Mørkeland: Miniepisode 14

I denne uge er det en minieepisode, vindet ud til minieepisode 14, og jeg synes det på sin plads og nævne, at den her bliver lavet lige inden du skal have opereret en vistumstand ud.

Det skal jeg om ca. en time og 40 minutter, så en moderat tidspress er vi under her, men det er fint. Det kan være, at jeg kommer til at glemme, hvad der skal ske.

Ja, måske, men var det ikke din plan at tage noget smertestillende inden os og sådan noget?

Jo, jeg har ikke fået købt noget.

Det gør jeg lige på vejen.

Det er jo ikke tidsnuk.

Jo, jo. Hvis jeg køber det inden, jeg håber ned i metroen.

Ja, okay. Det kan godt være.

Jeg skal simpelthen have fjernet en vistumstand.

Det er din første?

Det er den første, jeg skal have fjernet i.

Ja.

Så det bliver dejligt.

Jeg er jo gavet, tandlige gore. Jeg har prøvet alt.

Og det er bare ubehageligt.

Og så betaler man for det ubehageligt, altså selv en tandrensning og ubehageligt.

Men det er det.

Ja, så det skal hurtigt overstås.

Måste hurtigt.

Så kører du dannekortet igennem og siger tak for smerten, tak for ubehageligt.

Tak fordi jeg må give jer et par tusind, for det er et par.

Det er det, der er snittet.

Du har ikke fået tilbud på det der?

Nej, det ved jeg ikke, hvad det koster.

Er det rigtigt?

Christina, du klæder den altså ikke med et par tusind.

Det koster mange penge.

Hvad tror du, det koster?

Okay, lad os komme med et hurtigt bud nu, du har ikke fået.

Du har simpelthen ikke fået tilbud.

Jeg vil tro, at når du kommer ud og har rigtig...

Ej, du har ikke undt, for du er stadig bedøvet, så tror jeg, du skal trække dit dannekort igennem,

og så bliver det 4.850 kroner.

Mener du det?

Hvad er dit bud?

Nej, så skal jeg da lige her overført fra en konso til en anden.

Okay, kom med dit bud, så laver vi follow-up.

Jeg tænkte to eller andet?

Nej.

Ja.

Nå, lad os se.

Lad os se.

Dejligt.

Christina, jeg forventer ikke, at du kan tale, så er jeg lige meget.

Nej.

Og jeg kan heller ikke spise, så det er godt, fordi jeg lige er små.

Jeg sidder sådan og gutter mig lidt og glæder mig til det hurtigt.

Det gør jeg overhovedet ikke.

Jeg ved bare, hvor nederen det er, så jeg følgter med dig.

Det er det.

Ja.

Jugurt resten af dagen.

Ja.

Og så ud over, at vi jo i dag har valgt, at det skal være et mini-avsnit,

en mini-appisod, så har vi også en god bonus-anbefaling med til sidst.

Ja.

Den kommer.

Ja.

Så vi har masser på programmet nu, vi skal igennem.

Tre sager hver.

Mm.

Vil du ikke lægge ud?

Jo.

Det vil jeg gerne.

Overraskende.

Ja.

Lad mig høre, hvad du har fundet.

Den er ikke så langt denne her, men det passer jo også lige til formatet her, ikke?

Men den har haft de tankerne løbende igennem ovne.

Så ja, lad mig dele den med dig.

Torstad, den 30. april 2009, var en gruppe små spider som hørte under det danske spider-korps

på mellem 6 og 8 år på udflugt i Vestskorden i Albertslund.

De skulle samle affall.

Det var noget, der var arrangeret af Naturfredningsforeningen.

Det er sådan et tilbagevendende arrangement.

De har, at folk er ud og samle affall og finder jo alt muligt mærkeligt tidigt.

Men for fem børn fra det her spider-korps, så var det altså mere end bare plastikposere,

sigeratskåde og yldose, de endte med at finde i skovbunden.

Det var en af drengene i blå uniform, der først fik Øje på noget aparte og straks kaldte på de voksne.

Meldem nogle træer havde han fået Øje på noget underligt, der stakk op.

De fire voksne, der var med på turen, kunne med det samme se, at der var tale om benstumper fra et menneske.

Det var det, der stakk op.

De var ikke tvivl om, at det var et menneske.

Det var ikke tvivl om, at det var et ben, faktisk et afknavet ben.

Nej.

Og polsiden blev tilkaldt.

De fortalte selvfølgelig ikke børnene, at det sandsynligvis var, at lige de havde fundet,

men blotter, der var tale om et dødt dyr.

Og så måtte det jo så være op til forældrene, hvad de ville sige derhjemme.

Men det er, at de følte, at de tænkte, at de havde fundet dyr,

gjorde altså, at de ikke var sønderligt chokkerede over denne her opdale.

Jo jo, men vi har jo bare fået så mange historier fra lytter, der ude som netop at støtte på kanoler,

og altså netin, hvad det er.

Æk, hvilket dyr er det her?

Det er det, man tror, man er i hvert fald i tvivl.

Man er i tvivl, og man har lyst til at forestille, så det er der ikke er ubehageligt.

Men her var de ikke tvivl.

Det var et delvis nedgravet menneske godt 17 meter fra en stor rasteplads ved Hersted Vester og Vest-Skårvej,

og kun 10 meter fra en asfalteret løbeste i.

Personen var gravet cirka en halv meter ned i jorden.

Efter forskningsleders Stene Ørsgård Larsen fra Vestegnens politi fortalte senere til BT,

at der ikke her skede nogen tvivl om, at den afdøde var blevet udsat for en forbrødelse.

Da det jo er sjældent, at folk graver sig selv ned, så betragter vi salen som et drab, fortalte han.

Der var tale om en lille mand af asiatisk afstamning på omkring 50 år,

men der lide var så opløst, og medtaget på det her tidspunkt blandt andet,

havde dyr spist af lide, og jo også gravede det op,

og det var jo også det, der gjorde, at det blev fundet.

Så var det altså på nuværende tidspunkt umulig at sige meget mere end det.

Forhåbentlig ville rætsmediciner og på Ryshospitalet, hvor lide blev kørt til, kunne finde ud af mere.

Udover lide blev det også fundet nogle genstande rundt om graven, som politiet tog med sig,

men hvad det præcis var, de fandt, ville de ikke ud med.

Nogle dage efter det her markaberefund delte politiet en ny oplysning med offentligheden.

L-O-V-E, eller bare L-V-E.

De blokbokstaver havde offeret tatuveret på venstre underarm,

og det var politiet's håb, at nogen ville kunne genkende denne her tatuvering.

For indtil videre havde det altså ikke været muligt at identificere manden via fingeraftryk eller tænder.

Det havde ellers været muligt at trække brugbare fingeraftryk fra lide,

men der var ikke noget match i politietregister.

Men der får jeg også noget at svare på, hvorfor de ikke var i tvivl om, at det var et menneske.

Jeg havde forestillet mig, at det var knåler, altså ben, på den måde de havde fundet.

Ja, og faktisk, altså det er lidt interessant, fordi i begyndelsen blev det beskrevet,

som om, at der næsten ikke var andet en knålerester tilbage med en politiet.

Offentligt gjorde altså et billede af denne her tatuvering,

og der kan du se en underarm.

Hvis du ikke vidste bedre ville du ikke vide, at denne her person havde ligget i en skov,

og havde lavet ned i flere måneder.

Jeg kan lige vidste billedet her, faktisk.

Altså blev det offentligt gjort?

Det her billede blev offentligt gjort, ja.

Det er ret voldsomt.

Hvorfor synes du det?

Fordi jeg ved, hvad det er.

Altså det er jo ikke et voldsomt billede i sig selv.

Jeg vil aldrig tænke over det, hvis jeg bare så det, så vil jeg måske synes,

at det var fotokunst på en eller anden måde, ikke?

Men nu har du lige fortalt mig, hvad det er,

og synes jeg, det er et voldsomt billede at offentligt gøre,

af en dødmanns arm.

Det kan jeg jo godt se, hvorfor det var nødvendigt.

Det kan jeg jo godt se, ja.

I følge, som man første kunne læse, så var det lige jo opløst,

og der var næsten kun knolerester tilbage.

Det stemmer jo ikke helt overens med, hvad man ser her,

fordi det ligner jo faktisk en ret almindelig underarm, ikke?

Ja, man kan ikke se hånden, så der ved jeg ikke, hvad der sker derude.

Der sker et eller andet, der begynder at ske en eller andet.

Ja, men ellers ligner det en almindelig muskuløs underarm.

Det er sådan et sortvidt billede,

der er slet ikke noget, der fortæller mig, at det her er en dødarm.

Nej.

Og så er der tatoveringen.

De kunne ikke rigtig beslutte sig for, om det var L-O-V-E,

eller L-Buntum-V-E,

eller L-V-E.

Det var de to versioner, de ligesom gik med, ikke?

Om den ser næsten også hjemmeladet ud.

Den ser hjemmeladet ud, den tatovering.

Og det kunne godt lide, fordi der er et melmerum mellem L-O-V,

at der har været et ord, og så er den ligesom blevet tværd ud på en eller anden måde, ikke?

Ja.

Så det offentligt gjorde de selvfølgelig i håb om,

at nogen må jo vide, hvem det her mennesker er.

Hedsæt.

Ja.

Der var den mulighed, fortalte polsiden til Ritsav,

at manden havde en forbindelse til Cambodia,

fordi L-V-E, det er også navnet på en by i Cambodia.

Jeg vil ikke give mig en kasse med at forsøge at udtale et det.

Og det passer jo egentlig også med det her med,

at han formentlig var af asiatisk afstamning.

Eller det var han, ikke?

Sin alemanget blev også en smule mere detaljeret nu.

Den brepte var formentlig mellem 40 og 60 år gammel.

Det er jo også forbundet med noget usikkerhed, ikke?

Det er svært at sige præcis.

Ja.

Men det deres bedste buddering, han var spinkel af bygning,

og havde kort mørkt hår.

Og derudover havde han kun en enkel tan, som sad i under månden.

Så bliver det rigtig svært.

Det er der med at identificere min tandkort præcis.

Det var ikke muligt at afklare den exakte dødsorgsag.

Der kom aldrig noget frem om, at polices offentliggørelse og tatuveringen gjorde en forskel.

Der har været stille om sagen siden, så desværre var det det.

Lidet er aldrig blevet identificerede.

Ingen ved, hvem den brepte mand er, og ingen sauner ham til synlådende.

Sagen er helt og aldeles uopklaret.

Altså den er ekstra uopklaret.

Den er ekstra uopklaret.

Det er tørset i Lille Danmark.

Ja, i Albertslund, i Værsgården.

Det er...

Vi ved ikke, hvem han er.

Det er jo det. Hvordan kan det være rigtigt, ikke?

Vi er så gennemregistreret.

Vi snakker ikke i 1922.

Vi er så gennemregistreret.

Vi ved i høj grad, hvem der er i landet, hvad de laver her.

Og han passer jo så bare ikke på noget, at sine eller mange er nogen, der er savnet.

Og ikke bare i Danmark, for de har selvfølgelig også elit på internationalelister.

Ja, ja, ja.

Er det det?

Det er simpelthen det.

Og kan man gøre sig forhåbning om...

Altså man kan selvfølgelig sige, man har genetisk slagsforskning nu.

Hvis politiet gider gøre en indsats, ikke?

Ja.

Og vende tilbage til den, så er det jo måske muligt med genetisk slagsforskning.

Det er også bare rigtig svært, for de lader os leje lidt med tanken og sige, han er fra Cambodia.

Eller et sted i det område af verden.

Og på en eller anden måde er det lykkes ham at komme illegalt til Europa.

Helt var en opgave med Europa til Danmark.

Men det er rigtigt.

Så er genetisk slagsforskning ikke vejen frem.

Altså det gør det svært, at han er familie og udlænning, ikke?

Men hvor er det en trist skæbne i en lav overflades grav i Alperts Lund?

Og ingen ved, hvem du er.

Ja, altså de kørte ind på denne her rasteplast, der er i skoven, ikke?

Og så er de bare lige slet blivet nogle meter ind, og så gravede det ned,

og ingen gang gjorde den, så er det lige stor indsats, vel?

Og lykkes med det.

Ja, og sluppet af sted med det.

Så kunne de sige noget om, eller kom det frem, om de der tænder var hevet ud?

Det var ikke noget, der blev talet om, men ja.

For at...

Kan det godt være?

Og netop ikke kunne bruge det til identifikation.

Men vil man så efterlade én?

Nej, hvis man havde lidt trævlt eller det ved jeg ikke.

Men det ville jo så også tyde på, at han var fra denne her del af verden,

fordi hvis han var fra Cambodia, ville man være skidt ligeglad med hans tænder.

Jeg tror altså ikke på det her med Cambodia ved at lige sige,

fordi jeg tror, at L-O-V-E, at det der står, ja.

Der er et mellemrum mellem ældet og ved det her.

Det er lidt farfægt, at fordi der findes en by i Cambodia,

så er myeighed noget andet først, og så L-O-V-E.

Hvem får tatoveret?

Så skulle jeg have rød overstået.

Og der står jo ikke L-O-V-E, fordi så er mellemrummet for stort.

Ja.

Men lad os så bare sige, at han er ikke fra Europa.

Så kan tandkortet stadig ikke bruges til noget.

Nej, så er der ikke nogen grund til at have hans tænder ud,

men man må kunne have set, om det var...

Og den er det svært, hvis det ikke...

Faktisk, hvis det ikke var en del af forbrugelsen, det her med tænderne.

Ja.

Hvem har en tand?

Altså en tand.

Så har man gebisik, men så er den ene tand også væk.

Ja.

Nå, vildt.

Ja.

Nå, jeg var så klar på, at du nåede frem til et eller andet.

Det var en gammel begravelsesplads, der blev genopdaget et eller andet.

Nej.

Og så har han ærblet slået hjælp, og ingen ved, hvem han er.

Her har han fat i TV2, Ritav, BT og ekstra bladet.

Okay, den kan jeg godt forstå, du har ikke liggende.

Jeg har som den første sag noget med fra Danmark.

Det er også en kort sag.

Det er det svære et scenario, vi kender rigtig godt.

Nu vil jeg presentere den for dig, så kan vi snakke op.

Natten til sønter den 18. maj 1997, var den helt galt i en opgang i kanalens kvarter i Albertslund.

Nej, stop.

Stop.

Okay.

Naborne var mere eller mindre vant til det.

Rob og skrig trusler på livet og voldsomt på styre.

Antænd og drevet af alkohol.

De havde oplevet det før og altid fra den samme lejlighed, hvor der boede en 42-årig kvinde sammen med sin 13-årig ældre kæreste.

De to havde været kærester de sidste 7 år, og noget tyder på, at det altid havde været eksplosivt.

Denne natt var det ikke kun naborne til parede, der viste, at den var galt.

På et tidspunkt i løbet af natten havde den 42-årig kvinde ringet til sin kæreste søster,

for at fortælle, at nu havde hun fået nok.

Hun kunne godt komme hen sin bror, nu gav hun ikke mere.

Men søsteren mente, at hun kunne høre, at kvinde var meget fuld,

og afvist i hvert fald at blive blandet ind i pairsk generi,

ved at nægte at hjælpe ved at komme og agere taxaservice.

Godt en time senere ringede telefonen hos søstern igen,

og denne gang var det hendes bror, der var i røret.

Han lød også meget påvirket, men hans besked var langt mere skrammende,

og varer slet i langt højere grad, at der måtte sendes mere,

at kunne hjælpe til lejligheden, end hvad søstern selv kunne klare.

For det han sagde var, at jeg har gjort noget forfærdligt,

men kæreste bløder, jeg tror, jeg har slået hen i hjælpe.

Søstern slog straks alarm, og glostret politi rykket ud sammen med fald

til den oplejste adresse.

De ankom kl. 3 om natten og mødte en lås dør.

Der var stille nu, men det betyder ikke, at der ikke var noget,

der var slet far, for på døren og ude i opgang,

var der tydelige blodspor.

Da en af de ankomne politimænd løftede brevsprekken for at kigge ind,

fik han øje på en stor blodpøl i angtræen.

Det blev ikke nødvendigt, at slå døren ind,

for den 55-årige mand åbnede selv døren, da de ringede på.

Han var smurt ind i blod på både hænder og føder,

og forklarede som det første, at hans kæreste lå ind på sængen.

Hun havde forsøgt at bygge selvmord ved at stikke sig selv i ryggen

tre gange med en brød kniv.

Det var det han sagde.

Det ene stik var Live Højers skulderblad.

Den er svær.

Den er svær.

Der blev både berettet, at kvinden var hårdt såret,

men i livet, og at hun lå død halvt en år sængen.

Men sikker det er det, at hun kort tid efter blev erkladet død

på Glostrup sygehus.

Manden blev anholdt,

og senere sammen søndag fremstillede i et grundlåsforhør i Glostrup-ret.

Her hulket han sig igennem enkelte udsavnså,

som, jeg elsker hende jo, jeg har ikke slået hende ihjel.

Og hun slog mig det, hun gjorde i syv år,

inden han efter, at han måtte tage rådgivning fra sin forsvar

og nigtede at udtale sig yderligere.

Det virkede i følge BT, som om det første var under rætsmødet,

da sikkelserne blev gennemgået, at det gik op for ham,

at hun var død og ikke bare hårdt såret.

Her udbrød han, det passer ikke, hun var i livet,

det sagde politifolkene selv.

Men anklager Mariette Skog Andersen stod selvfølgelig ved sikkelsen for drab,

og ved grundlåsforhøres afslutning blev manden varteksfængselet i 14 dage,

hvor efter han blev overført direkte til den lukket afdeling

på det psyiatriske hospital Norvang i Glostrup.

Sagen kom for at nævne ting i Østerlandsret lidt over et år senere,

onsdag den 19. august 1998.

I den tid, der var gået, havde den nu 57-årig mand

mistet Hukommelsen fuldstændigt.

Nu kunne han slet ikke huske, hvad der var sket.

Han var bare vågnet, da politiet havde ringet på døren.

Den teltaldes tidligere forklaring om, at hans kæreste

havde begået selvmord.

Det var stadig ikke det, der ligesom var hans forklaring.

Det var stadig det, han holdt fast i.

Men jo så selvfølgelig nu, at han kunne ikke huske detaljerne omkring det,

men den forklaring blev selvfølgelig afvist.

Dom lød på skyldi, og straffen blev udmålet til 10-års fængsel.

Vi er i 1998, så der var stadig rabat på partner drab.

Der kunne du spare to års fængsel, hvis din kæreste havde gjort,

der så vod, at du slog vedkommende i hjælp.

Den dømte udbadelser betængningstid,

men jeg har ikke fundet noget, der tyder på, at Verkenham

eller Anklæmmendigheden valgte, at anke sagen.

Og det var simpelthen det.

Og det er jo et klassisk setter på en eller anden måde,

som vi har set mange gange før.

Denne her fik bare så ufatlig lidt opmærksomhed,

og vi har altså med at gøre med en sag,

hvor en mand seriøst prøver at borte forklare drab,

som et selvmord med knivstik i ryggen.

Og det er fuldstændig ligegyldigt,

om du er højerehåndet eller venstrehåndet,

så kan du vel kunne snit dig på ryggen.

Ja, ja, du kan ikke føre en bryd kniv.

Nej, selvmord plus hukommelsestab,

fordi hvad der så var svært at forklare,

at der kunne han så sige, ja, det ved jeg ikke.

Det kan man ikke huske.

Jeg står ved, at jeg mener, at hun gjorde det selv,

men jeg faktisk ikke husker noget som helst.

For at fortælle om det her voldsomt drab,

så har jeg brugt artikler fra Bt, Bærlænske,

Daublad, Ringsted, Ekstrablad og Ritsav.

Ja, ti år, det føles bare,

det føles jo virkelig ikke ret færdigt.

Det føles som så lidt,

og det er en af grunde til, at jeg havde den med.

Altså, jeg vil gerne lige have, at vi alle sammen bliver mindet om,

at man kunne få rabat, hvis man synes,

at ens kæreste var nederen.

Det synes jeg aldrig, vi må glemme.

Og så især deltid det her med,

at det er jo et generelt mønster, ikke?

Altså, som vi har hørt om så mange gange før,

og derfor alene, derfor bør man kigge på det.

Og sagde du, om hun døde med det samme, eller?

Nej, det var der lidt usikkerhed omkring.

Der blev sagt begge dele både,

at hun var hårdt såret, da de fandt hende,

over hun var død.

Men politierfaldgrøder har jo i hvert fald været lidt i tvivl,

eller har tænkt, at det var sket for så kort tid siden,

så hun blev sendt af sted i ambulancen

for at se, om man kunne redde hendes liv, ikke?

Ja.

Hun har ikke ligget der længe og været død,

fordi så ville der jo have været en gærningstedsundersøgelse,

hvor hun blev liggende, og lige synet og det hele.

Men han ringede selv?

Det var søstern,

og så ringede hun til politiet.

Ja, ja.

Men det videner jo måske også om,

at vi er ikke ude i et planlagt drab,

der er sket et eller andet.

Han er gået af mokk.

Hvordan får man så hovedtanken at sige til nogen?

Du har også lige indrømt over for din søster,

hvordan får man så tanken, når politiet kommer,

og siger, hun gjorde det selv?

Ja.

Hvorfor lægger man så ikke det,

og alle krot på bordet, og siger,

det var ikke min hensigt?

Men ja, jeg gjorde det.

Det er jo åbenlyst.

Altså, at man er lige vel...

Altså, jeg er så kølig lige efter, så voldsomt.

Og lige prøver at udtænke en plan for,

hvordan man kan slidte fra det?

Ja, det var den første sag,

jeg havde vælt at tage med i dag.

Med den anden sag, jeg har med,

der skal vi tilbage til 2001,

og vi skal til de villa-kvarterer i Cape Town,

forstaden Peinlands, i Sydeafrika.

Her havde dansk ægtepar,

både siden 1948.

Paul Iven Nielsen var 90 år gammel,

og Gerter Nielsen, hans hustro,

var 94.

Før Paul var gået på pension,

havde han været sykseri forretningsmand,

bl.a. som stifter af en textilfabrik i Cape Town.

Gerter havde arbejdet med produktion af brødsproteser,

og havde rådgivet kvinder med brødskraft i flere afrikanske lande.

Derudover havde hun på frivilligbasis beskæftet,

sammen med vulgørenhedsarbejde gennem kirken i mange år.

Altså hun blev set som en meget omsorgsfull kvinde,

og ville gerne hjælpe.

Hun havde først rukket sig tilbage fra det her frivillige arbejde,

da hun var blevet blind 5 år tidligere.

På grund af deres fremskredne alder,

var de begyndt at tale om at flytte tilbage til Danmark,

for at tilbringe deres sidste tid, sammen med gamle venner og familie.

De havde forberedt sig og gledet sig,

men det var selvfølgelig også en svær beslutning,

efter et langt liv, mere end 50 år,

i Sydeafrika, som de også elskede.

Paret nåede desværre ikke at flytte hjem til Danmark,

og nyde deres sidste år i deres hjemmeland,

ikke sammen i hvert fald.

En tidlig lørdagmorgen i marts,

mens det stadig var mørkt udenfor,

blev Paul vækket ved, at nogen prækket ham let på pannen.

Den 50-årige dansker åbnede øjnene,

og blev straks skrebet af Radsel.

To mænd stød både over ham.

De begyndte med det samme og råbe og skrie,

og gær der skrej og skrek.

De havde knive og fægtede vildt med dem,

og mens Paul er den ene mand blev beordret ud af sængen

og trukket ind i et værelse ved siden af,

kunne han høre gær der skrie inden fra soveværelsen.

Det beskrev ekstrabladet.

Og han kunne høre slagne.

Paul rubte til hende igen og igen,

at hun skulle gøre hvad de bad om,

og afleveres sit ur og smykker,

og samtidig blev han altså selv slået,

og sparket og kniplet.

Den brutale opvågning blev begyndelsen

på et flere timer langt, marit.

Klocken halv nye, samme morgen,

kom pareds datter forbi

og besøg sin gamle forældre,

og ude foran kunne hun hurtigt se,

at noget var galt.

Garage døren stod åben,

hængelåsen var brudt op,

og deres bil inden Toyota var væk.

Hun kunne være endnu også se,

at kykkenvinduet var knust,

og et soveværelsesvinduet stod åbent.

Det skrev Yllandsposten.

Dattern rubte ind gennem vinduet til soveværelset,

men uden at få svar,

og da hun allerede der var klar over,

hun havde skreklet,

løb hun over til naboen,

og slog alarm.

Det var derfor at politiet,

der først trådte ind i hjemmet,

til et forfærdligt syn.

94 år i garter,

lov i soveværelset i en bunke,

singetøj på gulvet ved siden af sengen,

nøgn, bundet, kniblet og død.

Udover den brutale mishandling,

der havde kostet hende livet,

var hun også blevet voldtaget.

90 år i påvel blev fundet på gulvet i stuen,

og var også blevet bundet fast til et skrivbror

med sine egen slips.

Og ligesom garter,

var han også blevet udsat for grov vold.

Men på tråd sagde, at han var ile,

tilret og bløde,

så var han altså stadig i livet.

Han havde blot ikke været i stand til at tilkalle hjælp,

efter at gerningsmændene var stukket af,

fordi han ligesom var bundet fast til det her skrivbror.

Hvor lang tid har han siddet der?

Teamvis, alene i mørket.

Og har måske kaldt.

Og der blev stille.

Hvad var der?

Selv, været, egen egen egen.

Ja, forslået,

og rædslet.

90 og 94.

Ja.

Men godt, at hun ikke gik ind,

fordi hun vidste jo heller ikke,

om der stadig var nogen, derinde.

Nej.

Og der var ikke nogen, der svarede hende,

da hun kaldte, så hun havde ikke nogen,

som nemt sagde, at der var nogen, der kunne hjælpe.

Selvom det var der så.

Jeg kunne ikke gå derind.

Hun skulle tilkaldt hjælpe mig til samme.

Poul fortalte senere politiet om,

hvordan mændene havde troet ham med en kniv,

til at udpeje alle de steder i huset,

hvor de kunne finde værdikans stand.

Det gjorde undt, og jeg var så bange.

De tog lidt penge fra min punkt,

og vores bilnøjler fra min frakke.

Og gik der efter ind til min kone i soveværelset.

Jeg besvimede selv, tror jeg, flere gange.

På et tidspunkt, hvor jeg var vågen, stoppede hendes skrig.

Alt var bare stille.

Og så sad jeg bare der i mørket,

og ventede på, at det blev morgen.

Fortalt han til BT et par dage senere.

Ja.

Gærningsmændene var kommet ind gennem det knuste,

kykkenvindu,

og paret var blevet røvet for små tusind kroner.

En punkt, lidt smøkker,

og deres bil.

De havde slået Poul bevissløs,

før de køligt havde bakket Toyota'en

ud af Poul og Gærders garage.

Fådage efter overfallet,

fandt politiet ægte paret spil

i Langa Township,

kun et par kilometer fra hjemmet i Peinlands.

Røverne havde efterladt den,

og det lykkedes at finde

fremmede fingeraftryk i den.

Det var politiet's opfattelse,

at gærningsmændene tilhørte en lokal

bantebestående af teenage drejninge,

der trods deres unge ældre var hårkokte.

Og det må de være.

Der var sket mange indbrud,

og overfall er lignende art

på ældre og mennesker i kriteret den seneste tid.

Overfallet på Poul og Gærders var det

12. på 5 måneder.

Men offrene var altså ikke

tilblivet mørtet og voldtaget,

som det var sket her,

så det her tilfælde var særligt frygtligt.

Sagen blev efterforsket,

mens Poul rejste hjem til Danmark,

uden eftermåret på hans kone,

og efter at hun var blevet begravet

fra den kirke i Peinlands,

hvor hun i mange år

havde lavet et stort frivilligt arbejde.

Poul ville aldrig komme fri

af soven i Sydeafrika,

og var ikke indstillet på

nogen siden at vende tilbage til huset.

Han havde brug for at komme hjem

og blive passet lidt bedre på,

som han sagde til BT.

Han var altså simpelthen så ked af det,

og røstet og traumatiseret ikke,

og fortalte, at han så røverne

for så hver gang han lukkede øjnene.

Der skete fortsat

indbrud og overfall og drab på ældre,

efter at Poul Nielsen var taget hjem,

og også på tross af ødepatroljeringer

og fokus på problemet.

I etter tilfældende lykketste

og anholdt en yngre mand

under et indbrud som politiet menede

tilhørte en bande,

og som meget muligt

havde en forbindelse til

hjemmerøveriet hos Poul og Gerter,

det skulle der så en sammenligning

af fingeraftryk til at afgøre.

Fremgangsmåden er den same,

og den anholdte tilhør også

den bande, man hele tiden har haft

under mistanke, fordratet på Gerter Nielsen,

fortalte konsul Jørn Dale

til BT.

Men der blev aldrig skrevet

mere om sagen i danske medier,

og jeg har ikke kunne finde andet om sagen

i udenlandske medier, så jeg antager

altså, at drab på 94 år

i Gerter Nielsen fortsat er

uopklaret.

Ja.

Det er...

Det er for meget...

Det er bare råt,

og frygt lidt.

Der er ikke så meget andet der.

Stakkelskerter.

Hvad hun skulle gemmele,

inden hun døde.

Men jeg er det brister, simpelthen,

ved tanken om, at han har sættet,

og han har selv blevet udsat for vold,

og har kunne høre det hele,

og har sættet der,

og har ikke kunne gøre noget,

og hun har ikke svaret om,

hvis han har kaldt efter hende.

Altså, det må jo...

Han var en gammel mand,

og han flyttede hjem,

og hun havde sammen.

De havde været sammen altid.

Og de havde haft det her liv

i Sydafrika, som de virkelig,

virkelig var glade for,

hvor de gjorde en forskel

med det arbejde, de lavede der.

Og Cape Town er en hårby,

der har meget kriminalitet,

der er meget vold.

Det gør jo også, at mange ofte bor

i nogle sikre samfund,

med noget vagt,

og noget hagen rundt om,

at det her pegnlandsområde,

det var et pænt

kvarter,

og de var også

opmærksom på,

der kunne ske indbrud af den slags,

så de havde mange alarmer,

og forskelligt,

men lige der, hvor de havde brudt ind,

havde der så ikke været nogle alarmer.

Vel?

Så de havde egentlig følt sig sikre,

men var det jo så ikke?

Nej.

Det gør blive vækket på den måde, ikke?

Ja, det kom jeg lige væk fra.

Det blev beskrevet i et sted,

han blev prækket på pænden,

der var os andre sidder, det blev beskrevet,

at han blev slået i hovedet.

Men det her med at...

Det er lige frygtligt at våge på den måde,

der er en creepfaktor i det her med,

hvis det sådan er at blive prækket på pænden.

God morgen.

Ja.

Nå, jeg kan jo lige sige,

at moret på den 54. år i danskere,

skete kun et halvt år efter

at to andre danske turister,

Peter Espersen og Henrik Tavlund,

blev drabt i en bil på en landevej,

i nærheden af Safariområdet,

Cooker Park i Sydeafrika.

De blev skudt i deres bil,

og de var altså begge to,

ret kendte på den danske

restaurankscene.

Jeg mener, at den ene appen

var med til at etablere kokkeriet.

Okay.

Ja, meget driftigt.

Jeg har hørt det.

Ja, det var jo også en stor, stor sag.

Kun et halvt år senere,

skete drabet på gætter.

Og her har jeg haft fat i Jyllandsposten,

BT Extrabladet Ritsav.

Ja.

Huha.

Ja, og jeg trækker på det,

fordi så var der også lidt få

Sydeafrikanske medier,

hvor der var lidt affænende,

men det var sådan set det samme,

som der stod i danske medier.

Vi var i Alberts Lund, begge to.

Du skal ikke forsamme, at du er i Cape Town.

Det er jeg ikke, nej.

Men vi har gør med et ældre ægtepass,

som er rejst ud i verden.

Virkelig? Ja.

Er du seriøst? Ja.

Okay.

Lad mig fortælle dig, hvad det er, jeg har fundet ud af.

Ja.

50.000 kroner.

Oplev det nye Polestar 2.

Buld din prøvetur på Polestar.com.

Tilbudet gætter kun til og med den 20. september.

Kender du det, at biletten til Thailand var super billig?

Men så skulle du også købe ryksæk,

solbril og badetøj, solkrem, powerbank,

snokkel, svemmeføder og alt muligt andet.

Så er det godt at vide, at sygforsikringen Danmark

giver 50% i tilskud til rejsevaccinationer.

Og 55% når du er mellem 16 og 25 år.

Så god tur og meld dig ind,

mens du er rask på sygforsikring.dk.

Følgesdag med en grøn nyhed.

Smart af vores nye bæredygtige køkker til lave priser.

Vottingborg Køkkenes Luxus alle har råd til.

Ny sofa, spisebord, guldtæppe, seng eller inspirerende boligtilbehør.

Dals Bolihus har alt til boligen til de bedste priser.

Og husk, vi kaliverer over 50% med det samme.

Se vores kæmpe udvalg af møbler og boligtilbehør

til en hver smag på www.dalsbolihus.dk

Og en efterlysning gældende for alle udbliver om,

hjæres venner, savner jeg,

og venter i spænding med iskolde tuborg-klassik.

Det ægte sammen med dig.

ægte parret Else og Svend Evald Mortensen

havde været giftig over 30 år

og var i 1989 den vælgende brosuddelede duge

i brosen i Bullerupnær Odense.

I starten af august tagede de besluttet at skulle på en lille ferie

til det solarige Mallorca

inden en travl periode med udvidelse af forretningen vil gå i gang.

De skulle ned og lave op,

men havde samtidig givet udtryk for, at de glede sig

til at komme hjem igen og komme i gang

med de nye professionelle eventyr.

Belætterne var købt hos rejsesalskabet Spiess,

som brægte dem fra Lufthavnen i Billon hele vejen

til Hotel Eden i Alcutia på Mallorca,

hvor de ankom lørte den 5. august 1989.

Paret var glade og afslappet,

og de så frem til en uge i den smukke natur

på den nordlige del af øen.

De elskede at vandre i bjergene,

og det var også noget af det ferien i solen skulle bruges til.

De var begge veltrænet og i god form.

Svendt var en dag tidligere elitegymnast.

Mandar den 7. august tog da efter de ankom,

havde de besluttet at kombinere en vandretur i bjergene,

men frukost i den meget anbefaldet restaurant

ved klosteret Amitadel Victoria.

De startede ud midt på formiddagen,

og på den måde kunne det passe med,

at de kunne nå frem til frukost tid,

hvis de først tog en taxa fra hotelet

til Alcutia by, og så gik derfra.

Taxagen sat dem af i byen ved en restaurant ved navn Bannere,

og fra den var der godt 3,5 km,

først af en asfalterede vej forbi en strandbar ved navn Ciut,

hvor de tog en duckert,

og så af lidt mere kuperet stier til deres mål.

En god måde at samle appetit til frukosten på restaurant Mirador.

Så det gjorde de, det tog et par timer i alt at nå frem,

og da de kom frem,

fravalgte de restaurangene sin naturspecialitet,

og valgte i stedet begge at spise spaghetti.

Else og Svendt nød frukosten og gav sig god tid.

Det var trods alt ferie, tænker jeg,

ingen grund til at haste på.

Frukosten tog et par timer,

og så var det tid til at vinde næsten hjem.

Men de erfarne vandre og valgte

ikke at følge den tilgængelige vandre sti,

der gik lige hjem til hotellet,

i stedet bevægede de sig ud i det lidt mere udfordrende terræing,

for at tage en genvej.

De gik først ved siden af hinanden,

og små sludret,

men da de gik væk fra den lidt bredere vej,

gik Else foran.

Hun snublede kort og Svendt hjælp hende op,

så de kunne fortsætte.

Else koncentrerede sig om,

hvor hun satte sin fødder på den ugavene sti,

og sludret videre til Svendt.

Men på et tidspunkt la hun mærke,

og hun kom svar bagfra.

Hun stopped op og kiggede sig tilbage,

men nu var Stine bag hende tom.

Svendt var væk.

Else tænkte, at han var stoppet op,

for at tage nogle billeder længere tilbage på Stine,

men efter at hun havde kaldt på ham

og vintet i omkring 20 minutter,

begyndte hun at gå tilbage den vej,

hun var kommet fra for at lede efter ham.

Det var ikke så længe siden,

de havde talet sammen,

men 4-5 minutter ville hun mene,

men der var entet spor efter Svendt.

Else fortsat med at lede efter Svendt,

og timerne gik.

Pludselig gik solen ned,

og det var blevet aften,

og det blev billigt mørkt.

Ej, hun måtte have været så bekymret nu

på det her tidspunkt.

Hvor blev han af?

Og hun anede ikke, hvor hun var.

Hun kunne ikke længere fornemme,

hvilken retning hun kom fra,

hvad der var op eller ned,

eller hvor køstlinjen gik.

Hun snublet og faldt,

Det ville være en galt, hvis hun fortsatte.

Hun havde også mistet den i en sko i løbet af natten.

Hun måtte vente til det ville lyst,

og så prøve at finde tilbage.

Da solen stødt op,

begyndte det at blive muligt at genkende omgivelserne,

og Else fandt tilbage til bare Sijudt,

som hendes ven havde passeret dagen før

på vejen til deres frugerst.

Hun lundte en telefon i barren,

og fik forvirret,

og noget usamhængende forklared en rejseleder fra Spis

på Hotel Iden,

at hendes mand var forsvundet på gårdstagens gårdtour.

Da hun selv kom tilbage til hotellet,

med en taxa noget tid efter,

synes personalet af hun virkede mere rolig.

De synes måske nok, at hun skulle tilses af en lege,

for hun havde rifter i ansigtet,

og tydeligt blå mærker,

og størknet blodplamager rundt omkring.

Hun var beskidt,

og hendes shorts var revet bagpå af at kure på rumpen.

Hun virkede et helt taget,

noget medtaget og forvirret.

Men Else afslår vel ikke være til besvær.

Hun foreklagede, at hendes svendt

havde en stående aftale om at mødes på hotellet,

hvis de skulle blive væk fra hinanden.

Hende af eftermiddagen tirste altså samme dag,

som hun var kommet retur,

gav hun personalet besked om, at hun lige løbet ærne,

og bad dem om at give beskeden videre til svendt,

når han kom tilbage.

Men det gjorde han ikke.

Første næste eftermiddag,

altså om onsdagen blev det besluttet,

at tilkalle politiet.

Else havde holdt fast i, at svendt ville komme tilbage,

og at der ikke var nogen grund til at involvere nogen.

Altså næste eftermiddag, så taler vi,

hvad i hvert fald 48 timer efter han har forsvundet.

Eller er det tredag?

Ja, men to dage efter, ikke?

Men lidt mere end 48 timer, faktisk, ikke?

Eller faktisk måske nok meget præcist 48 timer, ikke?

Det var også lidt sent.

Det er lidt sent.

Men hun holdt fast i, at vi har en aftale om,

at hvis det sker, at vi bliver væk fra hinanden,

og der er en, der far vil, et eller andet,

så mødes vi her tilbage.

Og selvom vi snakker et bjergeområde,

så snakker vi ikke sådan et vildt natur på den måde, vel?

Så hun havde en forventning om, hvad han ville dukke op?

Ja, det havde hun.

Hun så ikke nogen grund til at involvere nogen i det her,

på den måde, og være til besvær.

Men det var der.

Og to dage er lang tid at vente med at starte en eftersøgning,

når der er taler om en mand, der har forsvundet et naturområde.

Ja, altså også fordi han er været op i ordene,

og det er varmt.

Altså hvis der var sket ham noget,

havde han brug for ret hurtig hjælp?

Ja, det kan man sige.

Altså han var virkelig i topform,

og spillede fodbold derhjemme,

og var gamle lidegymnaster,

væltrænet og sådan noget.

Ja, altså det er selvfølgelig også noget,

som for undringen går på, ikke?

Jo, fordi de tænkte, hvis han var fallet og lov,

og havde brug for hjælp,

så havde han brug for hjælp?

Nej.

Men der gik altså den her, ja,

tid 48 timer, to dagstid,

og dels havde Else jo selv været væk,

til dagen efter at svent for svandt,

og så var der den her aftale, ikke?

Ja.

Politiet tog Else med ud på bjerget,

så hun kunne vise, hvor det var,

at hun havde opdaget at svent var væk.

Men det lykkes aldrig helt for Else at finde det rigtige sted.

Hun kunne ikke huske eller genkende stedet helt præcist.

Men udpare i første omgang,

så nogenlunde, hvor det var.

Et kæmpe område blev fint kæmmet.

I første område Else havde udpareet,

men senere bræt de søgningen langt mere ud.

Eftersøgningshold med Hunig gik i gang på lande jorden,

mens helikopter sygte opifra.

En speciel enhed fra politiet i Valentia blev tilkaldt,

frivillige hjælp til,

og en dag dykker fra et frømandskorps deltog i eftersøgningen.

Altså de arbejde så ned på kystel i Henig,

som jo faktisk var ret langt fra, hvor hun havde sagt, at...

Men var der stejle klipper?

Altså ville han være kunne være fallet ud over?

Nej, altså der var nogle, lad os sige, stejle skråninger,

men ikke noget, hvor du kunne komme ud over,

hvis det var der, hvor hun sagde det var, hvis hun huskede rigtigt.

Ikke noget, hvor du kunne drøme ud over, så var der 25 meter ned på den måde.

Men de bræt søgningen ud også, fordi hun var forvirret,

og var ikke helt sikker på, hvor det var hen, så de brætte.

Altså jeg tror det ikke i den slags natur,

altså det ligner jo alle stederne en ting.

Det ligner hinanden ikke?

Det kan jeg godt forstå, at man ikke lige præcis...

Hun kunne huske noget med, at hun ude i højsøgnen kunne se et rødt blinkende lys,

og der kunne man sådan lidt regne ud.

Det måtte være det fyre, der stod langt ud,

og så kunne man prøve lidt at pejle efter det, ikke?

Man brædte eftersøgningen ud,

men der var absolut endtedspore efter svinne, ikke det eneste.

Natten mellem Unster og Torster had det regnet for første gang i lang tid,

og det gjorde det ekstra svært for sporhundene,

da deres arbejde gik i gang om Torstein.

Udenridsministeriet i Danmark blev underrettet at spise,

og den danske konsul på Mallorca Carl Nielsen blev også involveret.

Else frabadet sig, at der blev rapporteret om sagen hjemme i Danmark,

til de pårørende.

Hun ville bruge sin planlagt returbelæt hjem,

de skulle kun være der i en uge,

og så selv fortælle familier og venner, hvad der var sket.

Så lørdag den 12. sade Else alene i flydretur til Danmark,

og Svends sædeste tomt ved siden af hende.

To dage efter sin hjemkomst meldte Else Svends savnet hos Odensepoliti,

så de med Rispolitids eftersøgningstjeneste kunne koordineret samarbejde

med Spansk politi på Mallorca.

Spansk pressedækket Svends forsvinde på Mallorca,

men generelt var der ikke en stor interesse.

Det var ikke en af deres egne, der var forsvundet.

Det betyder ikke, at lokalbefolkningen ikke talte om sagen,

og undrede sig.

De minde nemlig ikke, at det burde være muligt at forsvinde

fuldstændigt i det tagerring.

Det var det, jeg snakket lidt om før.

Vi snakker ikke.

Vild, vild natur på den måde.

Det er et område, hvor folk vandrer, når de på ferie.

Det mindede de ikke kunne være muligt,

og det samme udtalte den danske konsul Karen Nielsen

i følgefyns stiftstidende.

Hun sagde, at eftersøgningen ville fortsætte for fuldstyrke,

for man kunne ikke bare forsvinde i det område.

Men ikke, hvis du mindre var det det,

der i følgeelse var sket.

Svendt var væk.

Den 19. august tog Elsa tilbage til Majorca sammen med sin datter,

for at gøre, hvad hun kunne for at hjælpe i efterforskningen

og forklarhed over, hvad der var sket med Svendt.

Jeg synes egentlig, det er lidt interessant,

at de lovede hende flyve hjem.

Altså, hvis det havde været en mand,

der kom tilbage og sagde,

og min kone er væk.

Det tror jeg, du kan rette i.

Du blev lige her, til at vi finder ud af,

ikke?

Ja, men hun troede jo så tilbage igen,

kan man sige, for at finde ud af,

hvad der var at finde ud af.

Ja, det er klart.

Men der vedblev trods en massiv indsats med at være flere spørgsmål end svar.

Den 25. august 1989 blev Svendt

Ewald Mortensen meldt savnet via Interpol.

Man var på udkig efter Svendt i hele middelhavsområdet

Nordafrika og Europa.

For hvad nu, hvis han var forsvundet, er egen frivilje.

Efter at hans billede blev offentliggjort,

meldte en dansk mandter.

Han menede, at han havde set Svendt på et kafeterie

langs en sydtysk motorvej.

Han var overbevist om, at det var Svendt,

han havde set, sidder og drikker kaffe.

Men sporet var for usikker til at politere elke

at bruge det til noget.

Else måtte tage hjem igen,

og forsøg at fortsætte livet i uvished.

Hun fortsatte sin halvtidsstilling i brosen i Bullerup.

Også selvom ledelsen efter fire måneder,

var nødt til at udnævne i en ny købmand for butikken.

Det er jo en meget ret situation.

Det er det virkelig.

Man kan jo ikke...

Alle ens tanker er jo...

Hvad er der sket?

Hvad gør jeg? Hvad skal jeg gøre praktisk?

Det er jo frygtligt.

Og man er i en venteposition,

og arbejdspladsen prøvede også at holde

pladsen til ham og vente.

Men efter de her fire måneder,

der måtte de finde en anden.

De kunne ikke vente længere på Svendt dukket op.

Men det blev ved med at være Elses håb, sagde hun.

I oktober, tre måneder senere,

besluttede AP-pensioner for,

at de gerne ville udbetale inkepanktion til Else,

selvom Svendt ikke var fundet eller er klaret død.

Sådan en proces, det kan tage 10 år,

hvis der ikke er et endeste spurg,

der peger i nogle retning, som her.

Jeg kan mærke, at jeg bliver meget frustreret, hvis det ender.

Du siger, at han ikke er blevet fundet.

Nej, du må vente at se.

AP-panktionen burde have ventet 10 år,

fordi jeg skulle ligesom have gået i sin gang,

at han blev klaret død.

Men de valgte så at spørge om, de måtte se politireporterne,

og så gør han undtagelse.

Så det var det, der skete.

Else deltog IDRs program for Svundne Danske

omkring to år efter Svendt for Svinden,

og to i programmet Retur til Mallorca

med Produktionsholdet.

Hun fortæller i udsense om,

hvordan det havde været at leve videre i deres fælles hus,

hvor alt stod i Svendt's navn.

Altså uden, at hun havde nogen chance for at lave om på det.

Alle regninger kom i hans navn.

Hun skulle betale for at være broer på sin egen bil,

altså fordi den stod også i Svendt's navn.

Hun ville ikke kunne sælge i huset

uden en tilladelse fra en verve.

Den eneste vej udenom det,

ville være at søge skilsmisse,

men det ville Else ikke.

Hun var gift med Svendt, og sådan var det.

Det er der også for langt ud at blive tvunget til det.

Ja.

Det var det.

Nej, stop.

Vi skal nok tale lidt mere om det,

men jeg vil lige sige for at fortælle om Svendt i Valmortensen,

der forsvandt på mystisk vis.

Der har jeg brugt artikler fra fynstift-tidene,

midt fra at venstrebladet BT

og så har programmet Forsvundet Danskere

fra DR fra april 1991,

og det ligger på

bonanza.dk, hvis man gerne vil se det.

Okay, lad os lige spole tilbage

til det konkrete øjeblik.

Ja, altså må jeg lige fortælle dig noget først her,

fordi det var et medlem af Elses

brugsfamilie, som skrev for længe siden

at godt kunne tænke sig at få den samlet historie.

Nå, okay.

Men det her er så samlet som den bliver,

der er ikke rigtig nogen afslutninger.

Ja, Svendt blev aldrig fundet,

død eller levende,

ikke ind.

Hvor er det frygteligt?

Hvor er det frygteligt?

For det efterlader det, som bare

det kan man jo ikke stoppe med at tænke på

og se alle de mulige scenarier for os.

Men kan vi lige spole baglands

til øjeblikket?

Ja.

Fordi teorierne er jo sindsyg mange,

så Jarlas og øjeblikket, de gik på

altså, de gik på stien.

Ja.

Det var det, jeg lige skulle forstå.

Men det er det, hun kan jo ikke helt huske.

Og hun ved jo heller,

præcis hvornår han jo for svandt.

Nej.

Altså hun gik jo bare.

De gik bare.

Og så sluttede de en gang imellem.

Han gik bag ved hende.

Hvor langt bag ved hende.

Sådan så de kunne gå og slude.

Og svare,

og snakke,

og spørge.

Og hvordan havde der så været stille?

Hun husker det som om,

at der var gået en 4-5 minutter,

siden hun sidst kunne huske, at der var et svær, ikke?

Og der havde ikke været noget mærkeligt i deres samtale

lige der?

Nej, altså ikke noget som helst.

Men der var jo også nogle usammenhængende

forklaringer for hende siden, ikke?

Men jeg kan da godt forstå, hun var forvirret.

Ja, og det er der jo også blevet talet om, ikke?

Fordi hun kom tilbage

i sådan ret medtaget forfatning,

så der i forsvundet dansker

er der også en læge, der udtaler sig om,

hvordan,

hvis man, fordi hun var faldet,

og det kunne godt huske,

men hvis hun nu er faldet og slået hoved,

så kan man miste tidsfornemmelse,

man kan miste bider.

Og hun blev ikke undersøgt, da en læge så hun kan have haft en lille jernrystelse.

Ja, og var du sikkert

dehydrerede, og hun tilbrakte natten i den fin lektur?

Hun var jo bekymret,

men det virker næsten som om,

at hun var i sjovg,

og det fortalte de her guider også om,

at fordi hun reagerede

lidt uhensigtsmæssigt

i forhold til situationen,

og hun var bekymret,

men mærkelig rolig,

og hele overvist om, at han ville komme hjem.

Ja, forstod ikke alvorn det?

Nej.

Det er jo heller ikke så overræstende i forhold til

jern igen.

Selvfølgelig er der ikke sket noget vel?

Ikke veltænke det værste der.

Og hvis jeg bare tror på,

at han kommer hjem lige om lidt,

så gør han det nok også, ikke?

Så gør han det, fordi det plejer Sven at gøre.

Der er ikke noget, der tyder på noget som helst.

De havde et godt forhold,

og de var angageret

i det lokale miljø.

Sven havde selv snakket med kollegaer,

indenom, at han faktisk glede sig ret meget

til at komme hjem og udvide Bixen.

Og det blod du fortalte om, hun havde på,

så var fra...

Det var fra at have fallet,

ned af skrander.

Og det var så der, hun var stoppet med

at gå rundt. Man kan ikke renne rundt

i sådan et terrain der,

når det er belmørkt.

Det er jo på fallet, at der ikke var nogen,

der interesserede sig for hende

i sagen, ikke?

Altså de skal opklare, hvor

et forsvundet menneske er.

Og den person, der sidst så ham

i livet, hun er lige her.

Og virker forvirret,

og chokeret.

Og kæk helt ude på, hvor det var

det skete hemmet.

Mærkeligt, at de ikke gik mere op i det.

Det ville man jo gøre, ikke?

Det ville man gøre, men der er simpelthen ikke

noget på noget, som hans tidspunkt.

Og både ikke tænker jeg de, at Else

blev mistægt for et eller andet.

Nej, jeg forstår heller ikke efterforskningen,

fordi, at hun skal jo også renses

for en værdmisterning, ikke?

Ja, faktisk også for hendes skyld.

Og teorierne har jo været rigtig mange,

og vi snakker altså lige fra, at han er blevet

ikke til. Han har været ude for et uheld,

hvor han er faldet et sted, og noget med vildt dyr,

for man har jo heller ikke fundet hans li

eller knoller vel.

Og selvfølgelig til, at han har været

oppe for en forbrydelse.

Hun så jo ikke andre.

De var alene.

Så skulle der være nogen, der havde creepet op

på ham bagfra, og snatchede kun ham.

Uden at hun hørte det, det var også

realistisk.

Altså, hun huskede det som om, at Sven

havde haft den ryksæk par, havde haft

den ryksæk.

Men den blev ikke fundet?

Den blev ikke fundet.

Det ved jeg, at Gejderne mener, at hun

kunne huske, at Else havde en taske med sig,

da hun kom retur.

Men der blev ikke fundet en taske ude,

men der blev heller ikke ligesom snakket om,

at man så kiggede på den taske.

Gejderne mener, at Else havde haft

mere retur til hotellet.

Så den er lidt mystisk.

Det, der er underligt, det er, at

det, der er højt og syngeligt, er sket.

Den er fallet og styrtet ned i stedet.

Der sker det en ulykke, ikke?

Men så burde han jo blive fundet?

Det er det.

Selvom der også er noget med vilde dyr,

så er der jo ikke en kæmpe stor

og vilde dyr i det område, der kan slæbe

væk med en hel krok.

Man vil jo finde mødet.

Og politiet er overbevist om,

at han ikke er der.

Det skal man så tage,

selvfølgelig med, at det kommer fra dem,

som burde have fundet.

Hvornår skulle det være sket?

Tjenere kan huske dem fra restauranten.

De var til stedet.

De sad og spist spaghetti.

Men også, undskyld.

Hvis man har en plan om at flygge det

fra sit eget liv, det er der jo nogen,

der gør.

Altså bare sådan forsvinder.

Så ingen ved,

om de døde eller livene har gået

selvmord og er blevet udsat for noget,

hvad der skete.

Men det er et mærkeligt sted

at gøre det på Mallorca.

På en ø.

Ude på en vandretur.

Også fordi der var et tidligere tidspunkt

på vandreturen, hvor Svendt

gerne ville have været længere

opvandst i.

Og hvor Else sagde, det magte jeg ikke.

Jeg vil gerne sidde her og vente på dig,

til at du kommer tilbage.

Du kan bare lige gå op der selv

og kigge, hvad der er.

Så kunne han bare gøre det der.

I stedet for sådan at prøve at lide sig

hvordan være med de.

Altså så kunne han bare skrive om natten

eller hvad han ville lægge.

Alle mulige andre ting.

Sige, jeg skal lige ned og have nogen.

Og så kommer han aldrig tilbage.

Det ville være meget nemmere,

end at han så skulle han selv

igennem vi natur.

Men der er jo heller ikke noget om,

at hans pass er blevet brugt noget stedet

eller noget tegn på ham,

noget andet sted.

Det der er så mystisk, de går sammen.

Men du har jo kunne høre,

ikke for der har været nogen lyd

at de ligesom gik.

Jeg forestiller mig sådan noget gros lyd.

Så er der lidt udhjævn,

og så koncentrerer man sig lige om,

hvor man selv går,

eller går lige rundt om en rundning

eller et eller andet.

Hvis han nu bare stoppede op,

så har hun måske ikke hørt,

at han ventede op.

Og hun troede, at han var stoppede op for at tage nogle bælder.

Det tit var sådan,

at han ikke tager vandre.

Altså det mest sandsynlige,

selvom det jo så er mærkeligt,

at de ikke har fundet hans lig.

Det er jo, at han en eller anden grund blev væk fra hende.

Ja.

Og at han er så simpelthen ikke blevet fundet.

Han er kommet til skade,

og han lå død et sted,

hvor de ikke fandt ham,

og hunne blev forvirret,

fordi der havde regnet,

og så fandt de ham simpelthen bare ikke.

Der var gået for lang tid der, ja.

Og så blev det at leve med den her uvished,

og også til dels leve med både mistanker om elens,

men også de mistanker,

som falder på Else selv.

Og så kom hjem,

og så leve med, at...

Man kan jo ikke genoptage noget almindeligt liv,

og så have sådan en uvished.

Og hun var jo stavnsbundet.

Det var først, at der var gået 10 år,

at han blev erklagede død,

og så havde hun rent faktisk rådret over sit liv igen.

Ja.

Ja.

Forfærdelig situation at stå i.

Sven og Else, som bare skulle på en uhus afslappning,

inden alle deres planer,

ligesom skulle fortsætte.

Ah, men det er simpelthen.

Ja.

Ja.

Nå.

Men den må jeg lige tænke videre over.

Ja, gør det.

Ja.

Den sidste sag,

jeg har med i dag,

det er en ohyggelig eners slagsen.

Jeg kan huske den,

fra den gang den trækker overskrifter,

jeg har ikke glemt den siden,

og jeg har heller ikke hørt om noget lignende siden,

heldigvis, hvad jeg siger.

Men den skilder sig i hvert fald ud.

Vi skal til Odense,

også til Odense,

i 2003,

hvor en 29-årig mand

fik tiden til at gå med noget,

så mange var optaget af den gang,

nemlig at skrive med fremmede på nettet.

Ja.

I et chatforum på u4.dk,

mere præcist i kinky chatten,

der var ligesom forskellige chatrum,

man kunne logge ind i,

der faldt han i snak med en person,

der kaldte sig voldtag kvinde.

Nej.

Personen bag brugernavnet,

efterlyste en mand,

der havde lyst til at deltage i en seks-leg,

med et voldtagscenarie,

med hende.

Det var en kvinde her,

og flere var altså interesseret,

og han begyndte også at chatte med voldtag kvinde.

Jeg tror også, du kan huske den.

Han og voldtag kvinde,

udvekslet erfaringer,

oplysninger om alder og udseende,

og så aftalte det,

at de skulle mødes for at udleve

den fantasi, som voldtag kvinde had beskrevet.

De skulle altså spille rollespil,

og lave som om,

at den 29-årige var voldtagsmand.

I virkeligheden, ikke?

Voldtag kvinde beskrev i detaljer,

hvor og hvordan seks-legen skulle foregå,

altså hun opsatte nogle klare regler,

for hvad der skulle ske, ikke?

Og den 29-årige var med på det hele.

Og det her skulle altså finde sted med det samme.

De begyndte at chatte om aftenen,

og de skulle aldrig have mødes med det samme.

Reglerne var sådan her.

Han måtte ikke være for voldsomt,

og under voldtægten i situationstime,

fordi det var selvfølgelig ikke en ægte voldtæg.

For nu var der jo samtykke, ikke?

Men det skulle de leje.

Under voldtægten måtte han kun slå med fladhånd,

for at det skulle føles så virkelig,

som muligt ville voldtæg kvinde skrive.

Og så var den 29-årige velkommen

til at holde hende for munden,

og holde hende fast.

Det her skulle være så realistisk, som muligt.

En vigtig regel var også,

at den 29-årige ikke måtte hyggesnærke,

eller varme op med forspil først.

Altså han skulle gå i gang med det samme.

Hvis han begyndte at komme ind,

og var så hej,

og hvordan går det også noget,

så ville det jo ikke føles som et ægte scenario.

Det hun fantaserede om,

var, at han skulle gå direkte ind i lejligheden,

og dærefter gå i gang med at voldtæg hende med det samme,

og det skulle være hårdt.

Den 29-årige bekræftede, at han forstod aftalen,

selvom det faktisk ikke var en sexlej,

han selv var særligt interesseret i.

Altså han havde ikke et voldtægtsfantasi,

men der var jo altså,

der var noget, der trækker af.

Der var noget, der trækker af.

Jo, man ikke kun kinky-chatten,

men også, at han jo hoppede

på denne her efterlysning,

af en person, der havde lyst til at voldtægte hende.

Ja, det var ikke det, han gik efter,

men han, hvis man måske ikke rigtig være en gik efter,

så det var et tilbud, der ligesom...

Der var jo noget ved det,

han går op på lige i hvert fald, ikke?

Men altså, det var ikke hans egen idé, kan man sige.

Alligevel kunne han dog godt gå med til det hele,

når det ligesom højst,

og han har loosænger den vold som et del,

eller egen dreget.

Var den del af, at der skulle slås lidt?

Ikke, at der skulle, men altså,

det var fint nok,

hvis der faldte loosænger,

fordi han skulle holde fast,

og holde helt for munden,

og hun skulle kæmpe i modring.

Voltag kvinde sendte adressen

til et lejlighedskomplex i Odense,

og forsynede den 29-årige mængkørselsvejledning.

Han ville kunne genkende lejligheden ved,

at hun havde en lyskæde hængende

på sin altan, fortalt hun,

en tændt lyskæde.

Når han ankom, skulle han dyte,

så vidste hun, at han var der.

Døren til opgangen ville stå på klem,

så han ikke behøvede at bruge dørtelefonen,

og så ville hun sørge for at lægge

et kondom frem til ham på døremotten.

Han skulle tage det på, før han gik indenfor,

og når han var klar, så kunne han bare gå ind,

hoveddøren ville stå på klem til ham.

Når han kom indenfor, så skulle han gå ind

i soveværelset, som lå til højere foran træen.

Voltag kvinde ville ligge klar i sengen derinde.

Vi ses om lidt, skrev den 29-årige.

Skynter, skrev voltag kvinde.

Den 29-årige hoppede ind i sin bil

og ankom til adressen i 28-20-årig om natten.

Stedet var nemt at finde,

og han kunne ganske rigtigt se en tændt lyskæde

på den ene altan.

Opgangsstøren stod på klem,

og der lå et kondom på døremotten,

som han iførte sig ude på trappeopgangen,

før han stilleskuppede hoveddøren op og listede indenfor.

Præcis som aftalt.

Det var mørkt ind i lejligheden,

og det tog lidt tid for ham at finde soveværelset.

Døren var lukket helt til,

og han åbnede den,

og kunne nu se, at der lå en person i sengen.

Han kunne også høre, at vedkomne trækværet.

Han sat sig på sengen,

og gik som aftalt i gang,

og lidt efter satte kvinde i sengen sig op,

og begyndte at skrive,

højere end han havde regnet med.

Han holdt hende for munden.

Hun kæmpede voldsomt imod,

og som aftalt holdt han hende nede.

Deres kamp var så voldsomt,

at de væltede ned på gulvet,

og den 29 år i sport,

hende usikker, at hun stadig gerne ville.

Da hun ikke svarede, slap han kvinde,

og hun flygtede straks ud af lejligheden,

og sygte hjælp hos naboer.

Hele ejendommen blev vækket af den larm,

der var skrev BT.

Politiet blev tilkaldt omkring klocken fire om morgenen.

Melling var, at der var sket et voldtægtsforsøg

i en kvindens lejlighed,

og at Gærningsmanden stadig var til stede på adressen.

Det må være en rimelig sjældent melling.

Ja, ja, ja.

Kvinden forklarede, hvad der var sket

til de betjente, der hurtigt ankomte til stedet.

Også, at Gærningsmanden havde virket forvirret,

og at det havde undrette hende, at han ikke var flygtet.

Hun forstod ikke, hvordan han var kommet indenfor,

for hun havde lukket og låst vinduer og dører,

før hun var gået i seng.

Politiet talte med den 29-årige,

der var svenske statsborg,

og man boede i Danmark i forbindelse med sine studier.

Han virkede rundt på guldet,

og uforstående over for, hvad der foregik.

Han forklarede igen og igen,

at der var tale om en misforståelse.

Det var ikke en rigtig voldtæg,

men en arrangeret sexlej,

som kvinden selv havde inviteret til.

Og det må også have været en vild forklaring,

at høre for betjentene, ikke?

Altså, jeg har også været sådan...

Det afvistede kvinden jo selvfølgelig fuldstændig,

og da hun slet ikke havde en computer i sin lejlighed,

valgte politiet at anholde manden,

og sikte ham for voldtægtsforsøg.

Det var sådan, du taler ikke sandheden.

Altså, hun har ikke chattet med dig.

Vi skal i hvert fald finde ud af, hvad der foregår her,

altså, det er helt langt ud.

Ja, jamen, de var jo bare sådan...

Du har forsøgt at voldtægge hende,

og du fortæller, at I har chattet,

men det har I ikke.

Hun har ikke nogen computer.

Kriminalpolietiet overtog efterforskningen næste dag,

og den 29-årige gav udtryk for at være enormt ked af,

hvad der var sket.

Han virkede røstet og lovede og samarbejde med politiet.

Han fastholdt, at han havde chattet med kvinden,

og han visste politiet det chattrum på sin computer,

der stadig stod tændt på hans kollegi i værelse.

Og så forklarede han jo, at det var i det her chattrum,

jeg mødte hende,

og han virkede op rigtig og troværdig.

Altså, det var selvfølgelig også godt for hans historie,

at da de kom tilbage til kollegi i værelse,

han havde ikke været der siden han blev anholdt på gærningsstedet,

så kunne de se, at det sidste, han har lavet,

det er, at han har siddet på denne computer og chattet,

som han siger, ikke?

Politiet fik fat i en udskrift af samtalen med hjælp fra U4.dk,

og udvekslingen mellem ham og bruger en voldtag kvinde

viser at stemme overens med den forklaring, han havde givet.

Var den slettet sådan?

Ja, på hans skam var den.

Det var sådan noget med, at det er ligesom forsvandt løbende, ikke?

Ja.

Men de fik hellevis hjælp af U4.dk til at genskabe den.

På den baggrund, altså, at han havde haft denne her samtale,

som han sagde overraskende nok, blev den 29 år i lysslat.

Han havde ikke haft til hensigt at voldtage den sovne kvinde.

Hans intention var at deltage i en aftalt lej,

og det må også have været vildt for politiet at skulle løslade en mærke,

som det var jo ham.

Det var ham.

Han gjorde det her.

Ja.

Men det var det alligevel ikke.

Men det var noget andet, der foregår her.

Men det var noget andet, der var på spil, ikke?

Nu handlede det jo så i stedet om at finde ud af,

hvem bruger en voldtag kvinde var.

Efterforskerne mistænkte, at der var tale om en person i kvindens opgang.

Vedkomne visste jo, at hun havde en tent lyskade på sin altan.

Jo jo, og døren var åben.

Ja.

Og personen havde været i stand til at åbne dører og lægge et kondom på døremotten.

Ja.

Og én beboer viser, at være særligt interessant.

En 30 år i mand.

Han var dukket op meget hurtigt ud på opgangen efter det hele,

og som den eneste havde han altså ikke virket sønderligt interesseret i,

at hjælpe mere til baghold den 29 år i.

Det blev besluttet at rense af hans lejlighed,

og her blev der fundet kondomer af samme type, som det, der var efterlatt på døremotten.

Hans computer blev beslaglagt,

og på et tidspunkt, mens politiet var i lejligheden,

opdagede en betjent, at den 30 år i her forsøgte at skjule noget i sin hånd,

og han spurgte lige så meget om, at han måtte gå på toiletet.

Nej, det må du ikke.

Og så kunne betjenten se, at han stod med noget i hånden.

Det viser at være nøgle.

Og da de prøvede den i kvinde større, passede den.

Det var hendes hoveddørsnøgle.

På politistationen skiftede han nu forklaring fra totalt uskyldig til,

at han havde haft en afgørende rolle i det hele, men ikke alene.

Han havde det, at han havde planlagt voldtægselaget sammen med kvinde,

men bare fra hans computer,

og altså, at det hele var sket efter hendes ønske.

Han kom der efter med en udførlig forklaring om,

hvordan hun havde opsygt ham,

og været interesseret i alt muligt.

Hun havde selv fortalt ham om den her voldtægtsfantasie,

og bet om hans hjælp.

Det var også i den anledning, at han havde fået hendes nøgle, sagde han.

Kvinden afviste det hele pur.

Hun havde slet ikke haft kontakt til ham,

eller opsygt ham på nogen måde.

Og politiet efterfølgende omfattende efterforskning,

alle postanden i sag indviste,

at den 30-åriges forklaring var usandsynlig.

Hun havde en fantasie, der skulle udleves,

og jeg ville gerne hjælpe hende med den,

og hun havde selv deltaget i planlægningen,

forklared manden til Dommaren ved et grundlåsforhør,

i følge TV2 Fyn.

Det var en forklaring,

anklager han afviste og tro på.

I følge kvinde havde hun under ingen obstentighed

at opsykke manden med et ønske om at udleve en voldtægtsfantasie.

Hun havde slet ikke nogen relation til ham,

udover at de var naboer,

og havde set hinanden i egen dumme.

Det var enklagerens teori,

at den 30-årige var sygeligt besat af kvinde,

og derfor planlæg voldtægten for selv at blive sexuelt tilfredsstilet.

Det blev aldrig afklaret,

hvordan den 30-årige havde fået fattig kvinde's hoveddørsnøgle.

Nej, jeg skulle lige til at spørge.

Hun manglede ikke nogen nøgler.

Nej.

Det er creepy det her.

Hun manglede ikke nogen nøgler,

men det er sandsynlig,

at han på en eller anden måde

har fået lavet en kopi.

Ja.

Han har fået fattig hendes nøgler.

Og lagt den originelle tilbage.

Ja.

Han havde også fatt,

han kendte hendes bankoplysning,

og det var også noget,

han havde brugt som forklaring på,

hvorfor hans forklaring var den rigtige.

De vandt ud af, hun havde dem liggende i et køkkenskab.

Så han har også været inden hos hende.

Mmm.

Ja.

Og lure rundt.

Ja.

Ja.

Tænk at have sådan en naboing.

Ja.

Der er lige bestillere i en voldsægt,

og hun kendte ham ikke.

Nej.

Men det er også svært.

Hvad får han ud af det?

Fordi han kan ikke være til stede.

Så det, han får ud af,

det skal foregå ind i hans hoved,

og med det på styret,

han kunne opdage på opgang.

Ducca-føjern, Camilla.

Ja, ja.

Det, han får ud af det.

Han ved det sker,

men han ser eller hører det ikke.

Nej.

Han skal have hjernen på arbejde.

Spændingen ligger netop i at orchestrere det.

Tænk at have sådan en magt,

og kunne orchestrere en voldsægt.

Ja.

Og få to mennesker til at gøre det her.

Ja.

Hvad er man så?

Hvad er man så?

Hvad er man så?

Hvad er man så?

Så er man fucking psykopat.

Sagen kom fra Ratten i Odense byret,

og efter tre dage blev det besluttet,

at den 30-årige skulle kendes skyldig i voldsægtsforsøg,

og i dømes to års ubetændet fængseler.

Det suden skulle han betale af statningen,

til både kvinde og den 29-årige,

som Jo Bicke var totalt rystet.

Hvorfor var det til senere? Jo Bicke to.

Den 30-årige angrede dømmen til land 13.

Det var to år.

Det var simpelthen for meget.

Det var simpelthen uretfærdigt.

Mester, det er ikke nok.

Nej, det er altså USA,

hvor det jo så havde det hedet 30-årige.

Prøv at høre minimum.

Ja.

Det har fået livstid,

med mulighed for at prøve lystades efter 30 år.

Ja.

Der kom ikke noget nyt frem i land 13,

der overbeviste nogen om,

at dømmen skulle ændres,

og den blev stadig festet i november 2015.

Jeg gad godt at se en mental rapport.

Ja, det gad jeg også godt.

For at fortælle historien om den i senesatte voldtægt,

har jeg fat i nordisk kriminalrebutage,

tv2fynfynsdkbt og Jyllands posten.

Ja, godt husk den.

Jeg kan huske detaljerne,

men jeg kan jo godt huske,

at det er så langt ude.

Også fordi ikke bare gjorde han jo det.

Altså alt, hvad han forklede bag efter,

var jo også lige så langt ude.

At han så bare sidder der,

og seriøst tror jeg, han kan overbevise politiet

og retten om.

Men hun sad hos mig,

og vi sad sammen for,

at hun fortsætter med at prøve at se,

om den går,

og man er på land,

og han er jo klogik.

Det var hende, der opsygte mig,

og gerne ville have nogen til at voldtage hende,

og det sagde jeg også,

at jeg tager hjælpe med.

Nå, den sidste sag, jeg har med i dag,

er et frygtligt glemt,

af et meget, meget sygt syn.

Der stod ganske, ganske lidt om den i medierne.

Jeg skal advare om, at den handler om et barn,

og at den er meget voldsom.

Til gengæld lå jeg, at den blev helt kort.

Men der, den 23. maj, 1988,

er nok en dag få af de beboere,

der boede i lejlighederne i Kammhusen,

i Valby,

på det tidspunkt har glemt.

Helt tidligt om morgenen,

nok næsten mere nat,

var en beboere ude for at lufte sin hund.

Han undrede sig over,

at der stod en overdreven stor dammsky ud

af et åbent badeværelsesvindu,

i en af lejlighederne,

da han pludselig hørte skrig indenfra.

Han hørte en pisstemme råbe,

nej, nej, nej,

hvor efter en voksen kvinde skrej,

kom tilbage til mig,

jeg elsker dig.

Huneluftern reagerede prompte,

og løb ind i opgangen,

og prøvede at få kontakt

til dem, der var ind i lejligheden.

Han ringede og bankede på.

Men da der ikke var nogen,

der reagerede, gik han med det samme,

og oppe at trappe den til overboen,

for at finde en telefon og ringe til politiet.

Overboen var allerede vågen,

vækket af larmen fra lejligheden nednunder.

Der var tumult og støj,

og vandet løb i badeværelset.

De to naboer fik ringet efter hjælp,

og kort tid efter ankom politiet.

De havde ikke noget problem med

at komme i kontakt med beboerne,

inden fra den lejlighed larmen var kommet fra.

For da de ankom, stod døren åben,

og en nøgen kvinde, stod forvirret

og talte usamhængende om geoluddrivelse.

Nu talte jeg om, at beboerne i det her lejlighedskomplex

nok ville kunne huske den her dag for evigt,

men de stæckels betjente, der ankom til lejligheden,

må ligeledes ha' haft brug for noget støtte bagefter.

For ind i lejligheden ventede der dem et horribelt syn.

I badeværelset lå den tydeligt uligvægtige kvindes

9-årig datter i badekarret.

Vandet løb stadig, men pin var dækket til

af tæppe og en dyne i karet, og hun var død.

Altså som om, at hun var blevet presset ned af de ting?

Det tror jeg ikke mere, at hun var dækket til.

Hun var skjult, så man ikke kunne se hende,

at hun lå ned i karet.

I vasken lå en blodig kniv og en hård tøjt.

Pines sidste minutter havde været utænklig.

Hun havde snitsorg på halsen.

Hun var frygtlig skoldet på arm og ben.

Hun var blevet kvalet og til sidst druknet.

Den 33-årige kvinde blev taget med af politiet

og straks undersøgt anlæge.

Han slog hurtigt fast, at kvinden var stærkt psychotisk,

havde tvangstanker og sandsynligvis slet ikke viste,

hvad hun havde gjort og hvad der var sket med hendes datter.

Ved grundlåsforhøret senere samme dag i Københavns Dommervagt

blev det bekræftet, da kvinden blev spurgt ind

til, hvor hendes barn var.

Men det visste hun ikke.

Hun virkede umiddelbart rolig, da hun forklarede,

at hendes eneste bekymring var, at hun ville redde pigen

fra hendes far og hjælpe hende med at blive bedre.

Hun kunne ikke svare på, hvor den 9-årige svar var.

De havde ikke set ham længe, men mente,

han rejste rundt med et cirkus.

Det er ikke som sådan, fordi det skal give mening det her.

Det var det, hun sagde.

Hun var virkelig syg.

Hun ville redde pigen fra hendes far,

men faren var slet ikke ind i billedet.

De var hende i lejligheden, og at hun ville hjælpe pigen

med at blive bedre.

Mens anklæren reddegjord for sagen, blev kvinden

født ud og rettslokalet.

Man vurderede, at hun var for skrøblig til at høre,

hvad hun havde gjort ved sin datter.

Det var et fornuftigt valg.

Da anklæren var færdig, kom hun tilbage til sin plads

og fik besked på, at hun var varteksfængselet i 25 dage.

Til det svarede hun, at det nok var en god idé,

for hun var også rigtig sulten.

Her efter bl. 33 var hun i overført

til sygaudelingen i Vesterfængsel.

Kvindens familie, både i Jylland

og ingen andre i hendes omgangskræs,

havde været tæt nok den sidste tid

til at bemerke, at hun var blevet mere og mere ustabil.

Politets efterforskningsarbejde

vil i høj grad bestå, at interviewer

mennesker i kvindens bekendtskabskræs.

Det delte kriminalkommissær Kod Jensen med ekstra bladet.

Hun var stadig meget, meget syg, kunne han fortælle.

Det mennesker, der kendte kvinder hendes datter

godt med sikkerhed kunne sige,

midt i at skulle fordå, hvad der var sket

og prøve at finde hovederhagel i det,

det var, at de to elskede hinanden uendelig højt.

Altså der var ikke nogen, som havde

noget som helst dårlig at sige,

der er ikke nogen historie af

misrygt eller psykisydom, tidligere

eller bekømring

eller bekømring.

Pien klarede sig godt i skolen.

Hun var velbegavet.

Hun havde veninder.

Men der var ikke nogen, der havde set tegn på,

at moren havde et problem.

Ikke noget, der var nogen, der havde stuset over.

Der kom noget frem om, at hun havde gået

til Spokhonen det sidste stykke tid inden.

Men det så man ligesom, at hun havde

søgt støtte.

Altså at tingene var ligesom

inspirale ned af,

og det var en måde for hende

at finde nogen at tale med,

at finde hoved og hale i,

hvad der foregik.

Og der var heller ikke noget i det her med

geoluddrivelsen.

Nej, hun var ikke søgt magi

eller noget som helst.

Vel, hun var psykotisk på det her tidspunkt.

Men i tiden op til,

var der ikke nogen, der havde

opdaget tegn på sygdom.

Nej, det var der ikke overhovedet.

Men var det også fordi,

de var meget alene?

Det lyder som om, at de var en enighed.

Og at familien boede langt væk,

og de havde mennesker i deres liv.

Pien havde også vænne ind,

og hun overnatte hos, og sådan nogle ting.

Og de kunne også berejde,

hun var en skøn pige, ikke?

Moren havde gået mere i byen,

end hun plejede i tiden op til.

Og der havde de fundet frem til nogen,

der synes, at hun talte meget.

Altså, og der er måske et lille tegn der,

men det er der jo ikke nogen,

der ved, kan være symptom på noget,

hvad der er præcis.

Og så er det sådan, at jeg ikke præcis ved,

hvad resultatet blev for kvinden,

når det kommer til det rettslige efterspil.

Det har ikke været muligt for mig at finde ud af,

men det, at det ikke kom frem,

det taler jo for, at hun har fået en behandlingsdom.

Hun er kommet videre i systemet på rette vis, ikke?

Der var aldrig nogen tylde om,

at hun var sindssyg i gærningsøjeblikket.

Nej.

Og det skær mig simpelthen i hjertet,

at tænke på, hvordan det må være for hende,

når hun våner op til den virkelighed,

så er hun skabt, ikke?

Ja.

Ja.

Som sagt, var det ikke noget, der blev skrevet,

meget om på tross,

der var jo heller ikke så meget mere,

det tragiske omfag,

men det var der ikke,

for at kunne fortælle om den her sag,

der har jeg brugt artikler fra aktuelt,

at vise en djursland,

og fra ekstrabladet.

Og jeg forestiller mig,

at der er ingen,

der har glemt det her,

som var kommet i berøring med det dengang.

Som var tæt på?

Nej, selvfølgelig ikke.

Og så tænkte jeg også,

var det fantastisk den her mand,

der går tur med sin hund,

og hører, skrig, råb,

han mærker, at der er noget helt galt,

og så reagerer han bare.

Der var et enkelt sted,

at der stod, at det var klocken to om natten,

men det er lidt svært sådan helt,

og nej, fast hvad tid det var ikke,

så det var nat, tidlig morgen,

og så alligevel reagerer,

så prom det og går op,

og banke nogen op.

Men ved du hvad, det han har hørt,

har nok, der har ikke her sket nogen tvivl om,

hvor alvorligt det var,

og når der ikke gør det,

så skal man reage her sådan der.

Og det gjorde han.

Og det gjorde han.

Og det var godt.

Og så lådede vi jo ind,

bonusanbefaling.

Ja, og det kommer til at være dig,

der også taler mest nu,

fordi det er dig, der faktisk har set den.

Men det vigtige er,

at det er i samarbejde

med en ny streaming-tjeneste,

der hedder Britbox,

Jeg tror bare, man siger Britbox.

Britbox, ja,

og der kan man altså få en masse britisk indhold.

Ja, og det,

altså hvis man som mig,

er rigtig meget til britisk tv,

både alle krimiklassikerne,

men også britisk humor,

og drama,

så er det Britbox,

man skal gå på opdagelse i,

for der er det ligesom samlet,

et sted altså.

Og om det så er usætet,

afsnit af Barneby og Vera,

det er nogen gang nok for mig.

Altså, det kan du finde herinde,

og du kan også finde

medrivende britisk true crime.

Så det inder rud rundt derinde.

Jeg tror ikke, der er et kategori,

hedder true crime,

men der skal man så ind og kigge.

Under dokumentar.

Under dokumentarkategorien,

finde tingene derinde.

Denne her bonusanbefaling,

det er dokumentaren,

som hedder Marry to a Psychopath,

og den kan findes inden hos Britbox.

Der har du meget allerede.

Jeg behøver slækker fortælle mig om,

men det gør jeg alligevel.

Måske det er også er første gang for dig,

det var i hvert fald første gang for mig,

at jeg nogensinde hørte navnet Malcolm Webster.

Ja.

I 1996,

der mødte Felicity Drum sin drømmemand,

Malcolm Webster.

Ham skulle bygge en fremtid med,

og starte en familie med.

De to havde myt hinanden i Mellemøsten,

hvor de arbejde,

men besluttede at flytte til New Zealand sammen,

hvor de blev gift året efter.

Alt det gik planmæssigt,

og Felicity blev gravid.

Men under graviditeten,

der begyndte hun at få det skidt.

Først begyndte maden at smage bedtart,

hendes smagsløg måtte have ændret sig.

Hun beskrev det til venner,

som en kemisk smag,

altså hvis man knuser medicin,

og putter det ned i landen.

Hun blev svimmel og træt.

Hun kunne nu pludselig sove,

i år, at døgnet en rigtig afvide, hvor tiden blev af.

Var det bare graviditeten?

Det er nogle af de ting,

der kan ændre sig ikke.

Padesparen kom til verden, og tiden gik.

Efter to års ægteskab,

var det i 1999 tid,

at købe drømme hjemmet.

Felicity havde betalt sin del af udbetalingen,

men på vej hen til huset,

for at Malcolm kunne betale sin del,

af den her udbetaling.

Der måtte Pade pludselig slingerne køre ind

til siden, fordi Malcolm mente,

han var ved at få et hjerteanfall.

Så det blev en tur på hospitalet,

og stedet for det positommet måtte vente til en anden dag.

Ikke længe efter,

der insisterede Malcolm på,

at den lille familie skulle køre en tur

i bilen på landet.

Han havde en der forberedt drikkevare

til turen,

og Felicity hun draksin i bilen,

men blev så pludselig meget træt,

og faldt i en dyb sørg.

Hun vågnede ved, at mobiltelefonen ringede,

altså ved tilfælde,

og samtidig med, at hun vågnede,

så fik hun øje på,

at Malcolm

var på vej med barnet

i klart råden,

i retning mod skoven.

Han havde forlagt bilen med barnet,

lået hende sede, og så gik han med barnet.

Nu lydder det jo elevarslene,

fordi vi ved, hvad titlen

på den her dokumentar er.

Var det også det for hende?

Han er jo trods alt barnets far.

Han er barnets far,

og jeg kan sagtens afsløre,

der skete ikke noget med barnet.

Men det var ikke det værste,

fordi faren så ankom til stedet,

hvor Malcolm havde efterlagt Felicitis sovne i bilen.

Der begyndte det sådan,

opdaleser for opdaleser,

gå op for dem,

hvad der havde været Malcolm skrus om i plan.

Altså faren tager ud for at sige,

skat, jeg kommer,

der er noget helt galt her,

og kommer hindre jer.

Den plan, den synes jeg,

man skal se dokumentaren for,

for at få med, den er

vild,

og vild,

og på et tid blev selvfølgelig involveret.

Som sagt, så skete der ikke noget med barnet.

Gå ind og se den, så du får

finde ud af, hvad den her plan gik ud på.

Men altså det handler om pengen for ham?

Det er en stor del af det.

Han lykket som med at stikke af

til Skotland,

inden de kunne få fingrene i ham,

og han tog $140.000 med Felicitis

hårdt opspeget penge.

Og nu lyder det jo faktisk som om,

at hele dokumentaren gør alt,

hvad det handler om.

Men alt det her,

det er bare slet ikke det vilde

i fortællingen om Malcolm Webster.

Fordi i 2004,

der når underretningerne om

ham frem i Sieland, frem til politiet

i Åben i Skotland,

hvor Malcolm Webster er flyttet til

og arbejder som sygeplejske.

Og så går en stor stilet efterforskningen

over aktion i gang.

Og det er faktisk den her

efterforskningen, og den her aktion,

som den her dokumentar

handler om.

Det er mindblowing, hvad de finder frem til.

Ja.

Jeg tror, jeg vil lave det hver ved det.

Det er to episoder, lige under en timestid.

Det er tosset, hvor meget de får

passet ind på de her to afsnit.

Married to a Psychopath.

Verklige godt tv på Britbox.

Who knew?

Der ligger også en dokumentar

set i 24 hård

og en polis koster de.

Den kan man altså også

lige tjekke ud derinde.

Ja, absolut.

Hvis man kunne tænke sig en

syvdages gratis prøvperiode,

så kan man gå ind på

www.britbox.com

og som sagt en ny

britiske streamingtjeneste.

Der kan man tilmælse, og efter de

syvdage, der koster det

99 kroner om munden

med mindre abonnementet opcis.

Britbox er altså

også en del af Simo

og TV2 Play, så der igennem

kan man også få adgang

til Britbox.

Ja, jeg ved egentlig lige, hvordan det fungerer,

men det kan være, at det giver mere mening, hvis man allerede har

TV2 Play.

Ja, så må jeg lige derinde

og kigge, hvordan det fungerer.

Britbox.com

og helt ærligt.

Britiske TV

generelt.

Britisk humor.

Jeg er der for det. Det må jeg bare sige,

og nu er der også for

britisk kriminalhistorie.

Det er rigtig godt lavet, og jeg skal ind

og se alle de gamle

Blackadder og

alle de gamle krimi,

og så er der også lavet masser af nytik.

Men jeg synes jo faktisk, jeg har anbefalt

ret mange britiske dokumentarer

på det seneste.

De er altså gode til det.

Men det er de.

Jeg talte om

David Fuller

Monster & Morg.

Du talte om for længe siden.

Jamen lad det være en opfordring

til Britbox, for David Fuller

på den liste der.

Den vil vi gerne se.

Ja, det var det for i dag.

Det var det, jeg skal

til tanlen nu.

Og når vi taler sved igen på mandag,

så er jeg en Vistomstant fattigere.

Og så må vi se, hvor mange penge

fattigere også.

Skal vi lige hurtigt putte noget på det

vedemål, så at hvis jeg vinder, så skylder du

Katamommes Nore.

Ja, det kan vi godt se.

Det er en Dior Handshake

Handshake on that.

Og ellers så er vi retur om

en uge helt som

vi plejer.

Det er vi. Ha det rigtig godt derude.

Og vi lyttes ved.

Hej.

Hjælp.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.