Mørkeland: Episode 221

...

...

...

...

...

Hej, Camilla. Hej, Kristine.

Velkommen til det 221. Avesnit af Mørkeland.

Og velkommen tilbage fra sommerferien.

Selv velkommen tilbage.

Tak skal du have.

Det har været en lang, dejlig sommer.

Tre uger.

Ja.

Tre uger i udlandet, og det har jeg simpelthen fået ud af.

Det er den perfekte længde.

Tre uger, det passer lige.

Og være væk fra Danmark i tre uger.

Det er, hvad man har behov for, for lige at falde ned,

og komme rigtigt væk og glemme alt, hvad der presser og stresser.

Og så er det også nok til, at man faktisk glæder sig.

Ja.

Man begynder at glæde sig til helt almindelige ting,

som man før var blevet lidt træt af, synes jeg.

Helt almindelige værdagsting.

Helt almindelige værdagsting.

Noget parker og makral på dose.

Det hele.

Og cykle. Jeg glæder mig meget til at cykle.

Ja.

Ja.

Men du har også været i USA, og der er det ikke bare lige sådan.

Nej, det gør man ikke.

Nej.

Så det har været virkelig dejligt.

Ja, fik du taget det billede af skelettet i laden?

Det gjorde jeg ikke.

Jeg tror, min far er lidt overbeskyttende.

Han er sådan lidt nej.

Det er parket væk.

Jeg så det slet ikke.

Okay, så er han jo.

Okay.

Nå, skal du lige have fat i nakken på Frank.

Og be ham om at hoste op med et billede af skelettet i laden.

Ej, men det var virkelig dejligt.

Og vi var videre omkring.

Jeg har både været i, selvfølgelig, ude på landet i Pennsylvania,

men også i Washington,

og i Philadelphia,

og i New York.

Skulle lige til at stoppe dig.

Selvfølgelig.

Jeg kan ikke have det.

Selvfølgelig New York.

Ja.

Man kan ikke være så tæt på,

og så ikke lige tage til New York.

Jamen, jeg har jo slappet af herhjemme i Skøne Danmark,

og været på Bornholm,

og på Husbød,

og nyt og være hjemme nyt og være i min lejlighed.

Helt alene.

Jeg havde så meget brug for at sidde og stige ind i en væk,

og bare være.

Ja.

Og læse nogle bøger.

Og læse en masse bøger.

Jeg har altså virkelig fået læst nogle gode bøger.

Jeg har ikke fået læst noget som helst.

Nej.

Altså færd med børn er jo ikke færdig færdig.

Det er en anden slags færdig.

Prøv at høre.

Du kan huske, let ikke at lyde så undskyldende.

Det er ikke færdig.

Nej.

Det er benhårdt.

Jeg har en nyfund forståelse for forældre med børn og færdig,

og hvordan det bare ikke er afslappende,

og i høj grad fyrtisk hilsmiser.

Når sommerfærdien er overstået.

Det kan heldigvis også være rigtig hyggeligt,

når det hele spiller, ikke?

Men der er meget gode ting også.

Der er også meget knæll på.

Jeg har fået læst nogle fantastiske bøger,

både nogle farvebøger.

Det kan måske lydligt, kedeligt,

men jeg har simpelthen anskaffet mig en bog,

som hedder den moderne psykiatriske historie.

Lyder tørt.

Det er ikke så spændende.

Og apropos den moderne psykiatriske historie,

så kommer vi jo faktisk til det senere i det her afsnit.

Øh?

Nå, ja.

Okay, der var jeg langt væk.

Min hjern var stadig på ferie der.

Ja, det er fuldstændig rigtigt.

Det gør vi faktisk.

Ja.

Det gør vi.

Jeg har fuldstændig mistet overblikket i forhold til,

hvem der starter,

hvem der slutter.

Så det var jo mig sidst.

Så det må være din tur.

Og hvis ikke det var så lidt,

så havde du fundet en anden undskyldning.

Men det er også helt fint.

Ej, jeg tror lige, det er en god måde at starte på også,

fordi det var ingen uge siden jeg landede.

Jeg altså stadig fuldstændig jetlag ramt.

Så hvis jeg lige vrøvler, så er det derfor.

Ja, alt bliver tilgivet.

Men det er så fint.

Og det er faktisk tid til en tur tilbage til Livø.

Ja.

Vi var på øen med en anbefaling af afvirrende søg i episode 204.

Og i episode 205, der talte vi jo så om,

hvor dårlig vi var til at sige Livø.

Jeg tror, det var noget med Livø.

Ja.

Ja.

Og i episode 206, der fortalte jeg om 15 år i æl i Irene Andersen,

som blev drabt på åbengade i Herning,

37 år i Johannes Christensen,

også kaldet Gnisten.

Husker det tydeligt.

Ja.

Og så var jeg jo ligesom i gang med Livø.

På et eller andet tidspunkt,

ind imellem alt det her,

der hørte jeg et rykte om,

at der var en læge,

der var blevet slød hjælp på Livø,

af en af de insatte.

Ja.

Og det er jo set med nutidens øjne.

Også enormt interessant.

Og aktuelt.

Og aktuelt.

Og det viser så ikke at være rigtigt.

Men der gemt sig noget andet,

nede af den stil.

Okay.

Ja.

Så jeg er måske nok blevet en lille smule,

optaget af den lille ø.

Og jeg håber, vi er en dag for mulighed

for at tage mod den invitation,

ikke når man kommer på besøg.

Det håber jeg også.

Jeg synes, man skal høre i hvert fald episode 206,

men hvis man lige kommer ind i podcasten

og hører om det her sted for første gang,

så lad mig lige give et lille resumé

af Livø's historie.

I 1911, der blev øen købt

af professor Keller,

og den blev så i 50 år anvendt som

internat for det, man kaldte

onsvage og kriminelle midt.

I det halve og hunderet,

hvor Livø tjene det som anstalt,

der fungerede øen som et stort set

selvstændigt og selvforsygende samfund.

Denne havde en dag sin egen skole

for at udover de anbrægte på øen,

der bodde der nemlig også i hunderet,

om man så må sige, almindelige borgere

bestående af eksempelvis plejer,

håndværker og deres familier.

Det var altså mænd, der var ansat på øen,

og de havde ofte familien med.

Det inkluderede en kæreste

eller en kone, som så eventuelt også

kunne indgå i det arbejde,

det kredderhold øen kørerne.

De anbrægte på øen blev kaldt alumner,

og de skulle arbejde i landbrudet,

skorven, gartneriet, majeriet,

skrevedestuen, vevriet eller i køknet.

Det var også almindeligt, at familierne

havde en anbrægt til hjælp i husholdningen.

Alumnerne kunne bevæge sig frit rundt på øen.

Der var overraskende lidt kriminalitet,

når man tænker på, hvem det var,

staten mente, de havde placeret på øen.

Men det skete altså en sjældent gang,

at nogen forsøgte at overfale,

eller da voldtage plejepersonalet.

Men helt generelt så var der ikke

en større forekomst af kriminalitet,

der end der var på fastlandet.

Dove så var det, som skete som regel,

ikke noget, der blev meldt til politiet,

så der kan helt klart være et mørketal her.

I stedet så behandlede man sagerne uden bro af politi.

Der var nemlig seks fængselseler på øen,

hvor nu siger vi gærningsmanden,

men en person, som havde gjort et eller andet,

så kunne køle af i nogle dage.

De klarede det internt,

og meget blev sikkert ikke registreret?

Nej, og jeg tænker også,

at det kan være, at de gjorde det sådan,

fordi resultatet er involverermyndighederne.

Det ville i mange tilfælde bare betyde,

at de blev centretur til øen,

og skulle fortsætte deres anbringelse.

Så der var akut straksdom?

Der var straksdom.

Og øen har i det hele taget en meget lang interessant historie,

og den kan man selv læse mere om,

blandt andet på naturstyrelsens hjemmeside.

For eksempel så blev den også,

under den tyske besættelse,

brugt til en hemmelig lejr,

hvor man trænede sabotøer.

Det lykkedes endda at holde lejren hemmelig

for tyskerne igennem hele kriden.

Og det var altså mindst,

den fungerede som sted,

hvor man anbragte udviklingshemmet,

og krimineller.

Og det er nogenlunde,

deromkring, at vi skal besøge øen igen.

Kort tid efter, at Danmark blev besæt.

Det var en lun sommeraften på Livy,

mand der den 22. jul i 1940,

og klocken var omkring 22,

da en mand stød op af sin seng igen,

efter han egentlig var gået til ro for natten

en halv time før.

Han var en høj,

nærmest mager-mand,

med et markeret ansigt, som de fleste,

hvis ikke alle, kendte på Livy.

For der havde han boet som anbragt,

med kun en enkel udgang til fastlandet

i 16 år.

Wow.

Normalt havde han en værelseskammerat,

men han var på hospitalet,

og der var derfor ingen, der blev forstyrret,

da han den her sommeraften kravlede

ud af et vindue,

til de aflåste sovegemarker.

Fordi han var kommet i tanke om,

at han skulle lukke for nogen høns,

som han havde lået en af de ansatte,

at han ville passe,

mens den ansatte var på ferie.

Eller, det var i hvert fald den historie,

at han en halv time senere fortalte,

da han stød over for den mand,

han et stykke tid havde planlagt,

at slå hjælp.

I sin seng, i det der hed Pavilion 4,

havde manden ligget og ventet på,

og personalet var kommet forbi

til det sevanlige tjekkl. 21.30,

hvor alle skulle ligge i deres seng.

Han havde ventet yderligere en halv time,

og havde så brugt det der vinduerne op,

så han kunne springe ud i den lyse sommernat,

for at føre sin plan ud i livet.

På sig havde han en bredbladet kniv,

en hammer, et parsøm,

stofstrimler af klude,

og så det som er visen

Norgelands Socialdemokrat beskrev,

som nogle utukte i bilder.

Kort tid efter,

nåede han frem til sit mål,

og gik ind i et udhus ved den funktionærbolig,

der tilhørte øens skrædder,

den 38-årige Ejner Albinos Jensen,

og her gav han sig til at vente.

Klokken havde lige passeret 22.30,

og skrædderen havde netop hørt radiovisen

med sin hustro 32-årige Ella,

som nu sad og læste at vise,

mens pares fireårige søn lov og sov på sofaen.

Ejner, der i ekstrabladet blev beskrevet,

som lille og ikke ret kraftig,

rejste sig og gik ned for lukkehuset,

yderdør for at gøre klart til netten.

Han gik ned af trappen i den lille smale opgang

til angtræen på kun godt halvanden kvadratmeter,

der var hovedindgang til familiens hjem.

Han havde ikke taget overtøj på,

som han normalt ville gøre,

for han var kun iført skjorte,

for han var ikke forberedt på at skulle lande

en lige alos af og så op til familien igen.

Men pludselig stod der en mand foran ham.

Manden havde forsøgt at gemme sig,

men ejner kunne se, at det var den 34-årige alumnen,

Carl Johan Kristiansen.

Skrædderen spurgte ham, hvad han lavede ude så sent.

Alle viste selvfølgelig, at anbrægte i følgerelementet

skulle være i sengklokken 21.30,

og det her har altså været

over en time efter døren til sovepavilionerne

var blevet lust af.

Carl Johan Kristiansen kom med den forklaring,

at han var ude for at lukke for forvalterens høns,

men at det var blevet sent,

og nu var han bange for at gå alene hjem.

Ejner lovede, at han nok skulle følge ham tilbage,

han skulle bare lige hen sin frake først.

Men i det, han vinde sig om for at gå op af trappen,

sprang Carl Johan Kristiansen på ham bagfra.

Den langt mindre ejner forsøgte overrumplet at kæmpe fra sig,

men Carl Johan Kristiansen havde den store kniv,

som han havde medbragt, klar i hånden,

og hukket dem gennem luften og ramte ejner igen og igen.

Hans stakk og snittede ham flere gange

med det brede skarpe blad i en voldsom kamp.

Skrædderens hustru eller hørte tumulten fra opgangen,

og forstod ikke først, hvad larmen gik ud på,

men da hun åbnede døren og hørte sin mand jammer,

var hun med det samme klar over, at noget var helt galt.

Hun tog af ikke gået derud, instinktivt frygtede hun,

at der var tale om et angreb fra en af øns anbragte,

og at han måske ikke var alene.

I stedet sprang hun op på et bord,

og begyndte desperaterupper om hjælp gennem et tavvindu.

Carl Johan Kristiansen hørte hendes nødrop,

og det fik ham til at smide kniven fra sig og flygte fra stedet,

af frygt før, der hurtig velkom andre til.

Tilbage på trappen lå den stærkt såret ejner albinus Jensen,

og blød det fra flere dybe sår, og snit i halsen og i hovedet.

Ikke langt fra skrædderens bolig,

sagde fodermæsteren Willis Sigurd Jensen i sin stue,

men da han hørte råb og skri fra kollegaens bolig,

løb han straks derovre.

Da Ella så ud gennem vinduet af hjælpen,

var på vej, løb hun ud af lejligheden,

og ned af trappen til angtræen, hvor hendes mand lå.

Lige efter ankom Willis Sigurd Jensen,

og besynet af sin stærkt såret kollega,

der lå i en sø af blod udbrød han.

Hvad der dog sket?

Ejner lå på maven med ansigtet ned af på trappen.

Han havde ved første øjekast fået omkring fire dybe knivstik i hovedet,

og et snit der gik foran på halsen fra strubehovedet

og op til højre øger.

Trappen var spryttet til med blod,

men på helt merakuløsvis træk han stadigværet.

Han var i livet, og det var ham, der svaret på fodermæsteren spørgsmål ved at sige,

det er Carl Johan, der slog mig.

Ellas råb blev hørt af andre på øjen,

og flere havde reageret og var løbet mod larmen for at hjælpe.

Blandt andet inspektør Viggo Jensen, som var livøs øverste myndighed.

Da han var noget frem, så han fodermæsteren Viggo og Yens tømmermæster Bæra Ejner Jensen

op i lejligheden i en kurvestol, som de brugte som borger.

Skrederen var dødeligt, såret, men trækværet svagt, da han blev borget op.

Inspektøren fik forkladesagen sammenhæng og kontaktet straks politi

og lægehjælp fra fastlandet i lykstør.

I dag tager det omkring en halv time med færge.

Jeg ved ikke, hvor lang tid det tog dengang.

Men kort efter ankom en motorbåd til øjen med tre betjente og en læge.

Overbetjent Osval Hansen, samt betjenten Nilsen og Sørensen,

og så dessuden læge NP Nilsen.

Men trods de tillideliges førstehjælp og lægen, der kom så hurtigt som muligt fra fastlandet,

var det ikke tidsnok for skræder, ejner albinus Jensen.

Få minutter efter han var blevet borget op, i lejligheden døde han.

Fodermæsteren og tømmermæsteren gik straks ud for at lide efter

gerningsmanden på den godt tre kvadratkilometer store ø.

Det blev ikke nogen kompliceret lang eftersøgning,

for da de ledte i en kornmark ikke langt affra, fandt de Carl Johan Kristiansen.

Han forsøgte at gemme sig i det høje korn, men han gjorde ingen modstand,

da han så blev fanget og fuldte velvilligt med.

Da politiet kort efter noget frem, så blev han anholdt og taget med til lykstør og rest.

Carl Johan Kristiansen var selv kommet alvorligt til skade i kampen med ejner albinus Jensen.

Han havde hukket, så vildt omkring sig, at han havde ramt sig selv flere gange med kniven,

både i det ene ben og i hånden.

Hans ene pegefinger var næsten skåret helt af,

og et stort stykke af den måtte efterfølgende amputeres.

De er virkelig kæmpede, så?

Ja.

Det er jo vildt, at der ikke var nogen, der ligesom kom til eller hørte tumulten tidligere.

Det har været meget, meget voldsomt, for de er udover, at han forsnittede sin ene finger af af sig selv.

Så havde han også søgget sig selv flere dybe sorg i højre lov.

Og det ene sted, står det faktisk beskade, at han havde beskad i sin ene akillescene i en sådan grad,

og han var invalideret i mindre grad resten af sit liv.

Ja, ja, og det har han jo ikke gjort på sig selv, selvom han stadig har fat i kniven.

Nej, det har været kramt.

Ejner har kæmpet så meget i mod, at knivens bane ikke bare har været opnede, opnede, opnede.

Det er lykkesforegner, ligesom at presse den tilbage mod arm.

På gærningstedet fandt politiet straks gærningsvobnet.

Carl Johan Christiansen havde smidt kniven fra sig under trappen.

I flere viser blev den beskrevet som en spejderkniv med bred klinge,

og udover kniven så fandt de også den hammer, som Carl Johan havde medbragt.

Den var blodbestængt, men havde ikke umiddelbart været i bro ved angrebet.

Ejner havde ikke nogen skader, der kunne tilskrives hammeren.

Han havde tabt den, og så har den liggede der, og så er der flåde blod rundt.

Så er der også landet en masse bloddropper på den hammer.

Gærningsmanden var ikke til at begynde med at svare på politiet spørgsmål i arresten,

men han fik i følge af nationaltiderne foresvis hurtigt munden på glæd,

og i løbet af natten afhøjering gav han en forklaring på, hvorfor Ejner Albino Jensen skulle dø.

Motivet var simpelt.

Han havde udtænkt planen og drabt skræderen, fordi han ville have hans kone.

Det fik Roskilde at vise til at trykke overskriften, grovfuldt chalosidrama på livøg,

og ansvag mørter øgen skræder med en spiderkniv for at vinde hans hustru.

Og jeg ved ikke om de skrev det for at insinuere, at Ella havde haft en affære med Carl Johan Christiansen.

Ume bar, så tolker jeg det sådan, fordi chalosid mest finder sted i hvert fald mellem involveret parter.

Jeg føler lidt, at det er sådan en setning, der er lavet som dagtidens clickbait.

Det er jo, det vækker af noget interesse.

Men jeg tænker ikke nødvendigvis, at de behøvede at have et forhold for den overskrift.

For at det er et chalosidrama.

Han kan da godt bare have været vild med hende.

Ja, ja, ja.

Nå, men det fortæller du forhåbentligt.

Det fortæller jeg lidt mere om, fordi under alle omstændigheder skulle det vise at være en helt forkert beskrivelse eller mini-analyser af sagen.

Ved 16. tiden dagen efter drabet blev Carl Johan Christiansen fremstillet i et grundlovsforhør foran dommere Fabricius Tengnale.

Normalt var sådan et rett smød offentligt.

Men denne gang var de nødt til at afholde det i den siktet lille sale i lykstør arrest, fordi han var sengeligtende på grund af sine mange skader.

De trange pladsforhold i selgen gjorde, at det ikke var muligt med offentlig adgang.

I stedet blev der udsendt et referateratshandling, så derfor ved vi alligevel, hvad der skete under det 10-melange rett smøde.

Grundlovsforhøret blev indledt af anklæren Fod Pedersen, der gjorde Carl Johan Christiansen bekendt med Sikkelsen for drab.

Og så spurgte han selvfølgelig, om han erklæder sig skyldig.

Carl Johan Christiansen svejede fra Sengen med lav stemme.

Ja, det var mig, der gjorde det.

Han forklarede, at han havde købt gærningsvåbenet godt tre år tidligere af en anden anbragt.

Han havde haft kniven gennem Avaren, men det havde været et belejligt gærningsvåben nu, hvor han havde lagt planen om at ryge skrædermester Jensen Avaren for at få hans kone.

Altså, hvad, det havde han plenlagt tre år tidligere?

Nej, det han siger er, at han købte gærningsvåbenet tre år tidligere, og da han så begyndte at lave den her plan, så havde han den her kniv liggne.

Og det var meget belejligt, så det var den, der blev brugt.

Men hvad købte han henfor?

Godt spørgsmål. Det har han ikke kommet med nogle forklaring på. Den var bare god at have.

Det er jo ikke så godt for ham.

Nej, det er ikke så godt for ham. Men samtidig er det jo også ret utænkligt, at Skuern har haft den her plan i tre år.

Jo, men det siger jo noget om hans karakter.

Ja, men det kan også godt være, at han var typen, der i smug købte sig et gærningsvåben.

Ja, købte sig en kniv. Hvad skal du bruge den til?

Ja, men altså, vi har også kun hans ord for, at det er altså ikke en plan, han har haft i gang i tre år.

Det er en plan, han har brugt på i kortere tiden.

Men han indrømmer jo dog, altså velvilligt, at det er planlagt, og det er planlagt over noget tid.

Så jeg ved ikke, om det gør en forskel, om det er tre år eller tre uger.

Men ja, han havde den her kniv, og det var derfor, at det var den, han brugte.

I følge Vejleams Folkeblad havde Carl Johan Kristiansen aldrig, nogen sin, forsøg nogle tilnæmmelser til Fr. Ella Damker Jensen.

Og hun var derfor lige så uvidende, som nogen anden på øen, om den anbragtes interesse.

Ja, der kan du se, han kunne sagtens være optaget af hende, besætter hende, uden at hun som sådan havde noget med det at gøre.

Helt sikkert, ja, og det var det, der skete, altså hun vidste ingenting.

Nej.

Det havde ikke noget med Ella at gøre.

Det havde ændret med Ella at gøre.

Hun vidste ikke rundt i små skørter.

Og vi blev nødt til at sige det. Selvom Ella havde gjort det, så er det selvfølgelig ikke Ella skyld.

Men det var i hvert fald vigtigt for dem at få slået fast, at hun vidste ikke noget, hun havde ikke med med det at gøre.

Hun anede ikke, hvad der foregik, ved.

Kvinde, som vi ved ikke, var en del af drabet, var ikke en del af drabet.

Det kunne man også have skrevet, ikke?

Ja.

Under grundlåsforhøret forklarede den siktet, hvad der i følge ham var sket i trappeopgang, da han angreb skrevede ham.

I det, han ventede sig om, sprang jeg bagfra ind på ham, greb ham i skulderen med venstre hånd, og støtte flere gange med højere hånd dolken ind i hans havs.

Jeg husker ikke enkelhederne i det, jeg i gærningsøjblikket var fuldstændig vildt og desperat.

Det var en hel blodros for mig, og det hele blev rødt for min øjne.

Så, jeg synes nu, han husker rile detaljer, men så ved ikke, hvad det er, han synes, han er som udeleder af enkeltheder her.

Men det var det, han sagde.

Fredericia, socialdemokrat beskrev, hvordan Carl Johan Christiansen blev karakteriseret som en indesluttede person.

Der var ikke noget, der tyde på, at han fortrød eller skammede sig over de ting, han havde gjort.

Allerede som helt ung kom han i konflikt med loven.

Der var tale om en bred vifte af tyverier og bedraveri, og da han senere, som vanerforbrud og blev underkastet i en mental undersøgelse,

resulterede det i, at han i 1924-18 år gammel blev anbragt på Livø.

Han endte med at være på Livø af to omgange.

For otte år efter, at han blev anbragt der første gang, blev han prøveløslet.

Det var i marts 1932.

Først var han i familiepleje hos en gårdrejer på Sjælland.

Her var han kun godt tre måneder, inden han tog til København, hvor han drev rundt noget tid.

Altså efterløsledelsen?

Det prøveløsledelsen.

Hvorfor skulle han være i familiepleje, når han var i tyverne?

Jeg tror, det er sådan en form for...

Han har været 26 år gammel.

Ja, det har været nogle...

Et eller andet i forhold til den her prøveløsledelse, og så har det været noget udsluesning i et system, som der har været der, ikke?

Det er jo bare ret interessant.

Det er et lokalfamiliepleje, men jeg tror mere, at vi skal tænke på det som en slags udsluesning, praktik eller ikke.

Det holdt tre måneder, og så skrev han derfra, tog til København og drev rundt.

Underopholdet i København, der bodde han en tid hos sin bror, men så forsøgte Carl Johan Kristiansen, at voldtage og kværke sin svigerinde, altså brorns kone.

Heldigvis lykkedes det ham ikke, han blev stoppet, svigerinde blev redet, og Carl Johan Kristiansen blev dengang i stedet omgående sindretur til Livø.

Nu var der så igen gået 8 år, og denne gang lød sikkelsen på drab.

Med grundlåsforhøres afslutning besluttede dommeren, at den siktede skulle varteksfængseles i tre uger.

Der var ikke nogen tvivl om skyldspørgsmålet, men sagen skulle alligevel gå sin gang, og der skulle laves en ny mentalundersøgelse.

Samme aften, som grundlåsforhøret fandt stedet blev ledet af Ejne Albino Jensen fra Livø til Lykstør.

Her blev borgen så stillet i sygehusets kapel.

I bærlængske aftenervis kunne man læse, at så snart obduktionen havde fundet stedet, så ville livet blive frigid til familien, så de kunne afholde begravelse.

Tre dage efter drabet, altså torstad den 25. julie 1940, var obduktionsaklæringen klar.

Statsobducent Frederik Grækersen konkluderede, at Ejne Albino Jensen var blevet stukket 9 gange i alt i hals og hovedet, og dødsorgsagen var forblødning.

Ejner blev efterfølgende lagt i en kiste, og et følge bestående af Ejners far eller en stor del af hans kollegaer brægte kisten til Lykstør station, så den kunne blive kørt til Ejners fødebyvejle til begravelse.

Drabet rystede alle på Livø. Ejner havde været ansat siden 1927, og han var afholdt på øen.

Han og Hustron Ella havde et godt ægteskab, og sammen med deres lille søn på kun fire år var de i det store hele lykkelige og godt tilfredse.

Lige med én undtalelse. De havde længe ønsket at komme væk fra Livø og starte på en frisk et andet sted, men det nødde de altså ikke før katastrofen ramte.

Efter drabet var der flere der satte spørgsmålstegn ved, hvordan en anbragt, som viser være så farligt, kunne gå frit omkring, og også havde gang til en kniv.

Inspektør Vigujensen måtte forsvare sig i pressen. Han fortalte, at de anbragte arbejdet med redskaber som hakker, spader og lærer under haverbejde, og at disse redskaber i princippet også kunne bruges til at slå ihjel.

Det var vigtigt for Anstalten at sætte de anbragte i arbejde, så de ikke forsumpede i ledighed, som han beskrevde, og han slog i følgelig ekstra blad fast, at der altså igennem ordene var blevet løslet 400 mænd fra Anstalten, som nu klarede sig godt i samfundet.

Morderen har været her i 16 år uden, at der har været noget at bemerke til hans væsen. Det kan også ske inde på fastlandet, og også mellem deres egne pårørende, at en person pludselig blev uterengelig og gå af mokke.

Hvorfor skulle det så ikke ske her, hvor vi samler på Morderen, Tyve og Undsvæge? Spurt han i ekstra bladet?

Han har jo faktisk ret i alt, hvad han siger, synes jeg.

Det er jo ikke forkert.

Det er ikke forkert, og statistikken viser jo også, at der forholdsmæssigt ikke var mere kriminalitet.

Ja, det er sant, men man kan måske også sætte spørgsmålstegn ved det, netop fordi, at meget nok ikke blev registreret.

De var jo ikke interesseret i andet end et godt omdøme for øens skyld.

Ogs det er, og samtidig så snakker vi jo faktisk nok om et sted, hvor der burde ske mindre, fordi de er klar, og hvem det er, de har med at gøre,

der burde være kontroll og instanser klar til at håndtere, at folk går af mokke, og at de ikke ligger ind med en kniv.

Det er formålet varme at placere dem på en ø, at så skulle der være styr, opsyg på kontroll.

Han understregede så selvfølgelig også, at de jo ikke måtte bære kniv, men at den havde været smulet ind.

For lige som at sige, prøv at høre, vi visste ikke, at den var der.

Det kan ske.

Det kan ske, det var ikke også, der gav ham den.

Nogle dage efter drabet kunne man i Norgelands Socialdemokrat Lese, at Carl Johan Kristiansen befandt sig i beste velgående i arresten,

og var ganske uporvirket.

Men den ubekømmede tilstand holdte ombart ikke, for en måned senere kunne man i Aalborg Amstidne læse,

at Gerningsmanden nu var indlagt på Lykstørs sygehus på grund af de skader, han havde pådraget sig, da han kæmpede med Ejn og Albino Jensen.

Nå, det var altså ikke bare overfladesk.

Det var ikke bare overfladesk, og han endte jo så også med, at jeg skulle have amputeret den ene fingre der,

og så var der det med Akille Senen der, som jeg læste faktisk, hvor man havde fået snittet den hele år.

Men det nævnte jeg ikke, fordi jeg tænkte, hvordan kan han så stikke af til en mark lige ved?

Altså, jeg tænkte ikke, man kan gå, hvis man får snittet den af Akille Senen.

Adrenalin efter har gået drab, så voldsom, en helge af sted eller en helge.

Jeg tror ikke, man mærker smærte, når adrenalinen pumper.

Ja, det gør i hvert fald noget.

Efter tre ures varteksfængsling forlængede dommere e-løgfristen med yderligere fire ure,

og Sagens akter blev sendt fra statsadvokaten til retteleerod med henblik på at få udarbejdet en aklæring.

Domstolen ville vide om Carl Johan Kristiansen var egnet til at minde i straff,

eller om han fortsat skulle anbringes på Onsvagerens sted, som det blev kaldt dengang.

I september 1940 to måneder efter drabet traf statsadvokaten beslutning om,

at sagen skulle få et nævningeting i Ollborg, og dermed tiltalte retten Carl Johan Kristiansen for at drabede på egnet Albinos Jensen.

Unstå den 27. november 1940 startede ratsagen. Det gik altså ret hurtigt dengang, der var ikke så meget pisse,

eller om der var heller ikke noget at opklare, kan man sige.

Ratsagen startede allerede i november.

I aveddeling to i landsrætsbygningen i Ollborg sad de tre landstommer i sagen Berndsen, Heise og Pedersen,

samt 13 udtrukne nævninge.

Her ibland frobo til det Gævoksen fra Lyngby, uddeler len fra Drøning Lund og tømmermester Elius Steenbræk fra Göring.

Altså faktisk så blev alle nævningenes navne, hvor de bodede hende, det blev nævnt i pressen,

og det er ikke mange gange jeg har set det før.

Hvis jeg hovedet har støtt på det før, det synes jeg var ret interessant.

Jeg skal nok være med at nævne det normalt sammen, jeg synes bare, det var lidt pusigt.

Ratsmøde gik i gang kl. 10 om formedagen.

Tiltalte blev fålagt, anklædskriftet, og han naklede sig skyldig i drabbet på ejner.

Og her efter så begyndte Anklæren så sin afhøring.

Under rettagen kom det frem, at Carl Johan Christiansen, der starvede fra København,

før han fyldte 18, havde været anbragt på æbrydgård på grund af teori.

Historisk var æbrydgård en anstalt for det tungeste klientelt af, så kaldt, onsvage især fra Københavnsområdet.

Stedet var i følge dansk forsovshistorisk museum, berygtet for sin dårlige fysiske rammer med store sovesale,

og så var der en udbredt brug af tvang og fixeringer.

Altså der havde han været før han blev 18.

Før han blev 18, ja, fordi der han var 18, røg han jo til livet.

Den aften han slog ejner i hjælg, havde Carl Johan, som sagt tidligere, været i besidelse af en hammer, et parsøm,

tøjstrimler og klude og de her pornografiske bilder.

Statervokaten ville under rettagen gerne vide, hvad hans plan havde været med de her genstande,

og det havde Carl Johan Kristiansen ikke noget mod at forklare.

Når jeg havde skaffet jensen af vej, var det hensigten at lukke fri jensen inde i et værelse,

spire altså hammer, dør han fast ved hjælp af sømene og få øve voldtægt mod hen.

Til det sportet Statervokaten og kludene.

Dem ville jeg binde om munden på fri jensen, for hun ikke kunne skrive.

Forklaringen fik ret formanden til at konkludere.

De havde altså nøg forberedt overfaldet på jensen.

Ja, jeg havde gået og tænkt over tingene nogle dage.

Han forklarede, at han var blevet opstemt af de pornografiske bilder,

og af sidder, der var redd ud af mindre løde i romaner.

Da han hoppede ud af vinduet fra pavilion 4,

visste han, at skræderne, hans kone og deres barn var alene i huset,

fordi at forvalterne, som også bodde i huset, var bordrejst.

Og det visste han jo så, fordi han arbejde for ham.

Så der er et eller andet med de der høns, der nok har været rigtig nok, ikke?

Og han visste også, at han havde tænkt sig at slå hjælp for at kunne udføre den voldtægt?

Ja, altså det har jeg faktisk tænkt lidt over.

Og jeg kom op med den tanke, at han har jo gjort det her før.

Han har jo prøvet med Svia inden før, og der blev han stoppet.

Så jeg tror bare, han har tænkt, hvad skal jeg gøre for ikke at blive stoppet denne her gang.

Jeg skal sørge for, at der ikke er særlig mange andre til stede,

og så skal jeg sørge for at ryde med denne vejen.

Og så er der fri adgang, og så kan jeg gøre det at komme for, ikke?

Men tror du ikke også, han nuede at voldtage Svia inden?

Altså du siger, han blev stoppet, men du beskriver også, at han kverkede hende.

Måske blev han bare stoppet efterfølgende, mens han var i gang med at kverke hende.

Jeg prøver også bare forstå, om han havde voldtaget før.

I hvert fald lå det i ham, at han havde lyst til det.

Det stod beskrevet som voldtagsforsøg.

Så ja.

Så kan det godt være, det ikke var fuldbyrdet, men noget han dog, ikke?

Ja, noget gjorde han.

Og det var så også, at det var her, han nægtede, at han havde købt kniv under tre år tidligere,

med det formål at drepe skrederen.

Den havde han bare tilfældigvis haft, da han så fik tanken.

Under ratsmøde noterede tilhøjrende sig, at Carl Johan Christiansen svejede på spørgsmålene med en tydelig københavnsk aksang.

Han virkede i følge Nordjulands Socialdemokrat, som om, at han fuldte afhøring med stor interesse og indlevelse.

Altså det blev også beskrevet, som om han var sådan lidt, næsten lidt mundere og ligegladede.

Det var et skue for ham, ikke?

Hvor han jo var stjernen.

Og han var i midt 30'erne på det her tidspunkt?

Øh ja, det var han.

Kun, da det første vidende blev indkaldt, ændrede han karakter.

Da den 32-årige Ella Damca Jensen skredens kone trådte ind i ratslokalet, dukkede han hovedet.

Så måske han alligevel følte noget skarm ved sin handling, ikke?

Ella var blevet gift med Ejna Jensen i 1932, og et par dage efter brylluppet kom de til livet.

Hun fortalte i ratten, at hun kun få gange havde vækselet nogle ord med Carl Johan Christiansen, og der havde han virket formelt og sky.

Så altså igen, hun anede stort set ikke, hvem han var, vel?

Efter drapet, der var hun flyttet til vejle med sin lille søn.

Statadvokaten gennemgik der efter obduktionseklæringen og mentaleklæringen, der konkluderede, at tiltalte ikke var sindsyg,

men derimod onsvar i lettere grad og uegnet til påvirkning gennem almindelig straff.

Derfor anbefaldede man fra ratlægerodet side, at han blev genanbragt på onsvaranstalt under det man kaldte betryggende forhold.

Og jeg tænker, at det må betyde, at man tænkte, at der skulle være bedre sikkerhedsfronstandinger frem over,

end der havde været på livet, ikke, da han begik drapet.

Den 27. november 1940 fald dum. Carl Johan Christiansen blev dømt til livsvare i anbringelse på en onsvaranstalt.

Han skulle så også udover det betale en af statningsgræderne til Enke eller Damke Jensen på 15.000 kr. og en af statning på 6.000 kr. til sønnen for tabet af en forsørger.

Her efter blev han ført tilbage til arresten i Lyksdør, og en måned senere, den 26. december 1940, blev han ført tilbage til livøg, hvor det hele startede.

Så skulle han bare være der igen.

Resten af sit liv?

Det slutter ikke her.

Der skulle gå to år, så hørte man igen noget til livøgmurderen, som han blev kaldt i pressen.

Under sit ophold på øen havde han siden dom generelt opført sig ret uppe på klaligt.

Men i november 1942 havde Carl Johan Christiansen i følgepressen set sig galt på en af de andre anbragte på øen.

Evald anskar svinsen, på grund af noget med noget ringdøring.

De to kom en eftermiddag oppe af skinns. Carl Johan Christiansen greb en stor planke og slog ud efter Evald.

Men Evald var hurtigere, en livøgmurderen havde regnet med, og planken ramte forbi.

Det gjorde han ikke, så ramten ikke svingede forbi målet.

I det Evald børde af for slaget, fik han fat i en stor oxeknovele, som han slyngede mod Carl Johan Christiansen.

Han blev ramt så hårdt i hovedet, at han faldt bevistløs om.

Slaget var så voldsomt, at han omgående blev sejlet fra øen i anstaltens motorbåd og indlagt på Lyksdør sygehus.

Her konstaterede man, at han havde pådraget sig et meget alvorligt krængebrud, en jernrystelse og en jernablødning.

Tre dage senere kom det frem i Aalborg stiftstiderne, at Carl Johan Christiansen var delvist lammet efter slaget.

Jernablødningen havde skade hans evne til at tale, og han ville sandsynligvis være invalideret resten af livet.

Et år efter overfallet var Carl Johan Christiansen i retten igen dengang som offer i voldsagen.

I følge Norgelands Socialdemokrat blev han afhørt i retten, men afhøringen var besværliggjort af Carl Johans talebesvær.

Han fattede udmærket de spørgsmål, der blev stillet til ham, men han havde meget svært ved at svare.

Under rettagen kom der noget andet forklaring frem om motivet og forløbet for overfallet,

inden den med, at Carl Johan Christiansen havde slået ud efter sin medanbrægte over et skenderige omringgøring.

Det var eval Ansgar Svensen, der havde angrebet Carl Johan Christiansen, mens han lov på en bænk og læste.

Eval slyggede først et kødben i hovedet på ham, hvor efter han slog Carl Johan Christiansen i hovedet med en rullestok.

Jeg ved ikke, hvad en rullestok er, men en eller anden form for køle.

Det var efter sine for at lære ham en leksje, fordi han tidligere havde troet eval ved at sige, at hvis han ikke passede på, så skidter det samme med ham, som der var sket med skrederen.

Det passer ikke benægtet Carl Johan Christiansen langsomt i retten og brød ud i voldsom gråd og hulken.

Han menede ikke, at han for alvor havde troet eval, det hele var kun sagt i sjov. Så, jeg ved ikke, hvor sjovt det er.

Jo, det ved jeg godt, det var ikke sjovt.

Han var utrystelig, og først da han blev fjert ud af rætsalen, stoppede han med at græde.

Eval Ansgar Svensen var også karakteriseret som letter undsvag, og jeg beklager, at jeg bruger det ord så mange gange,

men det hedte altså dengang. I dag ville man nok sige udviklingshemmet.

Han blev kendt skyldig i vold og dømt til anbringelse på undsvagerens stalt.

Han har jo højstensynlig også bare blevet fraktet tilbage til Livø.

Ja, ja, ja.

Derudover skulle han betale sagens omkostninger på 200 kroner.

Også siger man udviklingshemmet i dag, men jeg tænker også, at de målte på nogle helt andre parametre dengang,

så mennesker, at der dengang blev vurderet undsvag, måske slet ikke var det, vi ville kalde udviklingshemmet i dag.

Det tror jeg, du har fuldstændig ret i.

De kom fra nogle sværere korg eller al muligt, der kunne være i vejen, ikke?

Ja, eller måske.

Og så var det bare det stempe. Undsvag, bum, ud på den.

Jeg var utepasset, eller vagnekriminelle, eller mindre begavet, eller hvad det nu var ikke.

Men jeg synes jo, at der er noget, der taler imod, at han var det, fordi han lægger den her plan.

Altså, et er, at han forsøger at kværke voldtagsvier inden, men så tager han jo vel lærer af sin fejl i situationstejen,

og laver ny plan den her gang for at voldtage Fru Jensen.

Det er ikke at føre den ud i livet og finde ting og stjælle og hammer.

Ja, ja, så kan der have været så meget andet. Han var fuldstændig empati forlagt.

Ja.

Og sikkert også i forhold til nogle sværere opvækst betingelser også noget, hvis du siger, han var på et hjem.

I gang heltideligt.

Ja.

Og så er det jo også interessant at lese det her med. Det blev meget romantiseret i pressen, det her med, at han ville have skrevet hans kone.

Mange steder, der står det jo faktisk beskrevet, som om, at det var et forhold til hende, han ville have.

At han var for elsket og betaget, og at det jo så nok var fordi, at han var udviklingshemmet,

at han ikke forstod, at det ikke kun drejet sig om at skaffe mænden af varend.

Når de virkelig havde nok bare i situationstegn drejet sig om, at han havde voldtægst fantasier.

Det havde han. Og han havde jo et legit rape kit med sig, ikke?

Altså, men det var som om, at det kunne man ikke rigtig forstå, eller det havde man ikke lyst til i hvert fald.

Bare at sige, det er bare grimt og mørkt og beskidt det her.

Ja, og så var der, men der var også noget et slibrit drama over det andet, som var lidt mere spændende, ikke?

Jo.

Det er mere interessant at læse om.

Ja, det er det nok, og den her romantiseren, altså en hien efter et andet menneske, og kærligheden og sådan noget, ikke?

Ej. Ej. Ja.

For igen at besøge Livø og fortælle om drabet på...

Jeg fik ikke fattig. Hvad var dømmen til Evald?

Han blev dømt til anbringelse igen. Jeg ved ikke, om det var lang tid.

Men de smøde ham tilbage i kassen, ikke?

Ja.

Og hvad var han?

Og så skulle han betale de 200 kroner i salær.

Ja.

Hvad tænker du på Carl Johan? Hvad har der sket med ham?

Han rør jo tilbage til Livø også, men var jo invalideret.

Nu i grønt sagsform.

Han havde snittet sine egne kildesegene, så det ene ben, du ved ikke, den anden halvdelen af kroppen var larmet.

Han kunne dårlig tale, fordi han havde haft den der blødning i hjernen.

Nu var han udviklingshemmet, kan man sige?

Det, om man lige kan bruge det udtryk der, men han var i hvert fald rimelig fukt og invalideret resten af livet, ikke?

Og så stadig tilbage til Livø.

Det synes jeg jo også er vanvittigt.

For det første, at de sender ham tilbage, efter at han drabte skræderne.

Der var så mange på den ø, der holdt af skræderne og kendt skræderne.

Men prøv at høre.

Så det var jo alt for kompliceret at sende ham tilbage til.

Hvad med alle de ansatte?

Alle de ansatte og alle de beinsatte og anprægtte ingen vil kunne se på ham.

Nej.

Som annet en livømordere.

Der var også noget beskrevet omkring, at han blev frosset ud, og han havde rigtig svært ved at få noget til at fungere på øen efterfølgende.

Han var helt forkert at sende ham tilbage.

Det var til både for hans skyld, men selvfølgelig også for alle de, der brugte deres skyld.

Men hvad med det her med at være ansat på sådan en ø, hvor der er den her risiko?

Ja.

Og det er jo også blevet omtalt, at der var en voldtæg dengang imellem at overfald og sådan noget, ikke?

Altså som om det er lidt en bakke til.

Tænk at leve med det.

Det var helt ganglagt at sende ham tilbage til.

Og så gør de det gutt hjælp med igen.

Ja.

Efter næste optrin, ikke?

Ja.

Helt vildt.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig, hvis det var muligt at dykke ned i på en eller anden måde de her voldtægter og overfald og det kriminelle.

Der er så egentlig faktisk skete på øen.

Altså nu er det drab, nu er det den ultimative forbrødelse, ikke?

Men det kunne være ret interessant, hvis jeg kunne grave mig endnu længere ned.

Det var nok ikke så lidt, der får mul.

Det tror jeg ikke.

Men spørgsmål er, hvor meget der er blevet registreret.

Ja, det er det.

Eller om det er nu, du må altså ikke forsøge at voldtage fri Jensen hele tiden.

Lad nu være med det, der nu kommer ind.

Ja, ja.

Men så kan det være, at det ikke blev registreret officielt, men at der er noget at finde i nogle gamle arrændringer eller sådan noget.

Men som sagt, for at besøge live igen og fortælle om det her drab,

der her brugte artikler fra blandt andet demokraten,

Nordjyllands Socialdemokrat Ekstrablad Bt,

Nationaltidende, Bornholmstidende, Horsens Socialdemokrat,

Herningevis, Vejle Amps Folkeblad fra Regissjærs Socialdemokrat,

Jyllandsposten, Berlingske Tidende, Ollborg Ampstidende, Ollborg Stiftstidende og Ogu Stiftstidende,

samt Dansk Forsvarshistorisk Museums hjemmeside og Naturstyrelsens hjemmeside.

Tak for at tage os med der til igen.

Ja, jeg lover altså ikke, at jeg er færdig med live.

Nej, jeg vil gerne vide, hvad der ellers er sket.

Men nu er jeg spændt på, om du har noget helt andet med.

Jeg har noget helt andet med.

Ja, det må du næsten have.

Stream alt dette og meget mere på Disney+.

For kun 99 kroner om måneden.

Abonement kræves 18+.

Kan du høre det her?

Det er en eske med kontaktlænser.

Og den indeholder også et helt team af Louis Nielsen's eksperter.

Det er nemlig rigtigt.

Når du tager en abonnement på Danmarks billigste enedagslænser,

er rådgiven ikke vores eksperter, og et sundhedschek er øjnene inkluderet.

Bug din synstest i dag, så undgår du at sige, sku har gået til Louis Nielsen.

I Netto mener, vi er alle skal have råd til økologi.

Derfor har vi fyldt Netto-avisen med økovarre til skarpe priser.

For eksempel 200 gram arle af økosmør til 15 kroner.

Gælder for lørdag den 26. august til og med fredag den 1. september.

Gå i Netto.

Til dig, der er ikke kalde i varm, stille stående luft i din bil,

men som er helt vildt med en god halv.

Super godt tilbud på servisering af aircondition og klimaanlæg på Super Deck

for kun 499 kroner.

Kontakt din lokale Super Deck eller buktid på SDS.dk

og får aircon service til kun 499 kroner.

Super Deck.

Ditt lokale autoverksted.

Så der er udsalg i fri bikeshop med kæmpe besparelser

på alle slags cykler og udstyr til hele familien.

Kom og gør kub og få den helt rigtige cykel.

For også når der er udsalg får du vores gode faglige rådgivning.

Fri bikeshop, oplev forskellen.

Jeg lægger altså også rimelig hårdt ud her efter sommerferien,

for jeg skal fortælle dig om, hvordan en 18-årig dansk kvinde

var med til at fælle en af de værste britiske serieforbryder i nyere tid.

Nå.

Ja.

Ej, er det en opmærksomhed?

Ja, det har du.

Og jeg skal måske lige advare om, at historien herinde

holder beskrivelser af sexuelt vold og drab,

og det sværer også af mishandling af dyr.

Okay.

Dårg meget lidt.

Historien begynder på en skole i det nordvestlige London

i begyndelsen af 1970'erne.

Haver Stock Secondary School i Chalk Farm, lige nord fra Camden Town.

Her fandt to drengene hinanden på lejepladsen

på deres første skoledag.

De blev venner.

Bække havde ireske rødder og kom fra arbejde- og klassefamiljer.

David Molcase' far var bilmekaniker,

og blev senere hvertusejre.

John Doffis' forældre var meget troende katoliker,

så meget, at John efter sine var opkaldt efter

Pave John den 23.

Forældrene var stolte, da han senere blev ældre dreng.

De to drengesbånd voksede sig hurtigt stærkt,

ikke mindst fordi de begge to blev udsat for mobning i skolen.

I hinanden fandt de pludselig det fællesskab andre havde udelukket dem fra.

Molcase, der var en høj pan dreng,

var den mere dominerende i venskabet,

mens Doffy, en lille rødehårdfyr med aknear i ansigtet,

var mindre frembrosende.

Han lå sig ligesom styre af Molcase,

og sådan var deres roller klart defineret.

Måske var det ekskluderingen fra den store gruppe,

der gjorde, at David Molcase og John Doffy

fandt en fælles interesse i,

hvad man vel godt kan kalde problematiske aktiviteter.

Det kan også være, at de netop blev holdt udenfor,

fordi de allerede var anderledes.

I hvert fald fandt de, som teenage og en fælles glede

ved at lave en masse balade sammen.

De blev begge dybt optaget af at dyrke kampsport,

og så fandt de det underholdende og skrame folk,

mere specifikt par- og homoseksuelle,

som de sprang ud fra buskeforan i førte masker.

Drengestrejer ville man nok kalde det,

før man vidste, at det kun var den spede start

på et ufatteligt mørkt markerskab.

Jeg ved ikke, om det også kun blev set,

som Drengestrejer, da David Molcase i en eller 13 år

tæskede et pinsvind til blods med et bræt

før han trampede på hovedet, og dermed drabte dyr.

Nej, det håber jeg da virkelig ikke.

Da nogle lærer opdagede, hvad der foregik,

var han ensmort i blod, mens hans bedste ven, John Doffey,

stod ved siden af ham og grinde.

Drengene havde også sjovt med at skyde efter folk

med en luftpistol fra et vindo i David Molcase

forældres hvert hus.

Efter at de gik ud af skolen,

udviklede vennernes kriminelle påfunser

til at blive mere alvorlige,

og snart blev indbrudt,

biltygerier og ildsporsættelser

fåret til deres søneregister.

Det var ikke overraskende David Molcase,

der førte an, da de to teenage Drenge

rettede deres opmærksomhed

og vrede mod kvinder.

På et tidspunkt i midt halvfjerserne

besluttede Molcase, at en kvinde,

der brugte nærheden af hans arbejdsplads,

skulle have en lærestrej.

David Molcase og John Doffey

brød ind i hendes hus,

med den intention at voldtage hende.

Men planen mislykket, da hun ikke kom hjem.

Oplevelsen havde alligevel været

ophissende nok til, at de to venner

ude så sig et nyt offer i noget ting

hell, som de også brød ind hos.

Men heller ikke denne her gang blev voldtægten

gennemført, da kvinden kom hjem

med en mandlig ven. Det fik Drengene

til at stikke af.

På tross af de her ulmene,

var de og blev begge mænd gift,

da de var i begyndelsen af tyverne,

og på overfladen virkede deres liv allmindelige.

De arbejde som henholdsvis

VVS'er og Tømre,

og David Molcase fik tre sønder.

Alligevel fortsatte markerskabet

og planlægningen. Selvom de var blevet gift,

var de stadig uadskillige.

Mens David Molcase kun kunne

finde sexuell nydelsønder vold,

var en del af akten, så var John Doffey

vred over sin dårlige sødkvalitet,

som gjorde ham infatil.

Og på den måde, hadde de et enat had

til kvinder til fælles.

Altså, hans dårlige sødkvalitet gav,

har med det had til kvinder?

Ja, det menede han,

var kvinder skyldt af en eller anden grund.

Det gjorde ham, det var der seksuelle frustrationer.

Der var noget der,

men det var klar, selvfølgelig overhovedet ikke.

Alt eller noget.

De to barndomsvænder, nu voksne mænd,

begik deres første kænte voldtæg sammen i 1982.

Det var begge 22 år gammle.

De lå på Lure i Kildbøgen, i det nordvestlige London

nærtogstationen Hamstad Heath,

i ført elefanthuer og joggingssæt,

da de spottede en 21-årig kvinde,

der var på vej hjem til sin kæreste,

til Fods.

Nu skulle det være.

Efter, at de havde overmandet hende,

de tabe over hendes mund,

og så smadde de hen over en mur,

indtil en mennesketom bygge grund med et halvfærdigt hus.

Mens de holdte en kniv mod den unge kvines,

hals skiftede de til at voldtage hende,

og hun beskrev senere for politiet,

at de havde været vidt forskellige af natur.

Den ene var venlig,

den anden var horibel.

Det var David Mulcage.

Han havde været aggressiv hele vejen,

igennem fortalt hun.

Denne her første kendte voldtæg,

de to unge mænd begik sammen,

var fra dem i skarpkontrast

til det træve med deres offer,

hvor efterlatt med en berosende oplevelse,

der gav en blod på tanden,

var uforståeligt den nødder.

Og herfra tog det fart.

Sammen gik de i gang med at jage,

i lyd af natten, på øde,

stille steder, altid sammen,

altid i nærheden af togstationer.

Og ofte mens de lyttede til Michael Jackson,

hittede Thriller i bilen sammen,

og sang med.

Det var ligesom med til at opildne dem.

Alt var nøg til rette lagt,

når de to ud for at finde deres næste byte.

De havde altid et voldtægskid,

med sig bestående af elefanthuer,

knive og tape.

De lavede servietter i tændstik-esker,

så tændstikkerne ikke restlede,

og servietterne brugte de til at tørre væsker af,

efter voldtægterne, så de ikke efterlød sig spor.

Og med tændstikkerne brændte de servietterne.

Det er jo altså virkelig detaljeret og gennemtægt.

Ja.

Før de fandt deres offer, slutt i plat eller krone om,

hvem der skulle voldtage i hende først,

når hun var lagt ned.

En kvindelig restaurang bestyrer,

som markerparet overfalt,

men som heldigvis slapp væk,

fordi hun kæmpede voldsomt imod.

Beskrev, at de to mens samarbejde

var så smidigt, at hun opfattede dem,

to kroppe med en jernes solmates.

I løbet af det næste år,

efter den første voldtægt,

angreb de sammen 18 kvinder mere,

og de følgende år blev flere kvinder voldtagede.

Okay, de har haft travlt.

De har haft travlt.

Det var mange, mange, mange, mange voldtægter.

Og du siger, de både havde familie,

jobs og alt også?

Ja, hold om.

I juli 1944

havde en 18-årig dansk kvinde

været i England i to uger,

som ophære sammen en anden ung dansk kvinde.

En sen aften blev de begge overfaldet

af Molkage og Doffie i det nordlige London,

der de var på vej hjem.

Men kniv for stroben blev de troede

til tavshed og slæbt ind i en skov,

hver for sig i mørket.

Og her blev de voldtægte gentagende gangen,

før de så fik lov at gå.

Altså så to kvinder på en gang

med de her to mænd.

Som gæreningsmænd.

I takt med, at Molkage og Doffie blev mere,

erfarene blev angrebne også mere modbydelige.

Det var som om, der med tiden skulle mere

end kun voldtægte for at tilfreds til dem.

Særligt for Molkage, han ville,

dominerer kvinder totalt.

Et voldtægtsoffer fortalte senere,

at hun huskede, at David Molkage

havde sagt til hende, at han ville

grave hendes øjne ud,

snit hendes øre af

og skære hendes bryst, hvor der væk.

Altså sadistiske fantasier om

tortur tent ham.

Og en del af tæreren,

og fortælle det til sit offere,

at det her,

det har jeg tænkt mig at gøre ved dig.

Ja, altså den frygt, som andre

ville finde frestødende at se i et menneske.

Ja, den tent han på, det var en del.

Det var en del af det her kick.

Det var en del af det her kicket for ham.

Det var en del af makt og oplevelsen.

Pultiet forstod, at en sær evoltægtsman

var løs og fatligt aktiv i det nordlige London.

Og efter forskningen fik navnet

Operation Heart.

Flere offere beskrev to mænd,

den ene lav og rødhåret,

den anden en større mænd.

Men den af teknologien,

var endnu ikke så fremskredet,

at den kunne gøre en forskel i sagen,

der ikke meget at gå efter.

I alt blev 68 voldtægter

og andre seksual forbrydelser

identificerede i ordene 2-46,

som kunne være begået

af den samme.

Og de talte altså på det her tidspunkt om

én voldtægtsforbryder.

Men politiet må have haft en mistanker

om, at to mænd arbejdet sammen,

altså ud fra nogle af offerenes beskrivelser.

Men i pressen blev der altså talet om

én gænningsmænd.

Og han blev kaldt

The Railway Rabest,

fordi det er altid foregik ved stationer.

I december måned 19,

85 kort efter jul,

var 19 år i Alisson Day

den eneste passager,

der ståede på stationen i Hackney Wig

i det østlige London.

Det var aften,

og hun skulle mødes med sin forlovede

på hans arbejdsplads et ødested.

Men så langt kom hun aldrig,

for desværre ståede

Malkae og Doffie klar

til at tage mod hen.

De havde cruised rundt ved flere

togstationer i området for at finde

deres næste offer,

og nu havde de spottet hende

alene på gåben i mørket.

De holdt øje med hende,

mens hun gik væk fra stationen,

hun stoppede ved en telefonboks,

og der efter tog hun et forkert sving

ned mod en kanal

og direkte i fagnen på

Malkae og Doffie.

Og hurtigt fik de overmandet hende,

men kniv rettet mod hende

blev hun svunget ned til vandet.

Doffie voldtog hende først,

så tog David Malkae over,

og da de var færdige,

fik de hende til at gå

over jernbanespor og hen

til en bro.

Det bliver beskrevet, at hun her faldt

i vandet fra broen,

men jeg forestiller mig altså, at hun hoppede,

desperat efter at komme væk.

Jeg kan ikke se, hvorfor hun skulle falde

med hende ud.

Ja, men det kan jeg så heller ikke se,

hvorfor de skulle gøre, for de 19 år i Alisson

dag, svarmede ind til bredden,

og her stod de klar til at tage mod hende,

de fiskede hende op.

Nå, okay, så hun prøvede simpelthen,

ja, det tænkte jeg.

Hun prøvede at komme væk fra, så de var klar.

Efter, at de havde voldtog hende.

De slæbte hende over,

op af vandet, og slæbte hende over

til et yde område,

og Malkae voldtog hende her for anden gang.

Den 19-årige kvinde, sine to voldteksmænds

ansigter,

og Malkae sagde til hende, at hun ville

genkende dem nu.

Plisbønd faldt hun.

Jeg har kun set et overskæk.

Jeg fortæller det ikke til nogen, gør mig ikke und.

Men hendes ord gjorde ingen

forskel for den nogetsløse Malkae,

hans gejen stremmel stof

af hendes bluse,

og gav sig til at snote rundt om teenage

pins hals.

Så vent han sig mod Doffy,

og han stramede til,

at vi er i det her sammen,

tatten, snuten, beordrede han.

John Doffy gjorde som han fik besked på,

og kort tid efter var

Alisson Dade død.

Doffy og

Malkae havde nu gjort sig

til morta,

men 19-årige pige var død.

De smidlede livet af dage i vandet,

og fik det til at synke til bunds,

ved at fylde sten i hendes lommer.

Hun blev fundet 17 dage senere

med hænderne bundet på ryggen,

og hun var også kniblet.

Drappede på,

Alisson Dade fik pressen

til at døbe den ukendte gærningsmand

The Railway Killer,

og til navnet fik mere spalteplads,

da endnu en teenagepie

blev voldtaget og mørtet, denne gang

i april måned 46

i Surrey.

Det var efter med dag, da den 15-årige

hollandske skolepie Marche

Tambosa blev kastet af sin cykel,

efter at være kørt ind i noget stoltråd,

som var spændt ud mellem to træer.

De havde set hende komme,

og spændte det ud.

Marche blev voldtaget,

amolkage og doffie.

Hun blev slået med en sten i hovedet,

gentagende gange, altså mens hun

stadig var i livet og krylde sig sammen.

Hun blev stranguleret,

og til sidst satte de ild

til hendes mishandlede krop i et

forsøg på at slette alle spor.

De kom også brandne

Xavierter op i hendes underliv,

i håb om at distruere de

indvendige bevisere på deres unnskap.

Ej, hvad du havde. 15-årig gammel.

Politiet kadede ikke,

og i bliklige drabne sammen,

men da brikkerne først fald på plads,

og drabne blev linket

til voldtægterne, blev efterforskningen

intensiveret markant.

En måned senere, den 8. maj

1986,

blev den 29-årige

nygifte analog bortført

mørtet efter, at hun steger i tog

på stationen Bookman Park

i Hertfordshire.

Hun var stadig solbron efter den

bryllopsrejse til sejshælderne,

hun lige var kommet hjem fra.

Molkage og Doffie had bemerket hendes

cykelige skur på stationen

tidligere op på dagen,

og mistænkte at den tilhørte en kvinde,

så de gav sig til at vente på hende,

og efter at hun ganske rigtigt

stege af toget og lås sin cykel

op fuldt i efterhende,

som det havde været tilfældet med de andre

offere, blev hun voldtaget,

gentagende gange og stranguleret,

og hendes stort set skeliterede

krop blev fundet på en mark

6 uger senere.

Hendes ene sok var stoppet ned i halsen

på hende, og den anden

var bundet om hendes kæbe.

Det er simpelthen så voldsomt,

og jeg er fuldstændig mistet overblikket

over, hvor ofte de nu gør det her,

de er jo eskaleret fra

voldtægt, altså voldtægt

og mange, mange voldtægt

og gennem mange voldtægt.

Og så begår de det første drab,

og så tænker jeg, så er der jo ikke noget,

der stopper, nu bliver de så vimme at drippe

deres offere, fordi nu fandt de ud af,

og det kunne de også godt lide.

Hvor tit drab de så?

Det gjorde de,

de her 3 gange.

Fordi med det her drab,

der gik alvoren altså op for

politiet, hvis det ikke allerede var

gået op for dem, så gjorde den det nu.

Og den mest massive

efterforskning siden Yorkshire

Ribbersan blev i værksat i London.

Menster blev arbejdet

på højtryk for at identifisere

gærningsmændene, så noget af de altså

også slog til igen, de voldtog en

14-årig pige i en park,

men hun slapp heldigvis fra dem i livet.

John Doffey,

en arbejdsløs tømre fra

Kjellbøn, kom kort efter i

politiet Sølys.

En efterforsker fattede interesse for ham,

fordi han var kendt af politiet i forvejen,

efter at hans nu ex-husstro

havde anklaget ham for voldtægt.

Og det var åbenbart velkendt, at

han mente, at voldtægt var et

naturligt, mandligt, instinkt.

Hans navn var

allerførst kommet op, da politiet

uden den gang kunne læne sig op

af DNA, den teknologi

var lige så meget udviklet i nu.

Kikket nærmere på, hvilke kendte

sexualforbryder i deres database

med 3.000 navne,

der havde den særlige blodtype,

som de viste, at den ene

gærningsmand i Railway-sagen

havde. Og

et af de navne var altså

Doffis.

Under en randsanning af hans

hjem blev der fundet en

cellentype garn, der også var blevet fundet

på stedet, hvor 15 år i marge

Tambosa var blevet drabt.

Det linkede ham altså direkte

til drab nummer 2.

Der var også andre indiser, der parlede på ham

det andet, at han via et

tidligere arbejde han havde

havde et indgående kendenskab

til jernbanenettet, og at han

kendte til sjældne bindeteknikere,

som var blevet brugt under

strangulationen af offrene.

I hans hjem blev der til studen fundet

knive, som var blevet brugt under

bortførslerne og bøger om

kidnappningsteknikere.

John Doffis tidligere hustru,

som han havde fået et enkelt barnmad

på trods af hans dårlige sedekvalitet

blev afhørt af efterforskerne,

og hendes beskrivelse

at Doffi var ret for roligne.

Hun forklarede, at han var

dybt optaget af at se videoer

med voldelige kampsport,

og at han var ekstremt hårdhændet

når de var sammen sexuellt.

Ofte involverede det, at han

bandte hende mod hendes vilje

og tvang hende til sex.

Han havde også en gang sagt til hende,

at han havde bolletaget en pisar med aften,

og det var hendes skyld.

Politiet var klar over,

at to mænd havde været involveret

i de her mange voldtægter.

Og mistanken faldt hurtigt

på Doffi's gode ven, David Mulcage.

Jeg tænker ikke, at han har haft

så mange andre venner.

De lyder som en ret fast pønmåring.

Folkeskolen ikke,

og var altid sammen.

Så han blev altså anholdt

og afhørt flere gange,

men afvisede blankt alt.

Han var en god, familiefar,

totalt uskyldig,

og han troede med at savsøge

politiet for deres grundløse

forfølgelse af ham.

Politiet håbet, at nogle af voldtægtsoffrene

ville kunne udpare ham

ved en konfrontation,

men dengang krævede det,

at offrene gik helt tæt på de mulige

gærningsmænd i line-up'en

og inden der rørte webben,

og det var de simpelthen for traumatiseret til.

Jeg ved ikke, hvorfor rørte webben.

Nu forstiller man sig, at det foregår

at man kan læse,

så den potentielle gærningsmænd

ikke kan se opfraget.

Men dengang skulle man altså hen til dem.

Men hvorfor skulle man røre webben?

Det forstår jeg heller ikke.

Altså voldsom nok at skulle helt hen

til dem overhovedet, at de skulle kunne se dig.

Men røre webben?

Ja, det forstår jeg heller ikke helt.

Det kunne man godt kigge nærmere på,

hvad det handlede om.

Men det var de altså for traumatiseret til

og kunne nød på det her tidspunkt.

Til gengæld åbenbared

politides forsatte efterforskning

af John Doffey,

at han også var begyndt at voldtage

på egen hold, altså sideløbende

med markerskabet med molekage.

Den 26. november 1986,

et halvt år efter kammeraterne

sidste drep,

anholdt politiet Doffey,

mens han var i gang med at forfølge

en kvinde i en ødepark.

Altså lige inden han skulle til at begå

en ny voldtægt,

fik de anholdt ham,

mens han storkede en kvinde i en park.

Til fælde det eller havde de fuldt efter ham,

så de vidste han var i gang med det der?

Jeg tænker, de må have overvåget ham.

Fordi han blev jo så først

anholdt i november 1986,

og de har haft ham parater

end i noget tid på det her tidspunkt, ikke?

Men nu var de ligesom klar til at slå til.

De havde nok bevis om mod ham

til at sikre ham for tre drab

og adskille voldtægter.

Og så fanger de ham næsten

på fast gang.

Selvom politiet under afhøringer

gjorde det klart, at man var

bekendt med, at han ikke havde

handleet alene,

nægtede han at sige noget som helst om

hvem hans medskyldige var.

De to barndomsvænder,

David Mulcage og John Doffey

havde ingået en ubrødelig pakt om

aldrig at angive hinanden,

og det løftet havde han tænkt sig at holde.

Så mens John Doffey blev stillet

for en dommar

i februar 1948

tiltalt for tre drab og fire voldtægter,

var David Mulcage

fri til at leve sit liv, som han ville.

Han flyttede

til Hampstead

i det nordvestlige London

og havde travlt med at drive egen forretning

og fremstil sig selv som en god familiefar.

John Doffey blev

frifånet for drabet på 29 år

i analog på grund af

manglerne tekniske beviser,

men han blev kendt skyldig

i alt andet og i dømt livstid.

Han er kendt det

efterfølgende at han ikke

havde handlede alene,

men han ville stadig ikke afsløre

hvem hans partner en crime havde været.

Det var først

mange, mange år senere,

da en ny kvindelig psykolog i fængslet

valgte at kigge nærmere på sagen,

at han begyndte at åbne op.

Hun vant hans tillid,

han kunne lide hende

og til sidst begyndt han at tale

om David Mulcage,

om langt flere voldtægter

han før havde været villige til at kende

og om at de havde begået

alle tre drab sammen.

Altså før havde han jo nigtet så skyldig.

Nu lagde han alle kort på bordet.

Han var klar til at fortælle

alt det han havde på samvittigheden

og også forklare,

hvordan det hele var sket.

Indrømelserne betød,

at han blev tiltalt for 17 nye forhold

i 1999.

Altså mere end 13 år efter

det sidste drab.

Og han blev også kendt skyldig

og idømt ind til ekstraf.

Derudover havde John Doffey's

nyfundet vildighed

til at tale, selvfølgelig konsekvenser

for David Mulcage.

Han var stadig gift og nu far til fire.

Efter at være sluppet

er stedet med alskelige

grove voldtægter og drab

i mere end 10 år.

Så stedet han sig fortsat skyldig,

da han blev lagt i håndjern en tidlig morgen

i februar 1999.

Politiet slæbte ham

ud af lejligheden,

mens han sønner stadig lå og sov.

Men denne her gang,

havde efterforsken altså ikke tænkt sig

at lade ham vride sig af kron.

Ratssagen mod ham begyndte i Old Bailey

i september måned over 2000

og straktede sig over 5 måneder.

Og også

John Doffey vidende

mod ham i ratten.

David Mulcage stod tiltalt

for tre drab og syv voldtægter.

Han blev fremstillet

som drivkraften bag denne her

dødelige duo af

Anklæmyndigheden, Inpiskeren.

Det var ham, der havde troet fed beslutningen om

at de ikke bare skulle voldtægters offere

men også begynde at drabe dem.

Alleene for spændingen ved at slå ihjel.

Pressen mente,

at Mulcage fremstod

afgant og selvoptagede under ratssagen.

Han nægte alle Anklæger

og hævde et Doffey løg

under sin detaljerede fremlæggelse

af deres fælleshavn.

Men politiet havde endnu et S

i ærmet.

Ikke bare var det afgørende, at Doffey lavede

på bordet og vidnede mod sin gamle ven.

De havde altså også fundet

et uomtvistligt teknisk bevist

og satte molkage

i forbindelse med alt det her.

Selv afvist han det med,

at det var plantet af politiet.

Men det lykkedes han altså ikke

med at overbevise retten om.

Der var tale om

mikroskopiske DNA-spor.

Sadrester i underbukserne

på den ene af de to danske

opærpiger,

som han havde voldtaget i en mørkskov

i 1944.

Og det var altså det, der skulle til

for at fællen klappede.

Det, der endelig også havde ført

til hans anholdelse og givet mod til

at rejse de her tilsaler.

I 1944 havde DNA-materiale

været ubrugeligt,

uanvendeligt.

Men nu var teknologien så fremskredet

at det kunne konkluderes,

at der var tale om et match

med David Mulcage's profil.

Så heldigvis havde man jo gennemt

det her dårmateriale korrekt

i en dybfryser i alle de her år.

12 nævninge,

6 kvinder og 6 mænd

vurteret i næsten 20 timer.

Da nu 41 år i David Mulcage

blev kendt skyldig

i 3 drab 5 voldtægter

og yderligere 5 voldtægtsforsøg.

I februar måned 2001

blev han i dømt 3

livstidsdomme 1 forvert

drab

og 24 års fængsel forvert voldtægt.

Efter dømmen

skrev The Sons lederskribens

sådan her.

Det er svært at forestille sig at menneske mere unskæbsfullt

end David Mulcage.

Man havde ret i at rose de politifolk,

der nægtede og glemte sagen.

Men vi må ikke overse

mod et hostig kvinder, der stod frem

og leverede beviserne.

Uden dem havde Mulcage ikke mødt retfærdigheden.

Verden er lidt mere sikker i dag.

Det ventes ikke, at

nogle af mændene,

hverken David Mulcage eller John Doffey,

nogle siden kommer ud i friheden igen.

Der er stor forskel på,

hvor mange voldtægter Mulcage

har begymnt for, og hvor mange de reelt har begået.

Der taler om utalige.

Jeg læste et sted, at man mener,

at Doffey kan have begået op mod

50 voldtægter.

Det gør ham altså til den mest aktiv sære

forbrudder i nye og kriminalhistorier.

For han valgte også alene.

Siden af deres markerskab.

Men var det ikke, altså det var Mulcage,

som blev ansætet som den

aggressive?

Ja, det var det.

Men det betyder overhovedet ikke, at Doffey kun

havde leper.

Han var en anden type,

og lå sig styre af Mulcage.

Men havde også selv

de her lyster.

Prøv at høre, at det er vildt nok, at man kan være

i sådan en traumatiserende situation,

som en voldtæg med to mænd.

Så opfatter man den ene,

som vendelig,

eller i hvert fald blider end den anden.

Beskrev det, det sidderer som,

at den ene var vendelig,

og den anden var horibel.

Men det er jo,

som man så opfatter det

med det mest traumatiske.

Der var alligevel en eller anden

forskel på dem,

som gjorde, at hun så det sådan.

Og så altså en

dansk forbindelse,

det svære,

men det var det, der gjorde.

Det var det DNA,

der gjorde, at de kunne sige,

det godt, at vi har alle de her videnere,

Doffey og sådan noget.

Men det her kan han ikke løbe.

Det er helt sikkert.

Han var der, han gjorde det.

Jeg synes faktisk lige,

du skal se denne her,

YouTube-video BBC interviewet ham,

tilfældigt om noget rulleskøjte løb,

uden at vide,

at her talte de altså

med en sægemurder

og en sæge voldtægtsforbryder.

Det var efter alle tre drab.

Det her var i 77,

men altså før han blev knallet.

Men det er så vigtigt.

Du kan ikke.

Er det ikke sindssygt?

Jeg sagde, du var knallet.

Hvis du har en kæmpe,

den vil du have en ny ting for.

Det er mere vildt.

En kæmpe er konventionelt.

Det er interessant.

Altså, de første sætning,

han kommer med, er jo sindssygt skrammende,

fordi,

han siger, hvis man tænker på,

at han snakker om de drab,

han har begået,

og de voldtægter, han har begået.

Og snakker om, at det er fantastisk,

og det er exciting,

og når du først kommer i gang, kan du ikke stoppe.

Ja, ja.

Taler han om sin rulleskøjte

eller om sin passion for at dreve,

men er vi egentlig

en harmløs,

looking guy?

Glede for sin rulleskøjte.

Ingen hårdige pannen.

Det er utroligt, at man kan blive overrasket over det hver gang,

men han ser jo fin ud.

Indenfor der.

Og han virker ikke utepasset,

skrammende,

weird.

Men hvad er det vildt, de har kørt det,

de var små børn.

Ja, og gik i gang ret hurtigt med

alt muligt.

Men de har fuldt den helt klassiske,

mange råd og flag.

Ja, ikke udvikling, for han ser,

ja.

Og så det her med, at Doffy var

tafs.

Ikke brød denne her pakte

i mere end 10 år.

Hold sit ord,

selvom han viste, at ham, jeg har gjort alt det her med,

som er lige så skyldig som mig,

han er på fri fod.

Men det er jo også en form for magt.

Og laver med at sige noget.

Ja, men det må det ikke også nærligt,

at man er den, der er blevet fanget,

og den anden kan bare le over.

Men jo ikke, at man har et meget, meget stærkt bund.

Gør vi, om han besøgte ham i fængselet?

Nej, det blev beskrevet, at det var

første gang, de så hinanden i 13 år.

Okay.

Og der var ikke noget om, at han var fortsat efter,

at Doffy kom i fængselet?

Det blev jo så undersøgt,

men det havde jeg ikke læst noget om,

fordi det var jo mange tanke,

okay, hvad han så lavede de sidste 13 år,

skulle det virkelig kunne passe?

Og have sin rigtighed, at han bare stoppede

fra den ene dag til den anden?

Ja.

Vides ikke?

Nej.

Vides ikke.

Den nyeste og mest omfattende bog,

om sagen af den, der hedder

A Dangerous Place,

The Story of the Railway Murders fra 2016,

og den lyder altså ret god,

den tror jeg lige, at jeg skal have prøvet at få fat i.

Jeg ved den ligger hos Mo Fibo, som e-bog,

men det sværer ikke som lydbog.

Men jeg tror, den graver dyber i

Mulcage og Doffy's helt tidlig år, ikke?

I et forsøg på at prøve at forstå,

hvordan de kunne udvikle sig, som de gjorde,

og så også indgå denne her helt vilde pakke,

og være enige om, at det var det, de skulle gøre.

Ja, ja.

Ja.

Ja.

Og der er selvfølgelig også lavet med sig tv,

om sagen, som kan findes forskellige steder,

hvis man giver sig en kast med en grave.

Ja.

Og søg.

Det er jo fascinerende det her med,

om det hele, måtte hvordan de er,

har fuldt seriemurder, håndbogen,

men også det her markerskab,

de har kørt og også,

at de har haft helt almindelig liv ved siden af,

hvordan har det ikke været,

fordi her hudstrore og børn

at finde ud af det her.

Ja.

Nå, men far, seriemurder, serievolteksmand.

Han er The Railway Killer,

som alle taler om, det far.

Ja.

For at fortælle om The Railway Murders,

har jeg haft fat i The Telegraph, The Guardian,

The Sun, Mira og Daily Mail,

og så også Ritsav og Ekstrablad,

der skrev en lille smule om den danske forbindelse.

Ja, jeg skulle til at sige,

at der må have været nogen,

der har samlet op på den,

og lige tænkt,

det nævner vi lige.

Ja.

Simpelthen, to danske kvinder,

der havde været i London i to uger,

havde lige taget hold på det her,

æventyr i 80, ikke?

Man prøver at høre i 80.

For er det fantastisk,

at man overhovedet på det tidspunkt,

har overvejet og gennem de tekniske bevisere?

Men det ser vi jo,

og det, der er jo,

altså dag tekniske bevisere,

for 60'erne og 70'erne også,

gør der så mange nu, der bliver fællet.

Ja.

Det, der undrer mig,

det er bare,

at man i en tid,

hvor man ikke visste,

at man kunne komme til at bruge det,

altså, har valgt at gennem det,

fordi...

Ja, det har jeg faktisk tænkt over mange gange.

Jeg tror,

det må handle om,

at man godt var klar over,

at man på et tidspunkt,

ville kunne komme til det.

Tror du det?

Det må man have visst,

ja, ja, fordi de arbejde jo på det, ikke?

Ja, eller man måske bare har haft en forhåbning.

En forhåbning om,

at en dag,

så kan det her bruges.

De brugte jo også...

De visste jo,

at den ene gærningsmand

havde en særlig type blod.

Og det var jo også det,

der gjorde,

at Doffy's navn kom op.

Ja, og der kan tanken måske komme,

at hvis man ved det her nu,

hvis man har denne her teknik nu,

hvad kan der så ikke komme down the line?

Jeg venter stadig på,

de kommer i gang i Danmark.

Ja, hvis man ser,

nogle af de der gamle kolde sager,

der ligger fra 90'erne,

og bliver opklaret med...

Og 80'erne.

Og 60'erne.

Og 60'erne.

Godt, du.

Tak fordi du støvede den af,

grad den frem.

Ja, selv tak.

Vi har en bonusanbefaling med i dag,

i samarbejde med Gyldendal.

Apropos moderne psykiatri.

Ja.

Det var jo det, jeg sagde i starten.

Ja.

Vi kommer til at tale om det igen.

Og det gør vi nu.

Det er en bog,

der udkommer i morgen,

tirsdag den 29. august.

Og den hedder Gudrun,

og det vidste snit,

og er skrevet af

forfatter og journalist,

Janne Uggård.

I Gudrun,

og det vidste snit,

en familiekrønneke,

om krigeriske kvinder,

og kiroiske indgreb.

Der er afdækker,

Janne Uggård,

sammen med sin mor,

en mørk familiehistorie,

der samtidig er et grumt stykke

Danmarks historie.

For ligesom hendes mor smoster Gudrun,

en elskelig ældre kvinde,

som Janne Uggård husker,

at hun besøgte på et plejehjem,

i arken gennem sin barndom,

fik 4.500 dansker,

det vidste snit,

fra midten af 40'erne,

og 40 år frem.

Det vidste snits opfindere,

var den portugisiske lage,

Egas Moniz,

for den opfindelse fik han,

i 1949,

videnskabens største anerkendelse,

Nobelprisen i medicin.

Og det jo også,

selvom man betydelede metoden,

så meget,

at den faktisk aldrig rigtig blevet

taget i brug i Portugal.

Og heller ikke i mange andre lande.

Der var også mange andre steder,

at man var misthing som,

sådan var det til gengæld,

ikke herhjemme.

Danmark er det land,

som har udført

flest videsnit i verden,

set i forhold til antallet

af indbygger.

Som alle er klar over nu,

så giver behandlingen

langt fra patienterne bedre.

Bivirkningerne var voldsomme,

og inkluderet epilepsi,

en kontinent,

store ændringer i personligheden,

tidlig dimens,

og endda død.

Og jeg tror,

jeg ser det her med

store ændringer i personligheden,

og død,

der er værlig ikke mærktig,

fordi store ændringer i personligheden

betyder jo,

de kom tilbage og var ikke sig selv.

I meget høj grad ikke.

Og hvad kunne de nu ikke?

Jo, så dels,

hvad kunne de ikke ikke.

Og så var det jo,

det var tæmpligt tilfældigt,

hvem der fik det videsnit,

og hvorfor.

Begrunnen sådanne kunne være

mange,

og udfaldet,

det var lige så vilkogligt.

Og på den måde,

så var det altså forsøgskaniner,

man eksperimenterede med,

og skære navbanerne over,

inden i deres hjerner.

Og jeg tror,

at det så mange,

det billede mange for på nettingen,

når vi siger det videsnit,

det er en savlende grønse,

der sidder.

Gøret.

Ja, det er ikke altid tilfældet,

vel,

men det var også tilfældet,

nogle gange.

Man simpelthen fik

mose så meget rundt

ind i hjernen,

med det her instrument,

at der ikke var noget tilbage

fra den person, der var blevet lagt på operationsbordet.

Præcis.

Frem til 1959,

skulle patienten eller de pårørende

give samtykke til denne her behandling.

Men der var altså ikke nogen lov,

der forpligtede lærerne i,

og informerede om risici.

Alt patienter og pårørende fik at vide,

i deres desperatet situation,

at her var en metode,

som lærerne,

der på den tid,

altså var en enorm autoritet.

De var god.

Men det var den bedste chance,

for at tåle et liv,

og så sagde man ja til det.

Selvfølgelig gjorde man det.

I 1959 bortfaldt,

denne her samtykke lov så helt,

og her efter var det alene,

op til lærerne,

og besluttet,

om operationen skulle udføres,

uanset, hvad patienten eller de pårørende måtte mene.

Altså, det var et vildt overgreb, ikke?

Samtykke blev først inført igen i 1992,

men en året efter stoppet,

man så helt mere udfører det her ingreb.

Men prøv at høre, altså,

lige i forhold til gutt rundt her,

fandt man jo også ud af,

hendes familie fandt ud af efterfølgende,

at der stod i papirerne,

at hon ingen pårørende havde.

Altså, der er jo fejler mangler, ikke?

Som simpelthen har gjort,

at man har lavet og eksperimenteret med folkens liv.

Ja, så at sige mere end fejler mangler, ikke?

Også en eller anden syge.

Altså, det forestiller man sig jo,

en eller anden syge,

at lyst til at eksperimentere.

På tross af, at man jo godt kunne se ud i verden,

at andre var skeptiske og bekymrede, ikke?

Ja, ja.

Og så, at man bende gutterlige gutt rundt kap.

Ja, end afsted mere.

Jeg tror jo så lige,

at det skal understrejes,

at der jo nok ikke er nogen lærer,

som i undskab har udført det her indgreb.

Vel?

Det har også været i afmagt.

Altså, vi taler også om i hvert fald i starten.

Jeg synes ikke,

vi kan bruge den undskyldning op i firserne,

men i starten,

der taler vi om,

at de havde begrænset muligheder.

Altså, der var begrænset,

hvad de havde af behandlingsformer

til folk,

med alvoriske psykiske liv.

Man måske ikke her,

er der en ny metode, som måske...

Her kan vi gøre et eller andet ud.

Vi ved det ikke, men måske ikke.

Prøv lige at fortælle,

hvordan det foregår,

helt konkret,

når man får det hvide snit.

Fordi det er faktisk,

det fandt jeg også ud af.

Det er altså anderledes,

jeg har forestillet,

men jeg ved ikke,

hvorfor jeg troede,

det var klipp, klipp...

Om bag i hodet.

...jernes darmen,

et eller andet om bag i.

Det er det jo ikke.

Og da han,

den her portugisiske læge,

han opfandt det her indgreb,

der var det jo noget med en masse huller,

som du boede i hovedet,

og så stakk du instrumenter ind,

sådan lidt vilkårligt,

og måsede rundt.

Jeffrey Dammers våde drøm,

i virkeligheden.

Han skulle bare være blevet...

Han skulle være fedt lidt tidlig,

også skulle han være blevet læge i elektrien.

Så var det meget amerikanerne,

der udviklede den metoden,

sådan som man kun skulle bruges en,

et instrument ind,

som var sådan en sindsyg sygele,

man kunne trykke på,

som når den var boet ind i hovedet,

så kunne du trykke på en udløsamekanisme,

og så kommer der en kniv ud i enden,

som så ekstra måser rundt,

i navbanerne.

Ind igennem hovedvård?

Her i siden i tidningen, ja.

Og så var der,

hvis du også er endda noget,

jeg så et billede,

hvor jeg kom til at søge på det,

hvor man simpelthen,

så fandt ud af,

at man kunne gå op igennem åde.

Det var jo sådan, det var.

Ja.

Med lokalbedøvelse.

Med lokalbedøvelse.

Du ligger der.

Så får du et rå op,

literally et rå op igennem åde,

op over,

altså ind under øjenlåget,

og så bare hele vejen op i panden,

op til frontallapperne,

og så kommer de her små strejskære,

så kommer pizzaskæren frem.

Der også, pfft,

pizzaskæren frygteligt.

Og så ved man ikke lige,

hvad man rammer,

men det er det rigtige,

man rammer,

eller hvad man for meget,

eller hvad man for meget,

og tilbage kommer en mere rolig patient.

Det har jo nok været en af hovedargumenterne,

for at gøre det her ikke,

at så er du lidt mindre besværlig nu, ikke?

Ja.

Og det er også bedre for dig.

Ja.

Man kan ikke tale om det videsnit,

uden at også tale kvindihistorie- og ligestilling.

Tog tredje del af de patienter,

der fik det videsnit,

var kvinder.

Forklaringen på det,

gemmer sig blandt andet i tiden syn på,

hvordan en kvinde burde opføre sig.

Og vi taler altså ikke om,

at de ikke også havde psykiske udfordringer,

men de faldt simpelthen uden for skiven,

for hvad man forventede.

Ja, forskellige grunder.

Der kunne være alle mulige osager til,

at man endte mere at blive instillet

til det videsnit, for at se sammen.

For hysterisk, for alt muligt.

Ja, ligesom med liveøg.

Forskellige grunder.

Ja, og språøg.

Og språøg.

Ja.

Gudrun og det videsnit er en klog- og rørende bog,

om psykiatriske historie.

Den er skrevet i kærlighed til en kvinde,

der stacker ud,

og måtte bøde for det, nemlig Gudrun.

Og til de tusindvisere øvrig kvinder,

der blev offere for den her systematiske mishandling,

simpelthen fordi samfundet ikke kunne rumme dem,

og ikke mente, de havde andet måde at hjælpe dem på.

Og så tillåde man sig altså,

at begå de her overgreb på borger,

men metode, der var så kontroversiell,

at mange andre lande afstod fra den,

inklusiv ophavslandet.

Ja.

Ja.

Vores landsbarn har fundet på det her,

men det virker ikke helt godt.

Fedt han har fået Nobelprisen,

men vi venter lige og ser.

Ja.

Det er simpelthen en stor anbefaling herfra.

Man skal have fat i Gudrun og det videsnit,

af Janne Oggård.

Ja, helt klart.

Ja.

Mørk dansk historie, må man sige.

Ja, den er altså virkelig.

Ja, den er god.

Har du en anbefaling?

Det er jeg, hvis ikke min tur.

Så er det mig.

Jeg har en anbefaling med.

Ja.

I februar 1987, der forsvandt den 15-årige Jennifer Panthers fra CDM i Williamsburg, Virginia.

Hendes forældre fortalte politiet,

at de havde fundet et brev på hendes seng,

hvor en fordemukendt person havde skrevet,

at deres datter var hos ham,

og havde brug for at komme lidt væk et par dage.

Gennem brevskriverne er bad Jennifer dem til synlædende om,

at aflyse en lægetid hun havde en af de følgende dage,

og sætte nogle penge ind på hendes kontor.

Både politiet og Jennifers forældre

tænkte, at hun var løbet hjemmefra,

og nok skulle ducke op igen.

Men hun blev aldrig set igen.

Verken død eller levende.

Jennifer var pist forsvundet.

Hun havde været på sit værelse om aften.

Næste morgen var døren til hendes værelse låst,

og da hendes forældre fik brugten op,

fandt de værelse i sigerlig orden,

men uden nogen spurg efter deres 15 år i datter,

andet en demistiske brev.

I over 20 år der levede Jennifers storevores steven med den historie.

Han søster var løbet væk, mens han var på college.

Men der var så mange ting, der ikke rigtig passede,

og der sagde en rørt på sig i 2009,

begyndte han at stille spørgsmål ved alt,

hvad han tidligere havde fået fortalt.

Og så gik han i gang med at undersøge selv,

hvad der var blevet af hans søster.

Det har taget dokumentarhold, sammen med Steven Panthers,

over syv år, og lavet denne her dokumentar,

som jeg vil anbefale.

Den hedder Bevisets Byrte.

Okay, og uden at spoile, når man frem til noget...

Man er frem til rigtig meget.

Den er nemlig til fristillende at se,

men også enormt sørgelig og frustrerende.

Man får virkelig en fornemmelse for,

hvad intrigeret i den her størrelsesorden kan gøre ved en familie.

Man får man også en fornemmelse for, hvad der er sket.

Ja, okay.

Uden at spoile. Det er en totalt spoiler.

Nej, det er det ikke, for vi aner jo ikke.

Nej, det er rigtigt.

Jeg synes, den er meget til fristillende at se,

og frustrerende på samme tid.

Bevisets Byrte, burden of proof,

og brændelig en HBO-serie,

men nu kan den ses på dér.

Godt.

Jeg har altså også en sindssygt god anbefaling med.

Virkelig kvally.

Jeg vil anbefale dig at se den nye dokumentarsage på HBO Max,

der hedder Last Call.

Ser det dig noget?

Ja.

Forstil dig, du går ned af gaden,

og så er der nogen, der hukker en kniv i din skulder,

eller skyder efter dig, ude af det blå.

Det var altså virkeligheden for mange.

Homoseksuelle i 90'ernes New York, de blev set ned på,

de skulle skamme sig, de måtte skjule deres kærlighed og sexualitet,

og utalige blev udsat for grove hadforbrødelser.

Denne her dokumentarserie er et portræt af New York på den tid,

den er et portræt af det amerikanske samfund og kultur,

og den er et portræt af de udmadende og livsfarlige kampe,

homoseksuelle i USA,

har måttet kæmpe for at blive accepteret som ligeværdige borgere,

som de jo på mange måder stadig, en kamp, der stadig står på, ikke?

Med det bagtæppe undersøger denne her serie, der strækker sig over fire afsnit,

hvordan en serie Mordor Slap er sted,

med en række helt horible drar på homoseksuelle mænd gennem flere årtier,

og på tværs af statsgrænser i både New York, Pennsylvania og New Jersey,

i begyndelsen af 90'erne.

Den ser på, hvordan pressen dækket drabne,

og hvordan politiet behandlede sagerne,

og det er altså ikke kønt, det er direkte ubehageligt.

Ja, jeg kan næsten forestille det.

Ja, men i denne her serie bliver offrene omsider husket,

som de hele kærlige mennesker,

de var af deres familier og bekendte der medvirker,

og ikke altså, overskrifterne var jo frygtelige, ikke?

Der var så meget vigtem blaming i det,

og så nu ser man så deres familier,

og der sidder og fortæller om deres far,

og deres mand,

og deres søn, og sådan noget, ikke?

Ja.

Og så følger den altså i helene på en helt afskyldig serie,

morter, der fik frit spil til buksstavligt talt,

og slagte mennesker,

uden at nogen tog sig af det i virkeligheden.

Ja, det var vildt, ikke?

Det er så vildt.

Last call, det er virkelig godt tv, det her.

Jeg tror kun det titlen, jeg lige som kan huske,

jeg har ikke set den.

Nej, men den er også ny.

Den er ret ny.

Last call på HBO Max,

og også en stor anbefaling.

God en.

Ja, virkelig god.

Ja.

Og på den måde fik jeg forlænget mit ophold i New York lidt,

om ende var med nogle mørke billeder.

Og tilbage til 90'ernes New York,

som var et hårdt hårdt sted.

Hårdt hårdt sted, ja.

Hårdt hårdt sted.

Nu er New York blevet lidt hårdt igen efter corona.

Hvis det har altid været lidt hårdt, ikke?

Ja.

Men det er rigtigt.

Der er meget nu, der er lukket og slukket.

Og mange flere hjemløse i gaderne,

og folk, der tager stoffer,

tydeligvis har det svært og sådan noget.

Der er ikke for nogen hjælp.

Ja, det kan godt være,

at vi synes, at psykiatrien herhjemme har trænge k.

Og jeg siger ikke, at det ikke har det,

men hvis man så tager til New York

og ser, hvad der foregår der,

det er simpelthen umænsket.

Ja.

Der er bare ingen hjælp at hente.

For hverken de syge,

eller de, som jo skal kigge på

og leve med følgevirkningerne, er de ikke for hjælp ved.

Nej.

Ja.

Så er vi ligesom i gang igen.

Så er vi ligesom i gang igen, ja.

Tusind tak for alle de søde beskedere,

vi har sendt i ferien.

Jeg tror faktisk,

at vi har fået svaret på de fleste.

Hvis der er nogen, som er forsvundet,

eller andet, du ikke har fået svaret på,

så skriv lige igen.

Ja.

Det har jo også været vildt fedt,

at se alle de stories og alt muligt,

med folk, der har haft The Talks spildende

med på ferie,

på campenpladser,

på hygge sommerferie,

i sommerhuset, alt muligt.

Ja, ja.

Bruger vores samtalespill,

virkelig genialt.

På langtur i bilen,

er det så kreative,

med hvordan I bruger det,

og hvor I har brugt det hende.

Det er fandme fedt at se.

Ja, ja.

Og selvom vi har været væk,

og har ferie,

så er I selvfølgelig også sød for at sende nogle

titler om aktuelle ting,

der sker sygplejsken i England.

Hvad sker der for det?

Helt ung, kvindelig sygplejske,

der har slået,

at ske lige nyføgte i hjælp.

Dømt for det, livetid.

Dømt for syv drep,

men har formentlig gjort endnu flere und.

Ja.

Det er så langt ud.

Det er så langt ud.

Det er helt forfærdeligt.

Tænk at være draget af det,

og have lyst til det.

Ikke?

Ja, der er sket en masse,

mens vi har været væk,

og jeg må indrømme, blankt indrømme,

at jeg har altså lidt lavet alt muligt andet.

Så nu skal jeg have samlet op,

på alle de længste samlet.

Du skal have samlet op.

Du skal have samlet op på

The Long Island Serial Killer.

Det var det.

Jeg sad i dag og tænkte,

hvad helvede er det nu,

Christina har sagt,

at jeg skal ind.

Der var ellers en helt specifikt,

du havde sagt,

at nu kommer du lige i gang.

Ej, der har jo sket så meget.

Har du ikke fullt op siden?

Nej, jeg har ikke.

Har du ikke engang været ind og set et interview?

Nej, tænk på,

det har til gode.

Ja.

Så det er derfor,

du har haft tid til at læse så mange bøger.

Ja, det er nemlig derfor.

Ja.

Tak for denne uges snak.

Tak for god uge ordentlig.

Vi gør det igen på Næste mandag.

Det er planen.

Ja.

Jeg håber, alle andre har også kommet godt tilbage.

Ja.

Monique efterhånden,

vi var de sidste.

Jeg tror, jeg er faktisk.

Ja.

Vi tales ved jer med nu.

Det gør vi.

Hej.

Hej.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.