Nationens mareridt: Kælderens hemmelighed

Mit navn er Thomas Klimtby. Du lytter til nationens marerit, en true crime podcast om sager fra rundt om i verden, der rammer og lammer en befolkning, fordi de er så bizarre eller på andre måde umulige at røste af sig.

Sådan en sag er historien om Puccio-familien i Akantina. I begyndelsen af 1940'erne er Akantina ved at vone op efter et nationalt marerit med mange års militærregime.

Især de berygtede såkaldte Death Flights er brand ind i befolkningsbevidsthed.

Death Flights er navnet på en række uhyggelige og himlige aktioner, hvor tusindvis af mennesker blev kidnabet om natten og kastet i døden fra fly over åbent hav.

Nu forsøger man at glemme regimes rejsler. Et nyt demokrati er så smukt begyndt, men det betyder ikke, at man er blevet fri for forfærdelige forbrudelser, som for eksempel de mystiske rimands kidnappninger i 1940'erne.

I en forsted til Buenos Aires bliver en række velhævn af mennesker kidnabet for store løsesommer, men de bliver aldrig frigivet, de bliver dræbt.

Og sporet fører til en kælder hos intersynledende helt normal familie.

De koldeste måneder i Buenos Aires bliver aldrig helt kolde. I midten af juli, argentinas vinter, er temperaturen allerede ved at nærme sig en mil forrestag, sådan som vi kender den her i Norden.

Sådan en mil forsafden er de i San Isidro, den mest velhævne forsted til Buenos Aires. En aften var luften af frisk, og man ikke længere behøver varmtøj.

Nelita kigger ud og vindt ud fra sit kontor. Reinen er holdt op. Hun begynder at pakke sine papir sammen. Nelita er en dygtig forretningskvinde på 58 år.

Selvom hun nærmer sig pensiontalleren, har hun ingen planer om at stoppe. Tværtemod føler hun, at hun først lige har kommet i gang.

Året er 1985, og for første gang i lang tid er Nelita optimistisk for fremtiden. Den nye demokrati, Jacantina og de muligheder, det fører med sig, har viset at smidte afpå ens omsætning.

Der er masser af arbejde, og der er masser af penge af tjen, da han labar om at små hjælmerne op og komme i sving.

Men ikke mere for i dag. Nu vil hun hjem til sin familie, spise en sen aftensmad og slappe i dag, inden det hele tager fart igen fra morgenstunden.

Hun har slygget trendskoden rundt om sig. Træerne på Boulevarden er stadig fugt i efterforsrejnen, og friske dropper falder i nye og næe fra de tunge grene.

Asfalten dufter som den plejer efter regn. Byen er rolig, der er ikke mange mennesker ude sådan en aften, ikke mange biler.

Nelita har fortået for sig selv, i hvert fald i nogle minutter, hvor hun falder ind i sine egen tanker. Det er gode tanker om fremtiden, om udvidelser, om nye idéer.

Hun drejer om hjørnet. Længere fremme på Boulevarden holder en varvorn pakket. Den er våd efter regnen, og lakken spejler butikkerne og gadelampernes lys.

Længere fremme kommer en ung mand gående i hendes retning.

Nelita har efterhåndeliget et langt liv og oplevede det meste, og hun er ikke længere bange for at fremmede mænd på gaden sent om aftenen.

Specielt ikke når de er så unge som ham, der kommer imod hende nu.

Men det er ikke ham, hun skal være bange for. Det er de andre mænd, der ligger på lur ind i varvorn, og bare venter på, at hun skal komme.

Dem, hun ikke kan se. Det er dem, hun skal være bange for.

Den unge mand går ind foran hende. Han holder en sigerat frem og spørger om hun er ill.

Nelita vil bare gå videre, men han bokerer hendes vej.

Hun prøver at komme udenom, men han træder ind foran hende igen.

Hun stopper op og kigger på ham. Han er ung i starten af tyverne, overvægtige med store arme.

Og han har et besøgneligt naivt udtryk, som om han siger unskyld.

I det samme bliver hun pågrepet bagfra. Hun får en sik henover hovedet, og hun kan ikke længere se noget.

Selvom hun slår fra sig og skriger, er der ikke noget at gøre.

Overfalsmænden er for stærke for hende, og hun bliver trukket ind i varvorn.

Nogen holder hende fra munden, men Elita vridder sig og forsøger at komme fri.

Pludselig bliver hun ramt af noget hårdt i ansigtet, måske en knytnave.

Hun forsvinder ud af bevidsthed et kort øjeblik.

Da hun kommer til sig selv, er hun bundet på arme og ben, og varvorn er i fart.

Hun får et slag til.

Senere vonner Elita.

Hun ved ikke hvor lang tid der er gået. Et par timer, nogle minutter, måske dage.

Hun er forvidet, kan ikke samle sine tanker.

Hun har kraftige smærter, både i hovedet og på kroppen efter slagene.

Hendes tøj er væk. Hun har kun iført sin underkjole.

Hun er ikke længere i varvorn.

Hun ligger i en seng, lænket på hænder og føder.

Hun prøver at bevæge sig, men det er muligt.

De korte lænker er forbundet til sengens trammer, og de holder hen udspendt.

Oven over hende og sengen hænger en slags telt.

Hun kan ikke se, hvad der er udenfor.

Det er mørkt, så det må være aften eller nat, men hun kan mærke en brise en gang imellem.

Der er også en lyd af fule fløjt, men de lyder så underligt langt væk.

Hun synes også, hun kan dufte noget.

Hvad er det? Er det halm?

Er hun på landet langt væk fra San Isidro?

Hun ved ikke hvor, og hvem har bortført hende?

Er det regeringen? Er det en milit?

Har hun gjort noget? Er det noget fra hendes fortid?

Hun har ikke haft noget med politikeregører, så hvem vil være efter hende?

Er det måske nogen, hun kender?

Selvom spørgsmålene flyver rundt i hovedet på hende, får hun ikke svar.

Ikke før 36 dage senere.

Indtil da får bliver hun lænket til sengen dag og nat.

Hun må forrette sin nødtørft i en lille dåse og en span, som sjælden bliver gjort rent.

Hun tror, hun kan vinde sig til stanken, men det kan hun ikke.

Hun får lidt mad en gang imellem, men hun er ikke i stand til at indtage ret meget føde.

Hele hendes krop er lukket ned i angst og smerte.

Hun har ingen muligheder for at flygte.

Det eneste hun har er græng til, er lyden af fulefløjt.

Fulefløjt, der lyder så underligt gentæne.

For at forstå denne sag er det vigtigt at kende lidt til Akantina og landets blodige historie.

Fra midten af 1970'erne og frem til 1983 regeres Akantina af et brutalt militært diktatur.

I spidsen står president Videla, der er berøgtet for sin brutalitet overfor politiske modstandere,

især deltid overfor socialister, kvinder og kvinder.

Demokratiet er relt sat ud af spil, og perioden ontales som den mørkeste i Akantinas historie.

Det allermørkeste kapitel er den såkaldte Gettersussia, den beskidte krig,

hvor stort set alle, der ydrer sig kritisk om diktaturen eller bare våger at stille spørgsmål ved styrets metoder,

bruger et stort stort stort stort stort krig.

Som regel sker hænrettelserne i lyrmørket ved hjælp af de såkaldte Deathflights, dødesrejser i fly,

hvor borgere bliver bortført fra deres hjem midt om natten, bliver bedøvet og sat på et militærfly med kurs mod Atlanta-havet.

Kvinder, mænd, unge mennesker med livet foranser, uskyld de i børn, der bliver ikke gjort forskel.

Mange er bare helt almindelige mennesker, der passer deres eget.

Opstår der en mistanke eller bare et rygdom, at nogen af dem mod regeringen bliver en kidenabningsaktion sat i gang.

Når de fyldte militærfly er noget tilstræktigt langt vægt fra kysten, åbne størrene,

og de halvedøde mennesker skubbes ud en efter en.

De livet i det næste stort stort stort.

Og de halvedøde mennesker skubbes ud en efter en.

De livløse kroppe falder flere kilometer mod det åbne mørke hav.

Ingen overlever, og ingen lige bliver nogen sinne fundet.

President Videla af militærjuntagen formål over kort tid asystematiserer bortførelserne en sådan grad,

at op imod 30.000 mennesker mister livet i løbet af ganske få år.

Aktionerne kræver et helt enormt apparat af soldater og efterretningsfolk som træning og logistik.

Alle uddannes grundigt i likvideringens ulegger og kunst, og der blev udarbejdet bortførelsesmanualer,

så soldaterne ved, hvordan selv de mest modstandsdygtige kidenabningsoffer kan håndtere os.

I begyndelsen af 80'erne vokser den folklig utifræssighed om modstand.

Men det er først i forbildelse med nederlaget i falklandskrigen i 1982,

at utifræssigheden og de massive demonstrationer bliver for overvældende for militæret.

I 1943 træder Juntagen tilbage, og Argentina får igen en demokratisk valgte regering.

En retsag mod militæres ledere i værksættes. Nu skal retfærdigheden sejre.

I mellemtiden er de mange soldater og efterretningsagenter blevet arbejdsløse

og må begynde på noget de ikke kender noget til, at leve et helt normalt liv.

Men hvem vil nu ansætte dem, hvordan kan de tjene penge til deres familier,

hvordan kan de finde en ny vej i livet?

Det er på den mørke baggrund, at denne sagsforbrudelser udspiller sig.

Vi skal tilbage til bortførte Nelita, men inden der skal du høre om den første kidenabning.

Nelita var nemlig ikke det første offer.

Tilbage i 1982 spiller 23-årig Ricardo Rockby på det lokale storhold Pumas.

Han kommer fra en velhævne og kendt familie, der er råd til at lave Ricardo pleje sin sportslige karriere.

Han er netop blevet udtaget til landsholdet og bruger nærmest altid vognetid på sport.

Han er ung, smuk og har masser af overskud.

I weekenderne elsker han at være Mr.Socio, der inviterer til private fester i sin lejlighed med vennerne fra holdet

og de mange smukke kvinder, som San Isidro har bydet på.

Det er til en af de fester, at Ricardo møder Alejandro.

De spiller begge to Rockby og snart skal de spille sammen på landsholdet.

Fremtiden ser lys ud for dem begge og de bliver hurtigt gode venner.

Alejandro's familie er ikke helt så velhævne som Ricardo's, selvom begge familie bor i San Isidro.

Alejandro har en butik med udstyr til vansport, som ligger ved siden af hans familie's hjem.

Han må arbejde for at tjene penge, det behøver Ricardo ikke.

Alligevel bliver de to jevnallerne mænd gode venner, og de hænger oft ud sammen.

De træner sammen, og de hygger sig sammen i weekenden.

En jul i dag, er de to venner på vej til træning i Ricardo's bil, da en mørk personbil pludselig kører ind foran.

Maskerede mænd med pistoler kommer ud af bilen, og de to unge mænd bliver trukket ud af deres bil.

De forværer sig en sik overhovedet, og Ricardo bliver smidt om i bagagerummet på bilen.

Bilen kører sted. Ricardo ved ikke, hvad der skete med Alejandro.

Måske er han inde i bilen, måske har de efterlatt ham forslået på gaden.

Ingen af de ting er skit med Alejandro, men ham venner vi tilbage til.

Da kidenabberne åbner bagsmikken, forsøger Ricardo at slå fra sig.

Kidenabberne går til mod angreb, og Ricardo bliver slået bevidsløs.

Næste dag modtager Ricardo's familie telefonopkall.

Stemmen tilhører en ældre mand.

Han taler i et roligt monotonstemme lege.

Han græver 250.000 dollars i løsesum for Ricardo's frigivelse.

Hvis ikke familien betaler, vil Ricardo blive dræbt.

Familien lover, at de nok skal finde pengene.

Ricardo holdes fanget på toilette i næsten to uger.

De maskerede mænd kommer med mad et par gange om dagen, og han må besørge i badkarret, hvor han ligger.

Han har smærter over det hele, og er panisk angst for, hvad der kommer til at ske ham.

En aften bliver han tvunget til at skrive et brev, som bliver dikteret til ham.

Brevet er til hans familie.

Han får ordrum at skrive, at han har det godt, og at familien skal gøre, hvad kidenabberne siger.

Brevet afsluttes med en advarsle.

Hvis politiet indblandes, vil Ricardo blive dræbt med det samme.

Familien modtager Ricardo's brev, og bliver naturligvis forfærdet.

De kan genkende hans skrift.

Ricardo's mor brøder sammen i gråd.

Selvfor en velhævne familie er 200.000 dollar i dagens penge tæmplig meget.

Alligevel lykkes det med at skrive pengene sammen.

De afleverer tæsken med penge ved en skrallesband i en park, som udpareret af kidenabberne.

En motorcykel stopper ved skrallesbanden, fører han, tager tæsken og kører væk.

Familien venter nu godt på, at Ricardo skal løslades.

Men der sker ingenting.

Der kommer ikke nogen bil med ham.

Familien roper på Ricardo, men han svarer ikke.

De begynder desperater lede efter ham, men der er ikke noget spor.

Indelig finder de ham ved brederen af en flod.

Han ligger med hænderne bundet på ryggen og ansigtet ned i vandet.

Han er livløs.

Ricardo er blevet skudt tre gange i baghovedet.

Politiet tilkaldes, men selvom de undersøger området grundigt, er der ikke meget stille op.

Der er indtidsbor, kidenabberne og pengene er væk.

Forbrudelsen er nærmest perfekt exekveret.

Det virker som om, at kidenabberne er professionelle.

Hvis forbrudelsen skal opklare, skriver det et miracle.

Men miracleer sker ikke så tit.

Det gør forbrudelser til genkæld.

I maj 1943, et lille år efter, sker det igen.

Ingenjøren Eduardo har et af områdets største huse, og hans familie er en af de rige.

Det er morgen, og han er på vej på arbejde i sin bil, da en anden bil blokerer vejen for ham.

Maskeret og bevæbnet mænd kommer imod ham, og han får en sekker overhovedet og bliver lagt i bagagerummet i kidenabbernes bil.

Også Eduardo holdes i fangenskab i mange dage.

Igen bliver familien ringet op af en mannesstemme, som denne gang forlanger 150.000 dollars i løsesum for Eduardo.

Familien skrapper pengene sammen.

En taske med kontanterne bliver afleveret i en pak, men Eduardo udleveres ikke.

Familien er desperate og ud af sig selv og sår.

Hvorfor bliver Eduardo ikke udleveret?

Familien har jo opfyldt deres sideravtalen.

Kidenabberen med den karakteristiske monotone stemme ringer aldrig igen.

Hvad der skete? Er Eduardo overhovedet i livet?

Familien kommer til at vente i fire år før de får et svar.

Der finder politiet hans liv.

Men udover det er der igen ingen spor overhovedet.

Året efter i 1984 sker endnu en kidenabning.

Men dengang går det ikke helt som kidenabberne har planlagt.

Emilio er en succesfuld forretningsman med flere tøjbutikker i både Argentina og Uruguay.

En dag, hvor han kommer kørende ned af gaden i San Isidro, stopper han ved en bil der brugt sammen.

Han kender til synlædende førende bilen, for han vælger at give ham et lift.

Det skulle han ikke have gjort.

En varvån kører ind for en Emilios bil, men Emilio lykkes i første omgang med at unvige,

og kører videre med manden han har hjulpet ved siden af sig på patissiersædet.

Manden trækker en pistol og der opstår tumult ind i bilen.

Emilio forsøger at køre videre, mens han kæmper med manden.

Men i kampens hede går pistolen af, og Emilio bliver drabt på stedet.

Kidenabberne efterlader Emilio i sin bil, mens de tager flugten i varvånen.

Igen er politiet på barbund, der er absolut entet at gå efter.

Det er som om kidenabberne har fuldstændig fri bane og kan gøre præcis som de vil.

De har været gode til at slette deres spor og fjerneløse ender.

Det er tydeligt, at kidenabberne er grundige, nærmest systematiske i deres metoder.

De virker professionelle. Der er ingen vidner, der er ingen beviser.

Ingen ting der kan bage politiet i en retning.

Kidenabberne er som spøgelser, der svever rundt i saniserede og skader,

og begår de mest brutale forbrudelser, mens ingen ser dem.

De er de perfekte forbrødere. Og dog.

Ingen mennesker er perfekte, heller ikke forbrødere.

Der er et spor, som kidenabberne ikke tænker over.

Og som politiet åbenlyst heller ikke tænker over.

Det afgørende spor kommer fra en helt uventet kant.

På det tidspunkt i 1984 er der tre døde offer,

Ricardo, Eduardo og Emilio.

Efter den seneste forbrudelse, der endte med Emilios død i den mislykket kidenabning,

bliver politiet kontaktet af en operatør fra det teleselskab,

der styrer de offentlige telefonbokse.

De selvsame telefonbokse, som kidenabberne bruger, får kommet i kontakt med offernes familier.

Det normalt er, at operatøerne lige lytter med i de første sekunder,

og at samtalen er gået igennem.

Det viser sig, at en særlig opmærksom telefonoperatør gennem årene har haft en mistanke,

som han nu deler med politiet og som kan være nøglen til en opklaring af forbrudelserne.

Det var ham, der var på vakt, dengang det første offer, Ricardo, blev bortført.

Og det var ham, der viderstillede opkallet fra kidenabberne til Ricardo's familie.

Han visste selvfølgelig ikke, at der var tale om en forbrudelse.

Aligevel var der et eller andet, der ikke lignede de andre normale opkall.

Operatøerne bestudte sig for et optag i samtalen.

Der kidenabberne året efter ringer til ingenøren Eduardo's familie,

er operatøren på miraculøsvis også på vakt.

Igen er han opmærksom, og opkallet bliver også denne gang optaget.

Forbrudelserne er hittil foregået uden den store bevånhed.

Det kan jeg måske forklare, hvorfor operatøren ikke gør mere.

Men nu, efter det tredje drab, bliver han endelig klar over, at han formentlig sæder inde med vigtig viden.

Han overdrager optagelserne til politiet.

Og mens det er muligt, at spore samtalerne har politiet nu i det mindste kidenabberens stemme.

Politiet kan ikke gøre så meget andet end at vente, på at kidenabberne slår til igen.

Men tiden går uden, at der sker noget.

Måske har kidenabberne fået nok.

Måske har de fået fornemmelsen af, at politiet har kommet tætter på dem.

Måske har de besluttet sig for at stoppe før de bliver afsløret.

Nej.

For så er det i 1945, at Nelita bliver bortført.

Nelita, den forretningskvinde, du hørte om i begyndelsen.

Nelita har været fanget i det lille rum med de samme gentagende fulefløjt i 36 dage.

Hun har fået ligge sorg.

Hun har store smerte i kroppen.

Og hendes fordøjelsesystem er ikke eksisterende.

Hendes syke er også alvorligt medtaget.

Kidenabberne fylder hende dagligt med smertestillende medicin, for at få en til at holde op med at skrive af smerte.

Men det er ikke længere nu.

Kidenabberne har forhandlet med familien.

Først ønskede kidenabberne 5 millioner dollars for frigivelsen af Nelita.

Så mange penge havde familien ikke, så beløbet endte på 250.000 dollars.

Det virker som om, at kidenabberne er ved at blive desperatet.

Tasken skulle blive stort.

Kidenabberne har været fanget i det lille rum med de samme gentagende fulefløjt.

Kidenabberne har været fanget i desperatet.

Tasken skulle afleveres på toalettet på en tankstation.

Og først til efter vil familien få et opkald om, hvor de kan finde Nelita.

Hvad kidenabberne ikke ved, er, at politiet nu er indradet i sagen.

De har lyttet med på telefonopkaldene, og de ved, at det er den samme mandestemme som fra de andre kidenabninger.

Det er nu eller aldrig, hvis skærningsmændene skal findes og fanges.

Mens Nelitas familie kører ind på tankstationen, for at aflevere tasken med pengene på toalettet, venter politiet tæt på.

De overvår stedet, og ser familien kører derfra igen.

Kort tid efter kører en varevogn ind på tankstationen.

En yngre fyr og en ældre mand kommer ud.

Den yngre fyr går ud på toalettet, mens den ældre mand tænder en sigerat.

Den yngre fyr kommer tilbage med tasken i hælderne,

men da de skal til at stige ind i bilen igen, kører en diskret personbil ind på tankstationen.

Bevedmet politiagenter hopper ud af bilen, og de to mænd bliver anholdt på stedet.

Politiet tjekker identiteten på den ældre mand, som de genkender på stemmen.

Hans navn er Archimedes Puccio, og han bor sammen med sin familie i midten af San Isidro.

Et hold af svært bevæbnet politiagenter sendes straks til den ældre mands adresse.

Klocken 22.12.23.1985 bliver døren slået ind til Puccio-familiens hyggelige hjem.

I huset opholder sig en ung mand og hans kæreste.

Den unge 23-årig mand har vi hørt om før.

Han hedder Alejandro, og det var ham, der var med i bilen, der Ricardo blev kæreste.

Han var Ricardo's ven fra Rockbyhållet. Men hvad laver han her?

Hvad er hans forbildelse til det hele?

Politiet raserer hjemmet. De finder i første omgang ingenting, men vi ved om, da han kælder.

Alejandro benægter. Han ved ingenting, siger han.

Kæresten skriger. Panikken er totalt.

Politiet finder et skab med jul på.

De skubber skabet til side og finder her en passage ned til en kælder.

De skynder sig derned, og hvad der møder dem, hvad der ingen havde forventet, er den på overfladen, så pæne og ordentlige Puccio-familie.

Stanken af urin og afføring er udeholdelig.

Væggene er plastret til med at vise papir. Flere halmballer er stablet op med små blæser og placerer forskellige steder.

En bondoptager afspiller lyden af fule fløjt.

Kælderen fører videre til et lille værelse, hvor der står en seng, der er overdækket af en slags telt.

Der finder politiet Nelita.

Hun er slemt medtaget og ligner slet ikke en på 58 år, nærmere en på 80.

Politiet hjælper hende langsomt op af trappen fra den himlige kælder og ud på gaden til en ambulanse, der tager imod hende.

Hele vejen op gentager betjenten den samme sætning til hende igen og igen.

Det er overstået. Du er reddet. Du er i sikkerhed. Vi har fanget dem.

Dem. Puccio-familien.

Der bor i et helt almindeligt hus i den velhævnige forsted til Buenos Aires,

som har en butik med udstyr til vansport lige ved siden af, som er gode nageborder

og som deltager i alle lokale arrangementer.

Dem, som er kendt af alle i nagebolaget.

Puccio-familien, med den altoverskyggende patriarch Archimedes Puccio, hans kone og deres fem børn.

Her ibland den elste søn Alejandro.

Hvordan kunne de være kidnapper, mortere, forbrydere?

Ingen af nageborne tror deres egne øjne, da de kommer ud på gaden til nagebolaget.

Nageborne tror deres egne øjne, da de kommer ud på gaden til de mange politibiler,

der har taget ophold for en jernporten indtil Puccio-familiens hus.

Ingen kan tro, at Puccio-familien er forbrydere.

Men politiet er ikke tvivl.

Hele familien anholds og brings med på stationen.

Også Alejandro's kæreste, der slet ikke kan forstå noget.

Hun viste ikke en gang, at huset havde en kælder.

Hun spørg sin kæreste igen og igen, og man viste, at der var en kælder.

Og man viste noget, og man er skyldig.

Forstil dig, at du overhåst din kæreste, og pludselig stormer politiet huset,

og du finder samtidig ud af, at din kæreste og hans familie holder en kvinde fanget i kælderen.

Det må være en meget bizarre oplevelse.

Sammen med familien bliver to andre mænd anholdt, begge af gode venner af familien.

Archimedes, patriarchen, nægter af indrømme nået.

Selvom politiet fandt kvinden i hans kælder.

Selvom politiet har optagelser med hans stemme, hvor han kræver løsesum for frigiveltag og offronne.

Archimedes bliver bare ved med at gentage, at han blev tvunget til det,

at det var en organisation som stod bag, og han ikke tør afstørre noget af frygt for sin families liv.

Han gentager det så mange gange, at det nærmest virker indstuderet.

Politiet fortæller ham, at de to medskyldige har fortalt alt,

og at de peger på Archimedes som bagmanden og hjernen bag alle kidenabningerne.

Archimedes benægter stadig alt.

Alejandro, sønnen, nægter også at være skyldig.

Men han er en plade mand, han kan mærke fassaden krakkelerer.

På overfladen lever han det gode liv, butikken går godt.

Han er den bedste på Rockby-holdet og er et kendt sportsnavn i byen.

Han vil ikke have blivet gift med sin kæreste, og de har været ude at se på en grund, hvor de kan bygge deres hus.

Han bruder sammen og fortæller alt, at det var hans far, der stod bag de brutale kidenabninger og drab,

og at han hjælp.

Han fortæller han ikke ville være med til kidenabningerne længere.

Han ville ikke lave sin far kidenabbe sine velhævne venner.

Han havde overvaret, om han skulle flygte til et andet land, sådan som hans lillebrug gjorde.

Men han ville ikke flygte fra sin kæreste.

Det kunne han ikke få sig selv til. Han elsker hende alt for højt.

Men nu, hvor fasaden er krakkeleret, og keller hans hemlighed er kommet frem.

Hvordan skal han så kunne se hende i øjnene nogen sinne igen?

Putjo-familien bliver varteksfængslet på politistationen i Buenos Aires.

Det er en gigantisk bygning på fem etager, men stor hård i midten af bygningen,

hvorfra man kan se hele vejen op til øverste etage.

Det er dagen, hvor familien skal afhøres for en dommar.

Både Archimedes, Alejandro, hans bror og de to medskyldlige skal afhøres samtidig,

så de kan nå at tale sammen imellem afhøringerne.

Archimedes kone og deres to dødre er blevet lystlet på grund af manglerne beviser.

Archimedes og Alejandro føres på samme tidspunkt fra den ene ende af bygningen

op til femte etage, hvor afhøringerne skal foregå.

Vrede borgere er mødt op og råber efter dem. Stemningen er spændt.

Følserne bølger højt. Alejandro vil ikke se på sin far. Han vil ikke tale med ham.

Alejandro' liv er ødelagt. Han gik længere til sin kæreste i øjnene,

og han føler, at det er alt sammen af farens skyld.

Han er stille hele vejen op til femte etage.

Og så, på gangen uden for afhøringslokalerne, lykkes det Alejandro at reste sig fri fra betjentene,

og han sætter i løb mod gillenderet ud til den store hård, hvor der er udsyn til alle etagerne.

Han hopper op på gillenderet og lader sig falde fem etager ned på det hårdeste engulf.

Men Alejandro dør ikke. Hans selvmorsforsøg mislykkes, og han overlever falde fra femte sal.

Han modtager sin dum og idømmes livstid.

Han har svære komplikationer efter falde, som besværlig gør hans ophold i fængslet.

Kæresten besøger ham en kort periode, men begynder snart et nyt liv,

og stopper sine besøg hos den tidligere kæreste.

Selvom Alejandro forsøger at tage lid af sig selv flere gange, mislykkes han hver gang.

Han prøvelses lades i 2007, men dør året efter af en lungbetændelse.

Han bliver 49 år gammel.

Alejandro's bror lyst lades efter to år, men idømmes 12-årsfængsel i 1998.

Han når dårlig flygte, og vinder først tilbage til Akantina i 2014, hvor dommen er forældet.

Alejandro's yngste bror bliver aldrig dømt, og ingen ved i dag, hvor han befinder sig.

Det var ham, der flygte fra landet.

Alejandro's mor og søster blev lyst ladet efter varteksfængselingen,

og bruger stadigvæk i det samme hus i San Isidro.

De nægter et vært kenskab til kidenabningerne.

Og hvad med patriarchen selv?

Akimedes, familiens overhoved og forbudelsernes bagman.

Også Akimedes i dømmes livstid.

Men han får efter Akantinske standarder et blidt ophold i fængselet,

med mulighed for at efteruddanne sig.

Han læser jura af alle ting, og efter sin prøvløslad til 2008, bliver han advokat.

Han dør i 2013, 3 og 4 år gammel.

Han erkender aldrig sin skyld.

Der er ingen fra Putjo-familien, der deltager i Akimedes begravelse,

og hans li ligger begravet i de ukendte grav.

I forbildelse med efterforskningsarbejdet får politiet adgang til de militære arkiver.

Det viser sig, at Akimedes var efterretningsagent under den beskidte krig.

Sammen med sin deling, organiserede og udførte han blandt andet en lang række af de berøgtede death flights,

og var han da dekoreret for sin militære indtats mod sin egen befolkning.

Politiet misstænker hans tidligere kommandant for at være medskyldig,

eftersom en del af løsesummen blev delt med kommandanten.

Men det lykkes aldrig at få dømt kommandanten.

I 1985 i værksætter den argentinske regering en militærdomstol,

hvor 300 ledende skigelser fra militæret rettforfølges,

og dømmes for deres medskyldighed i drabne på 30.000 uskyldige argentinske borger.

Et mørkt kapitel i landets historie får dermed et forløbigt punktum.

Men lever stadig som et traume i befolkningen.

Et marigt i nationen.

Du har lytte til nations marigt.

Manuskript af Johan K Jensen redigerer en lyd om musik af Gustav Niport.

Serien er produceret body body for Alli.

For alle.

Vi har ikke været med at løbe med at skrive en ny kvist,

men vi har været med at skrive en ny kvist,

og vi har været med at skrive en ny kvist,

og vi har været med at skrive en ny kvist,

og vi har været med at skrive en ny kvist,

og den er produceret body body for Alli.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.