Genstart: Undskyld vi er her

Altså, hvordan kan, måske i særlig, Jacob Ellemann og Nikolaj Vamme,

som representanter for de to store parmesterpartier, brødstøje af

og sikre bedre borgerne og velfærd, når så mange kommuner

skal spare så mange bænge?

På et pressemøde om årets finanslov,

slynger finansministeren en mellemrejning ud.

Det er de stigende udgifter på det specialiseret socialområde,

der presser kommunerne i budgetter.

Svarer Nikolaj Vamme stille færdigt på et spørgsmål fra en journalist?

Men virkelig, der er nogle andre ting, der påvirker en kommunalekonomi,

blandt andet de specialiseret socialområdet, som udgiftsmæssigt er vokset meget markant.

Derfor er en meget vigtig del af den aftale, vi lavede med kommunerne,

senest, at vi går ind og kigger på, hvordan vi på en ordentlig måde kan se,

hvordan vi bringer de udgifter ned.

En kommentarer der rammer Oscar Rubin som en mavepuster.

Jeg må ind om, at jeg troede, at jeg hørte forkert.

Jeg tror, at jeg hørte det klippe fem gange i træk, før det gjorde for mig,

at han er en faktisk gav mennesker med Handikap-skylden for kommunernes dårlig økonomi.

Var det sådan, du hørte, at han gav dig, din familie og andre i er situationen skylden for det?

Det synes jeg ikke rigtig, at man kunne høre det anderledes,

og synes, det var meget uordentligt at ansvars fra liggende.

Han er far til en dreng med et Handikap,

og føler i forvejen, at han skal kæmpe med næb og klør,

og bruge alt senioridiske kunden blot for at få den hjælp, som hans søn har krav på.

For det kommunale velfærdssystem, som skal gribe ind i nøden,

føles som loveløst land, hvor inden det kan tages forgivet.

Lidt for ofte kniver det åbenbart for landets kommuner med at overholde gældende løge og regler på Handikap-området,

så nødder det en ny hård kritik fra statsrevisorerne.

Derfor rammer finansministerens kommentar ekstra hårdt.

Mandske Handikap er jo ikke selv skyldig, at de er enten født med Handikap eller fået det senere i livet.

Mandske Handikap vil gerne være almindelig og bidrag og blive set på, som en værdidele af samfundet.

Og ikke kun hos Oscar.

Så hvordan er det at slås for sin ret i en velfærdsstat,

der igen og igen møder dig som en uønsket byrte?

Det er spørg genstart om i dag.

Jeg hedder Anna Ingris.

Jeg hedder Oscar Rubin og jeg er 32 år gammel.

Til daglig bruger jeg sammen med min hustru Nanna og vores tre børn.

Vi går på fem, bredde på tre og uddager på lige godt en uge.

Oscar Rubin arbejder til dagligt i skattestyrrelsen.

Jeg har uddannet jurist, og derfor har jeg jo haft gode fået sætninger

for at få den nødvendige viden til at navigere i det her system.

Og på trods af, at han altså om nogen har jurere helt ind på røgreden,

så havde han ikke lige regnet med, at han også kunne trække på den kompetanse som far.

Det har jo været den ultimative juridiske udfordring, når man kæmper for sit barns rettigheder.

Nu har han skrevet bågen Sydt Barn, Sydt System,

hvor han giver andre forældre sin bedste juridiske triks

til at navigere i et system, hvor det er svært at få den hjælp, man har krav på.

Og unnedbart, ja, så giver lovgivningen faktisk mange muligheder for at få den hjælp.

Alt sammen, viden Oscar har akkumuleret i forsøget på at sikre hjælp til sin nu femårig søn, Viggo.

Viggo, han er en meget kærlig og glad dreng,

og kan rigtig godt lide sin familie og sin bedste forældre

og høre ramashangen og spise på lidt chokolade med.

His, his, his, his, his, his, his, his.

Hvad er det præcis, som Viggo fejler?

Viggo har en selvngendt fejl, der giver ham en sygdom, det hedder tuberøs galose.

Viggo har en masse uendeksmesse i selve forandringer i sin hjerte, der giver ham sverre epilepsi

og gørt ham en tal rettideret og giver ham de her udfordringer.

Vil du sige til hverandre?

Vil du sige til hverandre?

Og det er en kronisk lydelse.

Men Vigo har så gennemgået meget omfattende behandling.

Vigo har prøvet mere end 20 forskellige epileptiske preparater.

Han er bedet jernopererede.

Han har været på noget, der hedder en ketogen diet.

Senest har han fået en form for pacemaker til hjernen, der skal modarbejde.

Den er dårlig aktivitet, som epilepsi er.

Han er i dag fem år gammel, Vigo.

Vil du ikke beskrive situationen, da han er to måneder gammel?

Og i opdager, at der er noget galt og anderledes ved Vigo?

Hun er hjem på Basel.

Hun ringer til mig og siger, at hun synes, at Vigo gør nogle mærkelig ting med sin ene arm og ben.

Jeg fejrer det sådan lidt af banen og tænker, at spedbørn gør mange mærkelig ting.

Og alt er stadig nyt.

Da jeg kommer hjem og sidder med Vigo, laver han sig spidt og får nogle øjntrejninger.

Og på det tidspunkt, der får jeg bare helt vildt und i maven og tænker, at der er et eller andet, der ikke er helt godt her.

De tager Vigo til lægen, og hun sender dem hurtigt videre til børnemodtagesen.

Efter en lang række undersøgelser får de Vigo's diagnose.

Vi sidder inde i et lille mødelokal sammen med en neuropediat og en typlejske.

Lægen fortæller os, at Vigo har en meget alvorlig og sjældent sygdom.

Og der kollapser vores verden.

Det var som om, at luften blev suet ud af det lille lokale.

Og jeg kan huske, hvordan hun skriver og græder.

Jeg bliver selv meget vred, frustreret, kan ikke forstå det.

Jeg tror, at jeg sådan slår i bordet, og på det tidspunkt spørger sygeplejsker om, at hun ikke skal tage Vigo,

og gå udenfor døren, fordi vi kan ikke samle os selv på det tidspunkt.

Får I noget hjælp efter, at I er så hårdt ramt og psykisk påvirket?

Jeg tror, at hurtigt går jeg i sådan en form for fixer mod, så jeg spørger,

om ikke det er muligt at få en krigsygolog, der kan komme og på den måde samle os op.

Og der får jeg så at vide, at det er blevet spareet væk.

Så vi er egentlig sent hjem med en behandlingsplan og en underretning til Aarhus Kommune,

om at den her familie får brug for støtte og hjælp fremmede andet.

Hvad er Aarhus forventninger til samfundet, da det ligesom går op for øje,

og de får vide, at I har brug for rigtig, rigtig meget hjælp?

Vi er jo begge to blevet flasket op med at velfærdsamsfundet det griber en,

hvis det er, at ulykken den rammer.

Og det må man jo sige, at den gjorde for os.

Så vi havde en klar forvinding om, at vi kunne få noget hjælp til at håndtere den her situation.

I jo helt nybakte forældre, hvor meget erfaring har I med kontakt til det offentlige

og søge om både det ene og det andet.

Jeg tror, vi har søgt SU og boligstøtte på det her tidspunkt,

men har ikke rigtig nogen erfaring med at skulle så den have hjælp af det offentlige.

Allerede første gang Oscar i kontakt med kommunen får han en smagsprøve

på den omfattende opgave, der vinter den.

Vi bliver indkaldt til noget, der hedder familievejledningen,

som er sådan en form for guided tour til systemet.

Der var mange paragrafer og mange udtryk,

som jeg selvfølgelig måske kendt lidt til kan være i min uddannelse,

men jeg husker det så meget overvældende og forvirrende.

Vi bliver så spurgt til sidst om der på nuværende tidspunktet noget hjælp, vi har brug for.

Og vi kunne have daglige eplipsi hele døgnet,

så vi kunne godt bruge nogle babylammer med kameraer i,

så vi kunne holde øje med Vigo, selvom vi ikke var i samme rum med ham.

Og det ville den her medarbejder så undersøge, om det kunne der så gøre.

Og der går rigtig lang tid, hvor vi kører noget, vender sig med selv,

og går ud og finde nogen, og så efter nogle månader får vi at vide,

at det kunne vi godt få bevillet af kommunen.

Og der sagde vi så, at vi havde selv købt dem,

og fik så besked om, at når vi selv havde købt dem inden de var bevillet,

så var det ikke noget kommun, de kunne dække.

Okay, hvor mange penge brugte det på nogle babylammer?

Vi brugte 1800 kroner, og det er jo ikke fordi,

at det er noget særligt i den her sammenhæng.

Jeg tror mere, at det var følelsen af, at man bliver spurgt,

og man har brug for noget hjælp, og det har man.

Og så gik der lige rigtig lang tid, for at den hjælp, den så kunne blive givet.

Ja, så kunne jo ikke bruge den længere, så havde jeg hjulpet mig selv.

Ja.

Hvornår går det for alvor op for jer, at det her samarbejde med kommunen

kommer til at koste noget arbejde fra jer siden?

Ja, men ret tidligt, så bliver det dokumenteret,

at Viggo, han sprogligt allerede, er fællet bagud.

Og derfor så søger vi hos kommunen om at få noget musiktherapi.

Og det er simpelthen, at der ikke rigtig sker noget.

Og det ender sådan med, at jeg skriver en mail,

som jeg musikken er ved at særlig stolt af,

men jeg var meget despert på det tidspunkt.

Og der tror jeg simpelthen med major,

og gå til byrådspolitikerne og bole og brænde.

Og dagen efter så får jeg så den bevillingen.

Hvorfor er du ikke stolt af den mail?

Fordi jeg synes ikke, det er rart at tro med sådan noget.

Jeg synes ikke, det burde være nødvendigt.

Og jeg synes, det var ret vildt, når der var så dokumenteret et behov.

Tror du, at du fik bevillighed den musiktherapi,

fordi du skrev den mail, hvor du troede med,

at gå til pressen og rødmænden osv.

Jeg synes, det var påfaldende, at bevillingen faldt dagen efter,

jeg sender den mail.

Så tænker jeg, at man måske har taget stilling til,

at der er et behov, som skal beviljes,

men at man skændes lidt om, hvem der skal endnu mere betale for den.

Det er her med at få et barn med et svært handicap,

og samtidig skulle kæmpe med kommunen om musiktherapi og babyalarm.

Altså, er kommunen også med til brænden mod at fastholde en i den krise?

Vi fik for eksempel bevillighed 37 timers tabt arbejdsfor tænste,

som er en ydel, som man kan få, når ens barn er for dårlig til at komme i institutionen.

Og det er den bevilling, der gør, at vi kan passe på Viggo

og give ham den rette behandling derhjemme,

og også vores økonomiske grundlag.

Og det var selvfølgelig rigtig taknemmelige for, at vi fik,

men vi har blevet så også hurtigt, at bare da vi fik den bevillighed,

så gik der ikke meget mere end fire måneder,

så begyndte kommunen at røre på sig så at sige,

i forhold til, om Viggo var blevet bedre,

om Nanna kunne begynde at arbejde lidt igen,

og om den her tabt arbejdsfor tænste,

som der skulle skrues lidt på den.

Det er et ret massivt press af hverunder,

at det ligesom er til debat hver 4-7 måned,

oven i de andre omstændigheder, man står i.

I følgeserviceloven har børn med Handikap krav på at blive kompenserede

for deres nedsatte funktionsævne.

Men snart er far Oskar et andre forældre i samme situation som dem,

også bakser med kommunen.

Jeg har en samtage med en forældre,

og vi er i Viggo's speciel vokestue.

Vi kommenterterer tal om, at vi laver os daglig og seriorist,

og hun spørgler den til, hvad vi har fået af bevillinger til Viggo.

Jeg fortæller, at vi har fået for eksempel 37 timers tab der arbejde for tjeneste,

og det stuser hun lidt over, kan jeg se,

fordi hun har et barn, der er også meget indgribelige udfordringer,

og de har ikke fået lige så mange timer.

Der begyndte hun også at interessere lidt for,

hvordan jeg havde gået til kommunen,

og der måtte jeg så fortælle, hvordan jeg havde spakket døren ind.

Og der synes jeg også, det blev tydeligt,

at der er noget sociale skevvødning på det her område.

Hvor dem, der bider sig fast og er stede i og i herrige,

og måske også har overskudt evnerne til det,

de får mere hjælp, end dem, der ikke har.

Der er mange, der bruger det udtryk, at det er lidt som at have et delebarn med kommunen,

hvor at mange bestudninger og mange omstendighedens liv

er noget, man skal blive enige med kommunen om.

Og der er det klart, at dem, der så er meget stede i og meget herrige,

og har evnerne og overskudt til det,

de kommer bedre end det,

og på et tidspunkt oplever også,

kan også selv, at de vil at blive snydt for nogle penge.

Hans kone Nanna har fået den her 37-times kompensation

for tabt arbejdspartjeneste,

og samtidig får hun færre i penge fra sit tidligere arbejde.

Og det bliver så registreret inde i kommunen systemet,

og de sender så et brev til Nanna,

om at hun er jo på tabt arbejdspartjeneste 37-time om morgen,

og derfor så må hun ikke have en indkomst ved siden af,

så de på at tænke og modregne den her færre betaling,

hun har fået, i hendes næste tabt arbejdspartjenestes udbetaling.

Og det synes jeg lyder lidt underligt, så det døkker jeg ned i.

Osca finder en så kaldt princippavgørelse,

der klart siger, at færre i penge ikke må modregnes.

Og den sender jeg så til kommunen,

og så hører vi ikke mere fra dem,

og de trækker heller ikke Nanna de her penge i hendes tabt arbejdspartjeneste.

Igen så handler det måske varme nogle penge,

men det er måske også hele sådan fornemmelsen af, at man skal være på bolten.

Man kan ikke længe sig tilbage i sædet,

og forvente, at der nødvendigvis er styr på tingene.

Man er nødt til selv at sætte sig ind i det,

og bruge tider og krafter på, at tingene går rigtig til.

Fornemmelsen af, at kommunerne laver krumspræng,

og nogle gange har en militalt lemfældig omgang med serviceloven,

er ikke helt uddokumenteret.

Sidste år konkluderede Risrevisionen, for eksempel,

at Ankesstyrelsen på lidt under 10 år

har omgjort hele 48,8 procent af kommunernes afgørelser

i sager på børnehandikappområdet.

Det er virkelig højt tale, for de signalerer jo,

at der er virkelig store fejlprocenter.

Hvad er det for nogle ting, som familier med børn med handicap

oftest oplever, at det er svært at få?

Tyblig så vil det jo være et tabt arbejdsfultæneste.

Det kan være aflastningstimer, fordi en sparen har et meget massivt plejbehov.

Det kan være mere udgifter, for eksempel meget høj medicinudgifter.

Det kan være hjælpemidler som elofslift eller ramper,

gangstativ og kørestole.

Det kan også være, for eksempel at få indrettet symboli

til at imødekomme en sparen tandiker,

for eksempel brede døråpninger, hvis en sparen sidder i kørestole eller linne.

Al de her ting, er det noget, man har krav på i følgelovgivningen?

Det vil naturligvis altid være en juridisk vurdering,

om man opfylder betingelserne.

Men som udgangspunkt, ja, så er det et krav, man har,

hvis man har en væst i funktionsnedsættelse.

Hvis man så får afslag på nogle af de her ting, du har ramset op,

og man har krav på det i følgelovn, hvad har man så mulighed herfra?

Hvis man søger sin kommune om, for eksempel tabt arbejdsfultæneste,

så kan man jo så gå nogle måneder, måske seks måneder,

og vente på, at kommune traffer afgørelse.

Hvis kommune så giver en afslag,

så har man det mulighed at klage over den afgørelse

til angestyrrelsen, som er kommunens klageinstans.

Der kan man så vente, måske en tre måneder mere,

på, at angestyrrelsen traffer afgørelse.

Og hvis angestyrrelsen så på det tidspunkt vurderer,

at man skulle have haft tabt arbejdsfultæneste,

så får man så hellevis med tilbage,

for det tidspunkt, man søgte.

Men man har så til gengæld også gået,

måske hele op til 9 måneder uden et indkomst,

fordi man kan heller ikke få dagpenge,

mens man går derhjemme og passer til 20 barn,

fordi så er man jo ikke tilgængelig for arbejdsmarkedet.

Det er måske endda endnu værre med de bevillinger,

som ikke har tilbagevirkende kraft,

for eksempel sådan noget, som hjælper midt eller aflastning.

Det kan man jo i sags natur ikke få,

med tilbagevirkende kraft,

inden så har du en loftlifts, eller så har du den ikke.

Så at gå og vente på det,

det har jo meget store konsekvenser for de her familier,

som har et akut behov for,

for eksempel et hjælpemid eller aflastning.

Også kan misstænke, at en af udfordringerne,

med at få den rette hjælp,

skyldes, at kommunerne har en dobbelt rolle.

De skal både bevillige hjælpen,

og betale for den.

Efter min opvalt er en meget uhensigtsmæssig struktur,

hvor et økonomien kommer,

til at veje meget tungt ind i de afgørelser,

der bliver truffet.

Jeg har det indtryk, at sagspanderne,

egentlig ønsker at give den rigtige hjælp

til de her familier,

men at de også er meget presset

i den her struktur,

som de er sat i.

Det er jo selvfølgelig uddokumenteret,

og bare min egen opfattelse,

men jeg har lidt fornemmelsen af,

at der nogle gange står en supervej,

så at pustre min arken med et XL-arg,

med kommunens etårig budget,

og det synes jeg er bekymrende.

Og jeg tror også,

det har en sammenhæng med,

hvorfor der er så mange afgørelser,

der bliver omgået i angestyrrelsen.

Heller ikke den mistanke,

jeg tagede ud af det blå.

Vi kan jo se, at der er problemer

på nærmest den hver eneste trinekede

på det her område.

I 2020 lavede avokatsamfundet

en undersøgelse,

der viste, at systemet er indrettet på en måde,

så kommunerne får en økonomiske vinst,

når de træffer ulovlige afgørelser.

Hvordan er det en økonomisk fordel

for kommunerne,

at træffe forkerte og ulovlige afgørelser?

For det første kan man sige,

hvis en kommun giver et afslag,

og borgeren ikke klager over det,

så er det selvfølgelig en sparet udgift.

Hvis kommunen giver afslag,

når det er mod klager over det,

og angestyrrelsen omgører

afgørelsen til borgeren fordel,

så har man skudt sin udgift

ude i fremtiden.

Man har måske endda skudt den

til næste års budget.

Og så har man også sparet den udgift

i den tid, der har gået,

hvor san har været under sagsbehandling.

En ting er,

at det er træls i øjeblikket,

men når du kigger på dit eget,

lever de fem år, der har gået,

i sådan et kraftkask system.

Jeg synes, at det er

nogle bekymrende tal,

og nogle bekymrende rapporter,

der ligger på det her område.

Og jeg kan godt være bekymret for,

hvad der venter ude i fremtiden.

Nu har vi været heldige

at få meget af den hjælp,

vi har haft brug for.

Og det ved jeg jo så ikke om,

at jeg er jurist, eller om,

fordi årets kommun har været gode.

For nogle forældre, der fylder det næsten mere,

end den behandling, der egentlig jo

burde være det prime af fokus.

Fornyeligt beslutter Oscar så,

at alt den tid, han har brugt med hovedet,

begravet i serviceloven,

ikke bare skal komme ham og hans familie til gavn,

men alle, der står i samme situation.

Jeg får flere og flere henvendelser,

i takt med, at jeg kommer i flere og flere netværk,

med andre forældre til børn med handel i kapp,

som spørger mig om råd og vejledningen,

og det har jeg svært ved at honorere,

på grund af den tid, det tager.

Og så får jeg den idé, at jeg kunne samle

males og e-boks beskeder,

jeg har sendt til kommunen alle de principmeddel,

så jeg har gradet frem,

og vejledninger i serviceloven,

i et samlede værk,

der var målrettet til ikke jurister.

For på den måde at kunne give andre forældre,

der havne den her ulygtige situation,

sådan en ATZ,

hvordan hænger systemet sammen,

hvordan får du den hjælp,

du har brug for rett til,

en ærlig fortælling om,

hvad det er, de står overfor.

Hvad er så din løsning på det her?

Altså hvad er det, der skal til,

hvis familier ikke skal slide sig selv

op i denne her slåskamp med kommunen?

Jeg tror, der skal mange grebet til,

for at løse den rettsikkeresmæssige katastrofisk,

som det her område, det befinder sig i.

Jeg tror, at det første greb,

det vil være adskildet,

økonomien på det specialiserede social område

fra kommunernes økonomi,

og så, at der måske var mindre kontroll

og mere tillid til, at de her forældre,

de bærer om det, de har brug for,

og ikke mere end det.

De her forældre, de har ikke frivilligt

havnet i denne her situation,

der er ikke nogen, der ønsker at gå hjemme

på tabte arbejdsfortjeneste.

Jeg har tillid til, at forældrene nok skal henvende sig,

hvis muligheden er derfor at kunne møde in på det arbejde igen,

for det er min opfals, at det ønsker for ældrene selv.

Og så har vi tilbage i finansministeriet.

Du har været bromester. Hvad er ditt perspektiv?

Ja, men mit perspektiv, jeg er enige,

jeg har været bromester.

Hurs Nikolaj Vamme, der bliver spurgt til den pressede økonomi

ude i kommunerne,

og svarer sådan her.

Men virkelig, han er også, der er nogle andre ting,

der påvirker en kommunal økonomi,

blandt andet i det specialiserede social område,

udgivsmæssigt er vokset meget markant.

Derfor er en meget vigtig del af den aftale,

vi lavede med kommunerne senest,

at vi går ind og kigger på, hvordan vi på en ordentlig måde

kan se, hvordan vi bringer de udgifter ned.

Da du hører finansministerens udtal,

så om udgifterne til det specialiserede social område,

bliver du lamslød og chokerede.

Hvorfor rammer det dig så hårdt?

Jamen, jeg tænker jo ikke,

at det er mennesker med Handikapens ansvar,

hvordan kommunernes økonomi bliver administreret.

Hvorfor synes jeg, at det var meget overraskende,

at en finansminister på den måde,

giver mennesker med Handikap skylden for kommunernes dårlig økonomi?

Det har altså rundt.

Han føder noget.

Efter varmes udtalelser deler flere hundrede personer

deres egen personlige erfaringer,

med at leve med et Handikap,

under hashtagget Unskuld VR.

Jeg er nødt til at hjælpe min søn,

fordi der er sparet så meget personlige,

så der ikke er personlige nok til at hjælpe ham.

Man har en returik omkring de specialiserede social område,

som en udgift, der skal nedbringes.

Vi snakker meget om, at vi skal investere i sundhedsvæsenet.

Jeg synes også, at vi skal investere i mennesker med Handikap.

Jeg synes, at vi skal se det store billede,

og se, at det ikke er en borger med Handikap,

det er en familie, der bliver ramt af en ulykke.

Og hvis vi ikke giver den rette hjælp i rette tid,

så risikerer vi, at det er hele familier, der bruger sammen.

Vi kan jo se, at der er problemer på nebsen,

hver eneste trin i keden på det her område.

Der er søskende, der bliver klemt, der bliver gønne at mistræves i skolen.

Og så er det jo strukturelt, og det er derfor, vi siger,

folk tænker, at man nok trækker op i helikopteren

og kigger på hele strukturen.

Det har ufattet videregne konsekvenser,

hvis man ikke investerer i de her mennesker og de her familier.

Nikolaj Varmene, altså finansministeren,

har siden skrevet på sin Facebook-profil,

at han er ked af, at den her kommentar blev opfattet

som en kritik af mennesker med Handikap.

Og deres rejælde behov,

og han anerkender, at de, der har skrevet til,

og med del deres historier,

tydeligvis har brug for den hjælp, de får.

Er det en uskyldning, du kan bruge til noget?

Jeg synes jo, det er fint, at han anerkender,

at meget uklændtiksmæssigt returikker bruge,

men jeg savner noget mere handling bag ordene.

Jeg savner en regering og en socialminister,

der har modt og visionen og ambitionen om,

og vil investere i det her område og reformere det.

Med alt det, som du har gennemledet og gennemgået i de sidste fem år,

tror du så, at du kan få tilliden til velfærdsdaten igen?

Altså, når du ser på fremtiden,

stoler du så på, at der vil være nogen,

som kan gribe dig og din søn?

Jeg kan godt være meget bekymret for,

hvad det er for et velfærdsamme fund,

der eksisterer i fremtiden.

Hvilken hjælp man kan få, hvor hurtigt man kan få den?

Hvad kvalitet den hjælp har?

Så hvordan kan man være sikker på,

at den ring, som vi kunne få, den hjælp, han har brug for?

Jeg tror, at det handler om, at jeg bider mig fast,

og bliver ved at være stadig og ihærdig.

Men det stoler jeg på, at jeg har evnerne at kapacitete den,

til at tage den kamp.

Okay, Oscar, god kamp.

Tak.

Vi har forelagt kritikken for kommunernes landsforvinding,

og i et skriftligt titalt oplyser de,

at kommunerne de sidste mange år har prioriterede at få

stadig flere midler til det sociale område,

at vi er en god og værdig hjælp til borgere med handikamp.

Men, oplyser de, stadig flere borgere har behov for vores hjælp,

og økonomien er en af de begrænsninger, vi møder.

I et skriftligt svar skriver centerchef i familiesenterede

i Aarhus Kommune, hvor Oscar Rubin hører til.

Vores mål i alle sager er, at sikre, at borgerne får den hjælp,

som de har behov for, og krav på.

Desværre genkender vi også fra kommunens sidebeskrivelsen

i et regelsæt, der kan virke indviklet og finde rundt i.

Det kan gøre det vanskeligt at finde frem til de rette afgørelser hurtigt.

Med det slutter dagens genstart.

Den er lavet af Grybak Jensen, Panele Grøning,

Dine Fabrisius og Søren Elbeck.

Mit navn er Anna Ingris.

Gå på opdaleset i alle deres podcast og radioprogrammer.

I appen, det er Lyd.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.