Mørkeland: Episode 214

Hej, Krasine.

Hej, Camilla.

Nu lyder du helt normalt igen.

Gør jeg det?

Ja, det synes jeg.

Eller er jeg så vant at høre din stemme, som sådan noget forstoppet, at nu er...

Ej, det håber jeg, det er god.

Ej, jeg synes bare, du lyder helt normalt igen.

Der er lidt...

Der er lidt...

Hvordan har du det?

Ja, har det også godt.

Hvordan har du det sådan rigtigt?

Det er sådan rigtigt endest en...

Ja.

Ej, men det er samme svar.

Det er godt.

Ja.

Nu sidder jeg og tænker sådan helt, så nu kan jeg grave i et eller andet frem.

Det kan man jo altid.

Ja.

Men det synes jeg ikke, der er nogen grund til.

Jeg synes, det går godt.

Ja.

Ja.

Så, alles klar.

Jeg tænker jo straks, men det eneste, jeg har lyst til at snakke om i øjeblikket, det er der renoveringshow.

Men det snakket om sidst, så det lader jeg ligge.

Men det er det, der fylder.

Det er det, der fylder, og det går godt, og solen skinner.

Åh ja, det er dejligt.

Åh, det er altså virkelig dejligt.

Det er det.

Ja.

Jeg har taget en lille historie med til dig.

Ja.

Altså sådan...

Inden den rigtige...

Ja, rigtigt.

Inden den rigtige historie, har jeg en rigtig historie med fra det virkelig liv.

Ja.

Du er faktisk med i den.

Nå.

Men jeg ved ikke, om du allerede har glemt den.

Ej, det har du ikke, når jeg først kommer i gang.

Her for lyden, der kom der en besked fra en lytter, som flere gange har siddet undres over noget, som vi har talet om mange gange.

Altså en ting, som vi blev ved med at nævne igen og igen.

Ja.

Og det var ret tosset Pussy Timing, fordi vi havde lige haft den samme samtale dagen før.

Hun skrev noget i stil med, hvordan kan politiet igen og igen vurderer, at det måtte være en overfald kendte,

som er gærningsmand, fordi der ikke var nogen tegn på indbrud.

Og hens poængte var så, at hun der tænker, at mange ville være godtrone nok til at lukke fremmet ind, hvis de bad om at komme ind, inklusiv hensætning.

Ja.

Og der havde vi jo en ret Pussy oplevelse for nogle dage siden.

Faktisk så sad vi og optog, som vi gør nu, da det bankede på døren.

Ja.

Jeg kunne høre det pusslet derude og jeg siger til dig, jeg tror, det banker på døren.

Ja.

Så vi holdt lige en pause, og du går ud og kigger.

Vi sørger jo altid for at låe større, når vi så sætter os herinde for at optage.

Ja.

Og så går du ud, og så åbner du både gardinerne, der er bag dig og døren, så jeg kan sidde og kigge lige ud til hoveddøren.

De var faktisk ikke helt åbnet de her gardiner, de var ligesom, der var du kun se igennem.

Ja, der var en sprække.

En sprække, ja.

Men du går jo ud, og jeg kan høre dig snakke med nogen, og du kommer tilbage og siger,

og siger om det var lige nogle VVS'er, som skulle tjekke noget.

Nogle rører ude i køknet.

Nogle rører ude i køknet.

Du har åbnet døren for dem, de er kommet ind, du går herind til mig og sætter dig,

og så kan jeg bare høre det pussler rundt ude i køknet.

Det vil sige, vi er nødt til at holde en pause, så vi kan ikke optage videre før de er færdige.

Og vi går jo selvfølgelig bare ud fra, at det er nogle VVS'er, der er skådende nogle rører,

men de havde vist også været her tidligere, ikke?

Så det stoler man jo på.

Det er jo så det, der er også lidt sjovt, fordi jeg vist godt, at VVS'erne, de har gang i noget,

men faldstammer sådan noget i huset.

Men du ser to mænd med en værktøjskasse i overhold, som siger, vi vil gerne ind her,

og du er sådan lidt, ja, okay, kom indenfor.

Ja, ja.

Jeg kunne jo så egentlig tage det meget roligt, fordi jeg var helt med på,

at de her VVS'er, de var i huset og sådan noget.

Og jeg tænkte ikke over det.

Nej, overhovedet ikke.

Altså man tænker jo bare, at hvis de siger det, så er det jo rigtigt.

Ja, ja, og man finder jo også ret hurtigt ud af, de går hen

og går i gang med det, som de sagde, de ville.

De vidste, hvad de skulle.

Men du har lige lukket to mænd, en mændværktøjskasse,

uden at vide, om det var nogen, der havde et ærne.

Man bærer jo ikke VVS'erne om, har du noget lignitation, så jeg lige kan se,

at du er fra HVVS.

Det var jo sådan, Boston Strangler havde god succes.

Ja, altså, og jeg, jeg havde en oplevelse.

Jeg kan ikke huske, om det var samme morgen eller dagen før,

hvor det banker på døren, der er hjemme helt vildt tidligt,

hjemme hos min kæreste, og jeg er alene på det tidspunkt,

og jeg er ikke stået op i nu, så tidligt er det.

Ikke, jeg står tidligt op.

Jeg kigger lige rundt om hjørnet, jeg kan se ud gennem vinduet døren,

at der står to skorstensfejre.

Ja.

Jeg er farvet på mit værelse.

Er der en skorsten i huset?

Der er en skorsten i huset, der er sådan en pilleåren.

Man svinger lige en dyne rundt om, og fordi,

ædret, altså, må bare lige få åbnet døren.

Det gør man jo, det banker på, så åbner man.

Det gør man jo.

Det er refleksen.

Ja.

Og de to startes skorstensfejre, ser mig,

stås ved dine dyne og forklare,

at de har en aftale, hvilket min kæreste har glemt at sige,

men om de lige må komme ind og tjekke skorstenen,

man kan altså også se ude fra, at der er en skorsten.

Men det er jo også interessant, fordi selv i den situation,

jeg ved ikke, hvad man burde.

Men man kan jo godt, det kan godt strege for en.

Tænk, hvis det ikke er legit.

Men man vil altid være for høflig til at være sådan.

Ej, det tror jeg ikke på.

Eller kan du vise mig noget dokumentation på det?

Andet end dit skorstensfejre-outfit.

Men der har vi også nok.

Det er jo ikke nok.

Det er jo ikke nok.

Nej.

Men det gør man ikke.

Man beder ikke om den dokumentation, fordi man er for høflig.

Både for høflig, og tanken streger mig overhovedet ikke.

Men selv hvis den gjorde,

så tror jeg, jeg er stadig væk.

Jeg burde jo have været i hvert fald så ordentligt både overfordæmmere mig selv,

at jeg bare lige havde råbt to minutter.

Lidt øjeblik.

Og være gået op og tage noget tøj på.

Men man bliver sådan helt, det banker på, så skal man åbne.

Eller to minutter og øjeblik,

og så lige ringe til din kæreste for at høre,

kommer der faktisk nogen skorstensfejre?

Ingen af delene.

Jeg lukker også skorstensfejrene ind, i før dyne,

og peger på brandånden,

og skynder mig så lige at tage tøj på.

Og alt er jo vel, ikke?

Og det samme var det jo her.

Men tilbage til hendes pointe med,

man lukker jo fremmed ind,

hele tiden,

uden at spørge om noget,

specifikt.

Ja ja.

Vi skulle ikke have været i det arbejde at lave det.

Altså lavet, det skulle opgang.

Det er ikke noget, man også gør.

Vi lukker mindre lige vel.

Men det er jo det, jeg mener, man er altid så høflig,

i de situationer, fordi man gider jo ikke,

at stå der og være på tværs og virke ond svag,

som en, der har set den for meget true crime.

Altså, sådan er man ikke.

Man er nødt til bare at være høflig,

at lukke dem ind.

Ja.

Men hvor vildt skulle det være,

for at man ville reagere,

og tænke, nej, du kommer simpelthen ikke ind her.

Så skulle det være en enkelt person,

og deres historie skulle være usammenhængende på en eller anden måde.

Og på et shady tidspunkt.

Men hvis det virkelig var en,

med skumlige bagtanker,

så ville de jo netop sørge for,

at historien virkede troværdige.

Det er det.

Det er jo også sådan,

ældre og mennesker bliver snydt hele tiden.

Ja.

Men har du ikke tænkt at fortælle

anden halvdel af den historie?

Jo.

Fordi.

Apropos shady.

Ja.

Fordi så sad vi jo herinde i studiet,

mens håndværkerne rumsterede ude i Køknet.

Og der var denne her sprekke bag mig.

Altså, gardinerne var ikke trokket helt for,

så du kunne ligesom kigge ind i forlokalet, ikke?

Ja.

Og så lige pludselig kan vi bare høre en lyd ved døren.

Men jeg tænker bare,

ja, men det er håndværkerne,

der går frem og tager bag.

Men de var altså ude i Køknet.

De var ude i Køknet.

Og så lige pludselig så hører jeg bare dig,

men jeg sidder jo her, og så får jeg bare,

så står der lige pludselig en tredje fremmed mand i forlokalet.

Ja.

Og han kommer lige ind,

og så ser han mig,

og jeg ser ham ved vores øjne låser,

og så fryser han,

han stopper sådan op,

og står der bare.

Men han er gået nogle skridt ind.

Ja.

Og jeg tænker sådan,

kan han ikke høre, hvor de er hende,

eller så tænker han,

okay, igen,

jeg må lige være høflig.

Jeg rejser mig op,

og går de der 10-15 skridt ud,

og siger,

er du med?

VVS-erne, de er her og ude,

og han ser sådan helt forvirret.

Forvirret,

men også sådan frosset ud,

ikke?

Han står bare glår på mig.

Ja.

Og jeg prøver sådan at sige igen,

er du med de andre?

Og så svarer han mig sådan på gebrokkenet engelsk,

først så ryster han på hovedet,

hvad sker der?

Altså,

og så svarer han på gebrokkenet engelsk,

om han kan låne et stykke papir.

Min første tanke er,

skal han skrive ned,

hvad der er,

han vimmer,

eller jo jo,

det må du da godt,

jeg har et stykke papir,

og jeg giver ham det.

Så vender han om på helen,

stiller roligt,

går ud,

og jeg kan se,

som han går forbi vores vinduer,

går ned i gaden,

og han bare tager det der stykke papir,

jeg har givet ham,

folder det sammen,

og putter det i lommen.

Han skal ikke bruge det til noget,

og jeg tænker,

okay,

det var mærkeligt.

Og han stod bare helt hen,

ved min taske.

Det var jo så det,

så vinder jeg mig om,

og så ser jeg din taske,

som ellers alderplejer,

ligge derude.

Og så er jeg sådan,

i Kristine,

du stopped ham jo helt hen,

vi skrev bordet,

og hvis du ikke havde set ham gennem sprekken,

så havde jeg overhovedet ikke registreret,

at der var endnu en person herinde.

Nej, overhovedet.

Og håndværkerne lavede ikke mærke til noget,

fordi de var ude.

De var ude.

Så derfor låser vi døren,

når vi sidder herinde.

Ja.

Men det gør vi jo altid.

Det gør vi altid.

Nu var den jo åben,

fordi de havde gang i noget arbejde,

så det var jo bare heldigt,

at du lige var opmærksom, ikke?

Jo,

men nu er det jo sådan,

næsten religiøst,

eller inder han kop kaffe

og vi er alene,

så bliver der lovst, ikke?

Ja.

Det kan gå så stærkt.

Ja, ja.

Men prøv at høre,

han står der.

Hvis du ikke,

jeg er helt overbevist om,

han havde taget noget.

Ja.

Det havde han da samtidig med,

jeg faktisk fået den helt dårlig,

som vidtighed ved at tænke,

han ville nok noget shady,

selvfølgelig ville han det.

Men der er bare,

altså der er ingen grund til,

at han begynder at gå ind

og gå over mod vores tasker,

og så noget.

Ikke en grund til,

han går indenfor.

Nej.

Der er en papir,

og han siger ikke brugere til noget ved.

Ja, ja.

Nej.

Men igen,

jeg ser en fremmed mand,

han er da bare gået ind,

uden at blive inviteret,

og jeg er stadig høflig.

Ja, det var vi begge til.

Han bliver en stykke papir,

og hans historie,

har han ikke sammen?

Nej, nej,

og du gik bare uden at begynde

at finde det der papir.

Og jeg kalder ham stadig ind på den.

Vel?

Ja.

Altså,

så høfligheden,

jeg skulle til at sige,

men nej.

Han klikket altså,

mens du var ude at hente det der papir,

og der var sådan,

ja,

jeg skal da finde et papir til manden,

som han bærer.

Og der var du kommet med ude,

der var du ikke?

Jeg gik med ude,

jeg gik faktisk ude for dig jo.

Ja, okay.

Se ham og sådan,

ja, hvad så, ikke?

Ja.

Ja,

og så bad han om det der papir,

og så hentede du det,

og så stod han altså meget,

og kiggede rundt.

Ja.

Ja,

det hele var lidt,

han,

lidt skummelt.

Han var skummelt.

Ja,

det var han bare.

Og det er bare for os,

og slå en streg under,

at ens hjernet,

kan i hvad fanden foregår der egentlig?

Hvad skulle du bruge det papir til,

når du bare stikker det i lommen?

Ingenting.

Nej, nej, det var meget sådan,

ja, men selv tak, hej, hej.

Nej,

der var jo ikke sket noget,

vel.

Men altså,

til hendes point,

ja,

men selvfølgelig lukker man fremmede

ind hele tiden,

som man ikke kender.

Ja.

Og har tillid.

Men jeg ved ikke,

altså skal man lave arme det,

eller skal man have tillid, ikke?

Nej.

Det er jo en liten balance.

Nej.

Gang.

Jeg ved det ikke.

Men man må bare være

med den situation,

og lige tænke sig om,

og ikke være bange for,

altså hvis man har en dårl,

det vil jeg bare lige sige,

hvis man har en dårl i mavefornemmelse,

der står en person udenfor,

og som siger, at vedkommende skal ind,

og man ikke har det godt med den situation,

så skal man altså ikke være så høflig,

at man er bange for at sige,

det vil jeg gerne lige vide,

lidt mere om,

eller bare lukker døren.

Ja.

Så heller være for høflig.

Heller sige undskyld,

og bedre sige undskyld,

end at...

Ja.

Den ikke kunne snakke.

Nej, præcis.

Men jeg synes også,

det er skidsmukt,

at vi har så meget tillid

til mennesker omkring os ikke.

Det kommer over fra et vildt

privilegeret sted,

men du har fuldstændig ret,

vi kan godt lægge høfligheden fra os.

Når i hvert fald,

når mavefornemmelse...

Når vores intuition,

den larmer,

så er der en grund til det.

Ja.

Det er der tit.

Så ja...

Så det var bare lige det?

Det var bare lige det.

En lille sag,

en lille historie,

fra den virkelig verden.

Jeg troede faktisk,

du ville tale lidt

om den omvendte...

fodlænke fra Norge.

Men det har du måske ikke lige

tænkt, at vi skulle...

Nej, ikke rigtig...

Men det er bare fordi,

vi har jo flere gange nævnt det her med.

Vi må lige finde ud af,

er det noget,

der bliver arbejdet på i Danmarks?

Kan vi teste det?

Ja.

I Danmark.

Det er der jo noget,

der tyder på,

at vi måske skal på et tidspunkt.

Ja, og grunden til,

at jeg tænkte,

det ikke lige var nu,

vi skulle tale så meget om,

det i hvert fald.

Nej, vi kan vente tilbage til det.

Ja, vi kan vente tilbage til det,

fordi jeg har jo rent faktisk

fundet ud af, at SF har stillet

forslag om, at det skal

forsøge sig i Danmark.

Ja.

Og det blev skuld i hvert fald,

har været behandlet i Folketinget

i fredags.

Men så ved jeg ikke,

om de nåede det,

om det kom op,

og hvad der kom ud af det.

Nej.

Det finder vi så lige ud af.

Men der er i hvert fald

nogle kræfter,

der arbejder på,

at det skal prøves.

Præcis.

Og det håber jeg altså.

Ja.

For de er mindre i hvert fald.

For de har jo virkelig

til at have haft god succes med det i Norge.

Ja.

Det er lidt spændende.

Men det er også,

der er noget debat,

fordi der er jo også nogle,

der er bange for,

men det kommer til,

at der er en faldstrykket,

og skal vi putte en fodlænke

på nogen,

som ikke har gjort noget kriminelligt nu.

Men altså,

der er jo kun tale om,

at gøre det i de tilfælde,

hvor en person har brudt sig tilhold,

igen og igen og igen.

Ja.

Ja.

Og der er også nogen,

som er nervøse for,

at kan det rent faktisk gøre sådan så,

den udsatte af større farer.

Men altså,

der må man jo kigge på de erfaringer,

som du har gjort så.

Men det tror jeg,

kommer fra en forestilling en om,

så skal de vel også have en GPS på,

for at det kan få enest de her to GPS'er.

Det er jo så lidt misforstået,

for det er ikke sådan, det fungerer.

Og så skulle det være noget med,

hvad nu, hvis man kunne hakke hendes GPS,

og finde ud af, hvor hun var,

og sådan noget.

Altså, jeg tror bare,

folk er ude af alle tangenter,

for at tænke,

hvor kan det gå galt,

hvad kan det gå galt?

Og det er jo også fornuftigt nok,

lige at tænke over,

alle de mulige faldgrupper,

og også noget med ret sikkerhed og sådan noget.

Helt sikkert.

Ja.

Nu pusler det altså ud af døren.

Er du sikker på det?

Ja, men det blev jo nødt til at tjekke.

Du tjekker lige.

Ja.

Og så skriver du,

hvis jeg skal komme dig til hjælp, ikke?

Hej.

Det var godt, det var dig.

Vi er optagelige færdige.

Det var simpelthen hende.

Det var godt.

Det var de næse,

der lige kommer for at chille lidt i sofaen.

Nej, men tilbage til det,

altså den norske model,

der drejer det sig jo om et sikkerhedsområde,

og så længe hun bliver indenfor det område,

så kan den fodlænke, som har blevet sat på en person,

ligesom måle om de indenfor det område,

så kan jeg jo ikke tale om,

at den udsatte skal have nogen form for tracking på sin person.

Så jeg tror bare,

at det er for, at vi sikrer os,

at det ikke skal kunne misbruges,

og at det ikke, netop som du siger,

skal gå ud over ret sikkerhed.

Ja, det gør mere gavne end skade, ikke?

Ja, netop.

Det følger vi op på.

Det gør vi.

Det er mig, der skal starte i dag.

Det er dig, der skal starte.

Ja.

Og jeg skal fortælle,

om en sag i dag, som du jo rent faktisk har hørt mig,

fortælle en version af tidligere.

Nå.

Ja, det er i dag.

Er det hende?

Ja, vi var på besøg i Frederik Sundt for noget tid siden,

og der var det et tidligt udkast af denne her fortælling,

jeg havde med.

Men jo mere jeg har kigget på den,

jo sværere er det blevet at finde hoveder hale i de mange versioner.

Ja.

Men her kommer mit forsøg på historien om Leonardo,

som blev født i 1894 i Montella i Italien,

ikke langt fra Napoli.

Det ser jeg frem til.

Og jeg vil lige sige, når du siger,

vi var på besøg i Frederik Sundt for løden,

så mener du, at vi holdt et lille fordrag i Frederik Sundt.

Og der havde vi en sag med hver,

og det her var din sag.

Men nu ved jeg, at det er en udvidet version, du kommer med i dag.

Det er en både ændret og udvidet ær version ær.

En af de sejlivede myter, der er om Leonardo,

er at hun fik en brutal start på livet,

sådan helt buksdavligt og helt helt fra start.

I det hendes mor skulle være blevet gravid med Leonardo,

som kun 14 år i ved en voldtægt,

og som tiden dikterede det, blev tvunget,

at sine forældre til at gifte sig med sin overfalsmand,

og for at komme den skam i forkøbet,

det ville have været for Leonardo's mor vær gravid uden for ægteskabet.

Leonardo's mor var af fin familie,

og var blevet opdraget til at skulle giftes videre,

med de privilegier, hun var vokset op med.

Men nu ville livet komme til at se betydligt anderledes ud,

for den unge pige, end hvad hun var rustet til.

Ikke bare skulle hun se den mand i øjnene igen,

som havde efterlatt hende blodig, gul og blå,

hun skulle giftes med ham,

og bygge et liv med sin overfalsmand.

Hendes egen familie slog hånden af hende i skam,

og overlovede hende til en drikfældig voldtægtsforbrudder.

Der er meget, der tyder på, at den fortælling er korrekt,

men der er også en del, der taler for, at det ikke var

Leonardo, der var resultatet af den voldtægt,

men den elste af hendes syskne.

Leonardo var den yngste af sexbørn.

Hendes far hed Mariano Ciantiuli,

og ham var morgen blevet gift med helt frivilligt,

efter at hun blev enke fra sin, efter sin første mand.

Det var Leonardo selv, der senere beskrev sin opvækst,

men også den beskrivelse kan der såes tvivl om.

Hun havde, som du vil komme til at høre,

gode grunden til at lave folk tro,

at hun var vokset op under helt horible forhold.

I det hele taget er der faktisk tvivl om,

det var Leonardo selv, der skrev sin arrendringer,

for hun gik ret tidlig ude i skolen,

så var det måske i stedet hendes advokater,

der havde ført pen.

Men ifølge de arrendringer, som Leonardo i hvert fald

underskrev, måske i skrev, så blev hun

udsat for omfattende svigt og misbru.

Fysisk og psykisk, og hun var som resultat

et svagligt underannerede barn,

der ikke rigtig for måde at knytte sig til andre mennesker,

heller i givnællerne.

Hun havde en del fantasivænder,

men de kunne ikke erstatte den kærlighed,

den stakkelspige manglede.

Leonardo havde det helt enkelt, elendigt,

og prøvede to gange at tage sit eget liv.

Hun forsøgte at hænge sig, men blev skåret ned,

og det blev ved forsøget.

Anden gang prøvede den desperatepige,

at spise glas, men det eneste hun opnåede var,

gør sig selv meget, meget syg.

Ifølge Leonardo var de voksne i hendes liv

udebevistede om, hvad der foregik.

Hendes mor skulle endda have klandret hende

for ikke en gang at kunne finde ud af at tage sit eget liv

på effektiv vis.

Hun gav vistende at de rigtig udtryk for,

at hun ville ønske, at Leonardo var død for egen hånd.

Så desværre resulterede selvmorsforsøgene

ikke i en omsorgsfuld indsats for at få hende

hjulpet på rette vej.

Nogle kilder vil dog mene, at der er fifflet

lidt med tidslinjen her, at Leonardo rigtig nok

forsøgte at tage sit eget liv på de her to måder,

men at det skete langs senere end hvad hun fortæller.

Hvad der dog synes at ligge helt fast

er, at Leonardo's opvækst var dysfunktionelt.

De naturlige rettesnorer, som forældre

udstikker i børns liv, måtte hun altså

kigge andre steder for at finde.

Så hun udviklede en fast tro på legender,

forbandelser, overtro, fabler

og den politiske doktrin fascisme.

Her kunne man finde forklaringer på, hvorfor ting skete,

regler for, hvordan man skulle leve

og få sildser for fremtiden.

Alt det man havde brug for, hvis man ikke havde

fået noget af det med hjemmefra.

Som teenager besøgte Leonardo ofte en sansirske.

Der er nogle kilder, som mente, at mødet

med sansirsken skete lidt senere i livet,

men det skete.

Og hun kunne forudse, at den unge pige

ville blive gift at få mange børn.

Så langt så godt for den sky for sømte Leonardo,

men det svære mente spokkone også kunne se,

at langt de fleste eller alle børn ville dø.

Så hun betalte for at gå til en spokkone,

også fik hun at vide, det er rigtig godt det her,

du får mange børn, du skal nok blive godt,

men de kommer alle sammen til at dø.

Det er jo meget voldsomt og også meget forkert.

Jeg tænker altid, at det er sådan, det er ellers foregående.

Nej, det er virkelig ikke sådan, det bør foregående.

Alt din børn dør.

Det fortæller dig lige, at det bliver godt,

men nej, det bliver faktisk helt forfærdeligt.

De liv og forfærdeligt nu, det fortsætter med at være forfærdeligt.

Hun fandt sig sammen med en ældre mand.

Han havde et godt job,

der var ikke som sådan noget galt med ham,

andet end at han ikke var det match,

som hendes mor havde i tankerne

for sin datter efter farens død.

Raffaele Pansati ville ikke kunne give

det økonomiske og sociale boost

til familien, som hun mente, det var op til Leonardo

og hun gjorde det klart, at hun var meget imod ægteskabet

og gik så langt som til at forbande deres forening.

En forbandelse, som Leonardo troede fullt og fast på,

også selvom hun aldrig så sin mor igen,

efter hun flyttede hjemmefra med sin nye mand.

På trods af, at hun kæmpede med de fysiske og psykiske mener

sin opvækst, hun havde også lidt epilepsi.

Så så livet ellers lyser ud for den kønne pige,

end det nogensinde havde gjort.

Men da Leonardo og Raffaele's første datter blev født for tidligt

og døde kort efter fysselen,

var det Leonardo's hoved, så absolut en konsekvens

af morens forbandelse.

Leonardo havde ikke været rask under graviditeten.

Det kan tænkes, at barnet aldrig ville have kunne klare den,

men det skete også lige i halen på den spanske syge,

en epidemi som drabte millioner mellem 1918 og 1920.

Efter apparet i flere år havde levet i skyggen af morens forbandelse,

prøvede de, da de endte havde penge til det,

at slippe væk ved at flytte til Montella,

først til Laudia, hvor Raffaele's familie var fra.

Men her endte familien med at måtte flytte fra i Skam,

da Leonardo i 1927 blev dømt for at bedravere i

og skulle lidt over 10 måneder i fængsel.

Det var faktisk ikke første gang, at Leonardo blev rettforfuldt

og straffet i 1912.

Der var hun kun 18 år gammel,

der blev hun dømt for tyveri,

og i 1919 fik hun en døm for at have troet en med en kniv.

Efter den sidste døm havde hans familie, som han fået nok,

de skammede sig så meget over hende,

at de måtte flytte væk fra dem.

Efter døm i 1927, der havde Raffaele's navn

også lidt uforbederlig skade,

og hele familien måtte forsøge at starte forfra i Lacedonia

efter Leonardo kom ud af fængsel.

Men familien fik dårlig tid til at slå rødder,

for de blev få år senere og hjemløse i det store jordskælv i Italien i 1930.

I Epinia jordskælvet blev målt til 6,6 på Richterskalan,

og godt 1400 mennesker blev drept.

Mellem 4600 og 7000 mennesker kom til skade.

Lacedonia blev stort set i jevnet med jorden,

inklusivfabilien Pansatis hjem.

Leonardo, Raffaele og deres børn havde deltaget i høstfestlighederne

og havde til alt held sovet i de store bunkerhalm i markerne,

sammen med mange andre fra byen.

Men det var ikke et held, som Leonardo kunne få øje på.

Hun så kun ulykken, og visste godt, hvorfor den havde ramt igen.

Hendes mor.

Mange valgte at blive på egen, og vente til byen, hvor genopbygget.

Leonardo og Raffaele valgte at flytte væk og starte igen.

Heldst skulle der så mange kilometer imellem dem,

og forbandelsen af den ekonom.

Men det var som om Leonardo ikke kunne slippe fra sin mor's unne ønsker.

Direkte langt, også godt 700 kilometer nordpå til Coredeggio,

hvor familien flyttede til.

Spokkones fremtidssyn synes at gå i opfyldelse,

da Leonardo over de næste år blev gravid hele 17 gange.

17 gange.

3 gange abutterede hun, og 10 gange måtte hun begrave et af sine børn.

Alle døde inden de blev 10 år gammelige.

Men hun fødte 10 børn.

Hun fødte 10 børn, ja.

Om det er så vildt, at det overhovedet kan lade sig gøre?

Ja, forestil dig lige det.

4 børn overlevede 3 drengene og en pige.

Traumatiseret af de mange dødsfald og evig angst over forbandelsen,

sygte Leonardo svar hos en ny sansirske.

Men var det trøst og beroligelse hun havde håbet på,

så var det det modsatte, der var i vente hos denne her håndlæser.

Hun mente nemlig at kunne se i Leonardo's ene hånd,

at hun ville komme i fængsel i fremtiden.

Men ikke nok med det, den anden hånd viste,

at hun også ville havne på et sindsyg hospital.

Jeg ved ikke, hvad der er for nogen sansirske, hun vælger så her,

men det er nogle hårde koner.

De giver den gas, men måske har de også lidt ret.

Det er uhyggeligt.

Ja, det er lidt uhyggeligt.

Men går hun nu på det her tidspunkt,

for hun fik jo at vide i sin tid, at alle dine børn kommer til at dø.

Men hun har rent faktisk fire levende børn.

De har fire levende børn, men hun lever jo i evig angst,

for at der skal ske dem nu ude.

Ja, det var dødelsbørn.

Går hun ligesom og venter på, at de også dør?

100 %.

Det er hendes store, største frygt i livet.

Men hun har født 10 børn.

Det her må være mange, mange år senere.

Det er altså gået ret hurtigt.

Hun har født 10 børn.

Det er i hvert fald 10 gange 9 måneder.

Nu skal jeg lige tænke mig om, ja.

Hun har gjort det her, nu prøver jeg at hovedrejne,

så det ved vi jo altså på godt, det går.

Men hun har gjort det her på noget, der minder om 20 år.

Ja, det lyder rigtigt.

Men det er stadig gået stærkt.

Det er gået så stærkt.

For det her, det er så 10 kraftiteter, hvor hun har født.

Hun har lige haft nogle af borter.

Ja, tre af borter.

Ja, men det er jo så...

Nu skal vi jo lige passe på, ikke?

Det er jo faktisk 14 gange.

Hun har været gravid og har født.

Nå, 14 gange.

Ja, fire år levde jo.

Ja.

14 gange på 20 år.

Plus nogle af borter.

Hun har ikke lavet andet.

Hendes krop må jo være fuldstændig smadret.

Ja, ja.

Men Leonardo og Raffaello, de knoklet på,

fordi hvad ville alternativet have været?

Hun havde...

Og slag bag?

Ja, og slag bag.

På en strand?

Ja, bare til.

Ja.

Han havde fået et nyt arbejde på et kontor i byen,

og hun startede sin egen forretning,

hvor hun solgte brugt tøj, brugte møbler

og hjemmelædsepe.

Kunderne kunne altid se frem til hjemmebakte kager og frisk te,

og stedet blev et samlingspunkt for den lille by's kvinder.

Måske var forbandelsen endelig lettet,

for forretningen gik godt, og Leonardo trivede sig.

Hun havde langt omlænge en social kontaktflade med givende

relationer, veninder, kunder, naboer.

Alle kom de i forretningen og tog del i hverdagen

for Leonardo og hendes lille familie.

Men lykken holdt ikke vidt.

Først mistede Raffaello sit job, så begyndte han at drikke.

Alkoholen tog så meget over, at Leonardo fik nok

og i følge hende endt det som han med, at hun smidte ham ud.

Han skulle være taget tilbage til sin familie i Laudia,

men ingen ved rent faktisk, hvor han blev af.

Han forsvandt.

Og det kan vi så måske have nogle andre tanker om,

hvad der skete med ham efter fortællingen her.

Er færdig.

I 1939, året før italing gik ind i anden verdenskrig,

var Leonardo 40 år og singlemåret til fire.

Hun skulle selv forsørge familien.

Butikken med de brugte ting og søde kager var ikke nok,

og som så mange andre på det tidspunkt, så var det en lille sidebeskæftigelse

at lave sebe og lys.

For at lave sebe kokte man dengang dyre knåler og brusk

i en stor gryde med kaustisk soda.

Det stank helt forfærdligt, så de fleste gjorde det udenfor,

men Leonardo havde en kæmpe gryde over ildstedet,

så i køknet bakte hun både sin små kager til butikken

og lavede sine seber.

Mens italiens prøvede at beslutte sig for, hvilken side de ville være på i krigen,

indkaldte de for en sikkerhedsgyl de unge men,

som skulle udgøre landets kæmpe dygtige her.

Det inkluderede også to af Leonardo sønner,

der ibland hendes absolut yngling, den ældste af hendes børn Giuseppe.

Giuseppe han besluttede sig for at melde sig under fanerne,

på trods af, at han var godt i gang med at læse litteratur på universitetet.

Han var lige dele optændt af nationalismens lukkende toner

og udsigten til at komme væk fra sin overbeskyttende mor,

der havde holdt ham krampaktigt tæt hele hans liv,

for at beskytte ham fra morens forbandelse.

Og det var altså noget, han italisatte.

Han var, let me get out of here.

Så det ved vi jo rigtigt, at hun følte vitterlig,

at der var en forbandelse over hende.

Hun var både bange for morens forbandelse,

men også bokkons forudsigelser.

Det fandme også udheltigt, at de to ting, de er...

Altså de lidt fortæller den samme historie, ikke?

Altså de fortæller hende jo, at hvis sandsirsken siger det her,

så må min mor's forbandelse jo være korrekt.

Ja, ja, hun er fuldstændig overbevist om, det ender galt.

Det ender galt, det her. Jeg mister min børn.

Ja, også så er der lige pludselig krig.

Leonardo prøvede at være stærk og overtalte ham til ikke at melde sig,

men indvendigt brød hun fuldstændig sammen.

Overbevist om, at nu vil livets gang, som sandsirsken havde fået set,

det kræve flere hendes børn til hun ingen havde tilbage.

Hun blev besat af, hvordan hun kunne ophæve den forbandelse.

Hun var overbevist om, styret familiens skæbne,

og hun kom på den tanke, at det ville kræve menneskeoffringer,

hvis hun skulle have en chance for at redde sine børn.

Der var ikke langt fra tanke til handling.

Emma Linda Faustina Setti var midt i 70'erne og gammel jomfro.

Faustina, som hun blev kaldt, kom i Leonardo's lille butik,

og de to talte ofte sammen, da hun var en af de mange kvinder,

der sygte råd og vejledning hos Leonardo, der selv var blevet lidt af en spørgkone.

Hvad betyder gammel jomfro?

Betyder det, at man aldrig har haft sex, eller betyder det bare, at man aldrig har blevet gift?

Jeg tror altså bare, at det må betyde, at man aldrig har blevet gift,

fordi det kan de jo altså ikke vide noget om.

Nej, det er en mærkelig, det er sådan rigtig,

du skal skamme dig over ikke at være jomfro, hvis det sker udenfor ikke.

Men du skal også skamme dig over at være det, hvis du ikke er blevet gift.

Alle de her scenarier, det er i hvert fald din skyld,

og du nu gammel jomfro.

Du vil aldrig kalde en mand for gammel jomfro, hvad er han?

Det vil du aldrig sige om en mand.

En ung kahl, også selvom han var nogen af 70, måske?

Ja, men sådan er det, hun var gammel jomfro.

Og manden er bare i videoen?

Han kører bare med klapen, ikke? Ja.

Buk stavligt talte.

Faustina havde kun én drøm i livet,

og det var at få en kæreste, inden det hele var slut.

Bare nå og snus lidt til kærlighed og romantik,

inden hun skulle få lavet dette liv.

Der havde været mange lige ved at næsten,

med flere mænd gennem livet,

men det var aldrig helt blevet til noget.

Og så var hun nok ikke gammel jomfro?

Det tænkte jeg heller ikke.

Nej.

Leonardo fortalte Faustina, at hun, der kunne hjælpe,

hun kendte en velegnet, velhavende ungkahl i Pola,

så det gør man altså ungkahl.

Han må jo have været nogenlunde sammen, ikke?

Ja.

Og hvis Faustina kunne holde tæt med deres lille hemmelighed,

bare for en sikkerhedsgyld, så de andre kvinder i Codatio

ikke blev misundlige og fik det hele for puret,

så kunne Leonardo godt hjælpe med at skabe en forbindelse

mellem de to.

Faustina skrev brev til den mystiske mand,

og han svarede på samme vis.

Alt forgik gennem Leonardo og forholdet Blomstrød.

Brevne frem og tilbage blev mere og mere intente og kærlige.

Med råd og vejledning fra sin veninde,

solgte Faustina alt, hvad hun eget,

og gjorde klar til at fylde kærligheden til Pola.

Kort før jul på den aftalte dag,

gik Faustina med hele sin opsparing på lommen,

direkte fra Frisøeren til sin veninde

for at sige et sidste forvæld inden turen gik øst på Pola.

Hos Leonardo skrev Faustina forvælde brev til sin venner i Codatio,

hvor hun forklarede hvor hun var taget hen,

og at hun ikke havde i sind og kommet retur.

Så fik de to veninder et glas vin,

mens Leonardo forsikrede, at hvis bare hun postede brevne

når hun nåede frem til Pola, så ville alt gå i orden af sig selv.

Men der var ikke kun vin i Faustinas glas.

Da hun var så godt som bevidstløst to Leonardo en ykse,

nogen vil mener videre, at der skulle mange falslagende huk til,

men til sidst lykket stille Leonardo at ramme plet med et drebbende slag i venindens hovedskald.

For at resten af familien ikke skulle opdage, hvad der foregik,

gjorde hun rent og gemte livet væk i et skab over natten,

og første næste dag gik hun i gang med resten af sin jevleske plan.

Venindens hovedskald, veninden er måske så meget sagt.

Ja, det var nok et venskab, der i hvert fald kun gik næen vej.

Ja.

Først dregnede hun livet og masserede kød, så alt blodet blev samlet i et kære.

Hun dregnede livet, siger du, hun dregnede livet.

Og hvordan gør man det?

Jeg går ud fra, at hun simpelthen hængte det op.

Men jeg ved det ikke, for det blev også nævnt,

at hun masserede kød for ligesom at få alt blodet ud.

Så jeg blev så blodet ud, hvor?

Blodet ud af musklerne og ned i et kære.

Jo, men...

Ja, men hun parterede nævnteligt først dregnede hun det.

Ja, det er det.

Først dregnede hun det.

Hun tearede hun ligesom og lavede nogen huller.

Eller hun havde jo lavet huller med yksten, ikke?

Ja, men hun kan jo ikke vente på det hele røret ud den vej.

Ikke uden at hænge det op med huden ned af.

Jeg tror, hun har gjort det.

Men hvordan skulle hun kunne gøre det helt fysisk?

Ja, helt fysisk.

Og hun har fyldt en milliard børn.

Så vi er ude i noget med hejseværk og sådan noget, ikke?

Det kan nok godt lade sig gøre.

Det var ikke en stor dame, hun havde med at gøre.

Hun kan jo også have hængt hende op.

Altså, det behøvede jo måske ikke at være nede i.

Bare hængte hende op og så lavede en masse huller.

Altså, hun skal bare lige have hende nok op til at tynde kraften i hvert fald.

Kan gøre at sige det, ikke?

Men det gjorde hun på en eller anden måde.

Hun dregnede hende.

På en eller anden måde, så hun kunne samle blodet i et kære.

Så parterede hun simpelthen kroppen, efterfølgende i store stykker.

Ej, men jeg ved, hvor længe hun udtængte den her plan,

fordi det er jo omstændigt at arbejde det her.

Ja.

Altså, det er jo ikke noget, man bare lige finder på.

Og også bare hendes viden om, hvordan hun skal angribe en krop.

En krop?

Ja.

Ja.

Og at hun så bare gør det?

Ja.

Hun gør det bare.

Det er jo faktisk noget af det, der har gjort, og det kommer jeg også ind på.

Senere, at man havde en mistanke på et tidspunkt om, at hun ikke var alene om det.

At hendes sønner eller søn hjælp med det, ikke?

Og det er den ene ting, men måske også, at hun havde gjort noget lignende før.

Fordi nu fortalte du jo også om...

Manden, der var væk.

Manden, der forsvandt.

Men det er jo... Altså, der ved jeg ikke andet.

Der er ikke ducke noget andet op, han forsvandt bare.

Ja, ja.

Hun går bare så professionelt til det her, ikke?

Men når vi nu hører, hvordan hun gjorde det her?

Ja.

Ej?

Ja.

Fordi hvad der dærefter skete, det beskrev Leonardo selv senere i sin rendring.

Men vi skal lige tilbage til, at hun dregnede hende, og hvad så?

Og så parterede hun kroppen i store stykker.

Efter at alt blodede ligesom bare samlet i et kar?

Ja, præcis.

Hvad der dærefter skete, beskrev Leonardo selv senere i sin rendringer,

eller fik nedskredet sammen med sine advokater.

Jeg smed stykkerne i en gryde og tilsatte 7 kilo kaustisk soda,

som jeg havde købt for at lave sebe,

og rørde i blandingen til stykkerne var opløst i en tyk mørk grød,

som jeg heldte i flere spanne og tømte i en nærliggende septitank.

Hvad angår blodet i karret, så ventede jeg til, at det var koakuleret,

tørrede det i ordnen, malede det og blandede det med mel, sukker,

sjokolade, melk og æg samt en smule markerine,

og ældret alle ingredienserne sammen.

Jeg lavede masser af sprøde tekager,

og serverede dem til de damer, der kom på besøg,

selvom de sebe og jeg også spiste dem.

Leonardo sendte efterfølgende en af sine sønder,

hvis nok til sebe de gør 30 km til Polar for at poste Faustinas brev,

så de kunne nå frem med det korrekte poststempel på.

Hvem spiste de her smukkerne?

De her uvidende damer, som besøgte butikken,

inden for at få hendes gode råd eller slader om lokalmiljøet,

eller at købe en brugt store, så serverede hun til manikagerne for de besøgene.

Og spiste dem også selv, og gav dem også til sine børn.

Og det værste er, det smakker sikkert godt.

Ja, det tænker jeg dig.

Det smakker sikkert godt.

Der var i hvert fald ikke nogen, der noterede sig nød.

Og så er vi tilbage ved, hvis du fik dem serveret ude i Djunglen,

efter du var styrtet ned med et fly.

Nå ja, men det er jeg tænkt.

Vil du så spise dem for overlevet?

Ja, selvfølgelig.

Om du tøver ingen gang?

Nej, altså.

Vil du snakke om smukkager?

I smukkageform.

Altså, det vil selvfølgelig være en emner.

Ja, jeg tror jo også, jeg vil spise mennesker ikke i smukkageform,

hvis jeg stod i den situation, at jeg var styrtet ned ude i ødmarken.

Tror du virkelig?

Altså, fordi det kan man godt bare sidde og tænke på, behøver jeg i afstand, ikke?

Men jeg tror ikke, jeg tror du når til et punkt, hvor du ikke helt salgt styrer det længere.

Altså, du er så sulten, at din krop tager over, du går i overlevelsesmået,

og hvis der ligger en bøff foran dig, så er du pisselig glad med, hvor den kommer fra.

Også en rå, rå, lov, råske.

Det fede jeg ikke.

Nej.

Jeg tror det. Jeg tror, jeg vil gøre det.

Særligt, hvis der var et bol.

Særligt, hvis det var smukkager.

Og endnu mere, hvis det var smukkager.

Ja, det vil jeg altså også.

Men de her damer, hvis det jo altså ikke...

Nej, det, så bliver det nemlig rigtig klamt, ikke?

Hvis man fik at vide, at man havde fået serviet og menneske.

Ja, ja.

Men Giuseppe, som i øvrigt også spiste kager, og sagde, at det visste han ikke noget om,

han blev sendt til Polar med de her breve for at sende dem retur.

Så der ikke var nogen, der stillede spørgsmålet,

og der havde taget ved, at den nogen af 50 år i Ermelinda Faustina

sæt i pludselig, havde forlagt alt for kærligheden.

Nå, men hun nåede det, tror jeg selv, og mærke lidt kærlighed.

Den var fake, men ikke for hende.

Ja.

Andet offer...

Nej, det er jo sørgeligt.

Det er mega sørgeligt.

Det er virkelig trist.

Ja.

Andet offer.

Francesca Clementina Suave var 55 år, oplevet kaldt ved sit mellemnavn.

Clementina er dem, som kendte hende.

Hun var arbejdsløs, skolelager og enke.

Leonardo havde haft hæld med sin fremgangsmåde sidst med Faustina,

så hun greb samme manuskript og skiftede Faustina ud med Clementina

og kærlighed ud med arbejde.

Leonardo fortalte Clementina, at hun viste, at der var arbejde

at få på en piske skole i Pjernsensar.

I sin enskab af Spokone bildede hun Clementina ind,

at det ville ændre skepnens gang, hvis hun fortalte til nogen,

hvad hun havde i sinne.

Clementina sålte, hvad hun eget og troppede op hos Leonardo

på vej til drømmedjobbet i Pjernsensar, lige syd for Milano i Norditalien.

Denne gang løb det jordiske guss ikke op i lige så meget som med Faustina,

men med kontanter på lommen blev der inden afgang,

skrevet postkort og brevet til de nærmeste året glas vin hjemme hos Leonardo.

Også Clementinas blod blev tørret og bakt til kager,

mens knåler og brusk blev puttet i den store gryde i et forsøg

på at lave sepebarer til de lokale handlene.

Og hvordan slog hun hen i alle?

Fustan i samme måde, sammanuskript, sammen fremgangsmåde.

Og her vil jeg så bare lige sige, et, du spiser kagerne uden at vide det,

to, du vasker dig i sepebarer uden at vide det.

Ja.

I genblivet til sepe sendte jeg sted for at poste breve,

så ingen ville stille spørgsmål til enkens forsvin.

Træde offering, Virginia Cascioppo, var 53 og tidligere opera-sanger.

Hun havde smagt berømmelsens sødme, og savnede den uendeligt,

nu der penge ikke flyvede helt så meget ind i en lindstrøm,

som de havde gjort en gang.

Hens mand var død, og hens voksnes søn flyttede hjemmefra,

så denne gang fortalte spørgkorn Leonardo,

at hun kunne arrangere i jobhusset en impressar,

jo det er en form for producer i Firenze.

Det betalte godt, og der ville måske endda være mulighed

for selv at komme til at synge på en scene igen.

Igen pointerede Leonardo, at det ville være skadeligt for hele projektet,

hvis Virginia fortalte til nogen, hvad der var planlagt,

og formlen fungerede til en start.

Virginia mødte op med alt, hvad hun skulle have med til sit nye liv,

sine fine kjoler, smøkker, gældsbreve og kontanter.

Hun fik skrevet sine breve,

og Leonardo kvitterede med vin og ekstra bedøvelse,

øksehuk, dræning og partering.

Om Virginia skrev Leonardo senere i sine arrindringer.

Hun endte i gryden, ligesom de to andre.

Hendes kød var fedt og vit,

da det var smeltet til siger det i en flaske kolonie,

og efter lang tid i kog var jeg i stand til at lave noget fortrindelig kremet sebe.

Jeg gav bare til naboer og bekendte.

Kærene var også rigtig gode. Den kvinde var virkelig sød.

Altså...

Hvad foregår der?

Det er jo som om, at hun nyder det.

Jo, men der er også et enkelt sted, der faktisk er beskrevet,

og det blev en del af hendes forestillingsverden om at bryde den her forbandelse,

og de her offringer, at det var vigtigt, at folk vaskete sig i seben,

at de her afdøde og fra, og at de indtog.

Altså det blev en del af at få brudt forbandelsen for hende.

Det her med, at folk skulle indtage dem og skulle påføre sig deres fiddede seben.

Og så det, hun havde der, at alt det her var for at have forbandelsen.

Altså jeg ved ikke, hvor hun havde læst hende, at man kunne have forbandelsen på den.

Nej, det er noget hjemmebrygget noget ud fra nogle legendere,

nogle servner, nogle forestillinger.

Ja, men derudover, så lader det også bare til,

at hun finder noget nydelse i hele processen.

Og den måde, hun taler om offrene på, som lækkert, tygt, sygt, kræmet, er hvid fed.

Om det er nydelse, altså ja, det er i hvert fald...

Der er jo ikke noget afsky og spore.

Nej, det er der ikke.

Det er jo ikke fordi hun er sådan...

Åh, nej, jeg bliver nødt til at gøre det her.

Jeg var nødt til det, og så hængte jeg hende forsigtigt op og kiggede den anden vej,

og kan jeg sidde op over i hjørnet, over hur langt det var?

Nej, over hur tæt den.

Ja, ja, ja.

Og eksperimentere med det, og de to første gange blev de her sebe bare ikke helt så vel lykket,

så hun også eksperimenterede sig frem til, at med Virginia, der sad den lige i skabet.

Og det går jo ud over, hvis vi skal tro på, at det kunne hæve forbandelsen,

så går det ud over, hvad der er krævet af hende.

Ja, det er det ene af det.

Og så er der alle de der penge, og smykker, og gældsbræve, og alt muligt,

som hun har lukket dem til at tage med, som så forspindrer ned i helved.

Også er det i slaget.

Ja.

Og det er jo derfor, det virker som om, at det handler meget mere end forbandelsen,

som hun trods alt har levet med i 20 år.

Det er nok ikke helt så enkelt, men det vil hun i hvert fald gerne have alle til at tro,

at det handler om ikke.

Ja.

Men denne gang, der vagtede den pludselig forsvinden undren.

Virginia sviger inde Alberta Fanti, kunne ikke forstå,

at hun bare sådan ville forlade sit liv uden videre.

Hun gik så vigt, at hun meldte Virginia savnet hos politiet,

eller hun forsøgte at melde hendes savnet.

Virginia havde nemlig ikke holdt, hvad hun lovede Leonardo.

Hun havde ikke kunne holde det nye eventyr hemmeligt,

så politiet kunne ikke se, at der var noget galt i,

at et voksen menneske ønsket sig en ny chance et andet sted.

Det skulle man have lov til, uden at blive eftersøgt.

Men så let gav Alberta ikke op.

Hun i værk satte sine egen efterforskning,

og fandt ud af, at Virginia også havde fortalt nogle andre veninder,

hvad der var i vente.

Historierne om, hvad der skulle ske i Firenze

var ikke helt enslydende, men i stor træk.

Og Albertina støtte også på noget andet under sine undersøgelser.

Der var noget om to andre kvinder,

der var forsvundet på stor set samme måde.

Albertina gik igen til politiet med, hvad hun havde fundet ud af.

Denne gang lydde de, og da hun kunne krydre sin beskrivelse af,

hvad hun havde opdaget med, at en nabo mente,

at ha' set Virginia gå ind hos Leonardo Tiantiuli,

men ikke komme ud igen, så mente de,

at der var nok til at se den enlige sebemaerske lidt efter i Sømne.

De fandt hurtig ud af, at lokalbefolkningen også havde undret sig lidt.

Leonardo brugte penge i en størrelsesorden,

som de ikke rigtig kunne få til at gå op med hendes lille forretning.

Og da der døkket et gældsbræv op, som havde tilhørt Virginia Casciapo,

men som kunne spores tilbage til Leonardo,

så lå sagen klar.

Der var en press, som simpelthen kom og sagde,

ho, jeg fik det her gældsbræv af Leonardo,

men det har det, altså det er Virginia's navn, der er på,

så hvordan er det lige noget frem til mig, ikke?

Ja, så meget var gennemtængt, men der var også meget, der ikke var.

Der lyder også, som om, at der var rigtig meget, hvor hun har tænkt,

de er ikke går fint.

Det var ikke nogen, der opdagede, og det var der jo heller ikke i lang tid.

Ikke i første omgang, nej.

I marts 1941 blev Leonardo anholdt og ført til afhøring.

Hun nægtede af vide noget om, hvor kvinderne var nu,

men indrømde, at hun havde hjulpet dem med at komme godt af sted,

og det var derfor, hun havde været i besidelse af nogle af deres værdier.

Altså hun postede sig, men, at de har givet mig de her ting frivilligt.

Ved en rentsagning af Leonardo's hus, var der ikke umiddelbart blodspor,

eller andet oplagt, som et liv, der kunne fortælle politiet,

hvad der var sket med de tre kvinder, og om det var sket der.

Men så fandt de noget andet.

Et lille stykke af en tandprotese, som skulle vise sig at have tilhørt,

er Melinda Faustina Setti,

og nogle stykker af et kranje med sæberester på i kloakken.

Det stod klart for efterforskerne, hvad der var sket,

men det var umuligt for mig at forestille sig,

at en lille vælgligt enlig kvinde på 47 år,

kunne gøre noget så umenskeligt og brutalt.

Det måtte være en af de voksne sønder, der havde hjulpet med det grove,

efter Leonardo havde lukket kvinderne til,

og derfor valgte de at anholde Giuseppe Panzatti.

Da Leonardo hørte det, altså hendes yndlingssøn var blevet anholdt,

der indrømmede hun alt.

Det overbeviste dog ikke politiet,

og Giuseppe forblev sigtet og var teksfængselet som sin mor.

Det skulle tage hele fem år før sagen kom for retten i sommeren 1946.

Det var midt i og i slutningen af verdenskrig,

så alt gik ikke bare sådan snorlige,

og slet ikke i Italien, som også havde en del andre omvældninger på den tid.

I 1946 gik Italien fra Værtmonarchi til en demokratisk republik,

så de havde rile at se til i de her år.

I de mellemlæggende år fra anholdelse til rettag,

var Leonardo også et par år på et sindsyg hospital,

for at der kunne blive lavet en mentalerklæring af Filippo Saporito,

professor ved Roms Universitet og direktør for hospitalet i Aversa.

Men det havdes bare kun jo også sagt...

Ja, ja, ja.

Så alt går simpelthen i opfyldelse,

og det var så mens hun var her, at hun skulle have skrevet sine arrendringer.

Ratssagen blev tillepstøkket uden lige.

Så mange sotelmæns-Leonarda fortalte om sit hårde liv,

og forklarede, at hendes motiv aldrig havde været berielse,

men alene et ønske om at redde sin børn.

Retten skulle forstå, at det havde været nødvendigt at offre de her kvinder,

for hendes egne børn kunne live.

Leonardo forsikrede, at hun havde gjort det hele alene.

Giuseppe, han havde ikke vist noget som helst.

Men man havde stadig den mistanke, at Giuseppe havde hjulpet hende aktivt,

ikke kun med brævne, men med parteringen,

og selve det med, hvordan man lavede sebe.

Leonardo postede hovenakket i retten, at de bare kunne i gang sætte et forsøg,

hvis de gerne ville se, hvordan hun alene kunne partere et liv

og klare ringgøringen på under 20 minutter,

så må de finde et kardav, der kunne bruges.

Det er endnu en sejlivet myte, at forsøget blev godkendt af dommeren

og at der blev fundet en afdød vakkerbund til sejransen.

I følge neo-psykiater og professor ved kriminologi ved Universitetet i Bologna

er der ikke nogen officiell dokumentation, der understøtter den historie.

Det er en af dem, der lever en sejlivet sejrskang,

der ud af, at det rent skete, at man tog hende ud af rettalen og hen i et ligehus,

og så fik hun lov til at vise på en vakkerbund,

hvordan hun lygen hurtigt kunne partere et menneske.

Ej, det ville jo være vanvittigt.

Det ville jo være så vanvittigt, altså på alle ting lige modere.

Men er der noget, der tyder på, at det kunne være rigtigt?

Nej, der er simpelthen ikke noget.

I følge denne her neo-psykiater, så er der heller ikke noget,

altså nogen officielle dokument og noget som helst,

som tyder på, at det er nogen senden af noget, der skulle være blevet godkendt af en...

Altså, en dommar i et tag.

Nej.

Nej.

Ved rettagens afslutning blev Tizepi frifundet for alle anklager.

Leonardo Tiantioli blev kenskyldig i alle anklager om drab og tyveri,

og idømt 30 års fængsel.

Man vurderede, at hun ikke var sindsyg, kun delvist,

og i hvert fald havde en syglig tilknytning til sine børn.

Men hun var altså egnet til almindelig straff,

men alligevel skulle hun lige først nogle år forbi et sindsyg hospital.

Nå.

Så det var sådan en mærkelig, ja, du er ikke helt normal,

men vi kan heller ikke sige, at du skal slib for at tage ansvar for det, du har gjort,

men vi skal lige have dig forbi noget behandling her, ikke?

Man kan faktisk finde en video på YouTube med et klipp af Leonardo,

selv at forklare, det hun har gjort.

Han bliver interviewet i sin celle i det ret psykaltiske fængsel i erversa,

og hun siger sådan her.

Retten har dømt mig, men jeg er lige glad med den dom.

30 år, livstid eller en dødstom, jeg har skidt lige glad.

17 børn, min herre.

Hvis 16 af jeres børn døde, vil I så ikke gøre, hvad jeg har gjort.

Kun en mor kan forstå mig, loven vil aldrig forstå.

Videnskaben har måske forstået mig.

Og jeg ved som, at man ikke ved, hvad hun mener med det sidste her,

med at videnskaben har forstået hende.

Men måske er det det her med, at der har hun på det tidspunkt gennemgået så mange

undersøgelser og mentale vurderinger og alt muligt,

at hun tænker, at hun måske har de en fornemmelse af, hvorfor jeg har gjort,

som jeg har gjort, ikke?

Leonardo Tiantiuli døde i 1970.

Er en hjerneblødning, hun var 76 år gammel,

og sad stadig inde i spæret, da hun døde.

De redskaber og gryden, som Leonardo brugte,

har været vist på et kriminalhistorisk museum i Rom.

Og det kan godt tænkes, at de stadig bliver vist frem.

Men så ved jeg altså ikke, hvorfor det her, et kriminalhistoriske museum,

det er lukket når øver.

Leonardo Tiantiuli skrev jo, som jeg har fortalt, hvis nok,

om sit liv i fængsel, og navngas i arrendringer,

An Embittered Souls Confession.

Den havde en italiensk titel, men den vil jeg ikke våge mig ud i.

Det er ikke lukket som at finde den fulde version,

men kun uddrag.

Jeg ved, du har let.

Jeg har simpelthen let.

Og nu hvor museet i Rom er lukket,

der gør jeg mig heller ikke nogen forhåbninger om at finde den.

Ryktet vil også vide, at den er jo så på italiensk,

eller det er ikke ryktet.

Den er selvfølgelig på italiensk.

Hun har ikke siddet skrevet den på engelsk.

Den er blevet oversat, men den engelske oversættelse

er fuldstændig umulig at opdrive.

Der er nogen, der mener, at den italienske løber til at få fat i,

men der er ingen, der har fået fat i den.

Men der er jo altså folk, der har haft fingrene i den under vejs,

fordi der er uddrag 18, der er direkte citater fra hende,

og der er jo lavet masser af ting.

Der er lavet podcast, der er lavet bøger af svingende kvalitet.

Og hvis man gerne vil døge længere ned i den her sag,

så er det jo bare at må gå i krig,

men jeg vil sige, man skal generelt holde sig til de italienske kilder.

Og så vil jeg forslå en italiensk bog, som hedder

Sodaccaustica alumi di roca epeche greca.

Og hvis man kan finde den bog, så må man gerne oversætte den

og give den til mig, fordi de forfatter,

de har vist nok haft adgang til hendes arrendringer.

Så den har ikke været helt nemt at få til at gå op den her.

Men det er simpelthen min færdige fortælling om drabne

på Ermelinda Faustina Setti, Francesca Suavi

og Virginia Cascioppo, som alle tre blev lavet til sebe og TK'er.

Og det er de tre offere, man med sikkerhed ved at starte fint.

Og som hun har indrømmet, hvor man jo i hvert fald også med den ene

har fundet hendes gebis.

Det var hvad der var tilbage.

Det var hvad der var tilbage.

Nu glemte jeg helt og sige, Francesca Clementina Suavi.

Og så var der noget tvivl om, hvorvid hun havde gjort det alene,

men det nåede man så alligevel frem til, at hun nok havde.

Men jo han nåede frem til, så havde man jo ikke frikendt sønnen.

Nej, det er det.

Men prøv at høre, han har jo også siddet varteksvængselet i hvad, 5-6 år.

Ja, der var alligevel en hæftig mis tanke, ikke?

Men det er også derfor, jeg synes, at det her rykte om vakkebunden

er lidt interessant, for jeg kan faktisk godt forstå,

hvordan det er opstået.

Det kan jeg også.

Der har været en nysgerighed efter at finde ud af,

om hun, denne her skrøblig snart ældre, dame,

virkelig kunne have gjort det her selv, det her store, store arbejde.

Ja.

Så jeg var faktisk ingen gange blevet sådan...

Hejst op, drene parteret.

Det havde været bizart, men jeg var ikke blevet så meget overrasket,

hvis du havde sagt, det lå de hende gøre for at se,

om hun kunne finde ud af det.

Måske hvis det havde været 500-800 år tidligere,

men vi havde lige været lige efter anden verdenskrig.

Men som en gris eller et eller andet, det er bare fordi...

Det vil jeg mere have kun.

Det er bare fordi det virker så usandsynligt,

at hun skulle være gået til det på denne her måde.

Bare helt selv.

Ja, og at hun skulle kunne have lyst og kunne finde ud af det,

og have styrken til det også noget, ikke?

Men ude fra måden, hun så har fortalt på, så lader det jo til,

at det der skete, ikke?

Ja.

Men jeg kan godt forstå nysgerigheden efter at se det folk så ud,

fordi det er så langt ude.

Ja, men det kan jeg også godt.

Altså bare lige sådan få syn for sagen, ikke?

Jo.

Altså så vises det.

Hvis du siger, du kan gøre det her.

Ja, fordi det lyder og man får utroligt.

Ja, men jo også...

Det er jo så vildt.

Altså, hvad har historien været i forhold til at få søn,

til at tage op og poste de her brev?

Altså, hvorfor skal jeg tage så langt væk for at poste de her brev,

der måtte have været en eller anden forklaring?

Ja, så på den måde har han jo været belaget noget ind i det.

Efter sine så skulle han simpelthen også bare have kottet forbindelsen

til hende efterfølgende.

Og til det, der skulle hun have udtalelsen,

jamen det er fint nok, så længe jeg ved, at han overlever.

Altså hun troede, de her offeringer havde virket.

Og det var et eller andet med, at Sæben var blevet så krig med den tredje gang,

så nu var hendes offer blevet modtaget.

Men det kan man også høre på denne her YouTube-klip,

du refererer til, hvor hun fortæller,

hun er jo meget sådan, det her var noget til at ske.

Ja.

Det her var noget til at ske, og så kan I sige, hvad I vil,

men jeg har mistet sindssygt mange børn.

Og far I ved, hvor det gør...

Så kan I ikke udtale jer?

Nej, og det var jeg selvfølgelig nødt at gøre.

Og hun var af den overbevisning, at det havde hjulpet,

fordi de var jo ikke døde endnu i hvert fald.

Men nu hvorfor sagde du 16 ud af 17?

Jamen det virker, det var det, hun sagde.

Jeg har fået en god kammerat til at oversætte,

hvad hun siger på italienske, det der interview der.

Og hun siger jo, jeg har skidt ligeglad 17 børn,

men så siger hun så, at mine herrer, hvis 16 af jeres børn døde,

og jeg ved ikke, hvorfor hun kun siger 16 der.

Men det er så, hun siger...

Der var jo fire, der levede.

Jamen det er det.

Så hun skulle have sagt 14...

15 tegnesyn.

13.

Hvis 13 af jeres børn døde, skulle hun have sagt.

Ja.

For at fortælle den her grusomme historie,

der har brugt arkivmateriale fra

det italienske museuddæk Krimonologio,

artikler fra italienske fokus samt Stori Napoli,

BBC Times, CNN og all that is interesting.

Ja, og hvad er det nu, hun bliver kaldt?

Og hun bliver kaldt simpelthen så mange ting.

Hun blev kaldt sebemalersken fra Codegio,

det er nok det, som flest kalder hende, ikke?

Ja.

Og det er jo det, der står tilbage.

Hun lavede små kager og sebe ud af sine offere.

Det er jo så længe, der ansåede hende for at være deres veninde.

Ja.

Dem hakket hun lige i hovedet med en ykse.

Ja.

Og lavede kager og sebe ud af dem.

Ja.

Kager og sebe i den tro, hevetede hun,

at det ville bryde forbandelsen,

og at hendes børn så ville få lov at overleve.

Og hørte, der er altså også et eller andet i det der med,

at hun også blev dømt for bedrageri tidligere.

Ja.

Og nu tager hun alt deres penge og deres smykker,

og kaster over om sig med penge.

Ja.

Og jeg hefter.

Og jeg hefter mig stadig ved det her med,

at hvis hun virkelig følger sig forpligtet til at gøre det

for at bryde forbandelsen,

og det er alene, hvad det er, der handler om,

så ville hun have gjort det på en måde,

altså først ville man slet ikke gøre det.

Nej.

Men så ville man gøre det på en måde,

samtidig, hvorved jeg kaster over,

hvor forfærdeligt det var jeg ikke.

Ja.

Og hun beskriver det jo virkelig som sådan,

nydelsesfulde oplevelse for hende ikke.

Ja, det gør hun.

Altså, behøvede hun også at spise dem, for eksempel.

Selv.

Selv.

Ja.

Altså, det mener jeg, at hun påstildte,

ligesom bare en del af offrenen.

Hun tændte lidt på det her.

Det gjorde hun.

Ja.

Og hun blev i hvert fald ved med det,

og jeg har læst et enkelt sted,

at hun faktisk havde udset sig et offret mere,

men hun nåede ikke så langt.

Fyr offret til fire børn, ikke?

Ja, og så er det jo bare paradoxalt,

at hun, altså igen, hvis man skal tro på,

at hun virkelig troede på den her forvandelse,

at hun mente, at det var okay at hun to andre menneskers børn

fra dem for at redde sine egen æg.

Men hun valgte jo i første omgang i hvert fald også to kvinder,

som hun mente ikke blev savnet i det.

Med den tredje, der tog hun jo så fejl,

at den her kvindes tidligere svarinde,

jo rent faktisk savnet hen,

næsten med det samme, ikke?

Ja.

Så ja, det var S.B. Mayersken fra Kordidjo.

Lad mig høre om, du har noget lignende med?

Jeg har noget helt andet med.

Man skulle næsten tro, vi havde koordineret.

Ja.

Altså fordi, vi skal virkelig et helt andet sted hen.

Er du faret vild i djunglen af lavet løsninger?

Greenbow har gjort det nemt for dig.

Du får lavet box installerede og alt strøm til din bil og bolig

til ren inkøbspris.

Og skal du på Roadtrip, så har du adgang til over 300.000 lavetpunkter.

Så køb ind på Greenbow.dk og få din installation fra kuningronen.

Så er det absolut sidste chance for sommersald hos Tile.

Du får op til 50.000 kr.

Du får op til 50.000 kr.

På alle solbriller og op til 50.000 kr.

På alle brille stille.

Og se de store mærker, som Tom Ford, Armani, Boss, Ray-Ban,

Mulberry, Oakley, Sangloranger, Gucci.

Absolut sidste chance, anden september.

Vi ses hos Tile.

Har du styr på din løn?

Hvad anden har oplevet fejl på løn siden?

Hos 3F tjekker vi, at du får den løn, tillæg og pension,

som du har ret til.

Er du ikke medlem i nu, så bliver det på 3F.dk.

Skålstrej bliver medlem.

Vi skal til landsbyen Plejaldt ved Tikøb uden forhelsingør i Nordsjælland,

tilbage i januar måned 1995.

Mer præcis til en nedlagt landbrosegendom på Esrumvej,

som var blevet omdannet til pensionistboliger af kommunen.

Og nu skal du tænke på mørke og kugle, landbrosegendom,

som var blevet omdannet til pensionistboliger af kommunen.

Og nu skal du tænke på mørke og kugle,

langt ude på landet på en afsidslæggende gård.

Der var fem beboere på stedet Ialdt, hvor fire af dem

var pensionister mellem 68 og 75 år.

Natten til onsdag, den 11. januar 1995,

ringede telefonen hos politiet i Helsingør.

En 68-årig kvindelige beboere fra en af boligerne på gården

anmalte, at hun hørte grov fulde skri og voldsomt tumult

fra sin overboes lejlighed på 1. sal.

Der var noget helt galt deroppe ment hun i Kaolin Jensen's lejlighed,

en kvinde, der kun var lidt ældre end hendes selv.

Larmene oppe fra lejligheden ikke, mens de her frygtlige skri

havde vækket hende, og de lå til at komme fra et menneske i dødsnød.

Men politiet rykket ikke ud.

Antagelsen var, at der blot var tale om husbetakler,

og derfor valgte man ikke at reagere på opkallet.

Selvom. I så tror, at det er bare nogle, der får tæsk af nogle hun kender.

Jeg ved ikke, hvorfor husbetakler ikke kan være lige med alvor.

Antagelsen var, at husbetakler, og man valgte ikke at reagere på opkallet.

Det blev simpelthen ikke taget alvorligt.

Så fremst, der var tale om husbetakler, som man mente, så var der altså ikke noget alarmerende ved det.

Entet, der krævede ind blandt fra politiet.

Den bekymret underbo, ventet og ventet, mens de frygtlige skri fortsatte.

Hun troede fejlagtigt, at hjelpen var på vej, men det var den jo så ikke.

Halvandetime efter det første opkall nu ved halv træt tiden om natten,

ringede telefonen hos politiet i Helsingør. Det var den 68-årige kvinde igen.

Denne gang kom hun med en meddelse, der ikke kunne ignoreres, hendes loft brændte.

Ilden kom fra overboens lejlighed, hvor også skriner og lyden af dødskamp var kommet fra.

Den 68-årige kvinde så flammerne opslug, første salen og arbejde sig videre.

Særligt var brænden voldsom i loftet i hendes stue, præcis der, hvor overboen seng var placeret.

Kvinde blev denne gang lovet, at brændvæsenet var på vej,

og dærefter løb hun ind til sine naboer, et ægte par, som løb med henud på gårdspladsen for at vente på hjelpen.

Ilden havde for godt fat til, at de kunne komme op og advare beboerne på første sal,

både den kvindelige overbo, hvis lejlighedskrigene var kommet fra,

men også hendes nabo, en ung mand og hans ven, der boede i lejligheden, lige ved sidenal.

Hvorfor han boede på en gammel landbros egendom, der var omdannet til pensionistbolig,

og det skal jeg nok lige vente tilbage til.

Så de tre oppe på første sal kunne de altså ikke komme i kontakt med.

Brænden var allerede for voldsomt, og spærede vejen op af trapperne.

Så snart brændvæsenet ankom og blev orienteret om, at der var sovne beboer på første salen,

hvor flammerne var værst bravet røydykker indenfor.

Først kom de tilbage ned på gårdspladsen med kvinde, overboen til den 68-årige, der havde tilkaldt hjelpen.

Der var indtid og stille op.

92-årige kauline Amalie Jensen kunne ikke reddes, og det var der ingen som helst tvivl om ved synet af hende.

Hun var både nøgn og forkulde.

Røydykker og spærket døren ind og rusket i de to yngre mænd, der lå og sov, mens brænden racede i nape-lejligheden.

De blev redet ud i sidste øjeblik og hjulpet ned, heldigvis uskatte.

Situationen påvirket dem ikke mere, end at de huskede at redde en kasse ølmænded, som stod på første salen,

og risikerede at blive opslugt af flammerne.

Okay, de ved slet ikke, hvad der foregår.

Nej, det kunne man tænke på virke.

Det kunne man forestille sig.

Udenfor kunne de ikke have undgået at se den afdøde, svært forbrændte kvinde ligge på gårdspladsen.

De to yngre mænd blev efterfølgende taget med på stationen til en afhøring om natten's dramatiske hendelsom,

men fik lov til at gå igen om morgenen.

Politiet arbejdede i første omgang ud fra den teori, at brenn var opstået i forbindelse med,

at 72 år i Kaolin Jensen havde rået sigerater i sin seng.

Det veste man?

Ja, lige efter at hun havde fået tæsk af en lande.

Ja?

Men det spørgsmålet var det det underboden havde hørt.

Hvad havde underboden hørt, ikke?

Man viste i hvert fald, at hun havde rået sigerater i sin seng før,

så det var altså, man var helt overbevist om det her altså et uheld, ikke?

Hun brændte inden ved et uheld.

Men der svarede fra Ratsmedicinsk Institut kom tilbage i løbet af torsdagen,

hvor Ilebrænden havde fundet sted natten til Unsta.

Det viser, at Kaolin Jensen var blevet kværket før brennen var opstået.

Der var ingen kolde ilde i hendes lunger.

Til gengæld var der mærker efter kvælning.

Det passede også bedre med den ubehagelige detalje,

at hendes halvt brændte natkjole var blevet fundet ude på gangen

foran hendes lejlighed redd i stykker.

Nogle havde slået Kaolin Jensen i el.

Misstanken rettede sig hurtigt mod den 23-årige mand,

som boede i lejligheden ved siden af Kaolinnes,

og som havde været på fri fod siden den skæbne svangere aften på gården,

og derudover også hans 28-årige drukkamera, som havde overnattet hos ham.

Den 23-årige havde boet på landreindommen i Pleijald i 3-4 måned,

og siden han havde fået anvist en lejlighed på gården af kommunen.

Udover de fire pensionister, som boede der fast og havde gjort det i mange år,

så var der altså også en tom bolig som Helsingør kommune rådede over.

Der menede myndighederne, at det var en god idé at lave den 23-årige flytte ind.

I følte en af pensionisterne på gården, fordi man ikke ville have ham i Helsingør.

Det var den overrette besked.

Han var en ung mand, som havde levet på kanten i mange år,

og som til syneladene var til besvær,

men visste i hvert fald ikke, hvor man skulle gøre af ham,

og sådan kom der sortiskyr over landsbygdynene.

Den 23-årige, som levede af offentlige forsørgelse,

var kendt af politiet og havde flere dumme baser for vold og våbenbesidelse,

og hans hverdag gik med at ryge hash og tage hevien og sniffe, lejter gas og drikke,

hvilket han også var vokset op med at se omkring sig.

En beboer på gården fortalte ekstrabladet, at Helsingør Kommune

havde forvandet at placere syge mennesker i den tomme lejlighed,

uden omtanket, fordi pensionister der boede der.

Den seneste beboer før den 23-årige havde skåret sin tissemand af,

fortalte en beboer.

Derefter stod lejligheden tom i længere tid ind til den 23-årige flyttet ind,

og der er ikke noget jeg har set beskrevet andre steder end et sted,

men jeg tænker, at det er en så bizar detalje, at det må være sket.

Det fortalte denne beboer på gården i hvert fald, at ham der boede der 14-23 år i,

han havde skåret sin tissemand af.

Han må virkelig også have været syge og plade.

Det er man, hvis man gør det ikke.

Enlig gik det fint med at have den 23-årige boede, for han var sjældent hjemme,

og han virkede ellers som en pen og flink fyrer de gange beboerne på gården, så noget til ham.

Men da de så endelig mærket noget til ham, så mærket de jo så også virkelig noget til ham.

Fredag den 13. januar 1995, to dage efter drabet på Kavline Jensen,

blev den unge mand fremstillet i et grundlovsforhør i Helsingør Kriminalret.

Sikkelserne mod ham var alvorlig, de lød på drab, voldtægtsforsøg, brandstiftelse og tyveri.

Både overfor politiet og i grundlovsforhøret,

erklagede han sig delvisst enige i politiet's udlægning af hendelserne natten til onsdag den 11. januar 1995,

så en delvis til ståelse.

Hans 28-årige ven blev også anholdt i sagen Samefræda, men politiet valgte og lyslade ham.

Man mente ikke, at han var medskylte i drabet.

Grundlovsforhøret blev afholdt forlukket dørre efter den 23-årige's eget ønske,

fordi han var så psykisk medtaget, at han ellers ikke ville kunne holde ud og udtale sig, hvis der var tilskuret, sagde han.

Og der blev også nedlagt navneforbud.

Noget kom dog frem. Den 23-årige havde under afhøringer hos politiet i brydstykker fortalt, at han havde været meget fuld, da det værste fanns sted.

I løbet af aftenen havde han og hans 28-årige ven holdt fast i den 23-årige's lejlighed på pensionistgården.

Til drikkegildet deltog også 2,92 år i Kavline Jensen.

Senere havde han fået lyst til at have sex med hende.

Jeg smed hende ned på sengen og rev natkjolen af, der efter forsøgte jeg voldtage hende, da det ikke lykkedes lager min ene hånd om halsen på hende og klemte til.

Da hun var død, heldte jeg brandbare væske over lide, sengen og natbordet og satte ild til, havde den 23-årige forklaret til politiet i følge ekstrabladet.

Men det lyder jo altså som om, at det ikke er gået helt så hurtigt som han.

Jeg smed hende ned på sengen, forsøgte det her, klemte til, død, brandbare væske.

Det er slet ikke gået så stærkt. For lejtervæsken for eksempel, den kom fra hans egen lejlighed af, så han var ind og hente den og vente tilbage.

Det lyder også som om, at underbrugen kunne høre lager min lagtid.

I lang tid beskrev hun.

I vinteret var det her landetime, for at hun ringede igen.

Ja, og det.

Inden det var gået igennem og luftet.

Og det er også beskrevet, at hun hører det larm og dødskrig i lang tid.

Det er ikke noget, der bare lige hurtigt er sket det her.

Og hvorover det ikke.

Og hvornår sker et drab også bare lige hurtigt, ikke?

Nå, men altså, han beskriver det jo lidt sådan, ikke?

Han havde lyst til at have sex med hende?

Nej, det er ikke det, det handler om.

Du havde lyst til at voldtage hende, og det er to meget, meget forskellige ting.

Inden han forlod den brandende lejlighed, snuppede han kaolin i ensens taske og hundet kroner.

Og så gik han ellers ind til sig selv lige ved siden af for at sove.

Ikke længe efter blev han og hans døsig drukkammerat vækket af røydøkker og redet ud i sidste øjeblik.

Mens den 28-årige var påklædt, var den 23-årige stort set afklædt.

Efter at have talet med politiet om brandens samme morgen eller om natten,

begge stadig godt berosede og han og hans ven fik lov at gå,

altså på dagvandens tidspunkt tænkte man jo, at der måtte være taler med tragisk uheld.

Der opsygte den 23-årige selv psykologisk hjælp over de her dramatiske hendelser.

Da politiet senere blev klar over, at der var tale om drab og ville have fattiget ham igen,

kunne de derfor finde ham på et psykiaterisk hospital i hele rød, hvor han var blevet indlagt,

efter at han stærkt oprevet havde sygt hjælp på sin læge.

Grundlovsforhøret endte med, at den 23-årige blev varteksfængselet frem til 8. februar.

Jeg er lidt usikker på, hvorfor det alle steder blev kaldt en delvis tilståelse,

for han er kendt jo, at han havde forsøgt at voldtage Kavliniens.

Ja, drabt hende.

Hvorefter han havde kværket hende og så sat ild til hendes læge.

Hvad mangler du at sige?

Men det måske er meget alvorlige forbrydelse at også bare være især, ikke?

Ja, det er det her med tidsperspektivet.

Du har gjort noget i lang tid.

Du har mishandlet hende eller i lang tid før der skete de her ting.

Ja, jeg er lidt usikker på det, fordi i hvert fald, hvad kender han jo?

Men det var mig.

Det kan være han mangler at sige, at jeg tortuerede hende også.

Jeg tæskede hende også.

Ja, de havde nogle andre mistanker.

Ja.

Men det er måske heller ikke så vigtigt i det store billede,

for der rettsagen begyndte i Østrelandsret i København i december måned 1995

havde den nu 24-årige helt ændret forklaring.

Nu beskyldte han og hans 28-årige kammerat hinanden

for at have begået det her voldsomme drab.

Alt hvad den 24-årige tidligere havde erkendt træk han tilbage.

Nu nægtede han så skyldige i alle tiltaler.

Okay, ja.

Det var ikke bare fordi han ikke kunne huske det.

Nej, det var simpelthen ikke ham, der havde gjort det.

Det var simpelthen ikke ham.

Jeg kan ikke have gjort det.

Min mistanke er, at det må være min kammerat, sagde han i retten.

Han kunne huske alt hvad der var sket op til drabet,

at han og hans kammerat havde været på en flere dag langt druktur

finansierede af Caroline Jensen,

efter at han af to omgange havde stjollet 3000 kroner fra hendes taske.

Drukturer der foregik i Helsingør og København,

så havde noget altså stjollet fra hende flere dage før.

Det var bare min yttet hende.

Helt vildt.

Et let offer lige ved siden af det.

Nabo-triktyveri.

Ja.

Eller ingen gang triktyveri, bare sådan,

jeg går derind og tager de penge hun har liggende frem.

Det er nemt.

Ja, så det kunne han huske ikke.

Han tog de her penge, og så ville de ellers bare rundt og fyre den af

i København og Helsingør i flere dage.

Seendt den 11. januar,

var han og venne kommet tilbage til landeegendommen

på Esrumvej uden for tikkøb,

og de var begge sandseløst påvirket efter flere dage

med druk, hash og lejtergas.

Efter hjemkomsten husker jeg kun, at hun kom og bad om nogle øl-ammer,

og dem fik hun.

Jeg husker, indtede mere før Røydykker vækket mig senere på natten,

hævdede han.

Han tog kommelse svigtet altså, når det kom til at fortælle,

hvad der skete bag efter.

Det han før havde forklaget om, at en mislykket voldtægt

havde ført til drab og brandstiftelse.

De havde nu indtid på sig.

I hvert fald kunne han ikke huske noget om det.

Den 28-årige vidnede i retten og fortalte i følge ekstrabladet,

at han havde hørt råb og skrig fra Kavline Jensen's lejlighed.

De same grovfulde skrig, som også havde fået underboende til at ringe

til politiet.

Jeg hørte, at den gamle damer beskyldte ham for at have taget hendes penge.

Han skrejte og råbte.

Lidt efter gik han ind til hende.

Det lå som om noget væltede.

Senere kom han tilbage.

Han var rundt i køknet og hentede noget i skabet.

Der var skrien og råben.

Da han kom ind igen, tagede han og stigede ud i luften.

Han gjorde ikke noget.

Han gjorde ikke noget.

Den 28-årige gjorde ikke noget.

Han fortalte nu i retten, at han vidner mod sin ven.

Jeg hørte det her.

Jeg hørte alt det her, og så lavede vi os til at sove.

Det er faktisk det, han siger.

Kort tid efter lavede den 23-årige til at sove.

Når han havde været ind og hentede noget, gik han ind i lejneden igen,

og så kom han tilbage igen og stigede ud i luften.

Lad sig til at sove, og det gjorde den 28-årige til Aarse.

Det næste han kunne huske var, at brandmænd vækket ham, beskrev BT.

Hvad der dærefter skete, var de to mænd enige om.

Røydøkker havde spakket døren ind og redde dem ud.

På vej ned fra den brandne første sal, hadde de begge to grebet fat i en kasse øl.

Ude på gårdspladsen, var de blevet mødt af synet, at den stærkt for brandte

og afklæde Caroline Jensen.

Kynismen i, at deres første tanke havde været, og redden kasse øl blev også understræget for nævningene.

Den 28-årige var i øvrigt ikke siktet i sagen.

Han var allerede blevet idømt et års betænget fængsel for hælderi,

fordi han havde været med at tage drække Caroline Jensen's 3000 kroner op.

Jeg skal lige høre, at det var ham, som havde tøj på.

Den 23-årige havde ikke tøj på.

Venne her, som kun endte med at blive dømt for hælderi, han havde tøj på.

Og det var også ham, der havde hørt en masse fortalt.

De fortalte den 24-årige jo så omvendt, at det passede ikke,

og det måtte være den 28-årige, der havde slået hen i øl.

Der blev ikke rejst tiltale for voldtægt eller forsøg på voldtægt.

Selvom den 24-årige under tidligere afhøjringer selv havde fortalt,

at angrebet på Caroline Jensen havde været motiveret af en lyst til sex.

Hvorfor?

Ja, altså hvorfor?

Fordi det her, han tidligere havde fortalt, blev jo backet op,

af omstandighederne, at hun var nåen, da hendes forbrændte krop blev fundet,

at hendes i turævende natkjole blev fundet ude på gangen,

hvilket også stemte overens med, at han havde redet natkjolene af hende,

og at han lige lydes, havde været afklæd, da han blev redet ud af sin lejlighed.

Men da rettsmedicinske undersøgelser ikke kunne bekræfte,

at et overgreb havde fundet sted, blev den del af anklærende mod ham droppet.

Men prøv at høre, det kan det jo ikke bare?

Nej, og i særl, når han siger, det er et forsøg på voldtægt,

det kan også være, at han pyntede på det,

men lad os bare sige, det kunne være et forsøg på voldtægt.

Hvordan skulle de også kunne se det?

Ja, hvordan skulle de kunne se det, og selvom det så var fuldbyrdet voldtægt,

så er det ikke sikkert, at der er noget at se.

Nej, så må man jo lave med sindighederne tale for sig selv, ikke?

Når alt synes jeg.

Når alt synes jeg, det delser, at han indrømede det lige efter.

Der er indisier på stedet, hvor der peger i den retning.

Og så, at hun var afklædt.

Ja.

Hvorfor fanstøj var redet afklædt?

Hvorfor skulle hun ellers være nøg end?

Ja.

Det er ikke en del af denne her park.

Men der var mange andre tiltaler.

Ja, det er bare altid noget, at det ikke på en eller anden måde blev antydt,

at selvfølgelig var det ikke en del af hans motiv, fordi hun var jo en ældre dame.

Den snak har vi haft tusind gange før, ikke med, at en yngre man kunne da aldrig være

optændt af en ældre kvinde, ikke?

Ja.

Og det ved vi jo bare.

Jeg ved ikke, om det faktisk er der, vi er igen.

At de bare var sådan, nej, det har nok ikke noget på sig.

Jo, det har, og han har selv sagt det.

Og hvad skulle motivet ellers være også ikke?

Nå, hans egen forklaring på, at han havde indrømmet alt muligt,

som han nu hevte aldrig havde fundet sted,

var, at politiet havde fusket med afhøringerne.

Han var overblendt og havde derfor ikke kunne læse rapporterne,

og politiet havde lagt ord i munden på ham, som han aldrig havde ydret.

Så sådan nåede han frem til, at det var kameraten, der stod bag.

Hvis det var mig, der havde myretet, ville den slags være sket meget før,

for jeg har ofte været i skenderier, og dem har jeg altid forlatt uden vold, prøvede han.

Det tog nævningene mindre end en time, at beslutte sig for,

at 24 år i Lars Nielsen var skyldig idræt på 72 år i kaolin af Malie Jensen.

Godt.

Og også brandstiftelse.

Det er udover, hvad han tiltalt for i fuldskab, at han kastede et glas i hovedet på sine søster,

to uferdrappet, plus 20eri af de her 3000 kroner fra kaolin i Jensen's taske.

Og det blev han også dømt for.

Men prøv at så forstår jeg simpelthen ikke, hvorfor man ikke også har dømt ham for det andet,

fordi hvad kan der være, at bevise for det?

Altså, Voldtæg, mener du?

Ja, at de ikke har dømt ham for det ikke.

Det har jo ikke været en tiltale mod ham.

Jamen, det er på den fjernet, de ikke.

Men det forstår jeg bare ikke, når de nu synes, de sagtens kan bevise alle de andre ting her.

Altså.

Ja.

Det er besøgn og lidt.

Det er det altså, når alt taler for, at det var det, der skete, ikke?

Fordi så har de uvuderet, at han løj.

Og at hans første forklaring var sand.

Ja.

Hvorfor lytter man så ikke til, hvad han fortalte i sin første forklaring?

Jo, jo, men hvis han nu siger, at den første forklaring, den er helt usand.

Ja.

Så har han også trukket tilbage, at han har stjoldet hendes penge, ikke?

Jo, jo, det er helt.

Og det vurderer man nu, men det løg den.

Ja, men hvordan vurderer man det?

Ja, ja, men det tror man bare ikke på.

Nej, men det er det, jeg mener.

Det var dig, der skulle hjælpe.

Det er det, jeg mener, altså, så kan man sige, at han, hun havde hævet 3000 kroner,

og de var væk.

Ja, men hele hytten var brand, så ja, de var væk.

Altså, jeg mener bare, der er lige så mange bevisere tilbage,

for det ene, som det andet, så jeg forstår simpelthen ikke,

at de trækker den tiltale tilbage på voldtægt.

Nej, altså, ja, det kunne være interessant at vide præcis, hvad der lå bag,

at de tænkte, at der ikke var stærke nok bevisere for det.

Men altså, det eneste, der blev nævnt var,

at det var da ikke noget rettsmedicinsk, der kunne bakke op om.

Altså, de kunne ikke tage med i retten, at se, hvad der står i rapporten her.

Og hun blev udsat for...

Ja, derfor kan vi se, at det er korrekt.

Der var ikke noget at se, men det var der jo på gærningsstedet,

og han sejde en forklaring, men sådan blev der altså ikke.

Han blev dømt for drab og brandstiftelse,

og vold mod sin søster og tyveri,

hvilket jo også var en, altså, det var fire ekstremt alvorlige forbrydelse, ikke?

Ja.

Dermed afviste Retten jo altså hans forklaring om,

at det var ven, der havde begået drabet,

og Lars Nielsen blev i dømt 14 års fængsel,

hvilket også understrædede sags grov,

og også understrædede, der ikke blev fundet nogle familiehjemstændigheder,

heller ikke, at han var en ung mand, der havde haft en vanlig svær,

lyder det som opvækst og ungdom,

præde af alkoholmæsbrug med mere, ikke?

Han ønskede sig betænkningstid med hensyn til appell og straff,

udmålingen til højeste rett,

men der er ikke skrevet mere om den sag,

jeg tager det sådan, at det er formentlig er lands rettens 14 år,

det hele endte med.

Ja.

Så for at fortælle om det her drab,

måske seksuelt motiveret, måske ikke,

på 72 år i kaolinermalige jensen,

har jeg har fat i BT ekstrabladet ritsav og politikken.

Ja.

Jeg ved ikke om, altså,

jeg tror ikke medvendigvis, at straffen var blevet meget højere,

hvis de havde haft voldtægten med i pulien.

Det var en hård dom.

Det var en hård dom,

men jeg synes jo stadig, at det skal stå på papiret.

Altså det endelige papir til slut,

når det hele overstod, der skal der stå,

alle de ting, han gjorde.

Ja, for det har noget med ret færdighed at gøre.

Hvis det var en du kendte,

der var blevet udsat for en vifte af forbrudelser,

så kan det godt være, at den ene fyrer til den endelige straff,

men det er også nødt til at være dokumenteret

og anerkendt, at det her gjorde vedkommende også.

Fordi det er virkeligheden.

Ja, denne her smerte påførte han også.

Det var det, hun skulle gennem leve,

inden hun døde ikke.

Og det lyder som om, det har taget...

Mødder mindre om halvandetime, ikke?

Jo, fordi man kan også sige,

der er jo også noget andet, der peger i den retning.

Og det er jo netop, at underbrugene hører tumulti så lang tid.

Det er det, jeg mener.

Hvad skulle han ellers have fortaget sig?

Det tager ikke halvandetime.

Altså man kan sige, de er jo nok noget frem til,

at motivet så har været, at hun brugget så over,

at han har fået stjøllet penge,

og så slog han hende i hjælp.

Hvilket også, altså sådan...

Ja, det er også helt ond svagt.

Hvad når man siger, det lyder, det er jo helt ond svagt, ikke?

Jo, men det tager heller ikke halvandetime at kværke nogen.

Nej, men det er det.

Altså, men den er væk rundt.

Nej, det var det, jeg ville frem til.

Hvis det bare var det, det handlede om,

så ville det være rimelig hurtigt overstået.

Ja.

Men sådan blev det.

Altså, man vurderede, at det kunne ikke bevises,

at der havde været et sexuelt motiv,

eller at han havde forsøgt på noget,

eller først let ikke at sige fuldbyrdet.

Nej.

Og det ved vi jo, at en voldtag kan ikke modvendigvis ses.

Det betyder altså ikke, at det kan ske.

Det kan det ikke.

Altså, hverken den ene vej eller den anden vej, skulle jeg sige,

men med det mener jeg, altså, om det er frivilligt,

eller om det ikke er frivilligt, om det er sket,

om det ikke er sket, du kan ikke se dit tegn.

Nej, det ved vi.

Med det vis.

Politeds forklaring på, at de ikke rykket ud til gården,

første gang kaolinne,

ja, første gang kaolin i Jensens underbo ringede,

var, at kvinde var svær at forstå,

og hurtigt lære røget på,

og derfor tænkte de, at der var tale om husbetakler.

Jeg skal ikke forstå den der koppe.

Nej.

Derfor husbetakler, derfor behøver vi ikke at hjælpe.

Derfor behøver vi engang at ringe op igen,

eller ringe op til kaolin og spørge, er alt okay, fro.

Men det var sådan, hvad betyder husbetakler i deres hoveder?

Altså, for mig betyder det vold.

Ja.

Hvorfor er det ikke alvorligt nok til, at man er nødt til at ringe ud?

Ja, men det lyder jo, at det er svært så meget i deres ørter.

Der betyder husbetakler.

Og hvem skulle det jo være med?

Hun bruger dig ind, ikke?

Men der betyder, at der er en mand,

der har lov til at give sin kone nogle på hovedet.

Ja, eller det er et internt opgør.

Det behøver vi ikke at blande os i.

Det skal de nok selv finde ud af.

Kan I lige tjekke, hvem der bruger på adressen.

Internt opgør, mellem hvem, altså hende,

og en gråsbur fra haven, eller?

Og hun valgte sig alvorligt bekymret.

Hun beskrev det som,

Grå, fulde skrig, der blev ved og ved,

og det lød som dødskamp.

Men de kunne så godt forstå ved og ved.

Da hun ringede og sagde, at nu er der illebran.

Der kunne de godt forstå hende, sjovt nok.

Men det er da også fuldstændig ligegyltigt.

Hvis I ikke kan forstå hende, så tager I ud og undersøger,

hvad det var hun hente.

Fordi hvis hun ikke har hørt noget, som hun nu anmælder,

så har hun det tydeligvis ikke særlig godt.

Nej.

Så det sad hun jo så at høre det på.

Og samtidig så fik hun også fortalt til pressen,

at hun vidste jo ikke, hvad det var.

Og der tænker jeg, at hendes hjerte er simpelthen gået i,

det kan ikke være rigtigt, at det er så alvorligt.

Som jeg egentlig fornemmer, at det er,

og derfor ringede hun til politiet,

men det kan ikke være rigtigt, at det er så alvorligt.

Fordi hun fortalte stadig, at jeg vidste jo ikke, hvad det var.

Fordi hvis hun havde vist,

dine overboer ved at blive drabt,

og I bor kun fire pensionister på denne år,

jeg foresælder mig, at de havde et rimelig nært forhold.

Når jeg hentede det andre, og ringede igen.

Ja, så ville hun måske nok have gjort noget mere,

men hun sad nok og tænkte,

prøv at høre det.

Det er jo bare også noget, der ofte sker,

når en autoritet betyder dine ord.

Når så er det nok mig, der tager fejl.

Ja, når hun så får at vide,

det er nok ikke alvorligt,

siden de ikke kommer særlig hurtigt.

Ja.

Stærkelskavline.

Stærkelskavline,

og de beboer, der var derude,

ikke?

I loftet i Stuenhøsten,

68 år i underbo i lejligheden,

var der jo så efterfølgende et stort hull,

der hvor Caroline Jensen's seng stod

på Etagen over og over.

Altså, jeg tænkte ikke, at sengen faldte igennem,

men man kunne kigge op, ikke?

Sod, loftspræder, aske,

og gennemvægede møbler,

fyldte hens hjem den her 68-årige underbo,

som var blevet ignorerede af politiet.

Og som bodde på et sted,

hvor de havde placeret en 23-årig voldsmand.

Men der var ikke nogen, der tilbudde hende en

afstatningsbole.

Hvad skulle hun så gøre?

Hun skulle måtte bare finde ud af det,

og blive der ikke.

Det fik pressen til at konkludere,

for myndighederne er

Esrumvej 34 i T-køb,

hvor de gamle borer,

til sygenladende blot en skrællesband.

Og det var jo lidt sådan, de havde det,

fordi i råder bagover denne her bole,

så er de lige glad med, hvem de sender herude til os.

Og så kommer i ingen gang,

når vi ringer herfra,

og slår alarm,

og har brug for hjælp.

Så det gør de jo også ekstremt lykligt.

Jamen, det skulle hun bare.

Der var ikke nogen, der kom,

og gjorde noget ved det.

Det lyder helt tosset.

Ja, ja.

En anden lille bonus-info,

der gik længe for,

og fordelsen navn blev kendt

af offentligheden

Politiet tilbagehold,

Caroline Jensen's identitet,

fordi de ikke kunne finde påhøjrene,

som de selvfølgelig gerne ville orientere,

før der blev skrevet om sagen i avisene.

Men det lykkedes ikke, så vidt jeg forstår.

Den 72-årige kvinde var flyttet

til Helsingør Kommune,

lidt over 20 år før sin voldsom død.

Og hun var gift med en mand på et tidspunkt.

Man har omlykkedes det,

til synladne, ikke at opspore.

Der var også tale om en nivø i Grønland,

men det var ligesom det.

Ja.

Så jeg håber, at de i det mindste

havde hinanden på denne her gård,

og de var socialast.

De var jo kun fire boer.

Ja, det var sådan,

at det faktisk kunne have været

et kollektiv for ældre.

Vi snakkede om sidste.

Ja.

Lige præcis.

Ja.

Ja.

Så det var sådan det ende

for Caroline Jensen,

og jo altså også for ham.

Ja.

Og han endte med at smide sin ven under bussen.

Det stemmer heller ikke overens,

med det her,

vi talte om sidste med,

og andre.

Det synes jeg ikke.

Altså så må du lægge alle kort på bordet.

Igen.

Og gradet.

Ja.

Det gjorde han ikke.

Og slutter af med gradet.

Nej, hans.

For ham sluttede det med,

at han forsøgte at pege på sin ven, ikke?

Altså tænk, hvis ven realt var endt med

at blive dømt for en forbud,

så han ikke havde begået, ikke?

Ja.

Vil han bare have det fint med det?

Ja, det tror jeg da.

Så slår han.

Men ja.

Nå, du.

Ja, du.

Jeg har taget en anbefaling med.

Ja.

Jeg synes du skal se,

men jeg tror faktisk, du allerede har gjort det.

Missing Dead or Alive.

En ny dokumentarse på Netflix,

som jeg er lige dele fascineret

og undrene over.

Jeg er sådan i hvert fald efterlagt

med en del spørgsmål,

efter at have set den.

I seriens fire afsnit

besøger man South Carolina's

Richland Counties Missing Person Unit.

Man følger som udgangspunkt

efterforskøren Vicky Reigns

og er en flu på væggen,

når hun med sit team går i gang med at undersøge

at anmede sig af savnet personer.

Det er lavet som om,

man følger dem i real time,

men jeg er faktisk ledt i tvivl om det er helt retvisende.

Og jeg kan faktisk se på nettet,

jeg har snubbet lidt,

at vi er mange,

der undres over den her.

Okay, fordi jeg køb den totalt.

Du køb den?

Ja.

Ja.

Jeg har fået gået tron eller hvad.

Altså jeg er totalt med på,

at nu følger vi bare efterforskningen.

Lad os lige vente tilbage til den,

da jeg lige har fortalt lidt om,

hvad den handler om.

Der er sådan ca. en sag per episode,

men de flyder lidt over og flætter sig sammen

med de forskellige afsnit.

Det er meget forskellige forsvindingssager.

Fra Lorraine Garcia,

en ældre svækket kvinde,

der forsvandt efter en tur på hospitalet,

til 10 år i Amira Watson,

som ikke blev afleveret til sin far

per rettens anvisninger,

efter at have tilbregt tid med sin mor.

I Amira's tilfælde er der ikke nogen tydel om,

hvem der har hende,

men omstændighederne kræver stadig efterforskning

og akut handling.

I sagen med Lorraine Garcia,

er der mistanke om,

at der er sket noget mere alvorligt.

Vicky og Hålled arbejder koncentreret

og med det håb,

at de kan finde Lorraine i livet,

efter hendes eksevier,

der har meldt hendes savnet.

Men beviserne begynder at tegne

et meget bekymrende billede.

Lorraine's søn opfører sig uteregnligt.

Han er tidligere udsendt soldat

og har bravne PTSD.

Hans ekskone har lavet sig skille

og påstår, at det er fordi han var

ustabil og voldig.

Hun frygter nu for sin tidligere svejermors liv.

Ja, og der var jo alle mulige tegn på,

at Lorraine var bange for sin søn.

De bodede sammen.

Neboen havde jo også hørt,

at neboen havde beklædret sig ikke.

Nu har han kort efter hans mor

forsvandt tømte hus,

som han bodde i sammen med hende,

og satte det til salg, selvom det hende, der er.

Ja, og solgte.

Ej, men jeg vil bare sige denne her første sag.

Det var det, der gjorde, at jeg blev socialt grebet

af denne her sag.

Jeg synes, det her, det er det første afsnit,

og det er altså bare vildt historie.

Alle røde flager heist.

Der lukter blevet middel og tæppe red ud

og ligger i forhaven sammen med morens personlige egen dele,

bilder og en afbrændte telefon.

Ja, ja, der er ingen tvivl om, hvad der er sket.

Han er gemt alle mulige remeder i det opbevejingsrum.

Ja, ja, ja, de går jo videre

og får adgang.

Der er en blodplettet madras, en luftpadras.

Der er en skol, en hammer, en ykse.

Ja, man følger efterforskningen.

Så følger man simpelthen efterforskningen,

og Louvain, der siger sønne,

han nekter gentagende gange end hver involvering

i sin morens forsvind.

Det eneste, de jo så kan anholde ham for,

det er den her det bedraveri med at prøve

at sælge hendes egen dom på Facebook.

Men så sker der jo noget,

og det vil jeg ikke fortælle.

Nej, ikke afslømme mere.

Den er vildt den sag.

Det er meget medrivende,

og der er uventet Twisted Turns undervejs,

ligesom man får både efterforskerne

og de pårørendes personlige historier

sådan en blanded ind.

Ja, de her mennesker, der arbejder i den her afdeling,

deres personlige reflektioner,

og hvordan det sætter sig fast hos dem,

og påvirker dem, at de arbejder med de her

meget voldsom sæge.

Ja, præcis.

Og så der, hvor min spørgsmål kommer ind,

det er, når jeg nu sidder og undrømmer over,

om man virkelig ser dem arbejde real time,

eller om noget af det ikke er efterproduceret.

Altså, der er en del samtaler,

som jeg synes virker stive og planlagt.

Og så er der jo også situationer,

hvor jeg synes de opfører sig bizart i forhold til,

hvis det skulle være eventuelt bevismateriale,

de vader rundt i.

Altså, når de er foran huset der,

og ser det her tabe, der er jo set en anden sag,

hvor de ind i skoven, og lede efter en,

og sådan noget, og de vader bare rundt, som om at...

Men det tror jeg faktisk er realt nok.

De ikke har tank for noget.

Ja, men...

Fordi det jo ikke sager,

der bliver efterforsket som drab.

Det skulle jeg lige til sige.

Ja.

Altså, der kan...

Men jeg sad og tænkt det sammen,

jeg var sådan en shit i går,

direkte ind på et gærligt sted,

jeg har været alle sammen,

og vader rundt.

Og sikrer ikke noget.

Og rør ved alt muligt.

Ja.

Ja.

Og jeg tror, at der er noget,

der kan gemme sig i det.

Altså, det er ikke gærning.

Altså, der er ikke sket...

Der er ikke sket nogen forbrudelse.

Nej.

Det bliver ikke eftersavnede personer.

Præcis.

Og så er det jo heller ikke trænet skuespillere,

så det kan jo godt være,

at de virker vildt stive i det,

når de forstukket et kamera i hovedet, ikke?

Så jeg ved det ikke.

Men der er altså ikke noget,

at min undren eller de her spørgsmål,

som tager noget af oplevelsen.

Jeg tænkte altså ikke over det.

Jeg føler, at det virker ret naturligt.

Ja.

Nå, men det er måske bare mig.

Og en hel masse andre på internettet.

Okay.

Men man skal bare være forberedt på...

Ej, man ser det på...

... sådan en masse what-moment.

Helt vildt.

Ja.

Fordi det er jo netop.

Altså, uanset om det så er en smule stage eller ej,

så følger man jo efterforskningen skridt for skridt.

Ja.

Og man får jo konklusioner med...

Det er jo det meget tilfredsstil.

Det er meget tilfredsstil med TV på den måde.

Jeg synes, man skal se Missing Dead or Alive på Netflix.

Og jo, et vildt flot filmet med drunefoto synes noget.

Det er ikke forhastet.

Det er ikke noget næste, næste, næste.

Der er noget kvallige over det, ikke?

Ja, det synes jeg.

Ja.

Og Netflix siger, det er dokumentar.

De siger ikke noget om rekonstruktioner.

Nej, nej, men det føler jeg altså heller ikke overhovedet.

Vi må høre, hvad folk tænker når de har set det.

Ja, det må I da udskrive til os om, når I synes.

Jeg vil have dig over på Viaplay, hvor der ligger en britisk dokumentarser i to afsnit,

der hedder The Speedboat Killer.

Ej, okay.

Jeg gik ind.

Jeg havde opsnapet, at du var på Viaplay.

Og jeg sad og travlede Viaplay gennem i går, fordi jeg tænkte,

så kan lige være, jeg kan nå og se 10 minutter af det, du vælger.

Og så...

Men nej, det var ikke det, jeg var.

Det var ikke den, du så fandt, jeg var sjovt.

Den er altså seriøst god, og jeg ved, at du vil være lige så klistret til den,

som jeg var, og det kun to afsnit.

Selvom det faktisk med så mange oplevelsninger føles så meget mere.

Men to afsnit, så heller ikke for langt til dines mage.

Nej.

Den 8. december 2015 var to unge mennesker begge i tyverne på date med hinanden i London.

De havde mødt hinanden på sociale medier, og Jack Sheppard gik langt for at imponere Charlotte Brown.

Faktisk havde de aftalt og mødes nogle måneder tidligere,

men Jack skrev pludselig, at han var ved at fikse forholdet med sin exkæreste,

og at han derfor ikke kunne date Charlotte alligevel.

Charlotte blev selvfølgelig ked af det.

Men nogle måneder senere, da forholdet med exkæresten gik i stykker,

skrev Jack pludselig til Charlotte igen, i håb om, at hun alligevel ville se ham.

Og det ville hun gerne.

En ganske almindelig hverdagsaften hoppede de i det fine tøj,

og mødtes på en fancy restaurant med en fantastisk udsigt over London.

Jack betalte, og Charlotte skrev begejstrette SMSer til sin veninde om,

hvor lækkert det hele var. Hun var imponeret.

Aftenen blev kun mere magisk, da Jack fortalte hin, at han havde en speedboat,

nede på Thamesen, og at han gerne ville give hin en tur.

Selvom det var mørkt, og selvom de havde delt flere flasker vin,

og på trods af, at de ikke havde redningsveste på,

men de sejlede ud.

Og jeg vil ikke afsløre mere, det vil jeg simpelthen ikke,

fordi du skal have den samme oplevelse, som jeg havde,

hvor jeg indet visste det, at jeg trykket play.

Jeg vil bare sige, at det kun var den ene af dem, der ventret tur.

Så langt har jeg måske nok gettet.

Ja, men mere skal du faktisk ikke vide, men det er en tragisk historie,

som virkelig har optaget englænderne helt vildt gennem flere år.

Forsan udviklede sig efterfølgende både bizart og hyggeligt.

Og nu ved jeg godt, at det bliver helt kryptisk.

Men ja.

Jeg vil ikke afsløre det, for du skal selv have oplevelsen, ikke?

Jeg køber den.

Man er virkelig grebet med det samme.

Stor anbefaling, the speedboat kælder på viaplay.

Virkelig godt lavet.

Altså, jeg ved ikke lige, hvad der foregår med viapladsalgoritmer.

Jeg har ingen gang set den.

Det var også meget tilfældig, da den poppede op, og den er to år gammel.

Og det er vildt afligt, at den ikke har fået mere omtale faktisk,

fordi den, vil du elskere, det ved jeg også, at alle hjerte er udevælt,

for jeg kender jer, og you will like it.

Nå, men den skal jeg se.

Absolut.

Tilbage i episode 188 Anbefaldet, jeg dokumentarer,

sagde en We Need To Talk About Cosby.

Dengang kunne den ses på TV2-play, og gennem så,

vidste nok bag en yderligere betalingsmur derinde ikke.

Så jeg ved ikke, hvor mange der reelt fik den set, og det er altså en skam.

Nu har jeg lige opdagede, at DR har købt rettighederne,

så nu kan den altså ses ganske gratis hos DRTV.

Jeg har godt set reklamerne for det.

Ja, det værer altså lige opfordret til, at man gør...

Vi må lige ind og rette i Anbefalingens noten.

Ja, lige præcis. Inde på DRTV bliver den bare kaldt for sandheden om Bill Cosby.

Så det er det, man skal søge på, og den strækker så over fire afsnit.

Grønt.

Jeg tror faktisk, jeg skal se den igen. Fyldt god.

Ja.

Ja. Så fik vi talt en lille smule.

Hørte du godt, det pusselede lige før derude igen?

Nej, det laver jeg ikke mærke til.

Så bare gettede på, hvad der skete.

Men nu ved jeg Anjaesen, hun skulle ud og træne, så hun skulle gå på et tidspunkt.

Så håber vi, at hun skulle...

Jeg håber, at hun huskede at låst døren.

Fuck.

Lad os gå ud. I det mindste har vi vores computer, vores tasker herinde.

Jeg har da ikke min taske herinde.

Kristine, du måtte ikke lægge den derude.

Men der er jo låst.

Ja, det håber vi.

Det troede jeg ikke.

Det håber vi.

Ja, ja.

Godt.

Jeg har i sinne ikke åbnet døren i ført dyne for flere mennesker,

og måske være sådan lidt mere stadig hyffelig.

Og stadig prøv at høre det, og have tillid til sin madmænd.

Absolut.

Det er så vigtigt.

Jeg vil bare gerne lige tænke lidt mere over det.

Ja. Følg din mave fornemmelse.

Nemlig.

Og have modet til altid.

Og følge den, også når det ikke føles så ret.

Ja, også når det sådan er lidt nederen for den gode stemning.

Præcis.

Så må du godt være sådan...

Ej, jeg har faktisk ikke lige behov for, at du kommer ind i mit hjem.

Den er jeg ikke helt med på den her.

Man må godt udlægge den gode stemning.

Forresten lige inden vi rundt af her.

Og nu ved jeg ikke, om alle lytter med her til allerede, eller sidst.

Helt sikker det ikke.

Men jeg som stadig hænger på. I får i hvert fald denne her service-meddelse.

Det er pinse. Nej, det er det ikke.

Jo.

Det er pinse.

Det er pinse i næste uge.

Det er pinse, anden pinse dag.

Anden pinse dag.

Vi holder fri på næste.

Vi pinser i næste uge.

Ja.

Så der går lige en ekstra uge før vi er retur.

Ja.

Så gå ud og pinse dans med solen, eller hvad er det, man gør i den anden ledning?

Ja, hvad er det egentlig man gør?

Spiser rundt kuldere og danser med pinse solen, og sådan noget.

Er det?

Ej, jeg ved det ikke.

Vi spiser en masse fisk.

Fisk?

Fiskefrukker.

Og det også lækkert.

Og kolde øl.

Ja.

Jamen, lad os sige det ikke.

Og så nød din pinsefærre.

Det kan du tro.

Du skal til Oxford.

Nej, ikke du må sage.

Nej, næsten Oxford.

Oxford.

Ja.

Det bliver så fedt.

Det bliver vildt fedt.

Ja.

Så jeg pinser den derover.

Ja, jeg håber du får en mega fed tur.

Det gør jeg.

Det gør jeg.

Det gør vi.

Hej.

Hej.

Hjælp.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.