeg.

Men tak for på en eller anden måde at putte så meget empati over i min situation, at du gør den endnu mere trist, end den var.

Jeg tænker, det må have været sådan.

Det er sgu at frø'r dig.

Du havde ikke taget sko på.

Du er der i din bar til her.

Helt trist i mørket.

I en dyrede.

55 kilometer fra hvor du bor, hvor du var gået, fordi din cykel ligger på dag.

Og det er der, der kommer en DM frem fra med dagen.

Hold dig op.

Nå, men det der egentlig sker, som jeg bare synes var ret interessant, fordi jeg delte på min story, og fik rigtig mange beskeder for folk, der havde du på samme måde.

Altså, at de bliver slået ud resten af dagen af og blive brændt af fra morgenstunden.

For eksempel.

Generelt det med det.

Det er en helt generelt ting.

Hvis ting ikke bliver, som jeg havde forventet, de skulle blive.

Så vælter min verden.

Og det kan være alt fra, at min kørelærer har ikke glemt, eller jeg har fucket op, eller hvad ved jeg, men det er hvertfaldig ikke dukker op.

Eller det kan være, at mig og min kæreste, vi har aftalt, at vi skal ned og spise på en restaurant, vi har ikke de bukket borg, vi regner med, der er borg, der er ikke borg.

Så kan jeg også stå ud foran og være sådan her.

Fuck noget lort.

Fuck noget lort.

Og næsten begynder at græde over det, fordi jeg kan være sådan.

Jeg havde allerede på vej hen til Verndams vej, ind i mit hoved, præproduceret.

Bestil hele menynet.

Ja, og præproduceret minder for livet end på lige præcis den restaurant.

Og nu kan indtid er noget sådan der vej op for det.

Og jeg lå i min seng i går morges, og jeg gik tilbage i seng, kom jeg hjem, prøvede at få mulighed for min kæreste, der ligger og har slået sin fod og den er gips op.

Og lige som har det strandt nok i forvejen, er jeg kommet hjemme af sådan her.

Der har dukket ikke nogen op.

Og han er sådan, og så overvidere, og det klokker han i gang og ude.

Og så ligger han mig tilbage i min seng, og så bruger han nemlig alt min energi på at være sådan her.

Okay, jeg er træt, så skal jeg lægge mig til at sove igen nu, og så sover en time, og så måske vågen op at være frisk, og så stå ude og sænge kl. 9 stedet før, og så være frisk i aftenen, og så skal jeg til Puss med Lunghundsært.

Eller skal jeg stå op nu og prøve at få noget ud af dagen fra nu af?

Så sover en lurlig ting, når jeg ikke har spildt.

Den var ikke med i overvalgelserne, men kunne sange, at der så har været.

Men så er jeg ikke har spildt bla bla, og så lægger jeg, og så ender jeg med at bruge halvandet time for at lægge der, og sådan der overtænke, om jeg skal sove eller ikke skal sove.

Så jeg gør ingen af delene. Jeg ligger bare vågen i sængen og stiger, og jeg er virkelig sådan, wow, jeg er fastslåst.

Altså, jeg er lamslået af det her.

Jeg kan hverken rejse mig op og være produktiv og kunne spise nogle morgenmad og hygge mig, men jeg kan heller ikke lukke min øjne, fordi hvad nu, hvis jeg heller, skulle stået op.

Det var i hvert fald bare meget dejligt at dele det, og føle sig småsensy, som man godt kan gøre nogle gange, og sådan nogle ting.

Og så bare få et hav af beskedet for folk, der var sådan der, kender, kender, kender, kender.

Hvor jeg var sådan der, nej, vi kan lave en klub, altså, den væltede verdensklub.

Men til gengæld føler jeg, at du har hygget lidt.

Ja, jeg har haft nogle dejlige sidste dage, fordi noget, der ikke blev aflyst, og som levede fuldstændig op til mine forventninger, var, at jeg var i spag med min veninder og ud og spise frokker spagefter.

Og det lyder jo egentlig som en meget almindelig dag, hvis det er noget, man aftaler med sine venner.

Men det, der var lidt særligt, det var, at de havde givet mig det, I gav.

Det var sådan en dag til mig, så noget, det bliver altså virkelig rørt og taknemmelig over.

Sådan ting, at de har aftalet de tre, at de ville give mig denne her spagdag, og så en frokker spagefter på et af mine yndlings-italianske steder.

Og de havde alle sammen fået passet deres babyer.

Nogle af dem har to børn og taget fri for arbejde, og altså alt muligt for at få det her til at gå op.

Og så var det bare så hyggeligt, og vi kom der nede i spag med vores efterføselsmurekroppe, og snakket om moderskab og arbejde og karriere og drømme og tvivl og usikkerhed.

Og alt muligt, og bare det var så dejligt, imens vi svømmede rundt i det der varmebade.

Altså har de en venner bare givet dig en gave uden der var en anden?

Nej, de gav mig det til det der baby-sjaver, som endte med at blive beholdt.

Der var der tre af mine venner, der ligesom havde slået sig sammen og givet mig som en ekstra ting.

Denne her dag, når vi alle sammen havde babyer, der var store nok til at vi kunne være væk fra dem i, lad os sige, fem timer.

Så sigt, at de har husket det.

Og så netop sker der nemlig det, at vi ved jo alle sammen, da jeg får gaven, der kommer til at gå noget tid, fordi lige nu har vi meget, meget spå babyer.

Og så her for en månedstid siden, så får jeg en besked fra en af dem, som siger,

Hej skat, vi har snakket sammen her i gruppen om, hvad for nogle dage vi alle sammen kan.

Tag fri, forpastning og så videre og så videre.

Og vi har fundet de her tre dage, hvor vi alle sammen kan.

Kan du en af dem, for så får jeg bukket med det sammen.

Og så valgte jeg en af de dage, og så bukket hun, og så var det bare alt, det jeg drømte om.

Og jeg har ikke husket dem på det eller nødsmældst.

Jeg har gjort nok mange gavegård, jeg har givet til mine forældre og bedste forældre på, at vi skal i sonorisk gave, eller ud og gratis med dig.

Præcis, det er det.

Og så bliver det aldrig.

Så det var bare vildt dejligt, at det blev, at de alle sammen havde husket det, og de prioriterede det, og gav mig sådan en fin dag.

Jeg var sådan helt fyldt op af lykke og glæde, da jeg gik derfra.

Så dejligt ud.

Ja, det var virkelig dejligt.

Og tak fordi jeg måtte let med hjerte.

Ja men altså selv tak, for at jeg også måtte fortælle om min.

Og min dejlig gode?

Jeg føler, jeg er god at opleve sig.

Ja, hvis den er 20 minutter til at bruge mig, så fik du lige lov til at slutte af på en hej.

Lige præcis.

Jeg tænkte lige, om der var kommet et svar, det var der.

Så det var bare at gå videre.

Du kan tjekke løbende i afsnittet, ikke?

Det er fandme spændende, hvis dig til sidste i afsnittet har kommet et svar.

I 1970'erne sat forskere fra Bristol University fremmede mennesker sammen i to forskellige grupper.

De blev fordelt ud fra hvilket atomalleri af de foretrag.

Diltærende værken kendte eller mødte hinanden inden, men efter at være blevet fordelt i grupper,

blev de med det samme bet om at fordele virtuelle penge til folk fra begge grupper.

Selvom de ikke havde haft nogen kontakt med værken deres egne gruppemedlemmer eller den anden gruppe,

så favoriserede diltærende af livel medlemmerne fra deres egne gruppe.

Det skriver videnskab.dk.

Spørgsmålet er så, hvorfor de gjorde det, når de ikke havde noget forhold til deres egne gruppe,

eller selv fik noget ud af at give dem penge.

Og det forsker man fandt frem til bare, at menneskerskaber deres identitet ud for den gruppe, som de hører til socialt.

Og på den måde følte de, at de selv fik en højere status og mære identitet,

når hele den gruppe de tilhørte havde flere penge end den anden.

Vi skal i gang med vores vininebog.

I sender jo et spørgsmål til os, som kan være en del af den her vininebog.

Det kan være yndlingsfag, livret eller endnu mere personligt.

Jeg vil jo gerne have, at der er nogen, der spørger om hendes første gang.

Det vil jeg rigtig gerne fortælle om på et så spørgsmål.

Det er faktisk en tragisk historie.

At ej hold op.

Jo, det er det.

Nå?

Det kan jo begynde at spørge om, hvis I gerne vil høre den.

Yes.

Ej, hvad?

Nå?

Ja, det er det.

Det er så, hvor der er en så spørgsmål.

Når der er nogen, der spørger om.

Jeg gider ikke være den spurete person, som fuldstændig går for at fortælle om sin første gang.

Du får bare ingen skede.

Nå, det er spørgsmål, vi har valgt til i dag.

Det er, hvad er din trykkedes ting?

Og lytteren, der spørger, kommer med sådan nogle eksempler, som

BAMSE, et tæppe, en film, en sang, et eller andet.

Er der noget, som du ligesom ved, når jeg føler mig utryk eller stresset eller ked af det,

så ved jeg, at det her, det kan altid gøre mig tryk.

Vil du ikke starte? Jeg synes, jeg har taget meget.

Jo.

Det, jeg har tænkt, som er min trykkedes ting,

det er at være overflaggen.

At jeg får sådan en følelse, altså sådan nærmest en sidrende,

nærmest en skadefro, begejstredende følelse over, at lukk af og være sådan her.

Der er ingen fucking idioter, der kan få fat på mig nu.

Der er ingen, der ved, hvor jeg er.

Og der er ikke nogen, der kan finde ud af det.

Og jeg slag ikke på min adresse.

Præcis.

Jeg lægger ikke op på mit sårværelse.

Og så er Netflix, hvis det er det, jeg tror.

Der er ingen, der ved, hvor jeg er, okay?

Men det er den følelse, jeg har.

Jeg har det sådan, lukk dørene, lås dem, gardinerne ned end under dynen,

se min serie, slukk telefonen og være sådan,

folk kan ringe og skrive lige så tøstet, de vil.

De hører ikke et pip for mig.

De kan spørge hinanden,

er der nogen af jer, der ved, hvor maria er,

er der nogen, der har hørt et pip fra hende?

Nej, jeg har hvert en hørt et pip eller grok fra hende.

Kom nu med gokken.

Og det giver mig sådan virkelig dejlige følelse,

at asen ikke er eksisteret, at forsvinde,

ikke at være nogen eller i hvert fald være noget for nogen.

Det kan lave mig op på en helt sindssyg måde,

som jeg rigtig godt kan lide.

Jeg forstår 100% det der.

Men kan du ikke nogle gange blive, hvis du slukker din telefon

og lægger den væk?

Kan du så ikke lægge at stresse over, om der er noget vigtigt?

Altså sådan få en uro i kroppen og være sådan,

der kan både ligge, altså gode eller dårlig,

men bare det der med at vide, at ikke at vide,

at jeg er endelig et eller andet,

lige nu endelig ind i internetet, som er unbehageligt.

Jeg kan godt føle lidt kontrolltab, tror jeg, på en eller anden måde.

Det kan jeg også, men lidt apropos det der med,

at dane kan skifte, og på den ene dag kan man have det

på den ene måde og den anden på den anden,

så synes jeg virkelig det er sådan noget der,

hvor at hvis jeg har sådan en engslid omkring,

at jeg netop har nogle beskeder,

altså jeg vil ikke få ro af nu at slukke min telefon,

hvis jeg havde det ligesom dig,

og jeg gik og ventede på et svar fra en eller anden,

jeg følte, at jeg ville blive skældt ud af,

eller hvis jeg havde en konspondance med banken,

om jeg kunne få forstørret en kaskredit,

eller få sat min rente op eller ned,

og jeg så gik og ventede på et svar,

så ville jeg stress mig ud og lige at slukke min telefon.

Eller en vende, der var på vej i førsel, eller whatever.

Men når der ikke er sådan noget presserende,

som jeg venter på,

så synes jeg, at det er den mest befriende følelse i verdenen.

Det gør mig så tryk.

Det følte mig, at jeg ikke findes,

at jeg bare er sådan...

Jeg har ikke en person længere.

Jeg er bare sådan en lille sjæl, der ser Netflix.

Nej, no.

Et fint billede.

Ja, tak.

Et poætisk linje.

En sjæl, der ser Netflix.

Ja.

Sødt.

Det forstår jeg godt.

Det forstår jeg meget godt.

Sådan tror jeg, at der er mange, der har det.

Ja.

Da jeg havde hædget hårdt på et tidspunkt,

der stressede mine telefoner så meget,

fordi jeg hele tiden var netop tænkt,

har han set mine stories,

og hvad skal jeg liggere op,

altså alt muligt med min eks kære steg,

og hvad laver hans venner,

og hvor er han,

og kommer jeg pludselig til at se noget med ham?

Der fandt jeg en middelvej,

for jeg havde vildt meget lyst til bare at slukke min telefon,

men jeg var sådan,

det kan jeg ikke gøre for altid,

altså jeg kan ikke gøre det i hvert fald i flere måneder,

imens jeg har hjertesorg.

Og så gik jeg ned i en fona,

og så købte jeg

den dummeste telefon,

jeg kunne finde,

sådan det omvendte af en smartphone,

hvor jeg bare var sådan,

den skal bare kunne smæse at ringe,

måske spille snak,

ikke andet.

Og så fik jeg sådan en lille

dumt telefon,

og så gav jeg den nummer,

kun til mine forældre,

min søster,

og min sådan et eller andet,

tre bedste venner.

Og så hvis jeg fik noget ind den vej,

så var det fra mine

allernærmeste personer,

hvor det 100% ville være en dejlig ting,

at jeg var blevet imitad med til en middag,

eller der blev spurgt,

hvordan jeg havde det,

men der var ikke nogen som helst andre input.

Det var sådan lidt den gylne middelvej,

hvor jeg faktisk kunne leve i at være

årflejen.

I lang tid,

indtil jeg så havde det lidt bedre,

efter nogle måneder,

og så gik tilbage til min iPhone.

En form for kærlighedstrapform.

Præcis.

Nå, hvad med dig?

Hvad gør jeg dig i tryggen?

Jeg har sådan to,

eller tre ting,

jeg har tænkt over,

hvor jeg er den første ting,

er min kæreste.

Ja.

Altså simon er bare min trygghedsperson.

Ja.

Jeg føler, at hans nærhverv altid

gør, at jeg føler mig trygg.

Generelt bare meget,

men der er roligt bare,

at han findes på jorden rigtig.

Det kender jeg virkelig godt.

Og så min anden ting i virkeligheden nok,

at komme væk,

særligt fra København.

Jeg elsker at tage til

Provinsten,

eller på landet,

eller ud og rejse,

eller et eller andet at blive mindet om,

det der med,

hvor meget andet der er

end det her lille lokale samfund i København,

hvor vi er sammen op i røven på os selv

og på hinanden.

Ja.

Og jeg elsker at blive mindet om,

at jeg ikke er sådan der verdens navle.

Ja.

Og at der er så mange mennesker,

der giver verdens største fuck for,

hvem jeg er,

og hvad jeg laver,

og hvordan jeg opfører mig.

Og bare sådan der,

hende der, jeg kunne ikke være mere lige klart.

15 er hvem?

Jeg elsker jeg.

Jeg ved godt, det er der også masser,

der gør i København,

og det er der masser mennesker generelt,

men det kan man godt glemme nogle gange,

synes jeg.

Jeg kan godt nogle gange

komme så langt op i mit eget røvhul,

at jeg er bare sådan der,

alle mennesker,

lige nu går,

sådan ikke snakker af mig.

Ja.

Det er bare sådan rigtig angst til.

Ja.

Og der har jeg lidt seriøst det bedste i verden,

og også netop at være opflagende på mobilen,

og tage til horsens med simulet,

og gå rundt ned i den der gode grad,

og bare være sådan der gud.

Der er jo en helt verden her med mennesker,

der bare passer dem selv.

Ja.

Og er røvhulene lige glade med,

hvad jeg fortager mig.

Ja, det forstår jeg.

Sen sygt godt.

Jeg har det egentlig også

ret meget på samme måde.

Nogle gange får jeg faktisk også,

får jeg det også dårlig,

da jeg er vej for langt væk.

Altså for en sådan hjemmevæg,

sådan en følelse af ting,

hvis brugerne brænder nu,

og så vejer jeg i horsens.

Altså, der kan jeg få sådan en omvendt ang,

sådan,

jeg skal hjem nu.

Hvad er der, hvor min familie er,

og hvor,

og sådan,

du har jo så også din familie i Hunnestad,

ikke?

Så når du tager i hvert fald dertil,

så er du jo også tæt på,

de dejerte på en eller anden måde,

så er hvis du er der med Simon.

Men,

jeg der så dig forleden,

hvad er,

var det Hunnestad eller var det horsens?

Hunnestad, jeg har ikke hunnestad.

Jeg ikke, fordi,

hvor du sidder nede ved noget vand,

og så spiser du nogle fiskefrægte,

eller nogle pommes fritter,

og hygger,

og du har taget læse med,

og i sidder ude i sådan en hænge,

så faget ude i haven,

og der var jeg bare sådan,

må man blive inviteret nede.

Nej.

Det er så, så hyggeligt ud.

Ja, der er virkelig skønt.

Så tænkte jeg,

det er nemlig følelsen af tryghud.

Det er det der.

Ja, det er rigtigt.

Det er det meget.

Men jeg kan godt lige at komme fremmed steder hen,

når det måser, at der er faktisk,

altså jeg kan godt lige at komme langt væk fra det,

at jeg kender.

Det er så dejligt,

at verden og universet,

og alt bare er så meget større,

end man lige nogle gange kan glemme,

det er i hvert fald noget,

det der kan få mig til at onnest op,

på en engselig date,

det er det der med sådan i dag,

der er 0,001% mennesker,

der virkelig har gået op i,

hvad der er, du laver.

Hvad står du at være mener?

Ja, det er dig.

Det elsker jeg.

Og min sidste ting,

det er, hvis jeg har det engseligt,

eller er ked af det,

eller er i dårlig humør,

og bare har brug for son ud,

og se ting, jeg allerede har set,

mange gange.

Fjernsynet.

Og det er to ting,

så er det lidt for mig,

der gælder her.

Det er i hus til halsen,

med i Søren Vester,

og det gode hold.

Og så er det...

Det gode hold.

Som om alle ved,

alle kender det gode hold.

Det gør, at i dag,

denne er undertrøjen,

blandt andet.

Og så er det...

Og så er det...

Nynesæren,

som jeg også binge watcher tit.

Den har jeg fået lyst til at se,

altså efter du har snakket så meget om den.

Når jeg, apropos,

har vi stadig ikke fået snakket om,

at du har fået en besked,

frejen lytter,

om,

at min mor er med,

i en nynesæren?

Ja.

Hun er den underne.

Og jeg har aldrig sætet,

hvis jeg har væst det heller ikke.

Hvis du det ikke?

Nej.

Jeg har ikke altid vist alt,

hvad min mor lige leder.

Jeg tror, hvor nogen...

Hvor gammel vejer på det tidspunkt,

der nynesæren blev lavet.

Hvor var du altid ikke så...

Jeg var ikke tidligere eller sådan noget.

Der havde jeg et travn,

men med andre ting.

Drenge, for eksempel.

Hvor havde du et travn,

og hvad ganske drejer?

Hade mine første gang.

Ej, stopp nu.

For eksempel.

Der bliver pitchet ind igen.

Ja.

Men den skal du se, så?

Ja.

Det vil jeg rigtig gerne.

Jeg vil bare sige,

det mor er lidt ondt i en form for skurk i nødne universitet i hvert fald.

Det er jeg vant selv.

For det er jo hun været flere gange.

Da jeg var lille,

der spillede hun jo lederne Pink Ladies Rizzo i Grease.

Rizzo.

I Grease The Musical.

Ja.

Det var virkelig en stor,

sådan,

stor opsætning i København,

og man købte CD'en,

og alle sangene blev udgivet.

Og der var jeg rigtig lille.

Jeg tror, jeg var 6 år gammel,

eller 5 måske.

Og der har jeg så,

hvad ænder set det.

Og ser så,

min mor op på scenen,

der jo opfører sig utelt stedeligt,

overfor både Danny og Sændi.

Altså Rizzo er jo den unden skrappe.

Altså hun er med i Pink Ladies,

som er de hård piger i skolen,

og de møbber Sændi,

og det hele er bare eksempatisk.

Og jeg har ikke forstået,

præcis det, der er skuespældet noget endnu.

Så jeg blev ved med at sige til min far sådan,

hvorfor hun så ondt?

Hvorfor hun så ondt?

Og på et tidspunkt så får jeg nok,

det er den ikroniske historie i min familie.

Så rejser jeg mig op på mit sæde,

ind i den her kæmpe, kæmpe sal og sal,

og så råber jeg af min lunges fulde kraft.

Morgere må ikke være ond mod Sændi!

Morgere må ikke være ond mod Danny!

Og min far sådan her,

kom skat, sæt dig ned, det er bare for sjov,

det er bare en lej og sådan noget.

Nej, jeg kan se, hvad der foregår.

Du har rigtig regnet noget.

Ja, jeg har fandt mig regnet noget.

Der er ikke nogen, der kan løbe om hjørne med mig nu.

Min mor står deropførsel,

som jeg ved ikke hvad, det er pinligt, skammer hele familien.

Hvad gør din mor?

Hun spiller videre, hun regner ikke på det.

Men folk begynder jo i salen af kræven,

og jeg blev ved med råbe og er rejseende.

Jeg synes, det er pinligt for os alle sammen.

Ja, hun har den opførsel.

Og så tager min far mig ud,

og så bliver det som,

slæbt ud af salen.

Slæbt ud af salen?

Det er gris, det er mye, det gør det.

Og bagefter vil jeg ikke værke en ej eller have en.

Altså, da vi skal op og give blomster,

jeg er sådan her,

giv de fucking gløbster til salen,

de, du har lige set,

hvad hun har været igennem,

og hun har været møbbed i to til mig.

Er det min mor?

Du skal ikke bruge at komme her.

Forstod du ikke til, at du var seks år?

Jeg forstod det ikke ordentligt.

Jeg havde også en oplevelse af,

da min mor spillede Ronja Røverdalers mor,

at jeg blev meget missionelig på det.

Altså på den relation, de havde.

Blev bare sådan, hvorfor skal du være så und?

Altså, kan du ikke spille denne her rolle

på en lidt nejsere måde,

hvor der ikke er nogen, der bliver ked af det under vejs?

Eller netop sådan, hun sang den der Ulvessang,

for Ronja Røverdalers var sådan,

den har du aldrig sunget for mig,

og det var lidt svært at finde rundt i.

Du kan i hvert fald sagtens forstå,

at du er der med at blive lidt til at lukke.

Ja.

Det vil trøje os, jeg vil blive det her.

Altså meget.

Rigtig meget faktisk.

Men dejligt, at du lige siden,

en meget ung alder,

har haft så godt et morals kompass.

Fulstændig.

Jeg synes, at du kan være stolt af.

Jo, tak.

Tak, tak.

Hvad bestemmer vores personlighed?

Er det af eller miljø?

Forsker har i mange år interesseret sig for,

hvad der skaber vores identitet,

om det er bestemt i vores gener,

eller bliver skabt af de mennesker,

som vi omgiver os med.

I følgemedenskab.dk er det kortesvare,

at det er 50% af og 50% miljø.

Når vi bliver født,

kommer vi faktisk til verden med en rettesnår for,

hvor Danvores personlighed vil udvikle sig.

Mangegnerne er på virkelige,

at den sociale konteks, vi er i,

og derfor kommer miljøet til at have en lige så stor betydning,

som det er avelige.

Så derfor er det altså helt naturligt,

at din personlighed vil forandre sig,

og udvikle sig i takt med,

at du er sammen med forskellige mennesker.

Personligheden ændrer sig hele livet igennem.

Men når man er barn og teenager,

er ændringerne størst,

og hen mod midten af livet,

samler personligheden så langsomt til noget mere stabilt.

Vi skal i gang med dagens tema.

Og det er tema, som vi skal snakke om i dag.

Det er identitet i venskaber.

Altså det her med,

hvordan man er sig selv i forskellige relationer,

om man kan være forskellige udgave af sig selv.

Forskellige venskæbsidentiteter i forskellige relationer.

Og tvivlen på sådan, hvad er den rigtige version af mig,

hvad er den sænde mig?

Det er dig en lytter, som har stættet et spørgsmål om,

så skal vi ikke starte med lige at høre det.

Jo.

Jeg har et limenteret venskæbspodcast.

Det er ikke så meget konkret spørgsmål,

men mere et æmne, som jeg vil elskede høre jeres tape på.

Det handler om det at være sig selv i forskellige venskaber.

Efter ham som en identitet er blevet formet over sig lidt de sidste per år,

på efterskole og i gymnasiet,

er jeg blevet meget bevidst om,

hvordan jeg føler, jeg har forskellige identiteter i forskellige venskaber.

Det er ikke altid bevidst,

men jeg føler, at jeg hurtigt tager på en bestemt venskæbsidentitet,

når jeg er sammen med en bestemt ven,

og tænker sig bag efter,

hvor du rigtigt dig selv.

Jeg tror, at det jeg prøver at sige er,

at jeg føler, at jeg har forskellige venskæbsidentiteter,

og at jeg synes om,

hvad der er sådan virkelig med at have.

Og jeg takker mig, at jeg har udviklet mig,

og har nogen af mine venskaber svært ved at følge med,

og jeg føler mig sommertidig mærkelig til pas,

når jeg mødes med min gamle venner,

og falder tilbage i det, jeg føler af min gamle identitet.

Jeg glæder mig til at høre jer og skruet.

Altså først og fremst,

så kender jeg bare 200 millioner gange til,

at føle, at man er en forskellig person,

alt efter hvem man er sammen med.

Og jeg kender også rigtig meget til den der

forvirring omkring, om man er,

hvad jeg i hvert fald har følt falsk,

eller om man så har hovedet af sig selv,

og hvornår man så er det.

Og jeg tror også, at

jeg nogle gange har været enormt forvirret over,

hvilken del af mig selv er så bedst kunne lide,

eller hvad for en setting jeg bedst har kunne lide mig selv i.

Og jeg har også selv gjort sådan det i så lang tid,

jeg hovedet kan huske, hvad jeg skal se.

Men jeg har også altid rigtig godt kunne lide,

at have mange forskellige mennesker omkring mig.

Og den dag i dag,

er jeg egentlig bare rigtig glad for at have det,

fordi jeg synes, det er skønt at kunne udleve forskellige sider af mig selv.

Men da jeg var yngre, som det også tyder, hvor et lytteren her er i hvert fald,

end også to,

der havde jeg det på præcis samme måde,

den der sådan lidt,

wow, hvad er det egentlig, jeg skal,

eller hvor er det egentlig, jeg vil hen.

Hvad siger det her egentlig om mig,

særligt det der med sådan, er den ægte mig selv.

Det første indskudelse, der kommer til mig her, er sådan,

at der er ikke nogen, der 100% ved, hvem de selv er.

Jeg føler, at mange mennesker som Grundvild Korg her i livet,

bare sådan, har lidt svært ved at finde ud af, hvem de egentlig selv er.

Og det er jo også fordi, man udvikler sig meget igennem hele livet,

hvilket er jo bare skønt,

og hvilket er jo dejligt at kunne gøre,

med forskellige indspak for forskellige slags mennesker,

så når man netop kan,

som vi også taler om i langt distans af mennesker,

udleve nogle forskellige sider af mig selv,

fordi vi jo alle sammen er sammensatte mennesker.

Men jeg kan det tydeligt huske,

da jeg flyttede fra Frederik Spær til Hunestød.

Allerede der, der følte jeg,

at jeg gik igennem et ret stort karaktérskifte,

fordi jeg kom fra sådan et slags miljø til et helt andet slags miljø,

hvor alle så ud på en helt anden måde,

og jeg ligesom sådan prøvede at adapte det,

men stadig bebeholde det noget af min egen,

for eksempel personlige stil og min egen interesse.

Og der var jeg for eksempel også en slags person,

når jeg var i skole,

og en slags person, når jeg var på Rødskolen.

Og senere hen, så var jeg en slags person,

når jeg var sammen med pigerne fra C-klassen,

og en slags person, når jeg var sammen med dem fra min egen klasse.

Jeg kan tydeligt huske, at følelsen er, når jeg var sammen med pigerne fra C-klassen.

Så var jeg en lidt hård seje-type,

og når jeg var sammen med pigerne fra min egen klasse,

så var jeg en lidt mere blød show-type.

Altså så længe, at man har det godt i at være i de forskellige tingere.

Der er ikke noget, man synes er ubehageligt,

at skulle leve op til eller ubehageligt,

at skulle gøre at være glad for det,

eller sådan at bare se det som en...

En life-last, hvor man kan få lov til at prøve ting af.

Og så tror jeg virkelig også, at det er den der følelse,

som man også i særke haner, man er ung omkring,

om man er falsk.

Altså man skal ikke være så bange for, om man er falsk,

fordi det er mest naturlig i verden af og netop,

at udvikle sig og alle de identiteter, du er i den udvikling,

på vej det er hen, hvor du skal nå,

at det er jo ikke sådan,

så når du målede, når du er 90,

og så har du så fået noget ud af,

hvem du selv er, du er jo alle de her personer imens du udvikler dig.

Altså hele rejsen er en del af det.

Og det er det jo også om at prøve at spejle andre mennesker,

det er det mest naturlig i verden,

at du er på en måde, når du er sammen med din bedste mor,

hvor du bliver nødt til at være i,

at hun kommer fra noget andet og en anden tid,

og taler på en anden måde,

end når du er sammen med din tindelig tilvinder,

eller hvad den kan være, ikke?

Og jeg tror også alle, som vi kender den der følelse af,

at vores stil forandrer sig igen og igen og igen,

og så er det nemt som om, der hører en ny personlighed med til,

nu er jeg blevet punker,

eller nu er jeg blevet hip-hop'er,

eller nu er jeg blevet et eller andet.

Og jeg har i hvert fald været igennem alle de der forskellige.

Jeg kan huske sådan ret konkret episode,

hvor jeg var tindadja,

sådan meget ung tindadja,

13,

13 måske lige blevet 14,

hvor jeg havde en af mine bedste veninder,

som jeg havde været barn med.

Vi var bare sådan, vi lavede,

vi havde dem ikke sjovt,

og det var bare sådan en hyggeligt sleepovers,

se filmen, spise popcorn,

dosisk jul,

whatever, klatter i træer, bygge en hule.

Og pludselig så blev jeg 13 år,

og blev tindadja meget hurtigere end hun gjorde.

Og jeg fik nogle nye venner,

hvor jeg så fik mine hårde personer sammen med dem.

Gangster, ja.

Gangster, Outlaw, Ria 14-20,

som man kender hende.

Og min gode veninde her,

hun var slet ikke sådan,

jeg begyndte også at køse med nogle drenger,

hun var sådan,

jeg er slet ikke der,

jeg skal ikke være sammen med nogle drenger,

jeg er et barn,

og hvorfor vil du drikke alkohol,

og er du helt,

du er blevet bæmme næste sindsyg?

Og hvorfor snakker du sådan,

mærkeligt pludselig?

Ej, jeg prøver at snakke lidt sammen, gangster, Ria.

For eksempel så sagde jeg jo hele tiden,

tråd du?

Ej, for itærne.

Hver gang min mor sagde sådan,

og så tager du lige køknet,

tråd du?

Ja, ej.

Så hele tiden.

Hele tiden provkerende og flabet,

jeg er bedst til at skrive det,

jeg skrev jo kun i tallet,

og kode,

og ku,

og strøt,

og små buksaver,

og h og efter alt,

og tre gange i,

du ved.

Det hele kørte på mig.

Mit Instagram-name er jo med et H i,

fra dengang.

Er det rigtigt?

Ita, Sofia, ja.

Det er fra Ata.

Nej, hvor er det sjovt,

fordi jeg har tænkt flere gange,

jeg skal spørge dig,

om du har et melmnav,

med H.

Det er jeg seriøst,

fra dengang,

at jeg synes mit eget navn var kedeligt på Ata,

og jeg har tilføjet et H bagpå Ita.

Nå, men,

i hvert fald,

det kunne hun slet ikke holde ud,

altså hun var sådan,

hvem er du,

jeg kan ikke kende dig,

og jeg følte jo,

at jeg var begge to.

Altså, jeg følte godt,

jeg kunne leje hyggeligt ting med hende,

når vi var sammen,

og så kunne jeg godt gå ud,

og drikke direkte af en vodkaflaske,

bag efter,

ude på Amarstrand,

med de nye venner.

Og hun var sådan,

det kan jeg ikke.

Det bliver for personlighed,

splittelsesagtig.

Jeg bliver skørt af det,

og når vi ses,

når jeg ser dig med de andre,

så ved jeg ikke, hvem du er.

Så vokser vi ligesom fra hinanden der,

og meget udramatisk.

Altså, vi var jo børn,

så det var meget naturligt,

brudet der bare skete lige så stille,

vi såes mindre og mindre,

men,

men jeg kan huske, at hun sagde til mig,

jeg kan jo ikke,

jeg ved ikke, hvem du er,

hvem er du,

jeg kan ikke kende dig,

sammen med de andre.

Så ungen alle har fået sådan,

jeg ved ikke, hvem du er længere.

Men jeg havde det allerede,

der sådan,

hvad havde du regnet med?

Skulle vi være børn for evigt,

jeg jo,

vi er i den,

allerede hvor vi udvikler os,

allermest,

og skærer jo ting.

Selvfølgelig,

vil jeg pludselig få en kæreste,

eller have lyst til at begynde

at drikke,

eller et eller andet.

Og så sker det måske,

for der er mit år,

mens den,

selvfølgelig er det,

det er jo her, vi er.

Det første,

jeg vil sige til den her lytter,

det er som,

det er verdens mest

almindelige ting,

at have

forskellige identiteter,

især,

når man er så ung,

så er det virkelig,

så viser det sig i ekstremerne.

Så bliver det så mindre og mindre,

og synes jeg,

når man bliver ældre,

men stadig,

til en hvis grad,

er man forskellige mennesker

i forskellige relationer.

Og det ser jeg,

ikke umiddelbart noget farligt i,

men mindre,

at man føler,

nu går jeg ind,

tager den her maske på,

og gud,

skal takke at lov,

at den ikke falder af,

fordi så kan de se,

hvem jeg rigtig er,

hvis det ikke er en frygt ting.

Selvfølgelig også,

at man,

man har en anden form for grundkærne,

ikke?

Altså, at man jo ikke skifter

sådan fuldstændig karakter.

For det er et af,

at man har en anden rolle,

alt efter,

hvem man er sammen med,

eller om man

kan tale om nogle andre ting,

når man er sammen,

eller tale på en anden måde,

når man er sammen,

en anden chagong,

en anden rolle,

alt det der.

Laver nogle forskellige ting,

men noget andet er jo,

hvis du lige pludselig

skifter politisk ståstedet,

eller begynder at tale grimt om nogen,

som også er din venner

i den anden gruppe,

eller hvis man begynder at blive

sådan der sketchige omkring det,

så tror jeg, man skal passe på,

fordi så er det nok ens,

så er det nok ens kærne,

som man også har lidt svært ved at finde ud af,

hvilket jeg godt kan forstå,

men det der med,

hvem er egentlig helt inden i,

når jeg bare er mig,

men så længere,

at man ved et par grundvadier,

tror jeg,

så man ikke vil gå på kompromis med,

uanset, at man er sammen med den anden,

eller den tredje vindegruppe,

så det tror jeg,

en meget god tommelfingerregel.

Har du,

føler du, at du har forskellige

udgæver,

din identitet,

forskellige udgæver,

din personlighed,

med de venner, du har i dag?

Jeg har stadig været ind til dag,

lidt i tvivl om,

hvem jeg selv er,

og hvad jeg egentlig vil,

og hvad jeg egentlig skal,

lige her på jorden og sådan noget,

det er der ikke nogen tvivl om,

men jeg er ikke i tvivl om,

hvad jeg tror på,

og hvad jeg går op i,

og hvad der betyder noget for mig,

og den slags,

eller hvem der betyder noget for mig,

så med den sådan en kærne,

der kan jeg sagtens være sammen med,

en vindegruppe,

og være den lidt,

sur skrabbe sjov,

og en anden gruppe,

og være den lidt,

sårbar at føle sig om,

eller en tredje gruppe,

og jeg kan også godt,

være sammen med nogen piger,

hvor vi sidder og røger seg retter her,

er sådan en rigtig,

30'erne kvinder på bluetooth,

der sidder og drækker kogtales,

og sådan noget,

og så er nogle andre,

hvor jeg sidder nede på Amigo-bar,

i joggingtøje,

og knol om på hovedet,

og taler om nogle helt andre ting,

og det er jeg elsker,

jeg synes det er rigtig fedt,

at kunne se ens forskellige venskaber,

så længe man behandler dem alle sammen,

med respekt,

som nogle små theater-senere i virkeligheden,

altså hvor man kan få lov til at udfolde sig,

hvor man kan få lov til at døk ind i forskellige hedderne,

i ens sammensatte person.

Og jeg synes, det er vildt vigtigt,

at man husker på,

at de fleste mennesker er sammensatte personer,

der ikke rigtig er nogen,

der bare er en flad karakter,

altså,

og at det er jo det vidunderlige ved mennesker,

at de fleste har mange forskellige sidder,

og at de fleste udvikler sig,

og de fleste har et standpunkt til,

at de tager et nyt,

og det er også den måde,

man kan blive klogere på,

og udvikle sig selv på,

og sådan noget.

Hvis det er noget,

man ikke kan sige,

at man altid skal være ingen af den selv udvikling,

fordi det synes jo ikke,

at man behøver,

men i hvert fald,

at det kan være sådan,

det er meget sjovt nogle gange,

at lære nogle nye ting om sig selv.

Ja, og jeg tror også,

at det jeg har i hvert fald tænkt over,

da jeg hørte det der spørgsmål,

det er, at vi bliver jo i kraft af andre os.

Altså, vi bliver jo til,

hvem vi er,

i forhold til,

hvem vi sidder over for,

hvem vi spejler og siger,

hvem vi vokser op med,

vores forældre,

medtageskab,

vores personlighed.

Hvis vi havde haft nogen andre falder,

eller nogle andre venner,

hvad vi blevede til nogle andre.

Og derfor er det jo klart,

at vi står jo ikke som

sådan oppe virkelig klipper,

som så bare står over for hinanden,

og ikke blænder sammen.

Jeg kan være vel også mærke sådan en følelsen af,

at jeg har venner,

hvor at der er korder til,

at det går galt,

altså, at vi pludselig ender netop med at tage til Lolland,

og har været mega fulde,

og har gjort et andet sindssygt,

og ikke vidst, hvordan fanden det startede og slutte.

Og så har jeg venner,

hvor sådan det er utængeligt,

det er nogen senden vil skage,

fordi vores energi,

og matcher på en anden måde,

der er det til gengæld,

meget mere sandsynligt,

at vi får nogle virkelig gode snakke om moderskab,

og fødseler,

og whatever et eller andet.

Det er jo klart,

at det er menneske,

vi sidder over for,

blander sig ind i os,

og vi blander sig ind i dem,

og så bliver det en samlet masse,

af de to mennesker, som er sammen,

som bliver vores identitet,

når vi er sammen,

vores personlighed sammen,

vores humor,

vores måde at snakke sammen på,

de ord, som vi bruger,

når vi er sammen.

Og når dem menneske,

så går ud og møder deres venner,

så bliver de jo også en ny udgave,

af dem, som smelter sammen med.

Den næste menneske, de ser, ikke?

Men kan du blive tvivl om,

hvem der så er den rigtige dig i dag?

Jeg viler i det,

som du sagde før,

at der er en kærne i mig,

som er urokkelig,

med nogle værdier,

og nogle ting,

jeg står for at elskere.

Men jeg kan godt især i nye relationer,

blive usikker på,

hvor meget jeg er.

Ikke på at kompromise med kærne,

men hvor meget jeg tør at vise,

hvem jeg egentlig føler jeg er,

hvis der sidder af mig selv,

som jeg har accepteret,

og som jeg ved min venner, min nærmeste,

ikke længere tænker over,

fordi det altid har været sådan,

eller fordi det er uinteressant,

længere at snakke om.

Men når jeg skal præsentere,

at de har lidt mærkelige sider af mig selv,

til nye mennesker,

så tænker jeg,

årger jeg det lige nu?

Eller årger jeg den reaktion,

på hvad det kan være?

Altså et mini eksempel på det,

kunne være,

f.eks. inden vi startede med at optage,

så har jeg jo købt krosanger og boller,

med Øst til dig.

Og jeg kan jo ikke lide Øst.

Og jeg havde betet ham i bæren,

om at give mig en bolle med smør,

og dig en bolle med smør og Øst.

Så han så putte Øst i den begge to,

og så siger du,

kan du ikke bare tage Østen ud?

Fordi jeg siger, du kan få begge boller.

Så siger du, kan du ikke bare tage Østen ud?

Og der kunne der godt være noget i mig,

der tænkte,

nu lader jeg bare som om,

jeg er lidt mere normal,

end jeg er at sige,

jo, det kan jeg godt,

fordi jeg årger ikke nødvendigvis,

at blive konfronteret med den del af mig,

som jeg ved.

Mange ville synes så mærkelig, som er,

som er, at jeg kunne aldrig finde på,

at tage Øst ud af en bolle,

hvor der har været Øst i,

fordi nu føler jeg smør og smager Øst.

Og jeg er meget hyggelig omkring sådan nogle ting,

og sådan har jeg det med meget,

og det her mad må ikke røre det her mad,

og denne her kniv må ikke blive brugt til det her,

og hvis det her har stået i køleskæben sammen med det her,

så bliver jeg bemt i hovedet,

og kan ikke spise noget af det og sådan noget.

Og det er sådan en side, hvor jeg tænker,

det kan du sidde og tænke,

du er jo bemlinde,

eller lidt irriterende,

eller kan du ikke lige...

Jeg tænker, du kan ikke blive bemlinde skørt,

og mere bare sådan, er du meget kræsen, ikke?

Ja, præcis, og så får man en karaktertræk,

som er sådan,

og det ved jeg ikke, om jeg lige overgår,

fordi jeg er meget kræsen,

det ved jeg ikke,

lige med det, det er jeg i hvert fald,

eller først når du mener,

at sådan da kan jeg godt,

når du spørger sådan,

kan du føle, at nogle identiteter,

at du mindre dig selv,

at så kan jeg føle,

det her, det gemmer jeg lige væk,

for det er besværligt.

Så nu er jeg bare den person,

jeg vil synes,

hvor nemmest der er.

En person som godt,

godt bare lige kan fjerne Øst,

fra en bøl og sige,

den kan jeg godt spise.

Det er jo et mini eksempel på det,

men der kan godt være større ting også,

hvor man,

hvor jeg i hvert fald tænker,

skal jeg gå på kompromis nu,

med sådan,

som jeg virkelig har det,

fordi,

at det kan være lidt grænsovskridende,

nogle gange at vise,

præcis hvordan man har det,

eller er,

til mennesker, som ikke ved det i forvejen.

Først og Højt

Et studie har i følge videnskab,

DK Cortlag,

hjernemekanismerne,

bag førstehønsindtryggede,

som er meget afgørende for,

hvem vi ender med at blive venner med.

Forskerne er opdagede i hjernen,

når vi møder nye mennesker,

som er en ældgammel mekanisme,

som hjælper os med at trafe hårdtige beslutninger.

Det har været nødvendigt i tidligere tider,

hvor vi skulle vurdere,

om det nye menneske,

der står over for os,

var farligt,

eller ville os det undt.

De to regioner i hjernen,

som forskerne kunne se,

blev aktive,

når vi møder et nyt menneske,

hjælper os med at danne

et virkelig godt førstehønsindtrygg

på under 30 sekunder.

At trykke, man skal

tænke så meget over,

hvem man andet, man er sammen

med de forskellige personer,

så længe man selvfølgelig opfører sig ordentligt

og har respekt for alle sine andre relationer,

men mere bare,

hvad man godt kan lide ved dem,

og hvorfor man godt kan lide det,

og hvad der er sjovt ved det,

og hvad man tager med dig fra,

når man er færdig.

Og det er virkelig noget,

jeg har opdagede,

da jeg blev kæreste med Simon,

fordi jeg tror,

hele mit liv,

indtil jeg blev kæreste,

og med ham og har gået,

og været sådan,

når jeg finder en kæreste,

så skal han have hele pakken.

Altså, han skal grå med,

alle sidder af mig,

fordi det skal en kæreste jo kunne.

Det var sådan,

jeg har haft det.

De kræver jo aldrig haft,

til nogle af mine venner,

vil gøre det ret sjovt,

ikke så altid.

Så har jeg haft en,

til det,

og en, til noget andet,

og en, til noget tredje.

Hvor her, der var sådan,

men når kæresten kommer,

så skal det være den,

den mest perfekte konstellation,

og vi skal kunne gøre det hele sammen.

Og da det sådan ret hårdt,

det skal gøre op for mig,

at det kunne vi ikke.

Så var jeg jo,

altså lige i starten,

sindssygt meget tvivl,

og var sådan,

skal vi jo overhoved være kæreste,

og så fordi han kan jo ikke lide,

og Drexer sprider ham,

altså, det er jo ligesom mig,

at tage på klub,

og tage i byen,

og hvorfor giv han ikke det,

og hvad skal vi så gøre,

når vi bliver ældre,

og det bliver der røv sygt,

og altså bare for at komme med et eksempel,

det er som, at han gider,

måske heller ikke at tale,

lige så meget politik,

som jeg gider i hvert fald ikke hele tiden,

eller du ved i hvert fald,

sådan feministiske snakke,

og altså noget,

vil godt lytte og lære os noget,

men det er ikke noget,

han har sammen i,

i det hjerte for os og mig,

vel, eller sådan noget,

så var jeg sådan,

kan det blive et problem,

eller hvem skal jeg så gøre det med,

hver torbdannere,

at jeg lige prøvde til at forløse det,

og der kan jeg huske,

jeg er i lang tid,

hvad sådan, hvad f**k gør jeg her,

fordi han har jo slet ikke hele parken,

som jeg havde regnet med,

og det skulle han også noget,

hvor at jeg,

ægte føler, at jeg fik sådan en,

åben baring, der var sådan,

jamen,

hvorfor har jeg egentlig højere krav,

til min kæreste,

end jeg har til min venner,

hvorfor min kæreste ikke,

også bare skulle op,

fylde et par krav,

lige så mange af mine andre venner,

kan så længe,

at han så i hvert fald,

giver mig det,

som jeg allerede vil have fra ham,

så må jeg jo vælge,

alle de her behov,

jeg har i min person.

Hvad så er det vigtigste,

og det har jeg jo fundet ud af for mig,

er tryghed,

og stabilitet,

og at der er et menneske,

jeg er hundre procent gør regnet med,

altså,

og som ser mig,

og som jeg føler,

at jeg også ser,

hvor jeg sådan,

det er det,

så kan det være ligegyldigt,

om vi ligger vågen,

skal langtere om natten,

og snakker om,

hvilke andre,

vi har set i debatten,

eller en eller anden bog,

vi begge to har læst,

eller om vi kan lide at sidde og drikke rødvind,

fordi,

vi har det her,

og det tror jeg bare,

virkelig,

gav mig den der åbenbejring for Gud,

og det er jo også sådan,

at min venner er her,

at jeg har nogle venner,

som jeg bruger til noget,

og nogle jeg bruger til noget andet.

Jeg synes, det er en virkelig fint point,

det er der med at have fokus på,

hvad for en følelse får du,

af at være sammen med denne person fremfor,

hvem er jeg,

sådan,

hvad for en identitet,

hvad for en personlighed har,

når jeg er sammen med den,

men for det mig til at få en god følelse,

når jeg er her,

fordi,

så kan du også godt være,

at du er på vej til at udvikle dig,

til at blive mere sådan her,

eller have lyst til at blive mere sådan her,

og det bliver man jo også kun ved,

at gå den vej,

altså at sige,

nej, men jeg vil gerne være en,

der snakker mere om ligestilling,

eller jeg vil gerne være en,

der tager letter på tingene,

og ikke bekymrer mig så meget,

men så lad mig prøve at være sammen med deres mennesker,

og være det i de her timer,

for den følelse,

det giver mig,

og måske bliver jeg det så mere,

lige så stillet, eller ikke?

Og så tror jeg også,

andet hun skriver,

at det der er massen,

at nogen af hendes gamle venner,

ikke rigtig kan følge med den udvikling.

Ja, hun siger nemlig det her med,

at hendes gamle venskaber,

ikke kan følge med,

fordi at hendes gamle jeg,

ikke er det samme jeg,

i dag som det var dengang.

Og det er jo lidt,

eller den historie, du fortæller det i.

Ja.

Og det er jo også,

en del af livet,

at man nogle gange udvikler sig i forskellige retninger,

særligt i den,

eller hvor man går i gymnasiet,

og i ordene efter alle tyverne og sådan noget,

der føler jeg virkelig,

at man prøver alle mulige ting af,

for ligesom at på en eller anden måde,

at ende et sted med den kærene vinnokset,

og følge, at vi har i dag,

når vi begge to er plus 30,

som selvfølgelig også stadig kan ændre sig,

eller sådan, men hvad med mig?

Lige har de der grundfølelsen af,

altså det her jeg,

der betyder noget for mig,

og det her jeg,

vi i hvert fald ikke vil gå på kompromis med,

over for andre mennesker.

Det her går mine grænser,

kan man jo også godt sige,

virkeligere, ikke?

Men det er jo noget, der skal testes af.

Det er udoppunktet, ikke?

Ja, præcis.

Men det er jo noget, der skal testes af,

og det falder der jo bare nogle mennesker fra på en gang imellem.

Ja.

Og det er jo naturligt.

Og det er jo også nogle mennesker,

som vi også har talet om,

før der kan stige på igen,

på et andet tidspunkt.

Ja.

Jeg tænker i hvert fald også,

at det, vi har snakket ret meget rundt om nu,

det er, at det vigtigste er jo,

så længe du har det godt i de her relationer,

så længe det giver dig en god følelse,

så kan du være,

hvem som helst udgaver af dig selv,

selvfølgelig med din kærene intakt.

Men det, der er problemet her,

i de her gamle relationer,

som Lytton beskriver,

hvor der føler hun, at hun skal falde tilbage i sit gamle jeg.

Ja, det er vigtigt.

At hun skal gå tilbage i tiden.

Og det føles jo ikke godt,

fordi så føler hun så fanget i en rolle.

Og den følelse kan jeg godt genkende,

når jeg f.eks. ser,

jeg kan huske,

jeg var til noget reunion på et tidspunkt på min folkeskolen,

og jeg har en del veninder fra min folkeskolesid,

som jeg stadig er veninder med i dag,

og de har jo fuldt min udviklinger,

der kan jeg være,

den jeg er i dag også.

Men det er der med at møde en masse mennesker,

som jeg så ikke er set,

siden dengang.

Siden dengang,

at jeg, du ved,

rent rundt og var mega fuld,

og mega forvirret,

og forældsket,

og hjertesorgsagtig,

og pjekket for skole,

og havde stor rest hele tiden,

og var bare en virkelig,

vildt teenager.

Og så kom jeg der,

og havde sådan en følelse af, at jeg nærmest,

jeg følte,

jeg for deres skyld skulle være lidt den person,

jeg var dengang,

så der ikke var en for stor kontrast,

så jeg ikke følte,

den jeg er i dag,

er en fals person,

fordi den er så langt fra,

den dekendte,

så de ikke blev chokkerede,

og hvordan udvikling,

der havde været med mig,

hvor jeg i dag er ambitiøse,

og laver min lekserakti,

så videre så ved jeg ikke,

at det fokker mig helt vildt meget op af,

hvad som hvem fan skal jeg lige være i det her selskab,

og hoppet lidt tilbage til,

selvfølgelig er jeg den,

der tager alle tjöttene,

eller går senest hjem,

selvom jeg er træt,

fordi det gjorde jeg jo,

da jeg var fjorden.

Så der kan jeg godt forstå hende i,

at man kan blive fanget i en gammel rolle,

og en gammel konstellation,

og der vil jeg nok sige,

altså hvis de venskaber skal overleve,

så er den eneste måde at overleve på,

at du insisterer på at være den,

du føler, du er i dag.

Fordi hvis du føler det som et fængsel,

et identitetsfængsel,

hver gang du er sammen med de her gamle relationer,

så vil det alligevel ikke være et rigtigt venskab,

for så vil jeg ikke kende hinanden længere,

og du vil hele tiden spille en rolle,

som du ikke kan identificere som noget,

som ikke bare en udgiver din personlighed,

men som er en gammel forutsidstæng,

som du har rykket dig videre fra,

at de skal ligesom korumme,

at du har udviklet sig,

at du er noget andet,

og så må du jo se,

om de her mennesker kan lide,

at være venner med den, du er i dag,

og hvis de kun vil være venner med en,

du ikke er længere, så er det venskab, jo slutt.

Jeg sidder bare og tænker meget over,

altså man ved jo ikke,

hvilken retning man nogle gange går i,

eller hvad der egentlig er bedst for en,

eller hvilke vej man er på vej ud på,

og nogle gange er det også fedt at have den der bagage,

særligt i den tid i livet,

hvor man udvikler sig mest, synes jeg.

Men nogle mennesker, der har kendt en,

fra hvad man startede,

ens udgangspunkt i hvert fald,

eller ved, hvor man kommer fra,

og sådan noget som også kan være sådan lidt,

fordi jeg har svært ved at forestille mig,

at man kan udvikle sig så meget,

at der står en helt gruppe mennesker,

som er ens gamle venner,

der er sådan der,

vi kan ikke lide dig længere,

eller vi kan ikke udtage den, du er blevet til.

Forstår du hvad jeg mener,

eller du skal være sådan her, når du er sammen med os?

Fordi ja, så skal de i hvert fald smødes på porten,

men det er mere der der med,

at det kan også være oven i ens eget hoved,

at man føler sådan,

jeg har det sådan,

fordi I minder meget om noget,

eller I får mig til at føle på en bestemt måde,

men hvor jeg tror, det kan være vigtigt,

at de taler med dem om det,

og også hører,

hvad ens venner har at sige til den her nye dej, man er,

at det er noget, folk er rolig over,

eller altså hvilke retninger man er gået i,

eller sidder de virkelig ved, hvem helvede er du,

og hvordan er du blevet sådan,

og det er vi bare interesseret i,

og vi vil meget gerne tage imod dig med at åbne armet

i det nye identitet,

man må virkeligt godt få en forklaring,

men hvor det virkelig er vigtigt,

måske bare have den, der snakker med sådan,

hey, der er lidt træt af i altid at være herinde der,

der er Pip Gogh, når vi er sammen,

og jeg gider ikke altid være klassen's klorn,

jeg har faktisk fundet,

at jeg godt kan lide at tage mig selv mere seriøst,

jeg har fundet de her grænser i min egen personlighed,

jeg synes det er lidt svært at navigere i med jer,

fordi jeg tror, vi altid er godt ved,

at jeg plejer at være hinter cracker jokes,

men vi vil ikke hjælpe mig med at tage fat i den udvikling,

jeg har fundet ind i mig selv,

vi vil ikke prøve at støtte mig i det,

vi vil ikke prøve at hjælpe mig med de her grænser,

jeg synes er interessant,

og så se, hvad det kan blive til i hans relation.

Men det synes jeg er en virkelig fint point,

fordi de der snakke om,

hvem man er,

hvem man gerne vil være,

og hvor man gerne vil hende,

er sindssygt givende og virkelig vigtige i vanskaber,

fordi jeg har i hvert fald også oplevet følelsen af,

at folk ikke har opdaget, at jeg har udviklet mig,

fordi det, man ikke er nødvendigt,

vi skal se det, når man bare ses en gang med en måned eller et eller andet,

at du skal jo se det i henlængere,

du kan se det i de små ting,

og noget som for mig har været åbenlysen,

at jeg har haft en kæmpe udvikling her,

finder jeg pludselig ud af,

det har du slag ikke opdaget.

Altså jeg kan huske bare sådan et lille eksempel,

hvor, at da jeg blev gravid,

så var der en af mine venner,

som havde et barn allerede,

som sagde sådan,

har du kæft, du får et chok,

eller det bliver virkelig hårdt for dig eller et eller andet,

i den stil sådan for sjov,

sådan hvor at han sagde,

fordi du elsker jo,

du elsker jo ikke at have noget ansvar,

du elsker ligesom at være fri,

og du elsker at være bemenske,

altså du elsker at sove længe,

du elsker at være længe ope,

du elsker altså,

han sagde sådan nogle,

sådan en række af ting,

som var mig i hans hoved,

og hvor er jeg bare tænkt,

for at første sådan,

jeg vunde at være måden kl. 7,

jeg går i seng kl. 22,

det gør det, da jeg var fjorden,

var længe ope og så længe,

det har fandme ikke kun i ti år,

men det er jo fordi,

du ikke er i samme med mig om aften,

og ser ved tid, jeg går i seng,

og du er der ikke om morgenen,

og ved ved tid, jeg ved under,

og ud over det,

så har jeg uanlig meget ansvar,

jeg er redaktør på denne her avis,

og jeg laver alle mine ting,

og jeg har taget både en bachelor og en kandidat,

siden at vi to var tætte,

og det var bare sådan,

gud, ja, der går jo stadig mennesker rundt,

og tror, at jeg er teenager,

eller et eller andet,

og det gav mig bare sådan,

det der wake-up-college,

folk ved ikke nødvendigvis altid,

hvem man er, og hvor man har udviklet sig hen til,

og når det er relationer,

som man vil have følgere med,

så kræver det nogle gange,

at man lige tager de der snakke og siger,

så jeg kan faktisk godt lide ansvar nu,

det var noget,

der jeg ikke kunne lide i ottenklads,

eller hvad det nu kan være, ikke?

Og så tror jeg faktisk også,

at noget, der kan være ret interessant at prøve af,

som jeg har gjort meget,

og som jeg virkelig holder meget af at gøre,

det er at prøve at bringe nogle af de her forskellige vendskaber sammen.

Ja, det er rigtigt.

Altså, prøve at se, hvad der sker,

hvis du tager nogle af de her gamle venner,

hen til nogle af dem,

som du føler, du har udviklet dig med,

for det seneste,

spørger man dem med at spige,

spørger man dem med at drinken kaffe,

spørger man dem med at have en øl,

hvad ved jeg,

og så sådan, se, hvad der sker,

når de har to.

Man kan føle det næsten, som hverden er med,

fordi der kan virkelig opstå noget helt vil magisk,

og lige pludselig hvilket kan være det allerede fedeste,

det kan man føle sig meget mindre fremmed,

fordi at man opdager,

at de og mennesker måske ikke slag af så forskellige,

så man har gået og tænkt oven i hovedet.

Ja.

Og man kan være sådan,

Gud, de kan også lide mange af de samme ting,

eller de får nogle helt nye sider frem i hinanden,

og man kan komme til at slappe af på hinanden måde.

Altså, der er ikke noget,

synes jeg personligt i hvert fald,

federe end at opdage,

det der er med hvordan ens venner faktisk på kryds og tværs,

kan få alle mulige fine sider frem i hinanden,

og kan få,

føler jeg jo ofte med mig selv til at være sådan en Gud,

så var de slet ikke så forskellige endda,

eller Gud, så skal jeg ikke gå,

og være stresset over,

om jeg går på kompromis med noget,

som jeg går meget op i med den her venner,

og jeg er sammen med den her venner,

fordi se, hvor god de egentlig er sammen,

og det hele har været noget, der var oven i mit hovedet.

For en eller anden måde,

et grebs afmystificerer hele det der,

hvem er jeg, når jeg er sammen med den og den,

ved bare sådan der at være sådan,

nu er de bare sammen,

og så, hvem er jeg så?

Ja, ikke?

Det er virkelig spændende faktisk, synes jeg.

Når man samler alle sine venner,

og mærker sådan,

at alle de der personligheder samles,

og bliver sådan til en,

i de timer, det nu var,

at man er sammen med malsammen,

altså netop, når man holder en fødselsdag,

eller gør et eller andet ikke,

hvor man pludselig opdager sådan en Gud,

det synes jeg er sindssygt interessant.

Det er det også, at det bare,

tror jeg, er rigtig sundt.

Og virkeligværende,

hvad er de fleste mennesker ret ens?

Altså, at ha nogenlunde de samme tanker og følelser,

i løbet af en dag, og sådan noget, ikke?

Og på den måde,

så tror jeg ikke, man skal stresse så meget over,

hvem man er.

Skal vi prøve at absormere de rød,

vi er kommet frem til,

til vores kærligheder?

Altså, det første er,

at det her med, at det er fullstændigt normalt,

at have forskellige udgaver af sin personlighed,

med forskellige relationer.

Det har vi alle sammen,

og det er mere ekstremt, når man er ung,

og man virkelig er i den her,

spigende identitetssøgning,

efter hvem man er.

Så det er i de her år,

at man føler det helt vildt meget, ikke?

Så bliver det mindre og mindre,

men altid er man udgave af sig selv,

i forskellige situationer,

og med forskellige mennesker.

Og så selvfølgelig,

husk, at bevare dine kerne,

ved nogenlunde,

hvad det er, du står for,

hvad dine grunden, hvad de er,

fordi så længe, at du har den,

så er det ikke så farligt at skylde lidt ud

til den ene eller den anden side,

og være mere vild her,

eller mere hård her,

eller mere følelsam her,

eller mere extrovert,

eller mere introvert,

så længe, at dine grunden værdier er intakt, ikke?

Ja, eller i hvert fald dine grænser,

for at lyst til at sige,

altså det er med sådan, at du ikke,

du ikke rener rundt og hele tiden for overskredet dine grænser,

fordi du forsøger at være med i et fællesskab, i hvert fald.

Men at man ved sådan her til at ikke længere,

uanset, hvem af mine venner er sammen.

Og så kan det være en god ide,

hvor du føler, du har rykket dig meget,

og måske er lidt fanget i en gammel identitet,

og de ikke ved helt,

hvem du er, eller kan følge med i det.

Og så prøver at have denne her snak,

hvor I er,

og hvor I gerne vil hen,

og om der er nogle ting,

der har ændret sig i din personlighed,

siden I blev venner,

fordi det er bare den nemste måde at forvinde skaber,

til at følge med på,

og være åben omkring det.

Og den sidste, som jeg bare synes var så fint et rød,

er at prøve at samle de her forskellige relationer,

og på den måde også samle

dine forskellige identiteter,

og se, hvem er du,

når du sammen med dem alle sammen på en gang,

og hvem er de i relationen til hinanden?

100 %.

Vi har bedt vores ekspert i relationer,

Marco Pugatia,

om at sætte ord på,

hvad der sker med din identitet,

når den forenes med andre mennesker,

for eksempel dine venner.

Det kommer her.

Måske kan du genkende have forskellige måder at være på,

afhængig af, hvem du sammen med,

og hvor du befinner dig.

Med de mange forskellige sociale arenere,

som vi bevæger sig rundt i,

kan det være enormt forvirrende at vide,

hvad der er ens rigtige personlighed eller identitet,

og man så måske.

En måde at være på,

som passer perfekt ind i en sociale sammenhæng,

kan måske føre til social udlukkelse

i andre sammenhæng.

Og det kan altså til sidst blive svært at afgøre,

hvem man skal være,

og hvordan man kan skabe en sammenhængende identitet.

Men det behøver ikke at være et problem.

Inden for psykologiens verden,

taler man blandt andet om,

at mennesker ikke har en enkel identitet,

men snarere springer rundt mellem mange forskellige identiteter,

afhængig af den sociale situation.

Sammen med vennerne i fritiden har man måske en identitet,

imens man måske har en anden identitet på arbejdspladsen,

når man omgås sine kolleger.

Vi alle har forskellige aspekter af vores personlighed,

og nogen kommer mere til udtryk,

end andre i bestemt sammenhæng.

For eksempel kender flere af din kollegaer,

og sandsynligvis kun en bestemt del af, hvem du er,

den del som prima, der er relateret til arbejdet.

Hvis de så ser dig i fritiden med en anden gruppe af venner,

eller i andre kontekster,

for eksempel en julefrukost,

kan det være, at de bliver overrasket,

fordi der pludselig dugger flere aspekter af din personlighed op,

som de før han ikke har set eller haft adgang til.

Det er meget almindeligt, at man kan agere på vidt forskellige måder,

afhængig af konteksten, man befinner sig i,

og det varierer meget,

hvor meget man ændrer sig afhængig af konteksten,

og de mennesker man omgås.

Alle tilpasser sig i større eller mindre grad.

Men når det så er sagt,

vil man selvfølgelig også kunne se nogle træk ved vores personligheder affærd,

som går på tværs af forskellige kontekster.

Udover det, så har vi jo en gang imellem været så heldige,

og fundet feedback fra de mennesker,

som har sendt os deres dilemmaer,

og derfra har hørt afsnittet,

så de fortæller os, hvad de kunne bruge det til,

eller hvad de ikke kunne bruge det til,

eller hvad de synes om det,

og det har vi også fået på det afsnit,

der handler om lange distrængsevænder.

Ja.

Og der blev skrevet sådan her.

Søde Ida Sofia og Maria,

kæmpe tak for et godt afsnit med så mange gode råd og reflektioner.

Det var en stor befrilse at høre,

at du Ida havde den samme følelse,

da du flyttede,

og at det i høj grad handler om at være 100% der,

hvor man er,

og så stole på, at ens venskaber består,

til trossfor, at man er væk fra hinanden.

Jeg tog nemlig i en uge visit tilbage til København,

og fandt det som en stor letelse at se alle igen,

og mærke den gensynsklade folk havde til en.

Det gjorde, at jeg, da jeg skulle retur,

følte mig helt genopladet,

og fandt ro i, at relationerne jo stadig er de samme,

som end man tog væk.

Jeg oplevede også, at jeg var sammen med mine relationer

på en ny og endnu mere intent og nærværende måde

for begge parter,

og at det derfor på sin vis

kan bidrage til ens venskaber at være væk fra hinanden,

fordi man da i en endnu højere grad

sætter pris på tiden sammen,

og mærker kernen og vigtigheden i venskabet.

Kæmpe kodofor at lave en podcast,

som efterlader lyttern endnu mere at beviste om værdien,

men også udfordringerne ved venskaber,

og rigtig god weekend til at begge.

Dejligt, men det giver jo super god mening.

Ja.

Det er altid bare fedt at høre,

hvad personen, der har sendt dilemmaet ind,

ligesom har kunne bruge det til eller ikke kunne bruge det til,

og så er endnu federe med flere erfaringer.

Det er jo rent faktisk, er ude for den virkelig verden.

Men det var også det, vi snakket om i afsnittet,

at det her med, at det savn og sådan noget,

også skal styrke relationer ikke,

og man kan mærke, hvad for nogle venskaber, der er vigtige.

Og når man så ser hinanden, så er det jo som de plejer, ikke?

Så finder man lige så stille tilbage til venskabet.

Præcis.

Sorry, men nu kommer jeg til at gå ind for at se,

om hende der, hun havde svaret.

Har hun svaret?

Nej.

Har hun selv besked?

Nej.

Tror jeg ikke, at hun vækter, det er lige så stor værdi.

Nej, du gør.

Nej, nu, ja.

Men hvorfor har I ikke slået af med, for det hele tager jeg handle om mig selv igen, som den?

Hvilken du andrejer, ja, ja.

Men det er bare, at det der er ret vildt, ikke?

At nogle gange tænker man slet ikke over, hvad man sender ud.

Det er ligesom, da vi havde vores konflikt.

At hvor meget det betød for dig, og hvor lidt det betød for mig.

Ja, det er rigtigt.

Og det der, man ikke tænker over, at man bare kan planne et fucking jordskald i en eller anden person,

og så er bare et rejt sig og går rundt at hykke næste fjernedag.

Men så skal jeg gå rundt til mit navfrav, fordi jeg skal luta over en kvinde, jeg ikke ved hvem jeg er.

Og måske vil jeg bare sige sådan, okay, der er dårlig lyd på aftenet 11.

Ja, for sidst.

Altså sådan.

Men bare, så skal vi også lige, vi skal slå dag med i dag, at bare sige,

ja, husk, hvad du planter i andre mennesker, som måske ikke har det største præsident for dig selv.

Men som virkelig kan vinde op og ned på hele deres dag.

Det er så rigtigt.

Men tak for dengang.

Det var hyggeligt igen.

Det var det sku.

Som det plejer at være, lige bortidt fra.

Hvad var det afsnit ud af det, jeg ikke husker.

Nå må vi være venner.

Ja.

Du er.

Det er godt, vi er noget et stykke vej, så det er hemm.

Vi ses.

Vi ses.

Hvis du har et venskepsspørgsmål, du gerne vil have hjælp med her i podcasten, så send det til en af os på Instagram.

Så kan det være, at det er dit spørgsmål, som vi tager op i næste uge.

Mit navn er Maria Jens Selv.

Og mit navn er Ida Sofia.

Du har lyttet til 112 for venskaber i Lyttesvæd.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.