Nationens mareridt: Mord i dobbeltlivet

Mit navn er Thomas Klingby. Du lytter til Nations Marit, en true crime-podcast om sager fra hele verden, der rammer og lammer en befolkning, fordi det er så bizarre eller på andre måder umulige rødstasser.

Sådan en sag er historien fra det kristne bysamfund Holland i Michigan, USA, hvor en ung kvinde findes, nøgen og drats uden et eneste spurg af, hvem der gjorde det eller hvorfor.

25 år efter får lokale studerende til opgave lavet en dokumentarfilm om den mystiske sag, hvilket langt omlænge giver politiet gennembrud og ender med at afdække goden bade med kab og drab, som viser sig at være endnu mere unskæbsfullt, end det lille samfund kunne forestille sig.

Jamen kommer ind og døren til politistationen, mens han ryster sneen af frakken. Han styrer direkte mod den evigt brygne kaffemaskine, hvor han fylder sit krus med varm rønne kaffe.

Jamen nyder lyden og kruset af følelser af den glovede kaffe. Faktisk nyder han den rungende stillhed, som natten lægger over den normalt fyldte politistation.

Den 31. januar 1999. Klocken er lidt år to om natten, og udover et par folk i omstillingen er det ikke andre betjente på stationen.

Der sker normalt ikke så meget på det her tidspunkt i byen, og specielt ikke om vinteren, så ud over de planlagte batruller kan Jim få ordnet noget af det papirarbejde, der er håbet sig op i løbet af ugen.

Han stiller kaffekose på sit skrivbror og hænger frakken hende over stolerykken. Han lader sig falde ned i stolen med et sukke.

Selvom Jim er en ung, frisk betjent, er vakken af livet altid hårdere udholde midt på natten. Det kræver en ekstra kop kaffe at holde sig frisk.

Særlig når den tunge sne i lækker sig som en dæmpende dyne over hele byen, og næsten fra tiden til at stå stille.

Der i viklen kun gods med lidt fred i byen, tænker Jim.

Oroen har udmed i kølvandet på den store strække blandt medarbejderne på den lokale fabrik.

Ledelsen på fabrikken har hyder en gruppe sikkerhedsvakter udefra, for sikret produktionen kan fortsætte.

Den anspændte situation har sat hele byen i et alarmbedredskab, som Jim ikke har set før.

Men lige nu, under alt fred, der er nu ikke noget som sne, der kan lægge en dimper på det hele.

Jim tager en slurk af kaffen og finder sine papirer frem.

Han skal renskrive rapporter, som vel nok er det kedelig standvid, men ikke desto mindre en vigtig del af jobbet.

Han trækker skrivmaskinen frem foran sig og ruller en blank rapport nede i den.

Han skal lige til at trykke, da døren inden fra omstillingen går op.

Der er kommet en anmeldelse om et teori og en mulig bordførelse fra hotellet blod med ind.

I rent instinkt rejser Jim sig med det samme og slynger fraken om sig.

Mens han styrer mod sin patrolig bil, tjekker han rutinemæssigt sit udstyr om alt der på plads.

Det er det.

Kvart i 3 om natten ankommer Jim til hotellet, og meget hurtigt kan han konstatere, at der mangler 500 dollars i kassen.

Og endnu mere vigtigt er den unge receptionist Janet også mangler.

Intent sigerat er efterlattig askeberet, og Janet's vinterjagge hænger stadig på stundtjenaren bag disken.

Hvis Janet selv har taget penge og stukket af, ville hun nok have taget sin jage med, eftersom der er snivværd og forsgrad udenfor, tænker Jim.

Udenfor receptionen finder han nogle friske spor i snegen fra minimum to personer, der leder hen til nogle andre spor fra en bil.

Det ligner en bordførelse, og Jim ringer med det samme hjem til omstillingen og ber dem tilkalle alle betjente.

I samme omberingsbørn, hvem der ringede ind med anmeldelsen, og omstillingsvarer, at det var en mand ved navn Robert Lynch, en sikkerhedsvakt på fabrikken og guest på hotellet.

Stort set alle de sikkerhedsvakter, der er blevet hyrede udenbys for at bryde stregen, bor på Bloomerell ind.

Mens de andre betjente ankommer og begynder deres undersøgelser, banker Jim på på Robert Lynch værelse.

Meget hurtigt efter åbne størren. Det overrasker Jim lidt. Det virker som om Lynch er lysvågen.

Jim vil høre, hvad Robert Lynch har set, men han ryster bare på hovedet. Han har ikke set noget, men han har hørt noget fra sit værelse, som ligger lige over receptionen.

Lynch fortæller, at han overhørte receptionisten sige, lige døjblik.

Det efter var der en dyb stemme, som sagde noget, som Lynch ikke kunne høre, hvor til receptionisten svarede.

Hvad venlig ikke at tage dem alle sammen her? Lynch hørte ikke andet, men da han efterfølgende ikke kunne komme i kontakt med receptionen, ringede han til politiet.

Noget kunne jo være skit. Jim takker ham for oplysningerne og slutter sig til de andre betjente for at begynde på næste opgave.

At ringe til djernes foreldre og informere dem om deres datters forsvind.

Resten af natten går, og mens de fleste folk i Holland, Michigan, sår i lyret snittæppet, er enkelte lysvågende.

Janet's far mor og Jim og hans kollegaer. De håber alle på godt nyt og livstegn fra Janet.

Kort efter kl. 13 den næste dag modtager Jim et opkald fra hans nedryder, der er sendt ud i området for at lide efter spor efter Janet.

Jim må heller komme med det samme, siger stemmen i telefonen.

Desyn der møder Jim ud i skoven ved en huske resten af sit liv.

Det er 65 km fra hotellet, og der, midt i en snedrive, ligger en nøgen kvinde livløs.

Kun hendes torsor og ene hånd stikker frem fra sneden.

Der er noget fredfyldt over den stille krop.

Hun vil lide en sneengel, som hun ligger der i al sin uskyld, hvis ikke lige det var for de kraftige mærker omkring hendes hals.

Det er Janet, den forsvunde receptionist, der ligger der i sneen. Det ved Jim med det samme.

Han ved også, at han ikke længere efterforsker en bordførelse.

23-årige Janet Chandler er tydeligvis blevet mørtet.

Og nu begynder en efterforskning, som kommer til at kræve et mindre miracle. Men det ved Jim ikke i nu.

Janet Chandler vokser op i byen Holland, der er navngivet for denne historiske forbildelse til landet Holland.

Det fejres hvert år med en tulipænfestival, hvor 6 millioner tulipæner blomster i hele byen.

Så mange andre familier i Holland, Michigan, er Janet's familie meget kristne, og ligger væk på sammehold gennem kirken, biblæsning og totalt afholdenhed fra alkohol og det der værre.

Janet' forældre er strikse. Helt indtil Janet flytter hjemmefra, hvor hun slet ikke overnatte i hjem, hvor der indtages alkohol.

Janet går også i en kristenskole, hvor hun udover at studere religiøse tekster uddannelser indenfor musik og teater.

Hun vil gerne gøre karriere indenfor musik, og ellers obra.

Hun virker altid smilende og emødekommende, men også plader et skribligt sind, der let kan komme ud af balance.

Måske er den følge af hendes forældre spørg for at skærme hende fra alt det, de ser som det unne.

Men helt generelt er hun vælgte af sine venner og skolkammerater, med talent for musik, der kan bringe hende langt.

Som 22-årig flytter hun ind i en lejlighed sammen med sin bedste veninde Lori, som også var hende ansat som receptionist på hotellet Blue Mail Ind.

Janet' forældre er ikke glade for, at hun skal arbejde som receptionist på et hotel, særlig fordi arbejdet også kræver nogle nettevakter.

Som forældre kan man ikke blive ved med at beskytte sin børn fra Ivit.

Men den indertræfte januar 1999 ønsker Janet' forældre, at de har gjort endnu mere.

Ved obduktionen står det klart, at Janet har været udsat for en omfattende voldtægt, og et dødsårsagen er kvildning med hjælp af ræb eller bilde.

Håndledende bærer tydelige mærker efter håndjern, som har siddet på Janet i flere timer.

Efter alt der dømme, er der taler man særlig aggressiv og langvarig voldtægt, der er endt med drab.

En tragisk og maritsfyllig sidste stund for Janet, der bare passede sit job som receptionist på Blue Mail Ind.

I de efterføgende uger og måneder efterforskerpolitisket sagen grundigt med en lang række afhøringer og tekniske undersøgelser.

Det fører bare ikke til noget.

Bortid fra en enkel mand på en bar, der i sin fuldskæb blære, som jeg har været med til moret, finder politiværkens spor, beviser, fingeraftryk eller andet, der kan føre dem på sporet af sandheden.

Og da den fulde mand dagen eftertrakker sin tilståelse tilbage, fordi han var fuldt ansatet, efterlades politiet på barbund.

Det underligger, at politiet kan i stand til at finde et eneste vidende fra den aften, ikke ud over Robert Lynch, som har ham der ringet ind med den første anmeldelse.

Hvis Janet er blevet taget væk fra hotellet mod sin vilje, ville hun familie har gjort en modstand kæmpet for sit liv.

Fodsporne er let ud til en bil, der var lige foran hotellet, så hvis hun havde råbt på hjælp, ville samtlige gæster kunne høre det og efterfølgende se bortførelsen med bare at kigge ud af vinduet.

Men der er ingen vidende, der står frem og siger, de har set noget. Så måske blev Janet ikke bortført mod sin vilje.

Men hvad får hende til frivilligt at følge med til sin egen voldtægts og død?

Uanset hvor stor opfindsamhed betjentene kan mønstre, må de snart erkende, at Santa blev koldt, som den sned, der dækker landskabet.

Det ligner en af de tragiske sager, hvor man bare ikke ved, hvad der er sket eller hvem der er gerningsmanden.

Janet forældre den lille by må leve uden svar.

Og sådan bliver det ved med at være i mere end næsten 25 år.

I 2003 er film og tv underviseren fra Delokale Universitet ved at intervjue politimanden Jim, som nu er en af de elste og mest erfarende betjente i styrken.

Underviseren spørger om, da sager man, som efterforsker aldrig glemmer.

Uden 21 sekund peger Jim på et billede, der hænger på hans opslagstavle.

Portrattet af den unge, smukke kvinde har hængt urørt på opslagstavlen i knapp 25 år, som en konstant påmindelse om aldrig at give op.

Hendes navn er Janet Chandler, fortæller Jim, og hendes sag er stadig uopklaret.

Underviseren bliver interesseret i at lære mere om den gamle sag, og han finder ud af, at Janet var elev på det samme kristne universitet, som han nu underviser på.

Han får den idé, at sætte sine elever til at lave en dokumentarfilm om Janet, for at bringe historien frem i lyset.

Og for at minde Janet på den måde. Måske, blot måske, har han også en lille bagtank om, at det er muligt at opklare sagen.

Hvis han og eleverne har tænkt, at det her vans sag de lige kunne opklare, bliver de hurtig klogere.

Opgaven er meget omfattende. Kilder og medvirkning skal findes og overtagels til at være med.

Og det kræver stor empati og journalistiske evner.

Alligevel kaster elevernes over filmprojektet med store inlevelse.

De intervjuer familien, de intervjuer tidligere venner og bekendte, samt alle de betjente, der havde noget med sanergører.

Filmen rizser også historien om strejken op, og de forsøger forfat i nogle af de tidligere sikkerhedsvakter, der bodde i byen dengang.

Det er svært uden hel.

I interviewet med familien konfronteres eleverne med den bundløse sorg, som forældrene stadigvæk bærer rundt på.

Det er nemt at se, hvor svært det må være, stadig ikke kende sit barnskæbne efter så mange år.

På tidspunkt under optagelserne stiller den studerende, der intervjuer forældrene, så får han et billede af Janet.

De begge to kvinder, jevnallerne, fra samme universitet, de ligner endda hinanden, bemærker forældrene.

Blot med 25 år meldner sig, og den ene har livet foran sig, mens den anden døde en trækkes død.

Eleverne laver også et interview med Janet's bedste venine, Laurie Swank, som stadigvæk er dybt påvirket af Janet's død.

Hvordan kan nogen finde på sådan noget genn se arven igen og igen under interviewet?

Hun siger det på en lidt spøjs måde, nærmest som om hun siger det til sig selv. Det er undre eleverne lidt.

I takt med at sagen bliver riset op gennem de mange interviews, begynder en masse spørgsmål at presse sig på hos filmholdet.

Hvorfor er der ingen vidner? Blev Janet drabt umeldbart efter bordførelsen, eller skete det lige op til det tidspunkt, hvor hun blev fundet?

Og hvor opholdt hun sig i tiden mellem bordførelsen og drabet?

Det er gode spørgsmål, som de ikke forsvarer på. Selvom eleverne gennem deres dokumentarfilm formår at vikke historien om Janet til livet, kommer de ikke tætter på at opklare salen en politid var fra 25 år siden.

Men de har nu lavet en film om Janet som de er ståldag, og de vil gerne vise den fra hele byen.

Salen i den lokale biograf er tæt pakket. Den slumrende by er vagt til live igen, og de mange interviews og samtaler i forbindelse med filmen har aktiverede de små gråsæller hos byens borgere.

De har i mange år helst vil glemme det hele. Også den nye lokale politichef er blandt publikum.

Media under viseren har haft et spinkligt håb om at politiet måske vil kigge på salen igen, og har derfor inviteret politiet med til premieren, som finder sted den 30. januar 2004.

Næsten præcis 25 år efter dagen, hvor Janet forsvandt.

Politicheften var kun en ganske ungt betjent i byen, der mordet på Janet skete.

Han husker udmærket salen, har faktisk grælt det glimten, og allerede få minutter ind i filmen beslutter han sig for at genoptage salen.

Problemet er, at selv med moderne DNA-værktøjer er der ikke nogen spor at gå efter.

Premieren vækker mange følelser blandt beboerne i Holland. Alle kan huske tiden omkring drapet, alle kan huske Janet, alle var lang tid efter bangefor det ville ske igen.

Filmen kan ikke afstyrre moderne, men den viser helt tydeligt, at det uopklade drap stadig at åbne så i byen.

Et traume, der aldrig vil gå væk.

I dagene efter premieren kan politichefen ikke stoppe med at tænke på salen.

Selvom filmen i sig selv ikke kommer med en ny ledetråde, sker der lige vel noget afgørende ved, at historien brings frem i lyset igen efter så mange år.

Den har rørnet. Den har rørt noget i ham. Måske kan den røre noget i andre også. Måske i nogen, der ved noget.

Politichefen får den tanke, at hvis nogen dengang så noget af betydning, men af en eller anden grund ikke vil sige noget, kan filmen måske være med til at vække minder frem og få dem til at tale.

Men hvor skal man starte? Hvem skal man tale med?

Hvem skal man tale med? Hvem kan åbne døren på klem indtil de fortrængte minders land, hvor sandheden om Janet's sidste timer ligger begravet?

En ting er sikker. Politiet vil åbne sagen på ny. Mysteret om Janet skal løses, nu eller aldrig.

En gruppe på fire efterforskere går straks i gang med at gennemlæse sagsmarben på over 1000 sider af noter, afhøringer og beviser.

Derudover vil de opsøge og afhøre alle tidligere venner og bekænte samt gæster på hotellet, herunder alle sikkerhedsvakterne.

De fleste venner og bekænte bor stadig i byen, men enkelte er flyttet væk, herunder Lori Swank, Janet's bedste venine.

Lori er den første som politiet opsøger, men betjentene får ikke mere ud af hende end filmholdels elever allerede har fået.

Hun var ikke på arbejde den aften og ved derfor ikke noget.

Betjentene beslutter sig for at vise dokumentaren til hende. Den har hun ikke set i nu.

Og filmen gør indtryk. Efterforskerne registrerer, at Lori bliver tydeligt og dybt påvirket af gensynet med sin venine fra den gang.

Efter besøget hos Lori opsøger politiet sikkerhedsvakterne fra Strækken. De var alle sammen gæster på hotellet, så hvis nogen har set noget må det være dem.

Strækken stoppede kort tid efter moret på Janet, hvor efter samtlige vakter rejste tilbage til deres hjembyer rundt omkring USA, spredt for alle venne.

Det havde den direkte konsekvens, at politiet dengang lige efter drabet ikke havde mulighed for at afhøre alle før de var rejst.

Det er muligt, at nogen af dem har set et eller andet.

Men responsen er negativ. Vakterne, de får kontakt til, fortæller alle som en, at de arbejde 12 timer om dagen, og når det var færdige oppholde de sig på hotellet uden at gøre anden at spise og sove, ingen af dem har set noget.

Politiet viser dokumentarfilmen til alle de taler med, i håb om at bringe nye minder til livet, men der dog rigtig nye oplysninger op.

Efter et år er sagen igen ved at nærme sig en blindgyde, og betjentene er tæt på at give op.

Men under en afhøjring af en sikkerhedsvagt får de alligevel et spor.

Sikkerhedsvagten fortæller, at han ikke selv har set noget, men at han til gengæld har hørt et i vildt rykte om en anden sikkerhedsvagt, der skulle være involveret i moret.

En fyr ved navn Robert Lynch.

Navnet ringer en klokke hos betjentene, det navn har de hørt før. De råder sagsmappen igennem, og de havde husket rigtigt.

Robert Lynch var manden, der har opbrændt et anmeldt teoretiet og tjernets forsvinden, hvilket satte hele efterforskningen i gang.

Betjentene finder den gamle optagelse af alarmopkaldet frem og lytter.

De lægger mærke til, at Robert Lynch stemme lydder underligt upåvirket, særligt taget i betragning af at teoretisere kan lytte.

Lytteriet til synlædende er i gang, mens han ringer, og opkælder lyder nærmest i senesat.

For første gang i 25 år har politiden noget at gå efter.

Da Robert Lynch bringes ind på station til afhøring, er det tydeligt, at han ikke længere er den samme mand, som han var dengang.

Udover, at han er tæt på 60 år, har han ikke længere den samme robuste fysik, som dengang han var sikkerhedsvagt.

Han virker faktisk alt andet en robust, meget skøblig.

Han fortæller politiet om sit liv siden dengang.

Efter jobbet som strekkevagt, flyttede han tilbage til sin hjemby, hvor han giftede sig og fik to børn.

Han startede en skønhedskole med sin hustru, som han stadig lever af.

Der er noget ved Robert som skuer hos betjentene.

Han er undvinende i samplige spørgsmål, og det er også tydeligt, at han er dybt algoritiseret.

Politiet får ikke meget konkret ud af afhøringen, men de har nu fået en mistanke, som de ikke helt kan slippe igen.

De vælger afhør den værdelseskammerat som Robert Lindshade på Blue Mail ind.

Men i stedet for at stille den samme række spørgsmål, vælger politiet at vise ham dokumentaren i stedet.

Værdelseskammeraten lægger mærke til en detalje.

Det er et billede af Janet, som er anvendt i dokumentaren.

Og han genkender billedet, fordi det er et billede han selv har taget.

Det er ikke det eneste billede, han tog dengang.

Han finder en kasse frem, fyldt med billeder fra tiden på Blue Mail ind,

og med et begynder politiet at få en helt ny forståelse af livet på hotellet.

Som dokumenterede på de mange billeder, var hotellet ikke bare et sted, hvor strækkevakterne fik lidt at spise og så gik i seng.

Det er tydeligt at se, at hotellet fungerede som en slags central for vilde fester for sikkerhedsvakterne, hvor der blev drukket råd og taget stoffer.

På billederne optræder flere kvinder fra byen, og mange af dem er unge kvinder uden særlig meget tøj på.

Politiet finder også billeder af Janet, hvor hun sidder på skødet af en mand, iført hans sikkerhedsuniform.

I hjertet af den kristne by lov altså et hotell, som under overfladen var en sønneshule, fyldt til randen med alkohol, stoffer og sexuelagskapader,

hvor strækkevakterne kunne få afløg for de fleste af deres lyster.

Politiet finder også billeder af Robert Lynch, og det er en fin anledning til at hive ham ind til en ny afhøring.

De er overbevist om, at han skjuler noget, men hvordan skal de få sandheden ud af ham?

Det er ikke nok med et billedevånne til fest med en flaske sport i hånden, der skal stærkere midler i brug,

gerne noget, der kan vække følelser af den slags som en vær far kender til.

Som vintet rykker billedet ikke ved Robert Lynch' forklaring, da de går i gang med afhøring af ham.

Okay, der var nogle fester på hotellet, og hvad så?

Så kører efterforskerne et fjernsyn ind i forhøreslokalet, og finder et klipp fra dokumentarfilmen,

hvor Diannets far fortæller om soven over at miste sit barn.

Efterforskerne spørger, om Robert nogensinde har prøvet at miste sine børn af syne.

Det bekræfter Robert Lynch, at han har.

Efterforskerne vil derpå høre, om Robert kan huske, hvordan det helt konkret føles i kroppen,

i det øjeblik, hvor barnet pludselig var væk, hvor fysisk und det gjorde,

hvordan panikken fyldte hele kroppen, og alt inden i styrtet sammen, det hele i løbet af et split til kundt.

Forstil dig nu, siger efterforskerne, at den følelse aldrig forsvinder,

at den for altid har taget ophold i din krop.

Forstil dig, at du for altid har mistet dit barn af syne.

Sådan har Diannets far det.

Efterforskerne vinteret øjeblik, mens han betragter Robert Lynch.

Der sker noget i Robert's ansigt nu.

En torre triller ensom fra det ene øje, leberne dier, og indelig sker det.

Gennembrudet, som politiet har vintet på i over 25 år.

Gennembrudet, som også er et samme brud.

Robert Lynch brudder sammen.

For første gang åbner han døren ind til de mørke minder.

Minder, der har pladed ham i så mange år.

Han begynder at fortælle.

Den aften, Gennet døde, var der en fest, som røg helt ud af kontroll.

Det var ikke en almindelig fest, men en fest, der udelukkende handlede om Gennet.

Og ikke for at fejre hende.

Hun var udparet, som offer.

Gennem i alt 18 afhøringer åbner Robert Lynch op for de dystere og dybt begravet begyvenheder,

der fandt sted den nat, hvor Gennet blev bortført.

Hvordan hun blev kørt til et sommerhus ved søen,

hvor hun gennem 17 maritsteamer med hælderne lænket på ryggen blev voldtaget af mindst 10 mænd,

alle sammen sikkerhedsvakter.

Hvordan mændene under voldtægten bandt et bælte rundt om hendes hals,

som de strammede, så hun ikke kunne få været.

Og lige inden hun mistede bevidstigheden, løsnerede de bæltede, så hun igen kunne få luft.

Den lej med døden gen to mændene igen og igen.

Efter forskeren sætter sig foran Robert Lynch og kigger ham dybt i øjnene.

Den sidste mand, der strammede bæltet og kvælte Gennet,

den mand, det er dig, er det ikke?

Robert Lynch knikker stille og nærmest fra værende.

Og så i et øjeblikst desperation, tilføjer han, at det ikke var med vilje.

Men Robert Lynch ved godt, at det ikke betyder noget.

Politiet har indifåret en tilståelse,

og skabens ironie vil, at Gernings manden er den selvsame,

som anmentede forbrødelsen i sin tid,

og dermed var den allervørste, som politiet var i kontakt med.

Men de har et stort problem.

Robert Lynch er så alkoholiseret, at han er delvis dement,

og der er risiko for, at han erklæres urejnede til at vidne i retten.

De har altså brug for flere vidner.

Men hvem vil melde sig?

Nu, hvor de kender sains omfang, ved de også, at ingen formenlig vil melde sig selv frivilligt.

Efterforskøren kan ikke levert med at undre sig.

Han vinder sig mod Robert Lynch.

Hvorfor skulle Gernet udsættes for al den smærtet?

Robert Lynch trækker på skuldrene.

Han ved ikke.

Men så fortæller han noget, som betjentene slet ikke havde regnet med.

Robert Lynch har endnu en overraskelse i hjermed.

Der var nemlig ikke kun mænd til stede ved afstrafelsen af Gernet.

Robert Lynch fortæller, at mindst tre kvinder også var til stede, som alle så hvad der foregik.

En af dem var særlig interesseret i, at Gernet skulle udmyse om mishandelses mest muligt.

Hendes navn er Laurie Swank.

Gernet' beste venine.

Betjentene er i chok.

Pludselig giver Laurie's reaktioner under intervjuet i dokumentarfilmen en mening.

Hvordan kan nogen finde på sådan noget, som hun gentog igen og igen?

Hun talte ikke om andre, hun talte om sig selv.

Laurie og de to andre kvinder bliver hentet ind til afhøring.

Politiet venter med Laurie og afhører først de to andre.

De bekræfter begge Robert Lynch' historie.

De bekræfter også begge to, at Laurie aktivt tilskyndede mishandlingen af Gernet, blandt andet ved at komme tilrub.

Og så er tiden kommet til afhøringen af Laurie.

Politiet havde måske forventet en hård kvinde, der ville nægde alt.

Men da Laurie præsenteres for Robert Lynch' forklaringer, og hører, at han ongekøbet peger på hende som en vigtig medskyldig, bruger hun sammen og tilskår.

Laurie var med til gruppevoltægten fra begyndelsen, og hun var med til slutningen.

Hun så det hele og gjorde enten for at stoppe det.

Tværdig mod skubbet hun på, for at voldtægten skulle blive hårdere, og at mændene brugte endnu mere vold mod Gernet.

Med Laurie's tilståelse og de to andre kvinders bekraftelse, er det klart for efterforskerne, at de nu har nok til at anholde og tiltale alle de mænd, der deltog i den brutale voldtægt.

Alligevel er der to spørgsmål, der presser sig på.

Hvorfor skulle det lige gå ud over Gernet, og hvordan har alle kunne holde det hemmeligt i så mange år?

Laurie forklager, at festerne på hotellet ofte endde i desiderede årgjør, med intales af store mængder rosmidler.

Sikkerhedsvakterne havde ingen grænser, og de lokale kvinderloser suge ind i et ekstremt univers, hvor alle havde sex med alle.

Festerne vandt forbudt med en fascinerende kontrast til den kristne og uskyldige hverdag, som alle kvinderne var vokset op med.

Hun fortæller også, at Janet var den vildeste af alle pigerne.

Det var ikke festerne, der gjorde det.

For hun var teenager, havde hun hemmelige seks møder med midlerne mænd, som hun tog med hjem på sit værelse, når familien ikke var hjemme.

Udover, at Janet var den mest seksuellt udfarende, var hun samtidig den smukkeste, og derfor var hun den, som alle mændene ville være sammen med.

Janet holdte sig ikke tilbage for nogen, men for Laurie bygde for meget, da Janet var sammen med en sikkerhedsvakt ved navn Peva.

Laurie var nemlig selv forelsket i Peva, men Peva var forelsket i Janet.

Derfor ville Laurie ødelægte for Janet, og fortalte Peva, at Janet havde været sammen med en masse andre.

Peva blev stigt tosset af jealousy, og sammen arrangerede de, at Robert Lynch og en anden vagt skulle hente Janet den 1. januar om aftenen.

Under dække af en fest til ære fra Janet, skulle de føre hende til sommerhuset, hvor gruppevoltegten skulle foregå.

Derfor fulgte hun med helt frivilligt, og det var deres grund til, at hun skulle dø den mest lidelsesfulde død, man kunne forestille sig.

Ingen sagde noget i 25 år, fordi Peva sørgede for at tage billeder af alle til festen, så ingen kunne sige sig fri for skyld.

Hvis nogen slagede, ville alle ryge med i fallet.

Desuden besøgte Peva og hans mænd ofte Laurie og de andre kvinder, og troede den mere, at hvis noget slappede ud, ville der ske det samme med dem, som der skete med Janet.

I oktober 2007 begynder rettagen, hvor offentligheden for første gang får indsigt i de mørke og brutale hemmeligheder, der er gemt sig midt i byen i så mange år.

I december 2007 falder dom, Peva og hans mænd for livstid.

Både Laurie Swank og Robert Lynch samarbejder med enklagemøndigheden og slipper derfor billigere, de modtager begge 20 års fængsel.

Ingen har mulighed for prøveledsladelse.

På politistationen kan portrætte af den unge, smukke kvinde på Opslagstavnen endelig tages ned,

og langt omlænge får Janet's familier og venner en slags afslutning på et kvart og hundret smagerit.

For Janet's stærkt trone for ældre er det en tryst, at familien en dag skal samles igen.

Peva døde fængselet i 2013. Hans billeder af festen for helvede er aldrig blevet fundet.

Du har lyttet til nationsmarkedet, produceret Body Body for Ali.

Jeg vil lige gøre dig mærke, som på en premier på en ny serie, vi har lavet til Ali.

Den hedder en farlig gode venine og er en dansk True Crime serie uden så meget blod, men med en hel masse svinnel.

Jeg ligger inde i seng og lytter efter lyd.

Lytter efter, om der bliver åbnet skabe, om der bliver rådet i papir.

Og holder øje med, om jeg kan følge hendes trin rundt.

Jeg har sådan en følelse af at stå foran noget luft, som jeg godt ved er et monster, men jeg kan ikke se det.

Det her er min historia om dengang min far fik en rigtig gode venine.

Jeg var rigtig glad. På det tidspunkt kunne jeg bare ikke vide, at hun skulle vise sig at være en farlig gode venine.

Du kan høre den i Ali.

Fra fredag den 16. juni.

Du har lyttet til en podcast for Ali. Find endnu flere artikler, podcast og video i din Ali-app.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.