Mørkeland: Episode 210

Vi er tilbage i dag med et enkelt afsnit endnu en gang.

Jeg tror, vi glemte at fortælle i sidste uge, at det var et enkelt afsnit, det fandt man jo ud af.

Det gjorde vi på grund af påske og besøg for udlandet og alle mulige ting, der lige skulle gå op i en høj enhed.

Så i dag er det også et enkelt afsnit, og jeg har en anbefaling med.

Men i næste uge er alt som det plejer, så har vi to sager med igen.

To sager og to anbefalinger med igen.

Jeg har så også lige lidt rettelse med i dag til den sage, jeg havde med i episode 208.

Der fortalte jeg jo om Jimmy Johansen, der blev drabt i 1999 på skibet Dana Haftnia.

Der fik jeg roet lidt rundt i titlerne om ubefaren og befaren Søman.

Det handler nemlig ikke om, om man har en uddannelse eller ej.

Det handler alene om, hvor langt man er i sin uddannelse.

En ubefaren Søman har taget et grundlæggende meitimt uddancesforløb.

Men jeg er altså ikke helt så langt som en befaren.

Så det har mere noget at gøre med erfaringen og hvilken længe man har været i gamet.

Inden det har noget at gøre med, om man er slet ikke er uddannet Søman.

Nu er befarenet er uddannet, men er helt grønt.

Jeg tror i dag hedder det skibsassistent.

Forløbet til at starte med at tage 20 uger, og så kommer man ud og sejler og fortsætter.

Og så hedder næste trin, så er befaren, og så har jeg ikke styr på de næste trinen.

Vel, men så kan man jo fortsætte i systemet.

Hvis man vidte det, så blev vi så meget klogere.

Ja, og så nåede der lidt værre.

Jeg rode rundt i Ørse.

Kan du huske, at du spurgte til, hvorfor Søman Brinkmans liv var i så dårlig forfatning, da de fandt ham?

Ja.

Og jeg prøvede at rene mig frem til, hvor længe han havde været død.

Altså hvor længe han havde ligget, der hvor han blev fundet.

Og det gik helt galt.

Ja, fordi jeg undrede mig over, fordi de fortalte, at forholdelsesprocesen var meget frem.

De kunne tage fingeraftryk.

Og man kunne ikke se, om det var en mand eller en kvinde.

Præcis.

Og hvordan kunne det passe, når han kun havde ligget dig i en uge?

Ja, for det var jo det, jeg nåede frem til.

Men det er fra unster til torster, der er gået 8 dage.

Det passer jo ikke, fordi han forsvandt unster.

Det er rigtig nok, men den 11. maj 2016, og blev først fundet torster,

den 19. juli, så der var gået lidt over to måneder.

Ja, ja.

Så giver det mening.

Ja, det beklager jeg.

Det var en af de store regne fejl.

Ja, men så har han ligget dig i over to måneder.

I vand også.

Ja.

Og så giver det lige pludselig mening, ikke?

Ja.

Så giver det mening.

Så er det svært at se, hvad der er været.

Ja.

Så det beklager jeg.

Men tak for den opdatering.

Så giver det her mening.

Ja, det gør det.

Der var faktisk, jeg tror kun, det var to, der fangede den og skrev, hey.

Ja.

De drejne stykker er mærkeligt.

Og jeg måtte selv tilbage og tjekke datorerne,

fordi det havde bare sat sig fast i mit hoved.

Og det var fra unster til torster.

Der var bare lige to måneder imellem og ikke.

Ej, jeg kunne måske også have fanget den,

fordi du havde jo talet om, at han havde været,

altså han blev jo meldt savnet.

Jo, jo.

Og han havde sagt det.

Ikke om han ville jo heller ikke blive meldt savnet på den måde,

måske med den type.

Og han var let efter med 100...

Og fordi han havde været væk i en uge.

Nej.

Så det var helt klart, my bad.

Det er så fint.

Ja.

I dag skal jeg bare lytte.

Jeg har ingen enelse om, hvad du har fundet på.

Nej.

Det kan jeg godt forstå.

Hvad er vi i Danmark?

Vi er i Danmark.

Ja.

Hvad er vi?

Natten mellem mandag 10. og tirsdag 11. november 1946

kom en 23-årig kvindecyklerne på Ylbyvejen,

en landevej lidt udenfor Køge.

Det var lige omkring midnertstid, så det var mørkt.

Men månen lyste landskabet op

og viste vejen for den unge kvinde i dengang Ødeområde.

Jeg ved ikke, om hun havde hørt,

at der kom en cyklerne bagfra,

eller om hendes egne rythmiske tramp i pedalerne

havde overdøvet, at der var en, der havde arbejdet for at inhente hende.

Men pludselig kørte en mand op på siden af hende

og slyngede en arm om hendes havs to fast greber og sagde,

må jeg følge dig hjem, skat?

Nej.

Hun blev selvfølgelig vildt forskrækket

og skrej af frygt og overraskelse.

Hans intentioner stod straks klart,

da han forsøgte at tvinge hende ud i vejkanten.

Men på miraculøs vis fik hun redelser løs

og manurerede sin cykel, så hun kunne dreje om bag ham

og sætte af i fuld fart.

Hun troede hårdt i pedalerne,

overbevist om, at han forsøgte at inhente hende.

Ved den første ejendom, hun så, dredde hun af

og tog flugten mod et hus.

I håbet om, at manden ikke ville tog at følge efter hende,

hvis der var mennesker og dermed hjælp i sikte.

Ej, dramatisk start, jeg får helt hjertebanken.

Det gør jeg næsten også selv.

Man forestilter lige det, hun kommer cyklen i mørk,

det er månen alene ude på en landevej,

og så lige pludselig, om du har hørt noget eller ej,

altså om du er i flugt eller om du har hurtigt ikke har hørt noget,

og så er der bare en dag.

Ja, det er det, der ikke måske.

Altså totalt skrække en igennem scenario.

Hun slap fra ham

og takket vejret lyset fra månen,

havde hun fået så godt et kig på manden,

der havde forsøgt at overfale hende,

at hun kunne give sin alemange til politiet.

I følge nationaltidende lød det på,

at han havde et langaktigt, majet ansigt

med fuger eller rynker og en stors businesse.

Ingen var i tvivl om, at den 23-årig kvinde

i sidste øjeblik var sluppet godt fra et overfall.

Man kunne også have en ret god formåning om,

hvilken type forbrudelse manden havde haft i tankerne.

For på netop den strækning, hvor hun blev antastet,

var en 15-årig pige blot fire måneder tidligere

blevet tråde med kniv og voldtaget.

I alt hvor fem kvinder den sidste tid blev overfallet

på den samme vej, en strækning på knapp 4 km.

Nej, okay.

Og det har jo så måske også været grunden til,

at hun gik til politiet, fordi man kunne sige,

der er nok sket mange sådan nogle ting,

som aldrig er blevet nu.

Ja, hej skat, skal vi føles.

Og det var ubehageligt, at hun fik redet sig løs,

men hun kom trots alt fri

og fandt aldrig ud af, hvad der ville være sket.

Hun var klar over, at det her er...

Det er voldsomt.

For det, at hun visste jo, det må hun have visst.

Det har alle snakket om.

Ja, det har alle talet om i det område.

Ja.

Og det er en kort strækning, 4 km, 5 kvinder,

der havde oplevet det her, ikke?

Men det var værd i nu.

I næsten halvandet år,

havde der været en serie af voldtægter

og voldtægsforsøg på Køgeegnen.

Fra 1945 og 40. til nu, slutningen af 1946,

var der blevet begået ikke mindre end 8 voldtforbrødelser,

som blev kaldt i pressen.

De fleste blev begået i 1946.

I 6. tilfældende var der tale om fullbyrtet voldtægt,

mens to var blevet ved forsøget.

Ingen af sagerne var blevet opklaret,

men borgerne i området var overbevist om,

at der var tale om den samme gærningsmand

til alle overfaldende,

at en serie voldtægsmand var på spill.

Alle var på vagt, kvinder i sager.

Politiske studier på 800 kroner,

havde ikke givet nogen spor eller misstængte

den hæng i luften.

Mand er aften den 30. juni 1947,

lidt over et halvt år senere,

bankede det på Døren hos familien Alleslev i Ejby,

som ligger 6-7 km vest fra Køge.

Familiens datter åbnede Døren,

og så var det hendes mors veninde,

Elisabeth Balslev, pressens kone på den anden side.

Hun var glad, og Vællerblagter ville vide,

om Frohn i huset var hjemme,

og kunne tænke sig ville med en tur til Køge,

for at tage en badtur,

og senere på aften gå en tur i biografen.

Men da Døren måtte fortælle hende,

at hendes mor ikke var hjemme,

så det kunne det svære at ikke lade sig gøre.

Det var der jo isens natur ikke noget at gøre ved,

så Elisabeth besluttede sig for at tage sted selv.

Efter de mange overfaldige området,

var mange kvinder blevet bange for at færdes alene,

især efter mørkes frembrud.

Men Elisabeth Balslev var ikke en kvinde,

der var bange af sig.

Hun var 44 år,

gift med pastor Joachim Ullrich Balslev,

og altså præstefroge.

De to havde fire børn i alderen 8-19 år.

Elisabeth var arbejdsom,

generøs med sin tid,

livlig, begaget og elskværdig.

Hun havde et vindende væsen,

som alle sat pris på.

Der var ikke nogen, der gik forgævs efter hjælp hos hende.

Og så blev Elisabeth også beskrevet,

som en kraftig og modig kvinde,

tidligere ålderuppgymnast.

Måske den beskrivelse var for at pointe,

at hun var stærk.

Jeg har set billeder af hende,

og jeg vil nok ikke sige, at kraftig er det ord,

jeg vil bruge til at beskrive hende,

men jeg læser det som om, at hun i hvert fald var saj,

og ikke en man lige skubbede rundt med.

Hun havde i følge Bærlingske en gang sagt til sine børn,

at hun ikke var bange for noget,

undtag en mand med skydevåben.

Efter, at hun fandt ud af,

at vininen ikke ville kunne tage med hende,

tog Elisabeth hjem til Præstegården,

iklæde sig en hvid svakker.

Det var sådan en slags lang frakkekjole.

Og så pakket hun sin gule, badhætter,

og sin blå badedragt,

og en badekoppe i cykelkurven,

og satte sig på cyklen for at køre de små

7 km ind til køge.

Elisabeth nåede frem til stranden,

ved køge omkring kl. 8. om aftenen.

Hun tog sig en dukkert,

og så pakket hun cykelkurven igen,

og kørte ind til biografen på køgetor,

hvor hun nåede den sene forstilling kl. 21.

Det lyder som en dejlig dag.

Rigtig dejlig sommer aften.

Hun købte en bilett til filmen

Himmarides nøgler,

og i to timer og 17 minutter

kunne hun følge Gregory Peck.

Det ham, der også er med i How To Kill A Mockingbird,

i øvrigt en anbefaling hverdning,

hvis man ikke har set den film.

Han havde hovedrollen i den her Himmarides nøgler,

og hun kunne følge ham,

mens han jagtede sin lykkelig slutning.

Da rulleteksterne glede over læreret,

rejste Elisabeth sig og gik ud af biografen til et

noget anderledes og mere brutalt vær,

end den milde sommeraften

hun havde taget en dukkerdig tidligere.

Mørke Skyrre var trukket ind over køge.

Det var begyndt at regne og trække op til lyn og torten.

Efter forstillingen talte Elisabeth med en ung kvinde.

Præstefroen beklade sig lidt overværet,

og sagde hun nok ville tage en bil hjem.

Men hun må have ombestemt sig af England Grund,

for hun hentede alligevel sin cykel,

hvor hun havde parkeret den,

og kort efter så kvinde Elisabeth trække den væk fra tåget

og op af Vestergade.

Altså hun ville have taget en taxa eller hvad?

Ja, hun havde nok tænkt,

vil du være det her lyn og torten,

det gider jeg ikke på cykel.

Jeg tror, jeg lader den stå og tage en taxa i stedet for,

men hun har ombestemt sig.

Måske var der ikke nogen?

Nej, det kan også godt være.

Hjemme på Præstegården ventede Pasta Balslav

og oppe på sin kone.

Telefonen var blevet afbrudt på grund af tortenværet,

så da Elisabeth ikke kom hjem som ventede,

tænkte han, at hun havde cykely forværet hos nogle venner i Køge,

og selvfølgelig ikke kunne ringe og give besked

på grund af de afbrudte telefoner.

Næste morgen, terster den 1. Juli 1947,

var der stadig ikke kommet lyd fra Elisabeth

og hendes mand var urolig.

I følge bærlingsgetidene hadede Præsten først

konfirmationsforberedelser, der skulle klare os.

Voldborgstifttidene kunne man læse, at han så tog til stranden

for at leve efter Elisabeth,

ligesom han tog kontakt til de venner og bekendte,

som han tænkte hun kunne have overnettet hos.

Men indtil er det gav noget resultat.

Elisabeth var som sunket i jorden,

forsvundet i uværet efter biograftoren.

Æg.

Ingen af Pasta Balslavs egne undersøgelser gav noget resultat,

og hende af eftermedalen blev bekymrerings-

og udtalet, at han gik til politiet

og meldte sin kone savnet.

Fra start tog politiet sagen meget alvorligt.

Elisabeth Balslav blev beskrevet,

som enorm pligtopfyldende og som vittighedsfuld.

Det lød ikke til, at det var noget, der lå til hende,

ikke at komme hjem som aftalt, at til mand og børn.

Så allerede få timer efter, at Pasta Balslav gik til politiet,

blev der bragt en efterlysning i radioavisens første aftenudsendelse.

Og politiet meldte med det samme ud,

at de desværre ikke kunne se bort fra muligheden for,

at hun kunne være blevet offer for en forbrudelse.

Ja.

Og hvor lang tid efter de seneste overfald på kvinder,

var det her?

Det er så et halvt års tid efter.

I hvert fald nogle meldte overfald, ikke?

Ja, jeg tænker bare, siden de er så hurtige,

til at tænke den tanke.

Jeg tror altså, at det har været en stor del af det.

At der skete så meget på egen,

og her står vi med en kvinde, som det bare er utænkligt.

Hun burde lige finde på et eller andet.

Og hun er ikke hos nogle venner eller noget.

Ja.

Men det var ret hurtigt, man tænkte det.

Men faktisk var det første, man tænkte,

at hun kunne være druknet på sin badtur.

Det ville der også give meget mere mening.

Ja.

Men det havde politiet hurtigt fået afkraftet,

da man via biografen fandt ud af,

at hun rent faktisk havde været der.

Når ja, efter badturen.

Hun var nået frem og havde set filmen den aften, som planlagt.

Så det med drukne ulykken, gik man jo hurtigt væk fra.

Det var potentielt et stort område, der skulle ledes igennem.

Men ifølge at vise den folketidende,

var der kun én rote.

Det var sandsynligt, at hun havde taget.

Og det var den direkte vej de 6-7 km hjem til Aiby Præstegård,

af Landevejen.

Den selvsame Landevej,

hvor fem andre kvinder var blevet overfaldet,

det sidste halvandernors tid.

Ej, det er altså meget også, at hun turde det på cykel,

når man visste det.

Det lyder som om, at hun virkelig var

ukulig og stærk og sej.

Og så var det, altså,

det var måske også alligevel så længe siden et halvt år,

hvor der havde været fred og ro,

og der ikke var sket noget, at man tænkte,

det kan vi godt, det er vi nødt til

at kunne færdes.

Det kunne være frygten sådan,

den helt intente stilledning,

og stilledning af æg.

Men alle var nervøse,

og med det samme tilkaldte lokalpolitid i Køge,

assistanse fra Ryspolitids rejsehold.

Der blev straks i værksat en eftersøgning.

Manskab og hundet blev satt ind,

og roten mellem Køge og Ejby blev afsøgt

hele natten igennem, men uden resultat.

Onsdag morgen, den anden juli,

var en arbejdsmand ude at slå græs

på Lelinge Gårds marker.

I grøften lige ud til landevejen mod Ejby,

fik han øje på noget.

Han så en gul badehætte

og en blå baddragt.

De lå smidt på jorden,

som om nogen havde forsøgt at skjule dem lidt.

Der kan ikke have været nogen tilbage i området,

der ikke visste, hvad der foregik,

og at præstens kone var savnet,

og arbejdsmanden tilkaldte, der øjse straks politiet.

De ankom til stedet,

og fik med det samme bekraftet,

at det var Elizabeth Balslevs badtøj,

der var blevet fundet.

Den intense insats fortsat i området,

og ud på eftermeddagen,

kun gået 200 meter fra,

hvor man fandt badehætte og baddragt,

et politihold, Elizabeth Cykel.

Den lå i samme side varan,

som de andre fund,

men var smidt lidt længere inde i Kornmarken.

Men på den strækning der?

Ja, samme strækning kun 200 meter fra baddragtøjet.

I Cykelkurven, som stadig sad på Cyklen,

lå i følge af Roskilde Dagblad,

Elizabeth's badkope,

og hendes punkt med nogle få kroner i.

Cyklen blev straks sendt

til politides identifikationsafdeling

i København for at teste den

Efter fundet af både baddragtøjet

og Cykel på den måde,

var politiet nu helt overbevist om,

at der var sket en forbrudelse.

Men selvom man havde fundet hendes ting,

var Elizabeth Balslev stadig forsvundet.

Nu var der gået halvlandet døgn,

siden nogen havde set hen.

Folk på egenen var rystet,

og der blev stort set ikke talet om,

eller tænkt på andet,

en Elizabeth Balslev.

Mange tanker rundede også,

de voldsomme voldtægter- og voldtægsforsøg,

var der munnen forbindelse.

Og det var også en tanke,

som politiet meldte ud i pressen,

at de menede var nærliggende,

så det var ikke bare noget, der fik den til at reagere,

de talte også højt om,

at der kan være en forbindelse her.

Politiemester Vaun Bro udtalte,

blandt andet, til pressen sådan her.

Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt

for at opklare den gået fulde sag.

Og vi håber samtidig, at det skal lykkes os

at finde nøglen til de voldsforsøg,

der i løbet af det sidste års tid

sådan, hvis du han citerede i Roskilde Dagblad.

Det er ikke helt til at afkode fra,

at viserne dengang, hvor mange mennesker,

der deltog i eftersøgningsarbejdet.

Nogle steder i pressen, er der nævnt

68, og andre steder,

står det beskrevet, der var over 100.

Men sikkert er det, at

det var en kæmpe indsats,

og at der deltog folk fra både falks,

redningskorps fra København,

Køge, det lokale politi,

ritspolitets rejsehold

med et hundeførhold samt 28 offizier

og underoffizier fra CBU.

Og det står for civilbeskyttelsestjenestens

udrykningskolonne.

Ja, så det blev taget med vildt alvorligt.

Ja.

Og jeg tænker også, at lokale sikkert

også var ude.

Ja, det kommer jeg ind på meget snart,

men selvfølgelig, alle var jo interesseret

og nysgær i her.

Altså så alle mødt op alle steder,

og var i gang med at lege.

Og det var pressens kone,

så det var jo også en person,

en figur i lokalsamfundet,

man kende og viste, hvem var.

En kvinde, som har en meget stor berøringsflaget.

Ja.

Det her CBU,

det var en nationalberedsskabstjeneste,

som blev oprettet i 1941.

Ja, så det har været en tidstypisk,

jeg ved ikke, hvad det var,

men det var lidt civilforsvaret.

Det lyder sådan, ikke?

Så ja, som du også siger,

sagen om pressefroens forsvinden

blev prioriteret meget højt.

Selv chefen for Ritspolitets rejsehold,

vise politinspektør Otto Himmelsstrup

afbrudt sin ferie for at overtage

ledelsen af den mystiske sag.

Ham har vi også nævnt det på gang.

Ham har vi nævnt det på gang, ja.

Det skulle vise sig at blive den sidste sag,

for den gamle vise politinspektør,

inden han gik på pension året efter.

Han klod på med efterforskningen,

med den grundighed og systematik,

der gjorde ham mere end almindeligt frygtet

blandt forbrudderne,

som det respektfull stødd beskrevet

i Aarhus stifttidende.

Da Elisabeth Balslev ikke umiddelbart blev fundet

på ruten fra biografen til Præstegården,

blev eftersøgningsområdet udvidet

til at omfatte et 4 km bredt bælte,

som strakte sig over,

begge sider af den vej hun måtte have kørt af.

CPU, hundeførhold og betjente

kæmmede skovne og markerne igennem.

De gik i lange kæder med kun 1-2 meter

mellem hver mand,

og hver en plett blev set efter.

Ikke en grøft, ikke en mævelgrav,

ikke et hølloft og ikke en busk på egen

undgik at blive efterset.

Den flot indsats, altså sådan bliver imponeret

over at man gik til det på den måde på den tid, ikke?

Jo, jo. Hvis det er da godt at høre.

Ja, absolut.

Manskab fra falk undersøgte alle vanhuller,

åløb og mosere i nærheden.

I to døgn arbejdet alle utrætteligt,

men uden at finde Elisabeth Balslev.

Der var umiddelbart ingen spor efter hende,

men der var andre spor,

der blev sikret og samlet,

uden at vide, hvad der var sket, kunne alt have værdi.

Ikke langt fra stedet, hvor badtøjet blev fundet,

lykket det, for eksempel,

politihunde at finde et patronhylster.

Det var måske interessant,

også selvom politiet ikke havde någon konkret idé om,

hvordan det kunne høre til sagen.

I dagene efter Elisabeth forsvandt,

var en større skarre fra køge

og omræn valgfartet til området.

Flere for, som vi talte om at hjælpe,

med at finde spor i sagen,

eller måske endda at finde Elisabeth.

En af dem var en ung pige på 16 år,

der havde en ganske særlig grund til at møde op.

Knapped et år tidligere, da hun var bare 15 år,

var det nemlig hende, der var blevet truet,

med en kniv og voldtaget på netop den strækning,

hvor Elisabeth Balslev nu var forsvundt.

Hun fortalte stille sin historie til BT.

Jeg er selv et af offrene for voldtægtsforbruderen.

Det skete den 18. Juli i fjor om aften,

og derfor berører fra Balslev skæbne mig så stærkt.

Jeg synes, jeg måtte være med til at prøve at finde hende.

Men jeg synes også, det er smukt også,

at hun bare er der sit eget travme med at tage ud og hjælpe.

Hun har lyst til at gøre en forskel for andre.

Og også det, at hun siger, jeg er selv et af offrene,

altså så tyder det jo på, at det var det, man tænkte.

Det var ham her.

Han har gjort det før, og nu har han gjort det igen.

Og denne her gang har det måske haft en fortalt udgang.

Der var mange, der gerne ville hjælpe.

Måske ikke mindst på grund af den dosør på nu tusind kroner,

der blev udløjet for oplysninger, der kunne føre til en opklaring af den formået forbrudelse.

Pludselig kom der mange henvendelser fra borgere,

der mente, at han har set præstefruen forskellige steder i landet.

Først og fremmest ringede publikum fra biografen i Køge,

hvor mange havde set hende om aftenen.

Men politiet måtte tog også et opkald fra Ringsted,

om at Elisabeth var set der i byen kl. 15.30,

torsdag den 3. juli, altså 3 dage efter hun forsvandt.

Men omtrent samtidig kom der besked om, at hun var set i Fredericia kl. 15.40

og i en landsby i Jylland kl. 16.

Politiet undersøgte alle henvendelser,

men ingen af de her oplysninger fyrte nogle vejene

og håbet om, at man ville finde Elisabeth Badslev i Livusvand ind.

Og der er en masse, der måske har de ærligt tænkt,

at de så hen, eller også har de tænkt...

Nej, det tror jeg da, for det hører vi jo hele tiden om, ikke?

At folk tror, de sputter en savnet person et sted, ikke?

Og de har jo så bare været nogen, der ligner.

Og så ringer de for en sikkeret skyld til politiet,

og det skal man også gøre,

og de skal nok sortere i de informationer, de får ind, ikke?

Fredag, den fjære jul i fire dage efter, at Elisabeth tog hjemmefra

for at tage en aftendukkert og slappe af med en tur i biografen,

skete der et trist gennembrud i sagen.

Ved tidtiden påbegyndte en hundepatrulje på 11.40

en afsøgning i et område af en markt,

der allerede tidligere havde været kigget igennem.

I første omgang havde politiet haft færre hunde til rådigheder,

derfor ventte de nu tilbage til det samme område igen,

for lige at være helt sikre på, at de havde fået alt med.

Hunde gik langsomt frem, med ti meters melmrom,

og sygte side om side, efter spor blandt de svejende kornakser.

Efter halvandetimes koncentreret søgning gjorde to hunden

og deres føre et grovfuldt fund.

Elisabeth Badslev lå død på jorden i kornmarken.

Hun lå med ansigtet ned af, og hovedvillende på den ene arm.

Der var sket lige præcis det eneste hun havde givet udtryk for,

at hun var bange for.

Hun havde mødt en mand med et skydevåken.

Elisabeth Badslev var blevet skudt i hovedet.

Straks efter, at man fandt livet, dannede politiet

i følge folketidende en kæde om livet i 8 meters afstand.

Immens blev der tilkaldt assistanse fra teknisk afdeling i København,

som skulle sikre og fotografere findestede,

før det blev undersøgt nærmere af blandt andet rætsmediciner.

Elisabeth blev fundet ved Lællingår, 100 meter inden i marken,

på den modsatte side af landevaren fra, hvor man to dage tidligere

fandt hendes badedragt og cykel.

Kun ca. 300 meter fra det sted, hvor badedragten blev fundet,

og ikke mere end 150 meter fra cyklen, skrev Oldborg Stiftstidene.

Hele området blev sikret, og allerede på findestede

Kuléen konstaterer, at Elisabeth Balslev formentlig havde

ligget på marken i 34 døgn.

Det passede med, at hun havde ligget der siden hun forsvandt.

Hendes klæder var pent i orden, og der var ved første øjekast

ingen tegn på voldtægt.

Men det skulle selvfølgelig undersøgsnærmere vinde optuktion.

Folk undre så over, at Elisabeth ikke var blevet fundet tidligere,

når der nu havde været sygt med hunde i området,

og derfor begyndte at florere nogle rykter om, at livet først

var blevet flyttet ned på marken på et senere tidspunkt,

efter hun var blevet dragt.

Men i pressen kunne man blandt andet i middelfart venstreblad

læse, at politiet rystede på hovedet af den teori.

For under livet havde der været en stor blodpøl,

og den svarede til, at det var der Elisabeth var blevet skudt i hovedet.

Og der var ingen andre blodspor i nærheden,

som kunne indikere, at livet skulle være blevet flyttet.

Så af en eller anden grund havde hunne og manskab,

simpelthen bare ikke fundet den lille plæt Elisabeth lå på i kornet.

Og jeg tænker, at på det her tidspunkt i sommeren...

Det er ret vildt, når så mange var ude.

Det er vildt, og hunne...

Altså selvom, at det er svært at se, fordi kornet er højt,

og hun ligger gennem det, så synes jeg, at det er vildt,

at hunne så ikke får ferden at finde hende.

Men hvor langt siger du fra vejen, lå hun?

Ja, men det var kun 100 meter, eller ikke kun, det er jo ret langt.

100 meter inden i marken, ikke?

Men jo så heller ikke særlig langt fra både cykler og badetøj,

men så på den anden side af landevejen.

Men de havde jo dannet det her bælte af 2 km på hver side,

og var en 4 km ned, og havde gået virkelig tæt.

Men det er jo rigtig, at hun måtte være død der,

fordi hun lå ovenpå en blodpøl, så hun var levende,

hun blød ud.

Altså, at det er engelsk udtrykket, ikke det?

Men altså, hun får blød det.

Det er mærkeligt.

Men jeg tror simpelthen bare, at det er meget svært,

i sådan noget højt korn.

Det er jo ikke, hun trykker jo kun lige det korn ned,

der hvor hun ligger, men jeg synes stadig,

det er mærkeligt, at hun ikke kan reagere.

Men hvad med denne her mulighed?

Og nu håber jeg, at du har en god afslutning,

men kunne hun være blevet taget derud,

senere og skudt?

Det ville jo være forfærdeligt.

Nej, altså hun havde været død til sværende den tid,

som hun så havde været forsvundet.

Men så har de jo bare ikke fundet hende.

De har overset hende, og hun har ikke fundet hende i hvert fald.

Et omhyggeligt eftersøgningsarbejde blev straks sat i gang

i det specifikke område.

Lokale folk havde til synladerne også selv lyst til at deltage

et par mænd, der havde foranstaltet en privat eftersøgning,

blev stanset af politiet og taget med på stationen.

Det skrev Sorø Amps tidende.

Okay, var det sådan en hevntokt?

Jeg tænker, at folk har været rigtig godt oppe at køre

på det her tidspunkt, ikke?

Og de ville have det her opklaret med det samme.

I her landet år har de ledet med uopklaret

serievolteksforbrødelse,

og den frygt, der følger med det,

og så nu også et drage.

Det har blivet den meget ret scenariet til virkelighed, ikke?

Ja, det er eskaleret.

For at have noget at fange, så var der lidt en løngestemning.

De har været oppe at køre,

og nu har måske ikke synes, at politiet har arbejdet hurtigt nok.

Der har i hvert fald i her landet år foregået det her, ikke?

Så de går selv ud,

og nu vil de fandme finde ud af, hvad der foregår, ikke?

Det gjorde jo så bare, at politiet også skulle bruge kræfter

på at kontrollere de lokale gemytter,

oven i det her efterforskningsarbejde.

Fundet af Elisabeth Balzlev fremkaldte,

sår og harme blandt befolkningen i området.

Mange tog ikke færdes på ejbyvejen,

alene efter mørkes frembrud,

og selvfølgelig så er kvinderne var skramt,

og alle krævede resultater fra politiet,

og det krævede de jo sådan set også selv,

altså selv politiet, ikke?

Alt pludseligt ind.

Da den store styrke på 25 mand,

der i blandt hele rispolitiske rejsehold,

samt politihunde,

havde gemensøgt gærningsstedet,

slå politifolk efterfølgende kornet i området,

og med rive og gem gik de arealet igen

for en sikkered skyld.

Så de leder første hele igennem,

og så for en sikkered skyld, så blev det rydet,

det blev rævet,

og så kigger man alle akser,

og alt jord,

og alt igennem en gang til, ikke?

Var det i håb om at finde et våben, eller?

Ja, helt klart.

Eller hvad som helst, tror jeg, på det her tidspunkt, ikke?

Obduktionsaklæringen viste,

at det var som først antaget,

Elisabeth var ikke blevet voldtaget,

hun var blevet drabt af et skud med en koldt pistol.

Skudet var gået ind i højre tæning,

og ud lige over venstre øger,

og det havde været øjblikligt dribbende.

Der blev også konstateret sværtning fra grudtslam,

og forbrandt hud,

hvilket tyde på at skudet var affyret på nært hold.

Der var ingen mærker på Elisabeth,

eller hendes tøj, der tyde på,

at hun havde været udsat for vold eller andet,

inden hun blev skudt.

Det blev beskrevet, som om hun blev drabt uberørt.

For de, hun var blevet skudt, blev patronhulsteret,

som tidligere blev fundet i nærheden af badetøjet,

pludselig et meget interessant spurg for politiet.

Med patronhulsteret, hvis det hørte til forbrødelsen,

ville politiet kunne identifisere den nøjagtige pistol,

der var blevet brugt til drabet.

Det krævede jo, at de gik ud og fandt en pistol,

der faktisk kunne lave det her match imellem pistol og patronhulster.

De gik derfor straks i gang med at undersøge,

hvem på egen, der kunne være i besidelse af den slags våben.

Men 1947 var kort efter andens verdenskrig,

og under besættelsen kastede allierede engelske flyver,

netop de her koldtpistoler ned til brug mod tyskerne.

Der var derfor rigtig mange uregisterede våben på egen,

at lige den type, som de lette efter,

og det vanskelig gjorde selvfølgelig politides arbejde.

Flere våben blev fundet af politiet, som lede i efterforskningen,

men ingen af dem kunne matches som verne gerningsvåbnet.

Udover lede efter gerningsvåbnet gik politiet også i gang med 100 vise afhøringer.

Fra efterforskningen af de tidligere voldtagsforbrødelser,

havde politiet kartotek med 100 interessante navne,

og så lå der en flykninglejre på egen med cirka 100 beboere,

som kunne færdes frit, og de havde også politides opmærksomhed.

Men ingen af de mange afhøringer fyrte umiddelbart noget med sig.

Altså en flykningelejre?

Ja, jeg er lidt i tvivl om, hvad det handler om,

men det er noget krisrelateret, og man, der simpelthen ikke er blevet sendt,

sendt hjem igen, eller de i hvert fald er nogen,

som bliver tilbageholdt i den her lejre, men de kunne gå ud.

De skulle bare vinde tilbage igen om aftenen.

Altså tyskere velser?

Nej, jeg mener, at der stod, at det var folk fra Lidtavnen eller Lidtland,

eller sådan et eller andet. Det er lidt mystisk, hvem de her mennesker var,

men der var en eller anden form for lejre, hvor 100 mennesker var tilbageholdt,

men de havde så lov til at gå ud i dagtimerne.

Og af en eller anden grund, så tænkte man så,

at når man de også er interessante, det er fremmede jo altid,

på en eller anden måde ikke, det bliver sådan lidt.

Hvem har gjort det her frygt lige, når der er 100 fremmede?

Det er over.

Okay, men de var flygtninge, men de var også tilbageholdt?

Ja, jeg tror, de afventede også at gå hjem.

Altså så simpelthen, det var ikke kriminelle eller krisfarmere,

eller noget på den vis.

Undersøgelserne fra teknisk afdeling i København

kom tilbage uden resultat.

Der var ingen fingeraftryk på værkens cyklen, badetøjet eller på Elisabeth.

Politiet erkendte i pressen, at der ikke var meget at gå efter.

Til gengæld blev politiet ved med at få henvendelser fra offentligheden

med oplysninger, som kunne være vigtige for efterforskningen.

En mand henvendte sig for eksempel til politiet og fortalte,

at han menede at have set Elisabeths cykel i hjemad,

den mand der aften, hun forsvandt.

Og han havde bemerket en mans person, der fuldt efter hende.

Det var ret mørkt, så det var umuligt forvidende,

at identificere eller beskrive manden.

Men damen, han så, var iført en hvid svakker,

hvilket passede på Elisabeth Balslev,

så politiet tillade i følgeavisen demokraten hans observation stort værdi.

Også en kvinde, som boede i et hus på den strækning Elisabeth skulle have kørt,

forklarede, at hun havde set en dam i en hvid frake,

kom cyklerne den aften.

En mand kom kørende efter hende,

og hun havde bemerket, at han havde siddet stærkt forberedt på cyklen,

som om han forsøgte at inhente nogen, eller sådan en kører,

i hvert fald, ikke?

Det var i sådan en, hun forklarede.

Det var vigtigt i vidneudsavn, men hvem var det i så fall?

Var det en, hun kendte?

Politiet havde svært ved at finde et motiv til gærningen,

der var jo umiddelbart ikke tale om en voldtægt.

Elisabeth Balslev havde ikke noget udstående med nogen,

hun var meget afholdt på egen,

og i pressen blev hun beskrevet som en kvinde med et varm hjerte,

især for dem, der lede savn og nød.

Hun var medlem af Iby, Dalby, Sovnerød,

og her arbejde hun altid for de mest udsatte i samfundet.

I præstegården klarede hun det hele selv,

og sørgede godt for familien, de havde det godt sammen,

og hun var en god og kærlig mor fra sin børn.

Der var ikke noget at sætte en fingre på nogen steder,

altså man havde simpelthen ikke nogen idé om,

hvem hun kunne have pisse af, eller hvem der havde ville hende noget,

og det lyder også lidt som om her, at man overvarer i hvert fald,

at det ikke har noget med de her voldtægter at gøre,

fordi hun jo ikke havde været udsat for noget overgreb.

Det sidder jeg også og tænker på, og så tænker jeg,

som vi har talet om mange gange før,

kunne det også bare være, at de ikke kunne se noget,

og derfor konkluderede de, at hun ikke havde været udsat for en voldtæg,

men det havde hun.

Det virker ikke så, at hun var påklædt,

og der var ikke noget tåget, der var i uorden,

eller lige byttet rundt.

Nej, og de havde heller ikke kunne se noget på levet.

Det var en mystisk sag, der havde ramt køgeajnen,

og befolkningen og pressen var sultne efter svar,

afklaring og informationer om efterforskning,

og hvordan den skrev frem.

Men hos politiet var efterforskningsleder Himmelstrup

ikke meget for at give oplysninger videre.

Han udtalte blandt andet til BT,

en af de mange gange, der blev spurgt om nyttidsag.

Jeg kan indtidig sige, som har værdi for pressen.

Vi må virkelig have lov til at arbejde videre i fred.

For de, der ikke var et tydeligt motiv blev sagen

omgæret af stor mystik,

og rykterne fik frit spil.

Der blev eksempelvis skisnet om,

at hovedet var det, så det derfor jeg viste,

de letiske flygninge i flygninghjulæren

havde noget med drabet at gøre,

og om, at det måske i stedet var politisk motiveret.

Der blev skrevet i pressen om,

at Pastor Balsleve måtte gå under jorden,

under krigen, fordi hans predgner ikke passede tyskerne.

Ægtepad Balsleve blev beskrevet,

som aktiv medlemmer af modstandsbevægelsen.

Men den saftige ryktebid fik Pastor Balsleve

sin bror til at dementere i pressen,

han sagde sådan her.

Min bror ønskede at meddele,

at han og hans husstro aldrig har deltaget i modstandsbevægelsen,

selvom de naturligvis i høj grad sympatiserede

med Danmarks modstand.

De levede stille og roligt under krigen.

Det skulle vise sig, at der var en særlig grund

til, at politiet lød rykter hver rykter,

og gerne ville have lov til at arbejde i fred.

De havde nemlig fået en sat deles vigtig henvendelse,

som måske kunne levede dem på sporet af gerningsvåbnet,

og dermed eventuelt gerningsmanden.

En oplysning som pressen til himmelstrupps store

æredelse fik opsnappet.

Søndag den 13. jul i 1947,

næsten 14. dag efter Elisabeth Balsleve blev drabt,

brægte nationaltiderne en sensationelt historie

på forsiden af at visen.

Under overskriften, morvåbnet i køge stjolled ved indbrud,

kunne avisen berætte, at politiet nummer 99% sikkerhed

visste, hvor gerningsvåbnet stammede fra.

Omkring to uger før drabet var en kold pistol

nemlig blevet stjollet under et indbrud i en hønsegård,

lidt uden for køge.

Hvem brudder ind i en hønsegård?

Der er heldigvis lidt mere information her.

Det var natten mellem den 17. og 18. juni.

Ejermanden, en arbejder fra Gummifabrikken,

havde Elisind Vagtun, en doberman Pinscher,

men da han var kommet ud til Hundehuset den morgen,

var det vendt om, så hullet vente ind mod en mur,

og udgang dermed var spærede.

Inden i lå hans hund, så syg at den straks måtte aflives.

Den var til sygenladende blevet forgiftet.

Døren til hans hønsehus var brudt op,

og Ejern havde opdaget forskellige ting,

hvor blevet stjollet.

Han havde ting i sit hønsehus.

Og ikke høns?

Jo, også høns.

Udbyttet ved indbrudet var og ansynligt ikke særlig stort.

Han havde anmeldt tyveriet dengang, det skete,

men det var først 12. dag efter drabet på Elisabeth Balslev,

og han havde henvendt sig til politiet igen dengang med oplysninger,

om endnu en ting, der var blevet stjollet under indbrudet,

nemlig en kold pistol.

Mann havde ikke anmeldt tyveriet af pistolen før,

da han ikke havde våben tiladelse til den.

Men nu indsog han, at det kunne være en vigtig oplysning,

og han tog derfor ikke at gøre andet end at gå til politiet

og fortælle om koldten.

Indbrudet i hønsehuset kastede nu en noget sjov efterlysning

af sig i forsøget på at lokalisere, hvad der kunne være gærningshåbnet.

Der efterlystes, altså vi snakker sådan,

det som når man kommer ved sin allemange i pressen,

der efterlystes en høne brugelig, ingen bestemt race,

cirka to år gammel.

Cirka to år gammel, så når så det den høne,

så er den der for åben den høn der.

To komplette jul til en cykelpåhængsvogn,

mærket funktionært dæk må ikke videre selv is.

Samtidig efterlyste man koldt pistolen med tre skarpe patroner,

en lægte hammer, en knivtang, 20-30 andre patroner

og to jakkpatroner.

Efter oplysning om pistolen kom ud i nationaltidende,

rettede vise politinspektør Himmelsdrup

en skarp kritik mod pressen under et pressemøde.

Han beskyldte dem for at modarbejde efter forskningen.

Angrebet var jo særligt rettet mod nationaltidende,

der udgav artiklen om det stjoldende våben.

Himmelsdrup udtalte, at det var beklageligt,

at informationen om pistolen var noget ud til offentligheden,

fordi den mand, der havde våbenet, måske nu ville få den tanker

at skilse af med det.

Og vi har jo snakket om det før, at det her med,

hvad der foregår bag tippet af politiet,

de har gang i mange ting.

Og det er selvfølgelig ikke alt, de fortæller pressen,

og der er også grunde til, at de ikke fortæller alt

til pressen før tid er.

Ja, klart.

Gennemrådet kom fra en måske lidt uventede kant,

da politiet fandt ud af, at vagtunnen,

den, der skulle afleves,

var blevet forgiftet med talentin.

Et stof, der anvendtes til at forhindre svamp i såsæd.

Det særlige ved det på det,

er, at i såsæd, altså det, du planter,

så der gruer havre og koren op,

det særlige ved det produkt,

var, at køberen skulle aflevere et køberbevis

for at få giftstoffet udleveret.

Så politiet henvendte sig til relevante forretninger i køge,

og den 14. juli kl. 18,

præcis 14 dage efter,

drabbede meddelte politiet,

at der var fortaget de første anholdelser i sagen.

Stopp, det er jo vaskerægtetetektivarbejde, det der.

Det er det.

Hunden i Høntehuset er blevet forgiftet.

Død, hvad den død er.

Tænker man at hovedet tjekker, hvad den død er?

Ja.

Og så find, hvad den fanden...

Det første gang, jeg får den tanke, nu,

tænker de, at hovedet har tænkt,

vi må lige finde ud af,

hvad den er død.

Så har de jo opduseret den på ret kæmisk eller et eller andet.

Men det har de jo gjort.

Det er jo så vildt politiearbejde.

Ej, det er det altså.

Okay, vildt.

Sporet, det havde ført til alt fire anholdelser.

Den første var 42 år i arbejdsmand Emil Frederiksen,

og den anden, hans kammerat, den 34 år i Viggo Andersen.

De var begge tidligere og kendt af politiet for flere forhold,

blandt andet i krypskytteri og sortbørshandel.

Altså, det lyder som om, det var to skidefædre,

de havde mange domme bag sig for for alt muligt.

De sidste to år, der blev anholdet,

var gummiarbejder med tilknytning til eindom,

hvor indbrudet var begoet,

men de blev begge hurtig lystlet igen.

Da Emil Frederiksen blev anholdt,

prøvede han at forhandle med politiet.

Hvis han nu gav dem nogle oplysninger,

så kunne de måske se gennem fingre med indbrudet.

Det kunne de selvfølgelig ikke love,

men Emil Frederiksen indrømmede alligevel,

at han havde deltaget i indbrudet i Hønsehuset.

Men han påstod, at han kun havde holdt vagt,

mens det var hans kammerat, Viggo Andersen,

der var brudt ind og havde stjollet pistolen

og de andre ting.

Det benægtede Viggo Andersen hårnakket.

Emil Frederiksen var fuld af løgn, sagde han.

Men de blev begge fremstillet i et grundlovsforhør

og varteksvængsel i fjorden i første omgang,

bare sikteret for indbrudet.

Den 17. jul i 1947

kunne man i pressen læse, at gærningsvåbnet

og pistolen, der var blevet stjollet under indbrudet,

helt sikkert var det samme.

Det kunne fastslås med indepolitiske teknikker,

fordi der omkring Hønsehuset var fundet

et hølst og næraktig mand til det,

politiet havde fundet i Kornmarken.

Igen, ja.

Efter forskningsarbejde, det er vildt.

Viggo Andersen nægtede fortsat at have noget med indbrudet

og han fortalte politiet, at pistolen var gravet ned

sammen med de øvrige 20-koster

og han fortalte politiet, hvor de kunne lide.

Men da politiet ikke fandt noget af det udpares sted,

sagde Emil Frederiksen, at det måtte være,

fordi Viggo Andersen havde gravet det op.

Begge deres bolig og blårensade,

men heller ikke her, fandt politiet noget,

de fandt ikke pistolen.

Så det skal jo lige sige, at nu mener de,

at de har identificeret, at det er den specifikke pistol,

de leder efter, men de har ikke fundet den i nu.

De har kun identificeret det ud fra,

at vi ved, at den pistol var til stede i det her hønsehus,

her ligger patroner eller hyldstra,

at den her beskaffenhed, det er det samme som det hyldster,

der lå derude, ikke?

Så der konkluderer de altså den rigtige pistol,

vi leder efter.

Politiet fik presset Viggo Andersen så meget,

at han nu også gerne ville indrømme,

at han havde været med til indbrud i hønsehuset.

Han fortalte politiet, at alle 20-kosterne

var gemt under en stenkiste,

ikke langt fra hønsehuset.

Politiet tog der ud og fandt rigtig nok nogen af tingene,

men ingen pistol eller ammunition.

Viggo Andersen postede hårdnakket,

at pistolen også var blevet skjul der,

og at han indtede vist om, hvad der nu var blevet ad den.

Hvis den ikke stod i låter,

altså med de andre ting, så var han klubles,

den er forsvundet, det ved jeg ikke.

Det har ikke noget med marker.

Nå, både Viggo Andersen og Emil Frederiksen,

indrømmede altså nu tyveriet af koldt pistolen,

men begge nægtede at have været ude den aften.

Elisabeth Valslev blev slød i hjælp.

Men igen under press måtte de give op og indre forklaring,

da politides efterforskning viste,

at de begge først var kommet hjem efter midnat,

og at de begge havde haft vådeskog og bukser på,

da de kom hjem.

Og der var jo uvær, altså torden og alt det.

Deres tøj blev sent til Ratsmedisinsk Institut

for at undersøge, om der var blod på det.

Men Ratsmedisinsk Institut kunne ikke finde blod

fra et menneske på deres tøj.

Under de mange afhøringer gav Emil Frederiksen

og Viggo Andersen igen og igen modstrædende forklaringer

og beskyldte gensid i tændanden for at lyve.

Det var ikke mig, det var ham.

Altså igen og igen frem og tilbage,

og ingen af dem kunne forklare, hvor pistolen var blevet af.

De blev ved med den æregrave nødt der,

og at jeg ved ikke noget, så det må have været Viggo,

der har taget den.

Ej, det kendte de ikke noget til.

I pressen meldte politiet ud,

at selvom der nu var to misstængte i sagen,

skulle offentligheden ikke tro,

at man stod over for en umiddelbart opklaring.

Det var absolut nødvendigt for efterforskningen,

at man fandt pistolen.

Så på markerne, hvor livet var blevet fundet,

undersøgte man nu hver eneste nej,

der kom ud af majemaskinerne.

Altså nu er det blevet høstet, tid,

og så går man simpelthen rundt

og undersøger alt det, som er blevet slået

og høstet om den der puckers pistol

ikke ligger i et eller andet sted.

Wow, hvor er det vildt.

Og politiet bad indtragende om,

at man henvendte sig til dem,

hvis man havde været i kontakt med de to herrer her,

eller havde fået tilbudt at købe en pistol.

I den sammenhæng offentlig gjorde man billeder,

at de to indbrudstyvet og et synalamang

af dem begge to,

som man nemmere ville kunne komme i tanke om,

hvis man havde været i kontakt med dem.

Præcis en måned efter drabet på Elisabeth

lavede politiet en overraskende anhøjelse.

Emil Frederiksen's kone blev taget med på stationen

og afhørt i flere timer.

Nå.

Under afhøjningen er den fyrere år i fro

Atta, Frederiksen.

Ja, det hedder din mormor.

Det hedder min mormor.

Og det er bare så sjældent,

jeg støder på den navn,

så det er derfor, at jeg lavede en kunstpause.

Ja, ja.

Hun blev afhørt.

Og der måtte hun indrømme,

at hendes mand efter indbrud i hønsehuset

var kommet hjem med en højne.

Men hver i nuvæglet hun så ind i en række

selvmådsigelser med hendes syn til mandens

hjemkomst på drabsnatten.

Hun blev fremstillet i grundlåsforhør

siktet for meddelagtighed i indbrud

og efterfølgende fængseled.

Pludselig så det ud til, at sagen flyttede på sig.

Fra, at mistanken havde galt bække

eller måske nok havde heldt mod Viggo Andersen,

der kom Emil Frederiksen pludselig til at stå

som den eneste mistængte.

Den 8. august kunne man nemlig læse i middelfart

venstrebladet, at Viggo Andersen

var kommet i tanke om et alibi for drabsnatten.

Overfor politiet forklarede han,

at han den aften, Elisabeth Blodrapt,

var gået ud for at traffe en kvindelig bekendt

ved 23. tiden.

Hun var i middeltid gået med en anden mand.

Viggo Andersen havde fundet paret

og var fuldt ubemærket efter dem.

Klocken 23.30 lyttede han til paret samtale

i en gadeport, og han kunne fortælle politiet

præcis, hvad der var blevet sagt.

Politiet afhørte det pågældende par,

og det viser, at Viggo Andersen

havde gengivet samtalen perfekt.

Så hans alibi fra drabstidspunktet blev derfor godtaget.

Så du har så ikke betyndt begået drab,

men du kan få bekraftighed dit alibi,

ved at du fortæller, at du stoker

og går og lytter til folk samtaler i gadeportet.

Men det blev godtaget.

Derfra gik det kun ned af bække

for Emil Frederiksen og hans forklaringer.

Under en ny afhøring af Fr. Frederiksen

kom det frem, at hendes mand havde været

i besidelse af en taske,

som politiet lette efter en helt anden sammenhæng.

For at forstå vigtigheden af tasken,

der er vi nødt til at gå tilbage i tiden

til natten mellem den 24. og 25. november 1946.

Den nat blev en 16-årig pige antastet

af en mand ved Billesborg Strandskård,

Sydforkøge. Den 16-årig blev voldtaget,

og gerningsmanden stjælt efterfølgende hendes taske.

Så det var jo så en af offrene

fra den her serie voldtagsmand,

som man jo stadig leder efter.

Men det var så ikke på denne her famøse strækning?

Nej, det var en af de andre. Der var ude i alt,

og man fem på den strækning,

men ude i området.

Under forhøret fortalte Fr. Frederiksen,

at den taske nu var hos ægteparens,

altså Emil og Addas, 15 år i søn.

Der var mekanikerlærling,

som boede hos sin bedste forældre i Køge.

Politiet aflagede ham et besøg,

og det viser, at han ganske rigtig hadetasken,

som han nu brugte til sin madpakke.

I BT kunne man den 20. august 1947,

halvanden måned efter drabet på Elisabeth Balslau,

læse, at politiet nu mente,

at han sikret fældne beviser mod Emil Frederiksen,

i en af de mange voldtagsære på egen.

Emil Frederiksen blev afhørt på ny i retten,

og her blev han konfronteret med de mange nye oplysninger.

Han var nærmest rolig og overleden under de første rettsmøder.

Han blev konfronteret med sit 16-årige offer,

som uden tøven erklærede, at tasken var hendes.

Men man kunne stadig ane,

at hendes navn havde været skrevet i den,

selvom det var forsøgt kræsset ud og skrevet over.

Hun kunne ikke med sikkerhed sige,

at det var Emil Frederiksen, der havde voldtaget hende.

Dog kunne hun heller ikke sige, at det ikke var ham.

Hun forklarede, at hun mente,

at hun kunne genkende hans stemme,

så hun kunne altså ikke huske, at han så sådan ud.

Hun måske havde ikke set ham,

men hun mente, at hun kunne genkende hans stemme,

og hun kunne i hvert fald sige,

men den taske, der han havde,

det var den, jeg fik stjålet af voldtagsmanden.

Politimester Vang Bro ledte afhøjring i retten,

og forsøgte at bringe Emil Frederiksen ud af balanse,

ved skiftevis at være vennelig og hård.

Men Emil Frederiksen forblev uporvirket.

Han hævde, at han havde fået tasken af en mand,

han arbejde med, som havde fundet den på låsepladsen.

I forhold til den 16-årige PI, så klæder han,

at han havde aldrig set den dame før.

Også den PI, der året før, som 15-årige blev troet med kniv og voldtaget,

altså hende, der var mødt op for at hjælpe med at lede,

efter at Elisabeth skulle presenteres for Emil Frederiksen.

At to omgange blev der arrangeret en konfrontation,

og i begge tilfælde udparede hun ham som gæreningsmanden.

Men også denne PI og denne forbrødelse nægtede Emil Frederiksen

at kende noget som helst til.

Ej, nu begynder det at hopee sig op, hvad?

Nu er der været meget.

Og en konfrontation er jo denne her klassiske line-up,

vi så kender fra amerikanske film, ikke?

Men det er jo også noget, der bliver brugt her.

Ja, der er forskellige mænd, der bliver stillet op.

Jeg ved så ikke, om det er en billede konfrontation i det her tilfælde,

eller om det er en personlig række af mænd.

Vidnerne hopede sig op.

Den 24-årig kvinde, hende som blev forsøgt voldtaget natten den 11. november 1946,

men som slapp væk, der var jeg startet min fortælling.

Hun var nemlig ikke et sekund i tvivl om, at Emil Frederiksen var den mænd,

hun havde set i månedskære.

Ej, he did it, he did it.

Man gør i hvert fald alle de her ting, ja.

Efter den her række af konfrontationer med de her offere,

der ændrede Emil Frederiksen's optrede sig endelig.

I følge næste ved tidene var det tydeligt at se, at han var meget ille til mode nu.

Ej, det er færdig nok, ikke? Du sidder kold og kølig,

og nu tropper den ene kvinde op efter den anden uauhængig, der hinanden siger.

Det var jo noget om ham.

Marker? Det var dig.

Politiet havde nu kopplet ham sammen med to voldtægter og et voldtægsforsøg.

Samtidig mere, de visste, at han havde haft adgang til gærningsvobnet,

og at han var kommet hjem på drabs natten med vores tøj.

Han havde altså været ude i uværet.

Politiet var ikke tvivl om, at de havde fat i den rigtige.

Under Emil Frederiksen's sidste forhør og søndag formiddag den 24. jul i 1947,

blev presset, og de mange løgne for meget for ham.

Han var gået i gang med at fortælle en ny historie om, at han havde været vidende

til den sidste voldtægsforbrydelse, der var blevet begået på køgeajnen.

Men da politiet gik ham på klingen og testet hans forklaring,

stoppet han op og sagde pludselig,

må jeg ikke få min forsvare og min kone heroppe.

Så han er i gang med nu at ændre forklaring af sin.

Det var ikke mig, der begik den voldtæg, men jeg så faktisk.

Nej.

Jeg så det ske, og så lige pludselig stoppet han sig ind.

Nej, bring mig min forsvare og min kone.

Han viste nu godt.

Nu var løbet kørt, ikke?

Bække blev tilkaldt sammen med politimester Vang Bro,

og viset politinspektør Himmelstrup.

Hvor gammel var han, sagde du?

Han var jo 42.

Så juldstorsæt de ovenalderne med sin kone,

er der på førre, og jo også med Elisabeth, som var 44.

Ja.

Både hans forsvare, og hustroen blev tilkaldt sammen med Vang Bro,

og Himmelstrup.

Forventning var, at der langt om længe vil komme en tilståelse.

42. Emil Frederiksen sad i ventetiden og kiggede ud af vinduet.

De til stedeværende politimand lød ham sæde i fredelser længe.

Der landtræt savfører Torsten Sørensen, som var forsvarejssagen,

trådte ind i afhøjingslokalet, rejste Emil Frederiksen sig

og sage med næppehørlige stemme.

Nu kan jeg ikke mere Sørensen.

Nu må jeg fortælle det hele, som det er.

Emil Frederiksen meddelte, at han ville tilstå,

men det afhang af, at hans kone efterfødelne blev sat fri.

Er der hun så jo stadig fængselet for sin meddelagtighed i indbrudet?

Hun blev ført ind til sin mand,

og foren hende og de andre til stedeværende tilstod han nu.

Flere voldtægter, voldtægsforsøg og drabede på 44 år i Elisabeth Batslev.

Fru Frederiksen brød shockeret gradene sammen.

Det stod klar, at hun indtede anet om mandens mange grove forbrudelser,

og hun blev løslet sammen efter med dag.

Dagen efter mandag 25. Juli 1947 blev Emil Frederiksen fremstillet i retten i køge igen.

Han skulle gentage sin tilståelse

og forklare, hvad der var sket den skabende svangerdag i juni måned.

Politimester Warnbrug mødte for anglæren,

og han lavede ud med at spørge om Emil Frederiksen indrømme,

at han havde drabt Elisabeth Batslev.

Til det nikkede han,

og der efter gennemgik Warnbrug forklaringen.

Ved 23 tiden, den 30. Juli,

traf Emil Frederiksen tilfældigt Elisabeth Batslev i Vestergade lige inden Ringvejen.

Han var kørt op på siden af hende, og havde spurgt om de skulle føles.

Altså, han skulle følge hende hjem.

Så han havde bare en fremgangsmetode?

Han havde en fremgangsmetode at cykle rundt og cykle op til kvinder.

Jagte kvinder på cykel, og så lige lægge armen om deres hals,

og være sådan, hey, skal vi lige følge os?

Ja.

Eller så river jeg dig af din cykel.

Elisabeth Batslev, hun havde ikke svaret ham.

Ikke det, du mindre fuldt har med.

Letter var han alligevel.

Men på vejen, der drejede han af, og han lå hende køre og drejde af,

og så hentede han pistolen, som han havde gemt i den før omtalte,

altså under den før omtalte stenkiste.

Der efter, så kørte han til og indhentede Elisabeth på den yde landevej.

Ej, hvad, altså, så skulle det passe lige præcis, passe med,

at han havde den liggende i nærheden der,

og så kunne hoppe af lige præcis, hvor de var nødt til at tage den.

Ja, det lyder sådan, og så lyder det jo også som om,

at der er bak den her landevej, som han, og måske han,

visste, at det var i præstens kone, det ved jeg faktisk ikke,

men han havde i hvert fald, visste, at hun var på vej ude af den der landevej,

og den må have været lige nærheden, så han kørte ind,

hentede den her pistol, og så havde han sat efter hende igen.

Men det lyder bare vildt, at han skulle kunne indhent hende,

fordi hun har helt sikkert trampet til, efter at han henvendte sig til hende første gang.

Tror du det, eller så er hun tænkt, puha, han skrev?

Ej, så tramper man altså til resten af vejen hjem i mørket.

Og regn?

Hvis du følter for, at der er nogen, der følger efter dig.

Men det er da også vildt, han skulle kunne stoppe og indhentede hende om?

Ja, det har han forklaret.

Og jeg ved ikke, umiddelbart, om der er nogen grund til,

altså hvad skulle der være nogle fordel for ham ved det frem,

for at han havde pistolen på sig, eller...

Altså det kan ikke se nogen forskel på.

Så skulle det være noget med?

Nej, det ved jeg ikke.

Jo, men der er jo noget med, hvor du kørt rundt med en pistol og ventede på et offer.

Ja, det kan godt være.

Konter, besluttede du dig for at tro i situationen?

Men det er så minimal, ikke?

Det er hans forklaring, og der er jo ikke nogen til at tale ham imod,

og jeg tror politiet tænker, men det er godt nok, du indrømmer jo,

at det var det, hvad der så sker i det, ikke?

Han indhentede hendes op på den yde landevej.

Da de nødede den kornmark, hvor Elisabeth senere var blevet fundet,

havde han forsøgt at overtale hende til at have sex med ham,

hvilket hun ikke overraskende havde nigtet.

Efter afvisningen havde han tvunget hende af cyklen, og slet hende ind i marken.

Ej, måndag, han havde forsøgt at overbevise hende.

Han havde en pistol.

Prøv at høre. Han havde også nogle andre forklaringer om,

at de faktisk havde kørt og hyggesnakket.

Ja, ja, præcis.

Han pønter.

Han har i hvert fald tvunget hende af cyklen på et tidspunkt,

og slet hende ind i marken.

Han havde ikke prøvet at være galant og overtale hende til noget som helst.

Men det var også en del af en af forklaringerne.

Så sagde han så, at på det her tidspunkt var pistolen gået af lidt uheldt,

men uden at ha' ramt Elisabeth.

Da de var noget et stykke ind på marken, så havde han brugt pistolen til at tro hende med,

så han kunne gennemføre sit forhavne.

Men Elisabeth havde kæmpet imod, og havde slået til våbenet med sin arm,

det havde fået skud til at gå af, og det havde uheldigvis ramt hende i hovedet,

og hun var styrtet død om.

Emile Frederiksen havde derafter skjul cyklen i marken,

og var kørt bort.

Pistolen havde han kastet i lillinge O.

Ja.

Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro her.

Jeg tror på, at hun er kæmpet.

Hun lyder som typen, der vil kæmpe, hvilket også kan være grunden til,

at han ikke noget har voldtaget hende, for vi ved jo, at han har voldtaget andre.

Så det var jo det, han ville.

Så hvad er der gået galt her fra?

Hun har kæmpet, så han har skudt hende i stedet for at voldtage.

Det er for besværligt det her, at hun har set mig, hun kan genkende mig,

og han har overskret alle de andre grænser for,

hvad man gør ved en kvinde, så hen her skud af hovedet.

Jeg skal af med det her problem nu, ikke?

Pistolen havde han kastet i ovnen,

og det lykkedes faktisk, på et sted at finde den falk i køge,

afsøgte den ovn, og det sted han havde udparet,

og efter tre timer så lykkedes det dem at finde pistolen.

I retten tilstod han samtidig to fuldbyrte voldtægter og et voldtagsforsøg,

men han nægte at være gærningsmand i den sag,

hvor offerts tasket var dukket op hos hans søn.

Det er så vigtigt.

Du indrømmer all muligt andet,

og så der, hvor vi rent har faktisk haft fysisk bevis,

men det har ikke noget med at gøre.

Ej, lige den voldtags, det var ikke meget.

Ja.

Efter gennemgange af hans forklaring blev Emil Frederiksen Varteks fængstede

på Anklæmmyndighedens begæring.

Efter tilståelsen var der en kæmpe lettelse at spore hos politiet.

Til Silkeborg avis udtalte viset politinspektør Himmelsstrøpp blandt andet.

Vi underlættede op.

Vi har længe sigtet Frederiksen for dette mor,

og jeg ved ikke, om han menede mistængt.

Vi har længe mistængt Frederiksen for det mor,

og vi har længe sigtet Frederiksen for dette mor.

Alt var imod ham, og indelig gjorde han op med sig selv.

Det har været en vanskelig opgave, men nu arbejdet gjorde det,

og så er der ikke mere at sige om den ting.

Men, i essensen er, de var jo mega lettede.

Jeg tror, de på et tidspunkt lød det som om,

at de var der, hvor de tænkte, shit, der er ingenting her.

Ja.

Det går bare ikke.

Altså, den får vi at gå opklarede vel.

Også ejnens borgere var lettede over,

der indelig var kommet en afklaring på de mange voldtagsforbrødelser,

og ikke mindst drabede på Elisabeth Balslev.

Emil Frederiksen blev metalundersøgt,

og det blev slået fast, at han værken var sindssyg eller onsvag,

eller havde været det på gærningstidspunkterne.

Han blev i stedet beskrevet som amoralsk psykopat.

Farlig.

En farlig mand, ikke?

Farlig, uhyggelig mand.

Ja, og han var jo bare blevet ved.

Han var bare blevet ved, der skulle altså et drab til,

for denne her sag blev opklaret og taget rigtig alvorligt.

Ja.

Altså, der var skidt mange voldtægter,

og der lyder det ikke som om, at de satte ind med samme ressourcer,

som efter drabede derfra.

Nej, det gjorde de ikke.

Altså, de satte jo ind,

men de havde jo ikke rigtig nogen værktøjer.

Altså, de havde sin alemang.

De havde ikke det anag.

De havde ikke rigtig på samme måde i hvert fald noget at gå efter.

Men du har helt ret,

der blev overhovedet ikke satte ind på samme måde.

Der blev ikke sendt efterlysninger ud, for man havde jo noget.

Altså, havde jo alligevel noget, ikke?

Der skulle et drab til at opklare det.

Det kunne man da godt lide.

Du det?

Jeg har sikket, at jeg har sagt, at der er nogen, der har set den.

Det er det.

Ja.

Der sagen endelig kom forretten foran dommar August Sunde,

i det nord- og østselandske nævningeting i februar 1948,

fyldte anklageskriftet 8 sider.

Altså, det her, det var 8 sider,

med over 40 forhold herunder drab,

fem fuldbørtede voldtægter og et voldtægtsforsøg.

Ej.

Emil Frederiksen nægtede sig upåvirket skyldig i de fleste forhold,

og ved dem han tilstod, var han ikke enig i,

at overfaldene var sket helt som kvinderne havde forklaret.

Nej, nej.

Nej, nej.

Nej, for det er jo det her med,

om vi hyggesnakket jo også lidt.

Ja, og drabet var et uheld.

Ja.

Ja.

Da det kom til anklagepunktet om drabet på Elizabeth Balslev,

var det, som om og angren alligevel dukkede op.

Hans hård, apatiske og forstockede udtryk,

ændrede sig i følgeland af folk,

da han skulle komme med sin forklaring.

Den kom stødvist og hulgende.

Flere gange brød han helt sammen.

Han trækket lomtarklæde frem og tørret øjnene.

Jeg er skyldig hens død, men det var ikke min mening at drepe hende.

Jeg er skyldig.

Han kunne ikke komme videre.

Altså han, så begyndte han at græde ikke.

Jeg er skyldig.

Hul, hul, hul, græd, græd.

Han kunne ikke komme videre og rette for mannen,

føre det til protocols.

Tiltagelte erklærer sig skyldig drabet,

men hevter, at det skete ved et uheld,

og ikke med fortsæt.

Emil Frederiksen's forklaring om,

at skudet mod Elisabeth Ballslev,

havde været et vådeskud, troede anklærmyndigheden ikke på.

Og i sidste ende gjorde retten heller ikke.

Nævningerne voterede kun i 15 minutter,

før han blev kenskyldig i 39, hvert i 40 forhold,

herunder også overlagt drab på Elisabeth Ballslev.

Dom for de mange grove forbrød sig,

lød på fængsel på livstid.

En dom han angede med det samme,

men som senere blev stedfestet instemt af højste ret.

Det var godt.

Ja, det var rigtig godt.

Hvorfor varing dengang spørger, som om,

at det ved du helt sikkert.

Altså, psykopalt forvaring var der jo ikke.

Det kunne han da godt være blevet...

Ja, jeg ved ikke så meget om, hvor han afsonede.

Jeg ved, at det to år senere lykkedes ham at flygte.

Han blev beskrevet som en meget farlig fange,

men han blev så heldigvis fanget allerede dagen,

efter kun 11 kilometer fra Køge,

så han nåede jo heldigvis ikke så langt.

Hvor var han taget hen?

Det ved jeg faktisk ikke.

Altså, han var bare skrevet lige før på to dage, 11 kilometer.

Altså, hvad var hans plan?

Han er jo engang blevet særlig langt væk.

Har han bare taget den til Fods?

Ja, nu går jeg.

Og så er han blevet fundet på et eller andet højloft?

Ja, sådan noget lille, ikke?

Ja.

For at fortælle om serie Valteks manden i Ejby,

der drabte Elizabeth Bandslev, så jo også Morton.

Morton har jeg brugt artikler fra blandt andet folketidende,

bærlængsketidende, nationaltidende, ekstrabladet,

Roskilde Dagblad, BT, Aarhus Stifttidende,

Sorø Amstidende, demokraten, selkebrorvis, Ritsav,

lande folk næstvedtidende,

aktuelt og midelfart venstreblad.

Hele landet var jo selvfølgelig interesseret i den her se.

Ser, jeg forbryder ikke.

Altså, ingen kunne jo fylde sig trykke i det område.

Nej, nej, nej.

Det er fantastisk politiarbejde, virkelig.

Ja.

Altså, jeg er dybt imponeret.

Virkelig.

Og jeg håber faktisk også, at man kigger på,

fordi de tænker, at vi nu om alt må være blevet bedre,

men der er jo noget at lære af kreativiteten,

i sådan nogle sager her, ikke?

Det er helt klart, fordi der var nogle værktøjer,

som de ikke havde dengang, som de ikke kunne vile på.

På en eller anden måde ikke,

så de var nødt til at tænke bredt så bredt,

så vi er nødt til at teste, hvad den her hund er død af.

Det kan være, fordi det kan hjælpe os i det her hund død af.

Og det er jo faktisk, det er der enda' mere at være the break.

Det er det, der enda' mere at være.

Rimmelig vild sidste sag for ham himmelstrup, ikke?

Altså, hvis det er hans karriere sidste sag,

og så bliver den opklaret med så godt politiarbejde.

Det er godt.

Jo, men altså, han var jo også klar over, hvor vigtigt det var.

Selvom han var på ferie,

og han snakker om det,

det bliver jeg jo nødt til at træde ind til her.

Hvordan, hvad man har.

Og styre slags gang, ikke?

Ja.

Ej, please fortæl mig, at du ved noget mere om, hvad der skete med ham.

Nej, det er sværere.

Det er sværere, ikke?

Han har jo også sådan et ret almindeligt navn,

Frederiksen, Emil Frederiksen.

Så nej, det ved jeg, det er sværere, ikke?

Man kan vide, hvor længe han så endte med at sidde i den.

Ja.

Og altså, hvis han, i realiteten,

hvad var de, de kaldte her, moralsk psykopat,

af moralsk psykopat,

var det sådan, det var.

Altså, det var ikke noget, man lige ryster af sig.

Hvordan lever man så videre,

hvis han rent faktisk er kommet ud.

Altså, han var i begyndelsen af førernik,

da han røg ind.

Ja.

Han har været en gammel mand,

da han kom ud.

Han har helt sikkert været.

Og også på den tid.

Ja.

Så giv videre, om han året kom ud, ikke?

Jo, om han er død i fængsel.

Det kan godt være.

Jeg skulle simpelthen et drab til at opklare den sag.

Han var jo fortsat.

Nå, men det er da ikke nogen tvil om.

Nej, nej, nej.

Det var hans hobby.

Og han havde en helt skrædseud fremgangsmetode.

Ja.

Den blev fast.

Og det virkede for ham.

Ja.

Og så mødte han en kvinde.

Der er kæmpet.

Der er kæmpet.

Ja.

Altså, det ved jeg ikke.

Det kan da også være andre, der har gjort det ikke.

Ja, ja.

Men her havde det fortalet.

Altså, de gjorde hinne, der slap fra ham jo også.

Ja.

Og lad hinne køre.

Ja.

Altså, han kunne sikkert godt, hvis han rigtig gerne ville.

Ja.

Så kunne han nok godt have trampet hårdt nok i pedalerne.

Så skulle han så have nået hinne, inden hun nåede ned til det her hus.

Men der havde han måske ikke et våben.

Nej.

Og det var måske noget af det, der gjorde, at han...

Det har jo været det, der var forskellen.

Ja.

Ja, ja.

Og så er været han så et våben, tænkt...

Ja.

Hvis jeg har det med næste gang, så sker det det ikke igen.

Så kan jeg bruge det, og så kan jeg tro hende til at lægge sig ned og...

Ja, fordi hun aner jo også med at give politiet sin alarmang.

Ja.

Det er farligt, ikke?

Hvis det så har stemmet, det sin alarmang.

Øh...

Altså, hun...

Ja, det vil jeg tro, for hun kunne genkende ham nu i hvert fald, ikke?

Altså, så det var det, du gjorde.

Der har han jo tænkt, shit.

Jeg kunne være blevet knallet der, fordi hun slap fra mig.

Ja.

Det skal ikke ske næste gang.

Hønsehus, pistol.

No.

Shit, altså, tror du så?

Men så har han jo allerede tænkt tanken, så har han jo allerede været klar til at drippe.

Det skal ikke ske igen, at der er en, der slipper fra mig med sin alarmang.

Det skal ikke ske igen.

100.

Øh...

Ja.

Ja.

Lørte den 12. julie 1947, der blev Elizabeth Balslev begravet i den hvide kirke i Ejby,

og det var hendes mand.

Ja.

Haster Balslev selv, der talte det kærligt over sin husto i kirken.

Ej, ej, ej.

Ja.

Ej, jeg havde de børn, sagde du det.

Ja, ja, de havde børn.

Frygteligt, frygteligt, at der skulle et drab til, før han blev stoppet.

Jeg var lige ved ikke at kunne gennemskue motivet, fordi jeg begyndte at tænke,

det er ikke en, der ser voldseksmandens offren.

Nej, jeg begyndte at tænke, er det manden,

som er taget ud og har skudt hen,

og så får han det til at virke som om, at hun var på vej hjem og kom aldrig hjem.

Ja, nej.

Fordi der var jo ikke noget.

Altså, hvis der ikke var nogen voldsekt, hvad var motivet egentlig så, så begynder der at blive personligt,

på en eller anden måde.

Det har man helt sikkert undersøgt,

men det stod jo så bare tilbage, at der var ungebaret heller ikke noget at komme efter.

De havde det virkelig godt sammen.

Skrækkeligt, altså virkelig.

Hun var bare ude at have en fed prøve at høre ud til en veninde.

Hej du. Hvad med en badtour og en tur af bifen?

Og du ved, mor til mange børn endelig en fri aften, er sted af stedet ikke?

Nej, det er forfærdeligt, hvad hun har skulle gemme liv.

Og det er det virkelig, ja.

Tak for den.

Ja, velbekommet.

Hvilt.

Har du kigget på en anbefaling?

Det har jeg. Vi skal ture os af.

Ja.

Jeg har den dokumentarse, jeg med fra sidste år, som hedder House of Hammer.

Den kender du.

Jeg har hørt om den, men jeg har ikke fået set.

Army Hammer.

Æg, du har hørt om alt det her med.

Den ligger både hos HBO Max og Discovery Plus.

Som jo i øvrigt nu, har de lige fortalt Merger

og bliver til én streaming-tjeneste.

Så oplagt.

Måske det allerede er nu, de har gjort et eller andet.

Men lige nu ligger den i hvert fald begge steder.

House of Hammer handler om den amerikanske skuespillere

Army Hammers pludselige og dramatiske fald fra tænderne i 2021,

da flere kvinder stød frem og beskyldte ham for sexuelle overgreb

og fysisk og psykisk vold.

36-årige Army Hammer er kendt fra film som Cormie By Your Name,

The Social Network og J. Edgar.

Han var virkelig et højt navn i Hollywood,

indtil fornyeligt, hvor det hele pludselig ramlede.

Den meget offentlige nedtur for ham startede da en anonym profil

på Instagram begyndte at dele screenshots af beskeder,

som Army Hammer havde sendt til forskellige kvinder.

Ja.

Fra sin egen verificerede profil.

Intressant måde at afde en på.

Ja, og virkelig en ting, these days.

Ogs lidt risikabelt, fordi det er nemt at forfalske sådan noget.

Men det var også derfor, i starten var der jo tvivl om ægtigheden.

Der skulle noget til før folk fattede, at det faktisk var virkelig.

I starten var det jo så nej, det der følger, at det er det ikke rigtigt,

fordi det er helt absurd, hvad han skriver.

Det kan ikke være ham.

Man på vej op.

Det kan ikke have noget på sig.

Han var ikke bare på vej op.

Sådan virkelig denne her, du kan godt se ham før.

Der er ikke denne her smukke-smukke Hollywood-skuespillere,

alt kører for ham.

Hvorfor skulle han sende sådan nogle beskeder her

og gøre de her ting ved kvinder, ikke?

Det var beskeder, der indeholdt detaljerede beskrivelser

af hans sexuelle fantasier.

Meget mørke, sexuelle fantasier og blandt andet voldtægt,

bondage og sågar kanibalisme.

Armie Hammer var lynhurtigt til at afvise det hele,

som pure rykter og et onsenet angreb,

der ikke havde noget hold i virkeligheden.

Men så stillede den første kvinde så frem,

og den næste, og en til, og sådan blev det ved.

Og pludselig fik historien massiv opmærksomhed hverden over,

for der måtte være noget om den, og flere kvinder,

uavhængigt af hinanden, kunne fortælle hårde rejsende historier

om deres forhold med Armie Hammer.

Ensludende historie, der tegnede et billede af en desideret blodtørstig

og sadistisk og helt igennem ubehagelig mand,

der udnyttede sin magt som anavn i Hollywood

til at få unge kvinder til at underkaste sig hans forskroede sexuelle lyster.

Og i øvrigt alt det her, mens han havde en hustru,

og to små børn.

Det var især det her med, at han til synlådene havde fantasier om

at spise et menneske, altså spise menneskekød,

der gjorde, at historien fik ekstra det nært meget opmærksomhed her

for et par år siden.

Og det er derfor, jeg kan huske.

Det er derfor, at det overhovedet er kommet til Danmark, ikke?

Altså, det var virkelig noget, der fik folk til at følge med,

fordi hvad gik det ud på, ikke?

De kanibalistiske fantasier er noget af det, som denne her dokumentar sager

kræser om.

Kvinderne, som beskylder ham for en bred vifte af mishandling,

både fysisk og psykisk, medvirker i udsendelsen,

og fortæller detaljeret om, hvordan deres forhold til Armiham

og begyndte at udvikle sig.

Og det er nogle total røstne historier.

Vi snakker også brandemærkning og manipulation.

Det er vildt.

Udover at dykke ned i de her konkrete anklager,

så handler serien også om, hvem Armihammer egentlig er.

Og i den forbindelse ikke mindst, hvem hans familie er.

Og det bliver interessant at se.

Det skal du simpelthen se, for du vil interessere dig rigtig meget for det.

For Armihammer kommer fra en enormt velhævne og maktfuld familie.

Hans olefar, som han er opkaldt efter, var Armand Hammer,

som var ejere af et olje-imperium, der gjorde ham ekstremt rig.

Han var tæt forbundet til presidenter, og så gav det britiske kongihus.

God personlige venner med Diana og Charles, og sådan noget.

Det lyder lidt som evolutionens ret hurtige måde,

at få luet ud i de her dynastier på.

Det kan ikke holde særlig mange generationer, så bliver de så fucked up i hovedet.

Det dreper deres familie, eller gerne vil æde kvinder eller et eller andet.

Og så stopper det op til maktfuldkommenhed i generationer.

Det kan man jo sige, fordi han er jo virkelig fald i ad nu,

og alle kigger på ham sådan...

Han kan ikke få jobs mere.

Nej.

Der er ikke nogen, der har været sammen med ham.

Alle kan ikke spille, skulle spille mere.

Så troede eller forbindede sig til alle, der var noget ved musikken dengang.

I hele verden, de største og de største.

Men hvad foregik der bag lukket dører i denne her berømte familie?

Og hvordan kan det forbindes til de beskyldninger, der er mod Armie Hammer?

I dag kan vold, ligesom penge, gå i af fra generation til generation.

Selvfølgelig kan det det.

Det tror jeg også, man får bevist i denne her dokumentar.

Den synes jeg virkelig, du skal se, det er helt utrolig især,

pakket ind i tre velproducerede, spændende og ubehagelige afsnit.

Ja, men den køber jeg.

Det skal du gøre.

House of Hammer, den kan ses på både HBO Max og Discovery Plus.

Men altså, jeg synes, det er vildt interessant, det her med de her dynastier.

Det er snakket Murdoch.

Ja, ja.

Og hvordan det...

Hvordan pengemagt kompere?

Og hvordan penge bare åbner dørre til alt, hvad du kan ønske,

der er ureset, hvor tvivlsom du er moralske?

Men det visste vi godt, ikke?

Ja, ja.

Det tager man næsten som sådan en no-brainer,

men det er det her med, at der kommer frygtelige mennesker ude i den anden ende.

Altså, undskapsfuld syge...

Det er jo alle, det skal vi lide.

Nej, nej, nej, nej.

Det er alle, der er rige, der også er frygtelige og syge.

Nej, nej, nej, nej.

Men jeg har ikke hørt til mig.

Det kan...

Det ser, det hører vi jo.

Og vi hører det igen og igen.

Så det hælder ikke sjælent.

Vælg, man hører det igen og igen.

Ja, det spiller.

Men det er så bare sjælent, at det kommer ud på den her måde.

På den her måde.

Med kanibale, lyster.

Og hot skuespillere.

Ja.

Ja.

Ja.

Så...

Ja, men det skal jeg se.

Og jeg vil lige sige, han er jo faktisk ikke blevet dømt for noget som helst.

Og han kæmper jo stadig min eb og klør for at redde sit omdømme og sin karriere.

Det er jo faktisk indinteressant.

Det er jo ikke.

Den er jo godtaget af offentligheden bredt.

At når man så er det sådan her, det forholder sig.

Ja.

Men der er jo egentlig også en bred holdning til, at når man så noget skal bevise sin ret til.

Ja, men det er jo det.

Og derfor er det jo også vigtigt at sige, men jeg vil sige, se dokumentarsan.

Hør de her kvinder fortælle om deres oplevelser med ham.

Og også et nært familiemedlem, som står frem og fortæller om denne her vold.

Og hvordan den er siden ned igennem familien.

Ved du om han har savsøgt nogen for en jord?

Er han gået til mulighed?

Det tror jeg godt, der kunne være noget om.

Ja.

Altså det bliver han næsten nødt til.

Ja, ja.

Og han har jo alle penge i verden til det, ikke?

Ja.

Så.

Nå, men hav så for hammer.

Godt.

Den kigger jeg på.

Ja.

Og så vender vi jo tilbage i næste uge.

Ja.

På mandag?

To sager.

To anbefaler.

Sådan er det.

Ude i det gode verden med os.

Og alle andre.

Og alle andre også.

Vi tales ved om en uge tid.

Det gør vi.

Ja.

Hej.

Hej.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.