Mørkeland: Episode 206

"' finger'

Hej, Christine.

God dag nu.

Nej der effortet ikke.

Er der en g GameBang?

Man kan lave om en par ting.

Næj ok åk, god cud.

Og kontroll.

Har du det godt?

Jamen ja...

ja...

Jeg træker på det, fordi Jeg synes,

jeg har sådan lidt

Ehm, jeg gider ikke tale om dårlig døg.

Rør, jeg skulle lige til at sige det, fordi selvom jeg overgår det ikke.

Også, jeg talte også om noget øresten for noget tid siden, hvor sådan, det gik vækket par dage senere.

Så bare du var latterligt, jeg havde nævnt det, ikke?

Nå ja, men det er jo presserende, når det er.

Ligesom det gang du nævnte, at du skulle gå til kraft magar, og så kom jeg aldrig tilbage, ikke?

Tak fordi du lige minder mig om det.

Hvilket jo ikke minder mig om, sådan, første gang, efter mange, mange, mange år,

jeg mødte ind fra min folkeskole, jeg har ikke hængt ud med dem siden.

Det eneste, jeg vedkommende kunne huske, det var, at jeg ikke lang tid efter,

jeg havde flyttet til den skole, fandt på en løgn om, at jeg havde fået en hest i julgave.

Og jeg var bare sådan lidt, det stænger stadig væk, det er stadig pinligt,

og det er det, du vælger at opbringe op.

Hvad havde du fortalt, nogen, at du havde fået en hest i julgave?

Det ved jeg, når man kom med, det var sådan noget i anden klasse eller sådan noget, ikke?

Øh, måske var det senere. Jeg håber, det var i anden klasse.

Ja, du håber også.

Øh, nej, fordi det var mens min mor stadig var i livet.

Jeg havde julgave fået en Barbie-hest af min mor.

Og da vi så kommer tilbage efter julferie, sidder vi alle sammen, læreren spørger,

Øh, hvad bare, hvad den er det gode, hvad jeg har fået i julgave.

Og jeg var sådan helt excited, rækker hånden op og siger, jeg har fået en hest.

Og det var ikke meningen, jeg ment den her Barbie-heste, men alle opfatter det jo straks,

så måtte man det være en rigtig hest, og så kunne jeg ikke finde ud af at trække i land igen.

Så du var bare sådan, ja, den står i en stad.

Når hvordan passer du den, og skal den ikke have meget mad og sådan noget, ja.

Hvad spik så sådan en mad?

Det var frygtligt, og så kommer jeg hjem til min mor og far, og græder færdig.

Og jeg er bare sådan lidt, jeg har virkelig jogget i spinaten.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal grave mig ud af det her.

Og min mor og far's response, det er bare, det må du selv klare.

Det må du selv lægge at råde med.

Det må du selv lægge at råde med, og du har to valgmuligheder.

Den ene er at stille dig op for en hel klassen af indrøm, du har lovet.

Den anden er at trække dine klassenkammerater til at sidde én af gangen.

Indtil alle, som har fundet ud af, at du har ikke nogen hest, dine løgner.

Ej.

Og hvad så, så møder du den her person 20 år senere, som bare sådan, ahaha, du fortalte gang.

Og så gik det faktisk op for mig, hvor pineligt jeg stadigvæk synes det var.

Hej, hvor vildt. Så du skammer dig stadig lidt små.

Du skammer mig stadigvæk.

Du kan i hvert fald ikke afkale dig, de følelser.

Nu lyser vi på skarmen.

Nu giver du slip.

Men jeg ind med at trække veninderne ind på bedværelset én af gangen.

Og sige sådan, åh, der er hest, det var ikke rigtigt.

Det er altså en gærlig hest.

Hvad så fandt de ikke ud, når det gjorde du dengang?

Jeg sagde det, ja, dengang.

Ja, ja, ja, jeg trækte dem, jeg kunne ikke leve med den der løg ind,

fordi hvad så, hvis der var nogen, der ville se den der fucking hest,

det er at prøve den og sådan noget, ikke?

Ej, hvor er det sjovt.

Du forstår.

Jeg har mig trækket til at sidde én efter én.

Jeg husker det kun som om, at det var en to-tre stykker,

så var rygtet de som ude, og så havde jeg sådan lidt,

okay, dem, der lige valgte skal have min rygt, de ved nu, at det var en smudøjning.

Og kan bare huske, at min mor og far var iskolde,

de var sådan lidt, det var fandemåst dumt.

Men du gjorde det helt rigtigt.

Ja, godt håndteret.

Det ved jeg ikke, men det har lært dig en ting,

altså, den måske selv klare.

Nå, men det jeg prøvede at sige var egentlig bare,

at jeg tror, jeg har begyndt at holde ryggen,

men altså, det er væk om nogle dage forhåbentligt.

Forhåbentligt.

Og på prohestet.

I sidste uge talte vi jo om det der med,

at man skal huske at lukke sin dør, ikke?

Ja.

Og der var faktisk, efter det var der nogen,

der skrev nogle spændende historier om,

og uhyggelige historier om,

hvad de har oplevet med ulovste dører.

Med ulovste dører, og har oplevet med løstede dører,

som folk har taget i.

Jeg vil bare lige sige,

hvis nogen af os sidder med sådan en oplevelse,

og I ikke har sendt den, så skynd jer at sende den,

fordi vi kan muligvis bruge det til noget,

uden at sige for meget.

Ja, go reminder.

Sendt gerne lige os uhyggelige historier.

Ja, tak.

Ja.

Og nu skal jeg høre,

hvad du har arbejdet på i denne her hoved.

Ja.

Det skal du.

Det kan jeg godt forstå, du er.

Og jeg tænker, at du sådan ret hurtigt kommer til at være med på,

hvad det er, jeg har kigget på.

Okay.

15 år i Ellie, Irene Andersen,

var vælget af Ellie.

Hun gjorde ikke meget vesen af sig.

Alle tænkte på hende som sød, hjælpsom og arbejdsom.

Hun passede sit job som husassistent,

og når hun satte sig noget for,

så fik hun det gjort.

På billeder af den unge pige,

kunne man se, at hun havde et alvorligt udtryk i det kønne ansigt.

Måske lidt chineret.

Hun havde mellemlangt blond hård og et lille skælmske smil,

som i hvert fald kom frem,

når det var fotografen's linse, der pegede hendes retning.

Alle og hendes familie boede i herning,

og det var også i samme by,

at hun kom ud og tjene, da hun blev gammel nok til det.

Om det var i hendes rolle, som ung pige huset eller et privat,

anlægde, at hun var ude at handle fredag den 19. julie 1946.

Det ved jeg ikke,

men i hvert fald var hun omkring klocken 16.30 på indkøb,

i Skogs varerhus i Bredgade i herning.

Ja, ej, er der en forbindelse til livøg her?

Det er der det.

Alle er redde.

Lille er en godt spottet, ja.

Alle er redde, kommer du med den?

Ja.

Wow.

Hun passede sit, som hun plejede,

og stod ved disken og ventede på sin tur,

da der pludselig kom en mand ind i butikken og hen til hende.

Han var betydelig ældre end hende,

og flere lavede mærke til optrindet, da manden henvendt sig til Ellie.

Der var ikke nogen, der kunne høre, hvad han sagde,

men de kunne se, at Ellie reagerede ved at ryste insisterende på hovedet.

Hvad end han havde spurt eller bedt om,

var det tydeligt, at Ellie svar var nej.

Det stod hurtig klart, at manden ikke ville acceptere Ellies beslutning,

for han tog fat i hendes arm og træk hen ud af butikken.

Ellie gik med ud,

og vidner sig til, mens de to udvekslede nogle ord frem og tilbage,

ud på fortåget.

Men altså Udmedberg kendte de erkennanden i forvejen?

Det så ikke sådan ud i hvert fald.

Og han fik trukket hen ud af butikken på trods af det?

Ja.

Det er der ikke nogen, der reagerer på i hvert fald, på det her tidspunkt.

Selvom der var mange, der lavede mærke til situationen,

så kunne heller ingen der ude på gaden høre, hvad der blev sagt.

Det blev ikke en lang samtale.

Ellie ventede ryggen til manden og satte i retning mod sin cykel, som stod lige ved.

Men hun nåede ikke langt, for i det samme træk manden en stor, så kaldt forskerre kniv frem

og jade den i ryggen på den 15-årige pie.

Ellie skrejede og manden træk kniven til sig,

men det var ikke fordi han var blevet forskrejket af hendes skri og ville stoppe.

Han hammerede nu kniven i den forsvarsløse pie's ryk igen og igen til hun faldt op på jorden.

Ellie blød det kraftigt fra de store sår,

og de chokerede vidner, der så til, som frossede til, hvor de stod,

kunne se, at der også løb blod fra hendes næse og mund.

Først, da manden tog flugten, startede tiden igen for de mange mennesker på gaden,

og de løb hen for at hjælpe og fik tilkaldt en ambulanse til den hårdt sårede Ellie.

Men der var ingen, der stoppede det?

Nej.

Men det har også gået stærkt ud af det som?

Ja, det går rigtig stærkt.

Men alligevel, hvor stærkt kan det gå?

Altså, han har stukket igen og igen og igen.

Der var ingen, der brød hen?

Nej, det var der ikke.

Altså, det virker som om, at Alessim han bare var frosset til stedet,

og måske ikke rigtig noget at opfange, hvad det var, der skete selvom, at de jo så det.

Skete, ikke?

Ja.

De frøs, simpelthen?

Ja, ja.

Gerningsmanden var løbet derfra, mens han svingede den store kniv over hovedet og ropte,

da han ikke var bange for politiet eller noget andet.

Det skal så sige, at der er en løg derfra.

Der var der faktisk nogen, der prøvede at stoppe ham.

Men i det, at han lurer derfra med den der kniv, så er der ikke nogen, der...

Og svinger den over hovedet, så er folk sådan, okay, det skal jeg måske ikke involvere mig i.

Og jeg var så lige selv nødt til at google forskagerkniv,

og det er altså den store skremende kniv i køkkenet,

som man skal have steg med den, som man kopier, når man bliver bedt om at tegne en kniv.

Denne her, den havde et godt 20 cm lang blad, var bred forneden, og synes bedst i inden.

Så det var altså ikke...

Den kan næsten være gået hele vejen igennem hende jo?

Ja, altså det er en kæmpe kniv.

Det er altid den, når jeg kigger på den i køkkenet,

og jeg tænker, når der bliver snakket om en køkkenkniv, så er det den, jeg tænker på, ikke?

Og sådan lidt... Er det ikke lidt farligt ved den her?

Ja, altså den er en stor enlig kniv.

Altså det var ikke mærkeligt, at de mange vidner var låst i frygt.

Ellie blev bragt til hernings sygehus, men desværre var der ikke noget lærerne kunne gøre.

Hun døde kort tid efter ankommsten, at de mange voldsom skader uden at være kommet til bevidsthed.

Flere knivstækkerne havde ramt hendes lunger, og hver og et var de dødelige.

Det lyder som om, at hele optrindet havde karakteret af et lynandgreb.

Men vidnerne omkring Ellie og gærningsmanden fik hurtigt sundet sig,

og udover ambulancen fik de også tilkaldt politiet, der hurtigt ankom til stedet og kunne optage jakten på drabsmanden, der var flygtet til fods.

Det blev en kort jakt, for gærningsmanden havde forsøgt at skjule sig i en busk i en hage, istedet for at flygte.

Kun godt 400 meter væk i minnegade kunne politiet nu pågribe Ellie's morter.

Men ikke uden dramatik, for der manden fandt ud af, at han var opdagede,

sprang han op fra busken stadig med den store blodige kniv i hånden,

og robte op om, at politiet ikke skulle have lov til at fange ham levende.

Så havde han viftet med kniven, og trykket den hen over sin egen hals, som i et forsøg på at skære sin strobe over.

Men resultatet var kun et helt overfladesk sorg, og kun i følgekriminalassistent Bækgård,

der udtalte sig til pressen, dårligt betegnede som et enligt selvmors forsøg.

Det udløste er lige vel en tur til lejen, og på vej til hospitalet robte manden op om, at politiet heller gerne måtte slå ham hjælp,

for han ville gerne dø. Det ufarlige snitsorg blev hurtigt forbundet på sygehuset,

og efter en berovligende sprøjte kunne den nu ikke helt så ophisseet gærningsmand føres til arresten.

Her skiftede stemningen fra Hisi og opgivende til Trossi, da den anholdte irriteret indrømme af politiet

var kommet på tværs af hans planer, da de havde fanget ham så hurtigt.

Han havde nemlig haft i tankerne drep flere den dag.

Ej, hvad?

Ja, det var et længe, planlagt, hevntokt mod samfundet og de uretfærdigheder, der var begået mod ham.

Ej, så sådan en rigtig, altså sådan en masse drep af nu 1946.

Nej, ikke helt. Han havde faktisk en plan, så det var ikke bare noget mere at gå efter tilfældt i på gaden.

Nå.

Det hele stød beskrevet i små skrivelser, som han bare rundt på.

Her havde han nedfældet sin livshistorie under titlen omkring et brunkhulslage, og han havde også forklaret, hvad der skulle hevnes og hvorfor.

Og hvem?

Og hvem også, ja.

15 år i ælg i rene Andersens morter hed Johannes Christensen, også kaldet Gnisten.

Johannes var 37 år på det her tidspunkt, og han mente, at ælg havde en andel i, at det hele var ind som det var for ham.

Du var ret hurtig vaks, andre vaksede lytter og vi kunne huske, at det ikke er længe siden, vi har talt om Gnisten.

For Johannes havde jo nemlig været ufrivillig beboere på Livø.

Og her kommer lidt af hans historie, og hvad det var, han mente måtte hevnes, så 15 år i ælg i følge ham skulle dø.

Johannes Christensen blev født i 1908 i Timring, vest for herning.

Da en klassekammerat senere blev bedt om at beskrive ham, var det ikke for hans boglige evner, at Johannes blev husket.

Han havde stukket ud som en sky særling, der var ordentlig glad for piger.

Hans tilnamelse var uønsket og blev sjældent om nogen siden gengæld.

Han blev kaldt for Taule Johannes, men var dog ikke mere aparte, end at han kom ud og tjene, som de fleste andre på egen.

Hvad betyder Taule?

Det betyder sådan tosset Johannes.

Han var som sådan en stabil og stærk arbejder, men Taule Johannes havde en hobby, der på det her tidspunkt gav ham et nyt øgenavn, genisten.

Det er ikke en gæld, meget fedt.

Det er lidt badass i forhold til, ikke?

Johannes kunne godt lide piger, og han kunne godt lide at lave bumper.

I 1932...

Okay, i kontakt, det er ikke så fedt.

Nej, præcis.

I 1932 prøvede Johannes at hævne sig over for en ung tjeneste pige ved at placere en bombe ved broen ved langvad bjerg, hvor hun skulle forbi efter et balt.

Nej, okay, hvor er det sindssygt?

Ja, jeg er usikker på, om hun havde afvist ham eller fået ham fyret, begge ting bliver nævnt.

Men jeg tænker egentlig også, at begge dele kan være tilfældet, altså de kan jo være rigtig sammen, ikke?

Han har gjort tilnamens, og han har gjort upassende tilnamens, og hun har afvist ham og fortalt andre om, hvad der er sket,

så han blev fyret.

Bomben gik dog ikke af, og gnisten blev anholdt og tvang sin lagt på Viborg sindssyge hospital.

Hvad havde han tænkt sig, at hun skulle døre det eller hvad?

Altså en bombe, jeg skulle da farlig, så jeg tænker ikke, at han bare ville skramme hende.

Men jeg ved det ikke, jeg ved simpelthen ikke, hvad hans plan var med det, det skulle i hvert fald.

Der var noget, der skulle hævnes.

Ej, der er altså et hissigt puff on.

Og lave en bombe og læg den ved en bro, hvor andre også kan komme til skade i øvet.

Fordi denne her kvinde, som han jo ellers, har været tiltrukket af, fordi hun var sød og dejlig.

Men så fordi hun afvist ham, så skulle hun springes i luften.

Hold nu kæft.

Til tross for en intelligensk kusjent langt over grænsevärdien,

erklæret Ratslægerod ham for let onsvag med impulsivitet og manglende himninger.

Og han blev altså dømt til tvangsanbrængelse på en onsvaganstalt, fordi man vurderede, at han var moralsk onsvag.

Johannes ankom til livet i begyndelsen af 1933.

Han arbejde hårdt og opførte sig exemplarisk, med kun små mindre untalelser.

Blandt andet et lille flugtforsøg.

En forseelse, han ikke var alene om, i anstaltenes livtid var der omkring 400 flugtforsøg.

Og nu kan jeg ikke huske det præcise tale, men hvis man husker tilbage fra, da vi talte om bogen, afhivernes øje,

så havde der kun været 700 nogen på øgen, ikke?

Mange af mændene på livet i ønsket brændende at komme vækter fra.

Frihedstrangen var så stor, at flere flygtede med livet som indsats,

og nogen endte, der også med at betale den ultimetive pris,

i forsøget på at nå det forjettede land på den anden side limfjorden.

I januar 1936 fortalte inspektør Viggo Jensen Johannes om, hvordan han kunne blive en fri mand.

Han skulle bare skrive under på et dokument om, at han frivilligt lød sig stilisere.

Men det var utænkligt for Johannes og han nægtede, om at derfor blive på livet ø.

Tilbuddet om stilisation gjorde Johannes vred,

og det var i følge museumsinspektør på Vesthemmerlands Museum, Maria Clement Hastrup, angiveligt Johannes,

der i juni 1936 formulerede et brev,

hvor i mændene på øen klade over forholdene og over stilisationslovgivningen.

Brevet blev sendt fra øen i en flaskepost, og selv om flaskeposten nåede helt til fast landet,

og nogle fandt den, og den blev bragt i at vise i hele landet,

så fyrte det ikke til ændringer på livet ø, eller i lovgivningen.

Det er der spændende. Hvad skrev de i det brev?

Jeg kender det så, at jeg ikke er berede sådan en specifikke overlyd,

men Johannes, hvis han i så fall som museumsinspektøren siger,

har været forfatterne, at det her brev har jo været betydligt mere begavet end først antaget.

Ja, men de sagde jo egentlig også, at de havde lavet nogle tests,

og så havde de været, at hans IQ er faktisk fint nok.

Det er noget, de jo frem til, men der er noget galt med ham,

og så bliver han så bare døbt moralsk undtvar i stedet for.

Det er noget onlige, det er noget virkelig muligt.

I det brev har så stået noget med de forhold, der var på livet ø,

som de synes var under alt kritik,

og så deltid har de også været berede over den her stillisationslågivning.

Og de havde nok ret i det hele jo?

Det viser det så nu, at de havde det kommet ind på senere.

De prøvede med det her brev, der skete så ikke noget,

men Johannes skal ikke op,

og senere stod han bag planlægningen af et oprør.

De anbrægte mennesker i følgeplanen overfalle inspectøren,

stille hans våben og tage magten.

Da det blev opdagede, fik det overlæge hans auto-vildensgård til at ændre Johannes' diagnose

fra moralsk åldsvag til psykopat,

og det betyder Johannes Christensen i 1937.

29 år gammel blev overført til den nye rettede psykopatforvaring

på Anstalten ved hersted Vester.

Johannes blev prøveløslat i 1941,

men i jul i 1943 blev han anholdt og anklagede for at have blottet sig for 3-12 år i piger.

Og hvor gammel var han her?

Øh, i 1943, der er han 35.

Ja.

En af de her tolv år i piger var Ellie Irene Andersen.

Ej.

Johannes nægtede så skyldig, men sag en førte blandt andet på grund af pigernes vidneudsavn i retten

til at han blev sentretur til hersted Vester, altså han var på prøveløsladelse.

Her fik han valget mellem at være spæret inde på ubestemt tid,

eller las sig castræer og blive lukket ud.

Jeg er i tvivl om, at der taler om stillisation eller castration.

Bæk del bliver nevnt, men det er jo, som jeg har forstået, det to meget forskellige ting.

Og med tanke for, hvor voldsomt det påvirket ham siden hen,

så er jeg tilbøjlig til at tro, at der var tale om castration.

Det lyder som om, at første gang blev han tilbudt i citationstejen stillisation.

Anden gang her, der taler om castration.

Wow.

Johannes havde nu fået nok af at være lukket inden på en Anstalter,

og han valgte at gå med til ingrebet mod at få sin frihed.

Han sagde, at jeg tager operationen i 1944,

men først 5. juni 1945 blev han igen prøveløslad.

Det lykkedes altså Johannes at komme ud ved at sætte sit navn på et dokument,

hvor han gav tiladelse til castration,

men han udtalte senere, at det havde været som at underskrive sin egen dødstum.

Johannes var bitter og vred på systemet,

og prøvede for sin sag taget op ved den nye særlige klæret, men uden held.

Altså nu taler vi efter, at han havde fået castrationen,

og så har han jo så fundet ud af, hvad følgerne, at det var, og det var ikke fedt.

Og jeg tænker også, hvad ved vi om sådan et indgreb på den tid?

Altså udført man det på samme måde, som man gør i dag?

Hvad er følgerne egentlig? De fysiske følgerer?

Det er godt spørgsmål.

Altså der er jo ved en stillisation, at der er jo ikke sådan.

Nej, der kan man ikke følge andet, du ikke kan få børn længere.

Men ved castrationen, der begynder du jo at råde ved nogenen helt primale drifter,

hos en mand, ikke, som bliver taget fra ham.

Ja, man kan simpelthen måske ikke få rejsning mere, og gå videre, om der også har været nogle bevæger.

Det kan vi lige finde ud af til næste gang.

Ja, fordi jeg mener faktisk, jeg har i hvert fald hørt om situationer med voldtægtsforbrud,

og som er blevet medicinskastreret, som rent faktisk stadig ved godt kunne få rejsning.

Men det har ikke været en medicinskastration, han fik.

Nej, det var en operation, og jeg tænker, at en operation i 44,

var den måske lidt mere hardcore, end den ville være det i dag, ikke?

Ja, men tænker resultatet ind i, at det er samme også selvom operationen måske har været...

Men han har jo i hvert fald følt det sjenirende.

Altså hvad endte der sket i det, og måske har det været smertefuldt også?

Det har det helt sikkert været, men det har været det efterfølgende, som han har følt,

har været helt ødelæggende for ham, ikke?

Jo, men været de fysiske følgere.

Ja, de fysiske følgere, kastrationen.

Jeg kan ikke se noget stedet, at han har nevnt, hvad de var,

men jeg kan se, at han har nevnt, at han føles mindre hver han følte.

Han ikke var noget hver han følte, han ikke var en mand længere, så er det en ting, ikke?

Så faktisk måske mere de psykiske implikationer?

Jo, men jeg tænker også, at de der kastralsanger,

der kastrerede man jo de unge mænd, inden der stemme gik i overgang.

Altså det har jo nogen virkelig en grundlæggende funktion,

at man stadig har sine kugler.

Kastralsanger, det har jeg aldrig hørt om.

Hvis du kastrerer en ung mand inden hans stemme gør i overgang,

så får blivet stemmen lys resten af hans liv.

Nå, så der også er noget hormon for virkning og sådan noget.

Ej, ved du hvad? Det må vi lige følge op.

Vi skal lige kigge med mig op på kastration, altså på en operation.

Kastration, ikke? Vi snakker jo ikke om, hvad han fik medicin.

Ja, hvad er følgerne?

Og hvordan var operationen dengang versus nu, ikke?

Altså, vi skal nok kigge på det.

Men jeg mener simpelthen, at man fjerner testiglunde.

Ja, og man kan jo ikke forhække mig eller hvad?

Det tror jeg, de fleste ikke kan.

Nå, det kan jeg godt høre. Det skal vi videre om.

Det skal vi simpelthen lige få ud af, ja.

Men anyway, han var i hvert fald jo absolut ikke lavet for de resultat.

Man må så også tænke, at det var et andet resultat, end hvad han havde forestillet sig siden han faktisk gik med til det, ikke?

Jo, det kan være det.

Konsekvenserne har været voldsom og han havde kunne forudse.

Det er nok rigtigt, og ellers også havde han tænkt, at konsekvenserne af at være indespærret var været.

Og så han fundet ud af, at det var de så ikke.

Han prøvede jo så at få sin sag op ved denne nye særlige klærret.

Det skete ikke.

Og selvom det gik godt med det arbejde, han havde fået i brunkållegeren i Søby ved herning,

blev han besat af tanken om at hevne det han var blevet udsat for.

Og for ham startede det hele, da han blev snuppet af politiet på hjørnet af Møllegade og Gamle Landeverg i Herning,

den 19. jul i 1943, og anklagede for utærlighed over for de tre tolv år i piger.

Johannes Christensen var altså prøveløslet, da han drabte ælg i fredag den 19. jul i 1946, på tre årsdagen for den anholdelse, der i følge ham havde fyrt til.

Ingræbet og dermed inden på hans liv.

Ved grundlåsforhøret lørdag den 20. jul i 1946, var Johannes sikteret for drab en obsentia.

Han lå og sov i sin sælle, at det berolelige medel han var blevet givet dagen før.

Johannes blev varteksfængselet frem til tirsdag den 13. august, men skulle hurtigtst muligt, når han kom til sig selv,

fremstilles i et rætsmøde, så han kunne komme med sin forklaring.

Det skete få dage senere onsdag den 24. jul i 1946.

Her fortalte han sin version af det hele foran dommers sølling, hvordan han følte sig uretfærdigt og rimeligt behandlet,

at nogen måtte døde for, at han var blevet kastreret og nu følte, at han indtid var værd.

Over han havde besluttet, at det skulle være de tre piger, der havde vidnet i retten om hans utærlige opførsel,

og så kriminalbetjent Søllund Jensen samt politifuldmægtig munkhold, der havde stået for sagen.

Hævenagten skulle udføres på årsdagen og stedet for hans anhøjelse.

Det skulle være den 19. juli, for der blev hans livskraftslukket, som han beskrevde.

ændlig var han taget til Aarhus om torsdagen, altså dagen før for at opsøge en af de tre piger.

Han ville finde hende og tage hende med retur til Herning,

men han kunne ikke finde ud af, hvor hun var hende, altså han havde fundet ud af, hvor hun boede hende,

men han fandt hende simpelthen ikke.

Altså ellers specifikt eller en af de andre?

Nej, en af de andre, hun hed Rutt.

Okay, han havde et konkret had mod de her tre små piger, som han havde blodtet sig over for?

Ja, han påstod jo, at det ikke var sket, altså han var uskyldig.

Det var i hvert fald ikke sket, som de havde forklaret, det valgte.

Ja, ja, men det skulle de ligesom ikke for.

Og om ikke andet, så skulle de byde for konsekvenserne af, at de havde anmeldt ham, ikke?

Han kunne ikke finde Rutt, som hun hed.

Og han valgte sig at tage tilbage til, hvor han vidste, at Ellie og den tredje pi var, altså i herning.

Fredarmorgen havde han taget en masse beroligne piller, og havde hængt ud på en isbar, hvor han kunne holde øje med hovedgaden.

Da han havde fået øje på Ellie, var han fuldt efter og var gået hen til hende i butikken.

Her havde han kort sagt til hende, at det var træårsdagen for anholdelsen,

og at hun skulle gå med ham til det gadejørn, hvor politiet havde anholdt ham.

Men Ellie havde rystnet på hovedprøvet og nægte at følge med.

Og det er lidt interessant, at han bare satte sig på den isbar og vintede.

Han var godt klar over, at det var fuldstændigt tilfældigt, at Ellie kom lige den dag.

Og han havde besluttet sig for, at hvis han ikke så hende den dag, så ville han vente et år.

Det skulle ske på den dag.

Nej.

Og hvor må hun bare have været?

Skrækslagene, da hun så ham, han har udsat hende for noget før.

Det var så ubehageligt, at det skulle anmeldes.

Men det var også tydeligt for vidnerne, at hun bare så virkelig rystede på hovedet,

og indikerede, at det ville da ikke komme noget ud af det.

Men var det så bare så tragisk, at der ikke var nogen hjælp til hende,

at han faktisk kunne slæppe sted med og stå og stikke hende ned?

Med en kæmpe kniv, midt på gaden.

Da han havde ført hende ud af butikken, var Ellie gået mod cykelstatidet.

I et forsøg på at komme væk fra ham, havde hun foreslået,

at hun kunne cykle til det sted, han ville have hende hende.

Hun har været rimelig cool, ikke?

Hun har sagt, det er fint.

Jeg går med dig, jeg cykler derhende, jeg skal nok mødes med dig på det hjørne, ikke?

Men han havde indset, hvad hun prøvede på at viste, at løbet var kørt.

Desperat for at se sin plan, fullbyrdet havde han trukket den store kniv,

og havde stukket hende i ryggen.

Midt på god gaden.

Midt på gaden, ja.

Den overordnede plan havde så været at fortsætte til den anden af de tre piger,

som stadig brugte i Herning,

og også at finde Munchholm og Sølund Jensen,

altså betjentene, der havde arbejdet på siddelighedssagen dengang for tre år siden.

Som en lille sidebemærkning kan jeg fortælle, at det ikke ville have været muligt for Johannes

at passe kriminellet betjent Sølund Jensen op på gaden,

for han lå på hospitalet med en lunge sygdom,

som han havde pådraget sig efter han sammen med andre danske betjente,

og var blevet sendt i koncentrationslejre af nazisterne.

Johannes Christensen erklæder sig skyldig

og prøvede at fraskrive sig sin forsvar, C. C. Møller.

Han ville slet ikke have en forsvar forklaret han.

Hans liv var over, og han ønsket bare fået dødstrafen.

Han angrede ikke, hvad han havde gjort.

Han var ked af det på Elis' familiesvejne,

men mente, at det havde været medvendigt at gøre, hvad han havde gjort,

så han kunne få sin hevn,

og så stilisationslågivningen kunne blive lavet op.

Hvem tænkte han, at han kunne lykkes med at overbevise om,

at han var blevet uskyldig dømt dengang,

når hans hevn så er...

Og drebe.

Og drebe. Han var anklædet for at have opført sig utærligt over for dem.

Ej, det passer ikke nu. Nu slår jeg med hjælp.

Nu slår jeg med hjælp, så kan I nok indse det.

Det er bare sådan, nej, som gjorde du nok også det, du var anklædet for dengang.

Men hans påstår jo også, at det var for at forlade denne her stilisationslågivningen.

Ja, for at sætte fokus på denne.

Sætte fokus på, og hvad tænker han sådan om, at I har gjort det her med mig.

Se, hvad det har afsted kommet.

Så nu må vi heller lave den lov, og det er jo ikke sådan, det får gå.

Det er jo en aflig måde at sætte fokus på det på.

Det må man sige, det fik heller ikke konsekvenser i den retning.

Nej, det er der ikke nogen, der overhovedet har tid til at beskæfte I,

som med i forhold til at tænke på en stærkelspige,

der er blevet stukket med på gaden.

I Danmark var det jo fra 1929 og helt frem til 1967,

til at tvangstilisere at racehyggeegniske grunde.

Man troede sig, at man fuldt og fast på, at en vis styrring af arvmassen,

det var en frem, helt frem til 1967.

29. jul i 1946 forsøgte Johannes igen at begoe selvmåret.

Denne gang ved at snit sig i armen med et skabt instrument.

Men igen var der tale om et overfladesk sorg,

der alene krede en simpel forbindning, som blev lagt på hospitalet,

inden han kunne fraktes tilbage til herning arrest.

Der var ikke nogen tvivl om skyldspørgsmålet.

Johannes Christensen skulle mentale undersøges

på sindssyg hospitalet i Viborg i varteks fængslingsperioden.

Også selvom han ikke var meget fået.

Han havde fået nok af de kasser som mennesker, som han blev puttet i, sagde han.

Helt hvor meget han havde fået nok af at blive målt, vejret,

vurderet og katakuliseret fandt man ud af,

da Johannes Christensen døde under mystiske omstendigheder

på sindssyg hospitalet i Viborg den 24. maj 1947, 38 år gammel.

Man mente, at det var lykket sammen gennem sovepiller væk over længere tid,

som han så havde samlet og taget på en gang.

Sagen omdrappet på Eli Irene Andersen blev der efter lukket.

Den her sag skabte en masse debat om,

hvordan man bedre kunne sikre befolkningen og psykopater blev prøveløslet,

om de overhovedet skulle have mulighed for at være fri mennesker igen

og i så fall under hvilket forhold.

Jeg støtte ikke på en debat om tvangskastrering og tvangstialisering nogen steder.

Eller det var det rigtigt at sende unge mænd til en ødeøg.

I virkeligheden så havde alt, hvad han gjorde jo den fuldstændig modsatte effekten,

det han sagde, han ønskede sig og opnå.

I virkeligheden var folk jo bare endnu mere overbevist om,

at jeres og nogen, som ham skulle fjernes og låses væk fra evigt.

Og sikkert også tvangskastrering, altså det var rigtig nok at gøre.

Dommeren bemerkede en dag under iteratsmøderne,

at det jo havde været helt frivilligt.

Han var selv gået med til det, han havde selv skrevet under.

Sådan lidt i betydningen af, hvorfor tog han så også meget på vej nu.

Men Johannes slog fast, at det havde været under tvang.

Det var ikke en beslutning, han frit havde taget.

Vi jo så blev klogere, men det havde taget tid.

Social- og boligminister, Panille Rosengrens teg,

har lige meldt ud i går, at omkring 27.500 tidligere anbrægte danskere

i Sær og Onsvag forsovn fra 1933 til 1940,

nu kan se frem til en officiel undskyldning fra staden.

Den har været på vej længe, men sidste etage har været et års tid,

siden der blev lavet en historisk udredning i foråret sidste år,

hvor det blev slået fast, at der har fået gået udbredte,

for eksempel på Livø og Op og Sprøøø overgreb,

der taler om vold, sexuelle overgreb, tvangsfixering,

stillisation, kastration og langvar i fastspændelse.

Ja, store forbrudelser mod de mennesker, der blev bortskarfet

og samfundet dengang på den måde.

Ja, og gjort undt.

Gjort undt.

Vi har tidligere anbefaltet podcasten om Kaolinne på Sprøøø.

Kaolinne lever stadig, hun er 195 år gammel,

og ønsker sig at brænde denne her undskyldning.

Og hvor er det godt, at hun når at få den?

Det håber jeg hun gør, det forventes, at det skal ske til mig ved et særligt arrangement.

Ja, hendes historie er så rørne, for det er jo ikke en Johanne's historie.

Hun var ikke forbrydre, hun blev placeret på Sprøøø,

og så fik hun frertaget muligheden for at få børn.

Hun blev steriliseret mod sit ønske,

og det eneste hun ønskede var jo at få børn,

senere hen, og det har hun så aldrig fået lov til at få.

Og hun var jo så traumatiseret, at hun flyttede til Sverige.

Altså hun havde bare fået nok af Danmark, for det var Danmark, der stod bag det her.

Og det var det?

Ja, der var et indslag i nyhederne i går med en anden kvinde,

som simpelthen blev erklæret for tilbage i stående eller udviklingshemmet,

og det viser sig så, at hun var bare tung hørt.

Altså hun hørte dårligt, så hun talte jo anderledes end andre,

og hun, jeg mener ikke, hun blev ikke steriliseret,

men hun fik jo at vide så mange gange, at der var noget galt med hende,

at hun var forkert, at hun ikke tog at få børn,

fordi hun var bange for at gøre dem und,

eller hun var bange for, at hun havde jo aldrig haft noget bedre forebillet,

så hun var bange for at hun ville gentage noget af det,

hun havde oplevet, ikke?

Ja, det har virkelig smaget liv.

Men jeg vil også sige,

Johannes var jo forbryder,

men det siger også noget om et sted som liv,

fordi der var også unge mænd, der blev sendt derude,

som havde gjort horrible ting.

Men tænk dig så, at så var der jo unge mænd drenger også,

som bare var stundet hjem fra,

havde sjolledet en cykel,

altså som ellers var helt normale,

og også moralisk, hvis vi skal blive deres terminologi for dengang, ikke?

Som jo fungerede fuldstændig fint, socialt,

og forstod forskellen på rigtigt og forkert,

og de blev så placeret på den ydeøg,

med typer farlige typer som Johannes.

Det er jo også et eksempel på, hvorfor det var et frygtligt projekt.

Men det lyder jo faktisk som om,

at det i starten passede ham godt.

Altså han var arbejdsom,

og han fuldte reglerne sådan store træk, ikke?

Og så har systemet simpelthen indhændet ham,

og der begyndte at ducke de her ting op med tilbud,

eller hvad man kan kalde det om, stillisation og sådan nogle ting,

og så er det jo hoppet helt af sporet, ikke?

Så det vær lige som fremtid.

Fordi han opførte sig jo også utærligt,

som Løbukke Hald dengang, han blådede sig, ikke også?

Så han var jo, og hvad med den her bombe?

Det jeg bare vil frem til, det er,

kunne han have været rehabiliterede på anden vis,

så vi i hvert fald ikke var der, hvor vi så indik.

Ja, der skulle jo have været et andet tilbud til ham,

men altså det var nemt, at man var siddet her i 2020,

og siger, at der skulle have været D46.

Fordi det var jo tilbud.

Det var jo det fremsynet tilbud.

Så de troede, at de gjorde det bedre, end de havde gjort det før, ikke?

For at fortælle om Ellie Irene Andersen

og hendes drabsmand, Johannes Christensen,

har jeg brugt herningervis,

herning Folkeblad, Südvestjyllandervis,

demokraten, nationaltidende, Jyllandsposten,

Silkeborgvis, Overhusamstidende og Overhusstiftidende,

og så har jeg været så heldig, at jeg har fået til sent

et uprugt kapitel til boen afvirrendes

Ø i Skredet af Museumsinspektør

på Vesthæmmerlands Museum, Maria Kliment,

Hadstrup og historieprofessor Paul Duhedal.

Og det var jo den bog, vi anbefaldede

for et par afsnit siden.

Det var faktisk i sidste uge, tror jeg.

Var det virkelig kun?

Ja, det tror jeg faktisk det var om afvirrendes ø, ikke?

Og Johannes, han er med rundt om i boen,

så der kan man læse om hans og mange andre unge

mindst skæbne på Livøø.

Men han endte altså ikke med at få sit eget kapitel,

så tusind tak til Maria Kliment,

Hadstrup for at sende det til mig.

Så det var faktisk blevet skredet det kapitel om ham?

Jeg tror ikke, det var helt færdigt, men det var rigtigt godt.

Men det kom ikke med i boen,

og det har du så fået at læse fedt.

Historien om kynisten, men jo også historien om,

altså et levende marit for Ellie, som hun har været,

det er jo da jo ingen tvivl om.

Hun har været radseslan,

og hun visste, at han var en farlig type.

Hun havde mødt ham før.

Men han har jo åbenbart, det er jo så hans udsavn,

hvad han sagde til hende i butikken,

for der var jo ikke nogen andre, der hørte

andre end Ellie, og hun døde.

Men hun havde vist allerede der,

haft en mistank om, hvad han ville hende, ikke?

Nu skal du med mig hen til det hjørne,

hvor jeg blev anholdet.

Og så har hun prøvet at slippe væk.

Jeg skal nok, hun har prøvet at tale om efter munden,

hun har været enormt cool og begaget omkring det.

Og så har han bare lyn hurtigt trykket den der kniv frem,

og har stukket hende i ryggen.

Var det kun i ryggen, hun fik knivstuk?

Man er så forfærdeligt,

og hun kunne jo godt have været i liv i dag,

hun ville have været måske bedste mor i dag, ikke?

Ja, ja.

Og hun var altså 12 år,

da hun oplevede det her overgreb,

hvad en grad det har haft fra hans side.

Så der var hun et barn,

og tre år efter oplever hun så det her, ikke?

Som 15 år i den samme mand.

Med de herning, den samme mand.

Men jeg kan godt se det her med,

altså det er gået så hurtigt,

og det har jo vejet lidt inden de vidnerne har kunne opfange,

hvad er det der ved at ske her?

Det havde de jo ikke kunne tænke det.

Altså de så jo bare en,

der henvendte sig til hende i butikken,

og de så hun reagerede,

og så førte han hende ud.

Der når man jo ikke at tænke, H.H.

Hvad sker der her?

Uppenbart ikke, altså hun har ikke skrevet op eller noget,

de har været ops på,

der er dig eller andet.

Der er vibe her.

Ja, men hvad det var,

har de så ikke kunne afkoede,

og så først er han stærk, så frøs de jo så?

Ja, og da han så stikker af,

er der nogen, der prøver at stoppe ham,

men han kommer løvende fuldstændig,

vanvittig, med en stor blodig kniv,

og vifter omkring sig ikke,

der hopper man jo ikke lige inden foran.

Nej, det gør man ikke.

Så lad man politiet finde ham senere,

jeg stod foran ikke.

Og det gjorde de?

Ja.

Så det var den, jeg valgte at tage med,

og jeg vil sige,

tegningen med, at det,

da jeg sad at skrive de sidste ord,

der kom artiklen så om,

at nu ville undskyldningen komme.

Ja.

Den var vild.

Ja.

Men ja, den undskyldning dækker jo så også Johannes.

Det gør den jo ikke,

altså fordi han havde jo sikkert mange fine poængter,

i forhold til at det her ophold var frygteligt,

men det budskab er jo lidt svært at komme ud,

når man samtidig er en bombe,

fiflende, sexkrænkende morter,

knivmorter, ikke?

Der er ikke mange, der lytter på at bare sige.

Nej.

Det var simpelthen, hvad jeg havde fundet frem til i dag.

Jeg låde den jo på en måde.

Og så, ja.

Du låde mig den i sidst uge.

Men det var fordi,

at Maria skrev, prøv at høre,

at jeg har det her kapitel,

og der havde jeg fundet ting frem til den,

og så var jeg bare sådan et ja.

Ja tak.

Ja tak.

Nej, hvor er det vildt?

Ja.

Og så i herning,

som du jo en gang for nogle år siden fik udropt,

som en mindre bill, hvor alle kendte.

Al ik' herning.

Sorry, herning.

Det ved jeg godt, at I ikke gør.

Ja.

Det er sjovt.

Ja, det er stadig sjovt.

Ja.

Ja.

Flere spår og herning,

og livøg.

Og livøg.

Nu har vi,

jeg tror faktisk det lykket os at sige,

livøg korrekt hele vejen igennem.

Godt du, lad mig høre,

hvad du har fundet frem.

Vi skal altså i en helt anden retning,

med den sag, jeg har med.

Godt.

Så det, du prøver at sige,

er, at du har noget helt andet med.

Jeg har noget helt andet med.

Hey, visste du,

er de gamle dage frejede,

og man slår ikke fødselsdag.

Men de havde jo heller ikke opfundet

lavkage nu,

så det kunne også være lige meget.

Men nok om det,

for lige nu frejer Skogsen

66-års fødselsdag,

med masser af ekstra-grå tilbud,

på alt fra varfljern og brødrester,

til køleskaber og mikroovne.

Se alle de gode tilbud

på skogsen.dk.

Skogsen.

Lad os sige,

du bakker ind i noget med bil.

Og råbe.

Nej, for s**t!

Der er s**t i hver s**t!

Hjælper lidt.

If hjælper meget.

Velkommen til if forsekring.

Der er mange måder at klare

dagligvejen købende på.

Med bilkartogået

kan du gøre det nok

og hvor det passer dig.

Også fra sofaen.

Du skal bare klikke

og vi pakker.

På den måde kan du købe ind,

uden at skulde ud.

Og så får du mere tid til.

Ja, lige hvad du har lyst til.

Prøv bilkartogået.

Det er lige så let,

som det lever.

Hos Føgtex kan du altid

få skarpepriser.

For eksempel

himpærtenetier.

Eller hvad vi kan stille

det seret Øste til kun 12 kroner.

Og for blot 12 kroner

kan du få træstjernet pålæg

i flere varianter.

Find Føgtex-servisen

og de skarpepriser

på Føgtex.dk.

Føgtex

få det hele

og slag priser.

Hvad siger du til en kopp

rigtig god filterkarfe

til kun 10 kroner?

Smagvores filterkarfe

med 100% økologiske

arabikabønner.

Kik forbi med kaffe

på din nærmeste MacDonalds-restaurant.

Natten til mand,

der den 28. november 2005

blev der foretaget

et opkald til politiet i København.

Der ligger en død mand på værelset,

lød alarmerende Mællinge

fra et hotel på Nørrebro.

Ikke længe efter

vremlede det

med betjente ved

Hotel Kontinent

på Nørrebrogad 51.

Og på værelse 408

på hotellets fjerdsal

lå der ganske rigtigt et lig.

En høj spænkel,

mørk person,

kun i ført myndstrede boxershorts.

Der viser at være tale

om en 17-årig dreng

med gambianske rødder.

Omar Nije hed han.

Og hvad end,

der var overgået ham,

havde det været voldsomt.

Der var blod overalt

på det lille,

snuskede hotelværrelse,

både på vægge og guld.

Der var ingen tvivl om,

at en dødskamp

havde udspildet sig.

Møbler var væltet

og ødelagte

og hans tøj

og egen dele løsbræt.

Lesionerne på hans

livløse krop

var omfattende,

særligt i hovedet.

Omar Nije var blevet fundet død

af sin ex-kæreste

godt 20 minutter efter nidenat.

Hun var taget forbi hotelet

efter at hun ikke havde

kunne forfatte i ham på telefonen.

Hotelet og området omkring

hotelet blev afsøgt.

Grundigt,

der blev brugt

spurghune ude på nørbruggade

og i kvarteret baggård.

Og de øvrige gæster

på stedet blev forhørt.

Ingen fik lov til at komme eller gå.

I mørkede ude på gaden

foran hotelets port

blev der fundet en kniv

og en punkt

og flere kreditkort.

Tænk, der enten var blevet tabt

eller smidt ud af et vindo

fra hotelet,

men som poliziet i hvert fald

mente,

havde en forbindelse

til drapet.

En time efter

den tragiske opdagelse

mens poliziet

havde travlt på stedet

ankom det 17 år i offers.

Måre sammen

med nogle andre pårørende

og flere adrængens venner.

Hvor er min søn?

Hvor er min søn?

Rob det hun. Desperat i følge ekstrabladet.

Mens to bekendte en mand

og en kvinde

forsøgte at berole i hende.

Måske er han ikke død.

Måske lever han.

Han er kun 17 år.

Skrej hun.

Men hendes dræng var væk

og poliziet troede i første omgang,

at han var blevet drabt

af skud i hovedet.

Det kunne lide en regulær liquidering.

Om så har det været...

Det har jo været virkelig,

virkelig voldsomt.

Det var sindsygt

og det var et lille bit af værelse,

der var blod.

Altså

over det hele,

roet,

kæmpe kamp

og så var skaderne

især i hovedregionen.

Og så voldsomt,

at de første bekendte på stedet

tænkte...

Han er blevet skudt i hovedet.

Men så undrer det mig også bare,

at han først

bliver opdagede,

at det først bliver opdagede,

da ekskæresten kommer,

fordi det må have larmet

fuldstændig

vandgivt.

Det gjorde det også.

Ja.

Men det kan vi lige tale lidt om.

Det tror jeg,

der er en forklaring på.

Den røstede

og ulykkelig ekskæreste

til den 17-årige

var til stor hjælp for poliziet, først og fremmest kunne hun jo hurtigt hjælp med at fastlægge den raptes identitet.

Ekskæresten kunne også fortælle,

at Omar Nijegh had boet i Danmarks siden 2002,

altså i godt 3 år,

og at han normalt opholdt sig ude i

Tingbjerg godt 7 km fra hotellet.

Han havde fået lov til at bo

på sin vennes værelse

på hotell Kontinent

for nogle dage,

fordi han skjulte sig for nogen,

han skyldte penge i forbindelse med noget

nagohandel,

og de her mennesker var

han bange for.

Den oplysning passede altså også med,

at han var registreret for

små kriminalitet kunne poliziet se,

så måske sku motivet fordrappet findes der.

Menster blev afholdt

lige sygen i værelse 408,

som var under 10 m² stort,

fortsatte poliziet med at forhøre hotellets gæster.

Det kom i den forbindelse efterforskerne for øre,

at offerede var blevet set i selskabet,

men nogle mænd tidligere på aftenen,

de brugede også på 4-sal på hotellet Lød og Blysningen,

mere præcis på værelse 400.

Et par betjente bankede på døren,

klokken var efterhånden 5.00 om morgenen,

og der blev åbnet.

To mænd og to kvinder opholdt sig,

derinde, men det visede sig at være svært at kommunikere med dem.

De var alle poliske,

statsborgere og poliziet måtte bem om at vente på værelset

ind til en tolk ankom.

Det var i samme forbindelse,

at en betjent blev mærket,

at den ene af de her to poliske mænd

havde friske kræsemærker i ansigtet.

Men blev de inden meppen,

så de ikke havde mulighed for at tale sammen ind til tolk kom?

Nej, det tror jeg faktisk ikke de gjorde.

Men der er jo også gået lang tid nu,

så de har haft en mulighed til at snakke sammen.

Og de blev også spurgt om de her kræsemærker,

så godt, som de nu kunne kommunikere meppen,

hvor de fik forklaret noget med, at det var den ene kvinde.

Altså de påstod, at den ene kvinde

havde kræset ham i ansigtet, ikke?

Ligesynet og de nøgere tekniske undersøgelser på hotelværlighed

afsløret, at offeret formentlig var død af vold

og knivstæk, ikke af skud,

som de første betjente på stedet havde vurderet.

Skaderne var bare så omfattelig sig i hovedet

og på halsen, at det godt kunne lide.

Rætsmedicinernes blik sammenholdt med,

at der på værelset blev fundet en lille urdekniv

med knækket bladet

og et blod i bordben

og en sax, der også var blodet en smord,

gjorde, at der tegnede sig et billede af,

at Omar var blevet tæsket og stukket i el.

Lidet blev kørt til Rætsmedicinske Institut,

mens teknikerne fortsætter med at sikre spurg på hotelet.

Der var ikke videoovervågningen på stedet,

så de her tekniske spurg var altså alt afgørende.

Det er lige vel vildt.

Altså i 2005 er vi.

Ja, det er en videoovervågning over hovedet.

Over hoveden, nej.

Okay.

Punkten, der var blevet fundet nede foran hotelet,

tilhørte ofret Omar Nijtje.

Der var flere dokumenter i den med hans navn på.

Kriminalinspektør Ove Dahl fra Københavns politi

gik ned på gaden for at se,

præcis hvor punkten havde ligget.

Så gik han ud på cykelstien og kiggede op.

Omar's værelselå med udsigt til baggården,

så punkten var ikke blevet smidt ud af hans vindu.

Men lige over en år foretovede, hvor punkten var blevet fundet,

lå hulakkernes værelse,

og deres vindu stød ind der på klem.

Det blev besluttet, at de firepoliske statsborger

skulle anholdes.

Et par betjente bankede på døren til hver altså 400,

men denne gang blev der ikke åbnet.

Til sidst måtte betjentene bare brage igennem

og indenfor var der mørkt.

En mand og en kvinde lå og sov eller blod som om de gjorde,

og de to andre opholdt sig i et andet værelse på samme metage,

som de også havde ikke.

Okay, så de havde ikke holdt super godt øje med

de her ret vigtige i hvert fald vindu?

Nej, eller også så visste de godt,

jeg tror måske godt, de visste,

at de havde to forskellige værelser.

Så de var i en gruppe på fire, men de havde to hoteller.

Og der blev holdt øje med, at de ikke gik ud af hoteller og forlåde hoteller?

Ja, der var fuldstændig afspæret.

Der var ikke nogen, der kunne komme, og der var ikke nogen, der kunne gå.

Alle fire blev anholdt og taget med på stationen uden oprør.

Valse 400 blev efterfølgende under cykt Nøgge,

og der blev både fundet et par sko, en trøje og en mobiltelefon med blod på.

Også i vinduskarmen, altså her hvor vinduet var lidt åbent,

var der blodspråder.

Og det var altså samlet set så meget, at det ikke bare kunne stamme fra de her kræsemærker,

som den ene på lak havde, som han forsøgte at bruge et forklarmet stammet fra kæresten.

Det viser også, at den ene af de to mænd havde været i bad med al sin tøj på,

og det her våde tøj blev senere fundet i en skrællesband udenfor hotellet.

Ja, okay.

Grundlåsforhøret af de fire brulske statsbåger fandt sted sammen med mandag 28. november 2005,

ved 18. om aftenen med kravomfængsling af de alle fire.

Der var tale om en 27-årig mand, karseklippet og muskuløs blev han beskrevet som,

der tidligere havde tilbrægt 7 år i fængsel for berilseskriminalitet i sit hjemmeland.

Han var hærdet kriminell, en temperamentsfuld og uterengelig type.

Den anden mand var 23 år gammel og ikke tidligere straffet.

De to kvinder var 26 og 18.

Alle blev sigtet for drab eller medvirking til drab,

og sådan blev det formulerede, fordi politiet endnu ikke havde klærhed over hvem der havde gjort hvad.

Nej, de var ret sikre på, at de havde noget med at gøre.

Det var de helt sikre på, om alle havde noget med at gøre eller nogen af dem, og hvem der havde gjort hvad, hvis de ikke.

Under afhøjringerne af de fire brulske statsbåger på station Bellahøj,

altså mellem anholdelserne tidligt om morgenen og så grundlåsforhøret senere på dagen,

havde den 27-årig højst overrestende valgt og tilstå.

Han fortalte, at han havde opholdt sig i Danmark på hotell Kontinent de sidste par uger sammen med sin kæreste og en ven.

Søndag aftenen havde han været i byen med kæresten, og de to andre havde spist,

og drukket lidt før de var venne tilbage til hotellet, hvor de havde drukket videre.

Træ af dem skulle på et tidspunkt på toilettet.

Det lå ude på gangen, det her var et sted med fældstolett,

og her mødte de tilfaltigt den 17-årige Gambianer.

Omar Nijaj inviterede dem med ind på sit værelse for at ryge Majoana.

Han røg ikke selv, men ville umiddelbart bare gerne have selskab.

Brulakkerne gik med ham ind på værelse 408, men stemningen blev hurtigt dårlig,

fordi Omar Nijaj ville have kvinde til at gå.

Det var den 18-årige kvinde, der var med som, og hun var kæreste med den 27-årige.

Han skulle have sagt noget i stil med, at han ikke ville have kællinger på sit værelse.

Altså, jeg har lige et par spørgsmål.

Det første, hvordan kommunikerede de?

På hvilket sprog, altså det lyder som om, at de godt kunne finde ud af at holde en samtale kørende.

Ja, jeg tror altså godt, de kunne æglesk.

Men politiet havde bare svært med, og hvis de har haft noget at gøre med det her,

så er der jo nogen, som lige pludselig har meget svært ved at forstå,

hvad der bliver sagt, når politiet så spørger, ikke?

Det er måske der, det ligger ikke, og så er de tænkt, okay, vi er nødt til at have en tolk på her.

Så vi er helt sikre på, hvad der bliver sagt.

Og så det andet er, at værelset var 10 kvadratmeter.

Det er altså bette.

Mini.

Og nu er vi ude på fem mennesker.

De var tre ude på gangen, der skulle på toalettet have inviteret en.

De to men, og så den 18-årige, der var den elste mans kæreste.

Den elste kvinde var ikke med på det her tidspunkt.

Nej.

Stedet væk.

10 kvadratmeter, ja.

Ikke stort.

Det var deres forklaring, ikke?

At Omar havde inviteret dem ind for at ryge på trøjst af, at han ikke selv røg.

Men med det samme, var stemningen så blevet dårlig, fordi Omar var sådan...

Hun skal gå.

Den der kælling, hun skal ikke med.

Nej.

Det var de kommet op og tørbes over, og den 27-årige ham med rifter i ansigtet,

forklarede, at Omar sagde fuck you til dem.

En slørskamp bryde ud.

De to men slog på Omar og indte nede på gulvet.

Omar fik fat i en kniv på et bord, men mændene fik hurtigt vrestet fra ham,

og mens den ene havde fat i Omar i et halvskreb stagte den anden ham med en sax igen og igen.

Den en af dem knikket så et bordben af bordet og slog Omar med det ind til han lå stille.

Før de forlåd hverelse tjekket de drengens puls og konstaterede, at han var død,

så gik de tilbage til deres eget hverelse og fortalte kvinderne, hvad der var sket.

Efter fuldt af en ordrum og hold kæft, altså hold tæt med det ikke.

At de to prulske mænd havde været oppe, at sloss blev bekraftet af den rettsmedicinske undersøgelse af dem efter deres indholdelse.

De havde flere små skrammer og skader, og den en af dem havde helt opsvuldt med hænder.

Den 27-årige er kendt af altså, men nægtede sig skyldig i drab, han ville kun gå med til vold med døden selvfølgelig.

Hans yngre vende, den 23-årige, fortalte den samme historie om, at de havde mødt Omar Niger tilfældigt ud på gangen.

Dårlig ville han ikke vedstå sig at have deltaget i det voldelige overfall.

Han havde slet ikke været på Omar's hverelse, da det skete, hævdede han.

Men det troede politiet altså ikke på.

Ej, de kunne jo også undersøgt ham.

Han havde også skrammer.

Hvorfor havde de ikke forlagt det der hotel bagefter?

Det er nemlig rigtig mærkeligt.

Det ved man faktisk ikke. De kunne jo være skrevet lidt ud af det, men det har blevet rigtig svært for politiet at finde dem.

Ja. Det havde været ret svært.

Det havde i hvert fald været besværligt.

Og så gå i bad med alt højere på og smide det i en skraldesban, og lige smidte hans ting ud af det vindue og smidte.

Men ikke lukk vinduet.

Og inden på deres hverelse lå Omar's mobiltelefonen og altså, der var blod overalt på dem og på DR-mærket.

Men alt det kan jeg godt se forløbet i, men hvorfor så ikke tage sine ting at skrive?

Jeg ved måske ikke, om de ikke havde forestillet sig, at det ville blive opdagede så hurtigt.

Fordi faktisk ankom ekskasten lige efter, at de var færdige inden på hverelse.

Så det kan have været deres plan at skrive, men de skulle lige samle sig og gå i bad med alt højere på.

Ja, det kan være, det var sådan noget.

Den 18-årig kvinde, som Omar Nija havde smidt ud af sit hverelse, var kærester med den 27-årige.

Og hun fortalte, at hun efter at have forlatt hverelse havde hørt tumult.

Og da hun så ligesom kiggede ind i hverelse kunne hun se, at mændene sloges.

Hun fortalte også, at hendes kæreste efterfølgende havde sagt til hende og vindenden, at de ikke måtte fortælle nogle om, hvad der var sket.

Hvis nogen spurte ind til kæresemærkerne i hans ansigt, skulle hun sige, at det var nogen hun havde påført ham, fordi han havde været hende utro.

Den anden polske kvinde inden 26-årig fortalte, at hun indtede anet om noget.

Hun havde været inden på sit eget hverelse, mens alting skete, og den aften havde bare lavet noget med til sig selv og var gået i seng.

Polsiden mente, at hun fik videre om drabet efter, at det var sket, og at hun godt vidste noget.

Men i hvert fald havde hun ikke noget med drabet og gør, menede man, og hun blev altså løslet.

Men det er jo også utændtligt, at hun ikke har studeret over, at der er sket et eller andet, og de er kommet ind på hverse igen, og der er blod, og der er en fremmed vandt punkt, og alt muligt.

Selvfølgelig har hun haft videre efterfølgende.

Men i hvert fald følte de sig ret overbevist om, at hun ikke havde noget med noget at gøre, og hun blev så løslet.

Dommeren mente heller ikke, at der var begrundet mistanke om, at den 18-årig kvinde havde medvirket til drabet.

Hun fik dog oprettholdt sin anholdelse i 3 døgn, mens sagen blev efterforsket.

Om Dødsorsan kunne polsiden opleves, at den 17-årige var blevet stukket i hovedet med en kniv flere gange, ligesom at han var blevet sparket i hovedet og på halsen.

Flere vidner kom det jo et frem, havde hørt larm og råb og skri fra hverelse 408.

Og jeg tror altså, det her var altså et hotel med et meget broede klientel, man passede sig selv, og man havde ikke lyst til at være den næste, der blev testet.

Og det var nok ikke første gang, og det var selv til sidste gang, at der var tumult, og man hørte tumult i et af hverelserne.

Præcis, altså det her var et ret snusket sted.

Jeg tror ikke, man havde lyst til at blive involveret i noget.

Nej, men jeg tænker også, at der måske gæmmer sig noget i det i forhold til, at der ikke var overvågning.

Præcis, det tænkte jeg nemlig også ikke.

Altså jeg tror ikke, at de her gæster havde lyst til at være på det her hotel, hvis der var overvågning, for der foregik altså alt muligt.

Så det var ikke i nogen sin terrasse.

Det har man som ejer, vurderet og tænkt om vi vil heller have penge i kassen.

Ja, det tror jeg bestemt.

De to pruliske mænd blev varteksfængslet i 25 dage, nu galt døm at få samlet de fællende bevisere for klarlagt motivet til drabet, men indtil videre tyde det altså på, at et tilfældigt møde på hotelet var endt med skenari, som havde udviklet sig fatalt.

Hvis den 27-årige ikke havde tilstået, så ville politiet altså haft en god sag mod ham alligevel.

Hans DNA blev fundet under Umars fingernejle og på Umars punkt, og både Hans og Umars DNA blev fundet på de bukser han efterfølgende var gået i badmæder havde skaffet sig af med.

Der blev også fundet DNA fra Umar på hans sko, ligesom at Umars telefon blev fundet på pulakkernes værelse.

De ret genetiske undersøgelser var også interessant i forhold til den 23-årige, der modsat den 20-årige nægtede sig skyldig.

Den 23-årige havde snitsorg på sine fingre, hudafskrappninger og skrammer.

Ja, så de er faktisk mere interessante, fordi den anden har en indrømning.

Det er jo emeligt interessant og vigtigt.

Alt sammen nåede han forsøgte at bruge et forklare med en hvudbytur, at han havde væltet rundt og derfor fået de her skrammer.

Som man jo gør.

Ja, og et uheld med en brødkniv, som han havde brugt til at skralde kartofler og løg med aftenen før, på den måde forklaret hans snitsorgne, han havde.

Ja.

Sværere var det, at bort forklare, at der også under hans nejle blev fundet DNA fra den drabde.

Er den ikke nemt?

Nej, og på en fingering, som blev fundet på cykelstien for en hotelet efter drabet, var der både DNA fra den drabde og begge de polske mænd.

Men det der for alvor kunne kæde den 23-årige til drabet, var et fund på hans halskede, som han havde på.

På den blev der fundet en lille bitte smul blod, så lidt at det kunne ses med det blødte øje, og det viser altså at stemme fra Omanita.

Ja.

Ja.

Da efterforskerne forsøgte at finde ud af mere om de sigtedes baggrunde internationalt via Interpol, blev der gjort en opseksvæggende opdelse.

For tilbage kom en vigtig melding.

Den 27-årige mand og hans 18-årige kæreste var efterlyst for et drab, som var sket lige knap en måned tidligere og nær studgrad i Tyskland.

Ej, okay.

Ja.

Også en tredje polske mand var efterlyst for drabet og var efterfølgende taget med til Danmark sammen med de andre, men havde forlatt landet igen en uge inden drabet på Omanita.

Så han havde altså ikke noget at gøre med drabet på Omanita, men han var efterlyst for drabet i Tyskland.

Drabet den 27-årige og hans unge kæreste var efterlyst for at var sket i en lille landsby.

En 62-årig mand havde helt fredsommeligt været ude og slå græs i sin hage om formiddagen den 29. oktober 2005, da denne her trio kom forbi.

Okay, så det var sådan virkelig lige før det her?

Ja, ja, måneden før.

Morterisk turné i Europa?

Ja, det var faktisk præciste. Overskrifterne også ved.

Ja, de to polske mænd og den unge kvinde henvendte sig til mænden.

Det er uvisst hvad de præcis ville om og hvad de sagde til ham, men mødet mellem dem endte altså med, at de stakk den 62-årige mand ned i hans egen hage og stakk ham i hjælp,

simpelthen, mens han gik der og slå græs.

I dagene efter drabet havde de tre nu-morter haft retning mod Danmark i den drabte mands bil,

men ikke uden at gøre så bemærket undervejs.

På vej til Danmark havde de begået flere indbrud og tyveri, de havde tækket om penge og også stykt arbejde forskellige steder.

I en mindre tysk by havde de drukket øl og vodka og haft seks med henanden midt på en lejeplads foran flere chokerede tilskure.

Okay.

Den 27-årige polske mand og hans 18-årige kæreste blev efter, at denne her oplysning kom frem,

udleveret til ratsforfølgelse i Tyskland og blev kaldt for Bonnie og Clyde af tysk presse.

Og de blev så udleveret før sagen om drabet på Omar blev afgjort i Danmark,

så de skulle først lige til Tyskland og skulle lige afgøres, hvilken straf de skulle have der.

Og så retur til Danmark.

Dansk politi opgav og ratsforfølger den 18-årige kvinde for medvirking til drabet på Omar Nijegi,

men hun fik to års fængsel for sin rolle i drabet på den 32-årige mand i Tyskland.

Altså to år. Det er ikke meget.

Under ratssagen mod den 27-årige studgard, altså ratssagen for drabet på den 32-årige mand,

kom det frem, at han seks år tidligere skulle have blæret sig med, at han skåd struben over på tre tyske kvinder.

Det er ikke noget, han er blevet dømt for.

Jeg mener, at der blev lavet nogle undersøgelse faktisk, og noget DNA, nogle prøver og noget forskelligt.

Det er ikke noget, der har kommet noget ud af, så det er bare en bibemærkning.

I første år, de har i hvert fald tjekket, kan han have noget med dig at gøre?

Både den 27-årige og den anden mandlige prolaks, som havde været eftersygt for drabet på den 32-årige,

blev kendt skyldige i det dømmeren kaldte for en nedslagtning.

De blev begge i dømt livstid og den 27-årige angrede straffen,

mens han så blev sendt tilbage til Danmark for at modtage sin døm i sagen om drabet på Omar Nijte.

Ratsagen mod Hamm og hans nu 24-årige ven begyndte i Østralandsret i januar måned 2007.

Den 24-årige er kendt det nu dele af forløbet efter at være blevet konfronterede med denne her store mængde bevis og politiet.

Men han fastholdte, at det var den nu 28-årige, der havde ført an.

Da anklageren spurgte ratsmedicineren, hvad 17-årige Omar Nijte var død af den nat i november 2005, svejede hun,

der er simpelthen en overflod af dødsorgsager.

Med andre ord, det var et ekstremt voldsomt drab, et grusomt voldsorg,

og det blev slød fast, at mishandlingen af teenagers sandsynligvis havde stødt på i over en time.

Ok, og de påstod stadig, at det var vold med døden selvfølgelig?

Ja, ja.

Men nu ved vi altså, at det var en lang vej i mishandlingen.

Omar Nijte var både blevet kværket, slået med knytnaver og tæsket med et borben over en stol.

Han havde kæbe og næsebrud, svær lesioner i hovedet, hans kranje var simpelthen blevet smadret ind i hjernen på ham.

Han havde snitsorg på hals, ansigt og brøskasse.

Og så var han altså blevet stukket gentagende gange med både en uretekniv og en saks.

Han blev blandt andet efterlagt med et stort hull i tæningen, et dybt snitsorg i halsen og et andet i ryggen.

Så det har ikke været nogen overrasket for dem, at han døde?

Nej, og det hellere er ikke sådan, at vi er lige vrede i to sekunder.

Og så damper testosteronen af, og så stopper vi.

Kan man også tale om vold med døden selvfølgelig, når man bruger en hel masse forskellige vold?

Ja, og når du begynder at stikke en i hovedet med en kniv, så skal du gå ud fra, at det kan drabe.

Og et bordben i hovedet igen og igen?

Altså bare det at skulle knække et bordben af et bord?

Ja, men noget som helst i hovedet igen og igen.

Alt i hovedet drab, så drab.

Er det ikke en regel?

Det synes jeg, det er nye regel.

Hvor dem i hovedet, så kan der bare ikke være tale om vold med døden selvfølgelig?

Nej, ny regel.

Rætsmedicineren forklarede, at hver enkelt handling i sig selv havde været dødbrængende.

Og det var også derfor, hun fortæller om en overflud af dødsorsager, fordi det havde været dødbrængende.

Kunne at gøre den ene ting.

En napper på hotelet vidnede i retten og fortalte, at han havde hørt en frygtlig larm indifra nummer 408.

Og at det havde stået på i godt halvandetime.

Jeg turde ikke gå dig ind og be dem om at dæmpe sig, for det lød nærmest som om de smid rundt med hinanden,

forklarede vidnede i retten i følge ekstra bladet.

De to tiltalte venner erkendte som sagt, at han havde været involveret i Omar Nijes død.

Men i retten forklarede de, at der stort set havde været tale om selvforsvar.

Det var Omar, der havde været aggressiv over for dem, fortalte de efter, at de ikke havde ville ryge med på en joint.

Den ene fortalte, at Omar havde stukket sin fingre ind i hans øjne og pludselig havde en kniv i hånden,

men det lykket stemme at få fat i kniven og stikke den i ryggen på Omar.

Den anden prolak sagde, at såret i ryggen på den afdøde skyldes, at han var faldet og landet uheldigt om på kniven.

Mens de tiltalte forsvarede sig med nødvæv, menede det anklagemyndigheden, at motivet havde været berilse,

at det handlede om noget så banalt som at få fingrene i hans værdier, en telefon og nogle små penge.

Men røveri kunne altså ikke bevises.

I hvert fald troede retten ikke på de tiltaltes forklaring om selvforsvar,

og at der bare havde været tale om et slags mål, som var gået over at give ind.

Ej, men prøv at høre, de er to.

De er to.

Det har stødt på en time.

Jeg nægter tro på, at han har været funktionsdygtig og vil bevidsthed i hele den time, så han kunne blive med.

Han har jo hurtigt været nede på gulvet, hvor de bare har smadret ham nede på gulvet.

Og selvfølgelig har han gjort en modstand i starten, og der var tegn på kamp og alt det her.

Men det har jo ikke været længere, for han har været overmandet.

Og han var sød.

Til gengæld fandt retten altså heller ikke, at der havde været tale om et desideret rovmord.

Det havde altså igen røveri kunne ikke bevises, eller et planlagt drab.

Og derfor var der altså heller ikke skærpende omstendigheder ved forbrydelsen, menede man, som kunne tale for, at der skulle give højere at straffe.

For anden gang på en måned blev 28 år i Darius Semanek kan skylde dig i drab.

Det var jo også forvildt. Hvornår har vi sidst hørt om det?

For anden gang på en måned.

Ja, for to forskellige forbrydelser i to forskellige lande.

For anden gang på en måned blev 28 år i Darius Semanek kan skylde dig i drab, og han blev idømt 12 års fængsel.

Så der var ikke noget skærpende?

Nej, men prøv at høre, at jeg er bare godt tilfreds med, at han ikke fik vold med døden selvfølgelig.

Ja, det var drab.

Han angede på steder, det er ligesom han også havde gjort i Tyskland, men dom blev altså senere stedfestet.

24 år i Grækker og Stravski, det siger jeg helt sikkert ikke rigtigt, bad om at få lov til at sige noget for domfaldt.

Jeg vil bare sige undskyld til den afdødesfamilie, jeg skammer mig over det der er sket, og jeg vil gerne be om en mildstraf blødte fra den 24 år i.

Som på trods af, at han altså så gav udtryk for skam og skyld, øh, en mildstraf faktisk ville han helst fri findes.

Og alligevel var han sådan, jeg angrer, så det var noget af et paradox ikke.

Grækker og Stravski blev også kendt skyldig i drab, men måde to en lidt milde og dum.

Det blev til ti års fæksel til ham for hans rolle.

Ratten vurderede, at det var den 28 år i, der havde været mest aktiv.

For hvilket grundlag, kun på grund af deres forklaring, men det så næsten være ikke, fordi det lød som om, at der var tekniske beviser på dem begge to.

Jeg ved faktisk ikke præcis, hvorfor man vurderede, altså følte sig overbevist om, at det var den ene, der havde gjort mest.

Og de havde jo altså to forskellige forklaringer om selve slåskamp og sådan noget, men Ratten altså blev overbevist om, at de 27 år i var mest aktiv.

Og det var også ham, der lige havde slået en annen munden før, kan man sige.

Det kan man nok ikke undgå helt.

Hvor den yngre den 24 år i var ikke tidligere at straffe.

Bække fik indrejseforbud i Danmark for bestandet, så de må ikke rejse til Danmark.

Hvor endte han, som jeg skulle afsone hende?

Der er jo Semenek blevet straks sendt til Tyskland for at afsone sin livstidsdom der.

Så den skulle han lige klare først, og så kunne han komme tilbage.

Det ved jeg faktisk ikke, om han skal tilbage.

Nej.

Eller om den bare bliver klasket sammen med livstidsdom i Tyskland.

Hvor lang tid sidder man på en livstidsdom i Tyskland?

Det er jo lidt uafferdigt, ikke?

Jo, han skal da.

Altså, så bøder han slet ikke forravet på Omar.

Jeg ved ikke, hvad gennemsnits afsoningstiden for en livstidsdom er i Tyskland,

men ikke det er noget, der ligner, det vi kender her.

Det er der 16-17 år, ikke?

Ja.

Gregor Ostrowski blev i 2010 overført til et polsk fængsel.

Så han havde noget at sidde her i tre år, eller sådan noget.

Tre, fire år.

Og så skulle han så afsone resten i Polen,

hvilket jo er ønskeværdigt for Danmark, fordi det er dyrt at have fange siddende her, ikke?

Måske også for ham, jeg kender ikke forholdene de polske fængseler,

men jeg kan have min fordom, men så vil han være tæt op på noget familie, måske.

Ja, det blev faktisk nævnt som en grund også, at det var bedre for ham,

fordi han ville være tæt op på nogen, han kendte.

Den mulighed havde Omar's familie, så ikke, kan man sige.

Hotel Continent på Nørrebro var altså på det her tidspunkt i 2005,

nærmer et pensionat end et hotel.

Og det var et berøgtet et af slagsen.

De fleste gæster brugede der i længere tid,

og selvom det var et lurevid sted med lysky aktiviteter,

fællestoilet og et broede klientel,

sådan nogle ret tvivlse om i typer, der kom her,

så var der altså ingen gang helt billigt at opholde,

så var der det kun også stedet mange tusind kroner om måneden.

Til gengæld fuldt der så en blodig historie med til stede,

så det var nok ikke der, man skulle tjekke ind,

hvis man tror på, at dårlig energi kan blive hængende i væggene.

I 1999 blev en 21-årig mand så rasende over,

at to unge kvinder afviste hans sexuelle tilnærmelser på hotelet,

at han træk en pistol og skyd dem begge to i ansigtet.

Efter at have gennemtæsket dem,

han blev senere anholdt i sin forældres lejlighed i Røderø,

hvor han lov at sove begge kvinder overlevede helt miraculøst,

men selvfølgelig med svære skader og vej ement,

den ene blev bl.a. blind på det ene og øres noget,

altså fuldstændig vanvittig sag, to kvinder skod i ansigtet.

I december 2003 blev en tjekkisk sexarbejder grøft mishandlet på hotelet

af en 28-årig albansk mand, som var hendes alfunks.

I december måned 2004, altså et års tid før drabede på Omar Nijaj,

brød en brand ud på hotelet kort før kl. 6 om morgenen.

En 42-årig bulgarisk kvinde og hendes kun syvårig datter blev kvalt af røgn,

og det her var også på fjersal, og de omkom altså ved denne her brand.

En 25-årig kvinde, som også havde været inluceret på hotelet på fjersal,

døde også som følge af branden dog senere hen på Ryshospitalet.

Det var formentlig et sterinlys, der var skyld i, at den her brand var opstået.

Så tre mennesker døde en kvinde hendes datter og en 25-årig kvinde på fjersal.

I april 2007 fandt en tilfældigt forbi-baserende en død mand på Nørrebrukade,

der viser at være tale om en 36-årig mand, som havde været inluceret på hotelet.

Han havde valgt og talit ud, altså ved at springe ud fra hotelets tag.

Og det her er altså bare et udpluk af sager.

Ja, og det kan jeg lure på os selv.

Jeg kunne også fortælle dig om romanske gangster, der brugde på hotelet,

så senere som i 2015, mens de havde gang i en lang række kriminelle aktiviteter.

Der måtte være en historiker, som lige kigger på det hotel og laver en bog.

Ej, det er altså virkelig intense sager, ikke?

Ejren er hotelet, var en riemand fra Nordsjælland med villa i Vedbeck,

som havde været i medierne Sølysen, delgange.

Både i forbindelse med de nævnte sager her, hvor man selvfølgelig gerne vil have hans respons på,

at så noget foregik.

Men også fordi han havde været i retten nogle gange blandt andet,

for ikke at overholde reglerne om brændsikkerhed på stedet.

Det skal dog sige, at der ikke blev fundet fejl eller mangler på hotelet,

i forbindelse med denne her dødsbrand, der skete.

Der var ikke noget galt med brændsikkerheden i forhold til den henvendelse.

Det var ved andre lejligheder, så noget med, at der var parkeret biler i gården,

så brændbiler ikke kunne komme frem og sådan noget.

Men til gengæld var det så også kun en måned efter dødsbranden,

at man gjorde så nogle år af dag eller så ikke.

I dag hedder stedet Rent a Room Copenhagen,

og ser ud til at være pant og nyrenoverede,

og henvendte sig til udenlandske studerende, som har brug for at være alse i længere tid af gangen.

Så vil jeg ikke se, at Ejren er den samme.

Jeg vil lige slutte af med at sige, at pressen har interesseret sig meget lidt for,

hvem 17 år i Omanice var.

Nu fortalte jeg, at hans mor kom jo, så han havde noget familie i Danmark,

men han havde ikke været i Danmarks særlig længe.

Det var ligesom det.

De får glimt. Ja, der var jeg ikke.

Det eneste jeg faktisk har fundet om ham, det er et læsabrev,

som var med i den trygte udgave af ekstrabladet tilbage i 2007,

og der stod sådan her.

Min gode ven Omanice blev brutalt mørtet på Nørrebro 28. november 2005.

En ung mand, der var elsket af sin familie, venner og omgangskris,

omsorgsfuld og kærlig.

Til hans mor der, Darius Semenic og Gregor Ostrovski,

har jeg kun et at sige.

Hvordan kan 12 og 10 år i et dansk fængsel ret færdigere det,

i har udsat Omanice og også for, i fortjener en langt hårde straf?

Det læsabrev var fra en C. Martin fra Brøndshøi.

Så nogen elskede ham og savnede ham, og synes, at det var frygtligt,

det han var blevet udsat for, og fandt hælder ekstrafen ret færdig.

Nej.

Hvor er det at sørge lidt, men også fint, lille, glemt?

Ja, det er også ret glad for at have fandt.

Det skal ikke bare have lov til at ske, og så er det væk.

Jeg sørger lige for at skrive det her, så alle kan se det,

og nu er det jo så gemt til evigtid.

Ja, præcis.

Altså det synes jeg er virkelig fint.

Ja.

Selvom det er en lille notits.

Ja, ja, fordi hvis det ikke havde været med, så kunne man jo bare give snom.

Nå, men der var jo også noget med, at han var smukkriminell,

og lige kom til Danmark også noget, ikke?

Men han var altså også nogle søn.

Og han gemt sig for nogen, fordi han var bange for dem,

men end så med og inlogere sig på det her radsesfulde sted,

som det var dengang, ikke?

Hvor han jo så var mere bange for at virkelede, ikke?

Fordi der mødte han så også sin mor der.

Og hvorfor blev han så egentlig slået ihjel?

Præcis, til at sige, hvor er det?

Det burde bare ikke have været sket.

Nej, altså det virker virkelig som om de bare løb ind i hinanden.

En tilfælde.

Og gevid, altså han var jo så iskol ham her i hvert fald,

ham den elste af dem, ikke?

Altså fordi han havde lige slået en anden mand ihjel,

og de røvede og tækket og alle mulige ting på vejen,

op til Danmark, ikke?

Det lyder ikke på den anden sag, som om at han egentlig behøvede en grund.

Nej, det er det.

Nå, nej, altså helt følelses forlæt.

Bare slå ihjel, hvis det lige var det, der var bedst i situationen for ham, ikke?

Ja, ja.

Men det er faktisk lidt mystisk, at de ikke bare skyndte sig at stikke af.

Ja.

Fordi de havde ikke noget at gøre i Danmark,

og det havde jo virkelig besværligt gjort efterforskningen, ikke?

Ja, fordi selvom de så havde illustreret sig med navn,

så er det del med svært, ikke?

Det havde de faktisk, og det blev også nævnt,

at de skulle nok være blevet fundet på et tidspunkt.

Og det kan tage lang tid.

Men det var også helt.

Man skal også have interpol involveret og lede efter mit pol.

Det var jo sådan virkelig den var for tysk politi, ikke?

Ja, præcis.

Men jo totalt også dumt, at de illustrerede sig med navn.

Altså, at de var eftersygt for drab i tyskerne.

Men hvis de gør det?

At de var eftersygt.

Ja.

Det må de jo have vist.

Altså, de stakkede en mand ned ved højlyst dag,

midt på eftermiddag i hans hage.

Ja.

Det går godt, at de ikke visste, at politiet kendte deres identitet,

men de måtte have visst, at nogen var efter dem, ikke?

Ja.

Og gammel af fingrene i dem.

Ja.

Men det lyder også, som om de var pisselig glade.

De var bare på røver, morter.

Ja, ja.

Præcis tukt.

Ja.

Og hvad konsekvenserne skulle være det,

eller var det, det var ikke...

Altså, det har de jo ikke overvejet.

Nej.

Så.

Nej, det er lidt fra dag til dag, ikke?

Og lige skaffe sådan nogle penge til noget andet, og videre.

Ja.

Men der er jo helt sikkert, at der sætter man sig ikke lige ned en eftermiddag over en kop kaffe,

og overvejer, hvad er egentlig mit end goal?

Nej.

Altså, hvad ved jeg med mit liv?

Nej, præcis.

Præcis.

Bare herovre.

Ja.

Hæv.

Hvil historie det der hotel har?

Ja.

Altså, vi har jo talet om hotel Cecilie LA,

men altså, man kan også bare lige tage til Nørrebrukade og kigge op.

Mini Cecilie.

Og det er jo ikke meget trendy området nu, ikke?

Vi snakker lige over over Mahalle,

som er meget lækkert, sted at spise.

Et stinkast fra Gærtruds gravsted på...

Assistant.

Ja.

Så det var det.

Det var det.

Det var det.

For at fortælle om dreptet på Omar Nije, har jeg har fat i den arrændringsbog af UVD'e i samarbejde med Stine Bolter,

som hedder dreptchefen Ny Sager.

Og derudover har jeg fat i Ekstrablad Bt, Ritsav og TV2.

Ja.

Så kan jeg også møde godt lige hans navn,

og tænke, at jeg ved, om han ikke har fortalt den historie.

Ja, det er jo en af de sager, han så kan huske ikke,

og som selvfølgelig har sat sig fast,

fordi det er jo ikke hver dag, det sker vel, at nogle ude fra på den måde,

har jo et totalt voldsomt drep.

Og så internationale implikationer.

Ja, ja, ja.

Godt, har du en anbefaling med?

Det kan du tro, jeg har.

Jeg har igen i dag, for jeg lyst til at sige en podcast med,

og du har hørt mig tale om den,

så jeg tænker ikke, at det er nødvendigt at fortælle dig, at du skal høre den,

men nu fortæller jeg det lige til alle andre.

Den hedder Løslat, og er en gammel sag fra DR fra 2017,

som er gået helt under min retter.

Og det er vanvittig ufortjent.

Den er virkelig god.

I podcasten, der følger journalist Emma Elise Albeck Høj,

41 i gym i en måned efter, at han blev løslat efter en lang fængselstom.

Gym har tilbragt godt halvdelen af sit liv i fængsel,

og det er der mange årsager til.

Nogle af grunde til, at han ryger tilbage kriminalitet,

dem kan man høre om i den her podcast.

For gym bliver løslat uden en plan for, hvor han skal bo,

hvad han skal lave, hvordan han skal få noget spise,

eller hvordan han kan få fat i den medicin,

der hjælper ham med at styre sit misbrug.

Han har ikke noget ide, ingen nem ide,

ingen erfaring med moderne mobiltelefoner, ingen bankkonto,

og ikke noget stærkt netværk, der kan tage over.

Han er vant til fuldstændig faste rammer,

og nogen fortæller ham hver dag hele dagen,

hvad der skal ske, og hvad han skal gøre.

Så står han pludselig på gaden med ingenting,

og de første dage efter løsladelsen er en alt for stor mundfuld.

Og det er der, man begynder at følge ham i podcasten?

Hun henter ham simpelthen, er med til at hente ham fra fængsel,

så der starter den simpelthen.

Og følger ham de første dage efter og i en måned efter,

og han skal på borgerservice i Ishøj

for at registrere sig hos Folkeregisteret,

og for at aktivere sit nem ide.

Han skal også have et sundhedsgård,

og det har han heller ikke.

Helt lavt praktisk.

Helt lavt praktisk, man ikke engang overvarer,

så skal han på jobcenteret i Valdensbæk,

altså en anden by, for at blive godkendt til kontanthjælp,

som han skal have en banken i Glostrup,

som i øvrigt kan give ham en bankkonto uden det ide.

Det er hele tiden et loop af ting,

som ikke kan lade sig gøre uden,

at den første ting har kunne lade sig gøre.

Han kan heller ikke at stække en gang noget sted.

Han kan sove.

Han kan ikke reservere en seng på det her,

og forsoves hjem i Glostrup.

Han skal møde op,

og så kan det være, at der er en seng ledig til ham.

Det er her som surium af all muligt praktiske ting

i mange forskellige byer,

som man bærer ham om at gøre.

Det er fuldstændig uoverskuligt for mig.

Og det er selvfølgelig fuldstændig uoverskuligt for ham.

Så det er jo ikke svært at forudse,

at han meget kort tid efter lysladsen

søger til det, han kender.

Og det har også noget at gøre med.

Han har brug for noget medicin til at styre sit misbrug.

Der er også en lang vej hen til at få fat i det medicin,

som kan hjælpe ham med det.

Så han går jo tilbage,

og finder ind til Hudben gården,

hvor han ved, han kan få fat i det,

som han skal bruge, ikke?

Systemet er simpelthen ugegæmskuligt,

og ugegæmstrængeligt for ham.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig en klovebud

fra fagfolk i Kriminalforsorden,

som måske lytter med her,

og som vælger at lytte til lysladsen,

om det stadig er sådan i dag.

Nu snakker vi om en 6-årig gammel podcast, ikke?

Jeg håber, at der er nogen, der skriver,

at systemet gør tidsvarende.

Altså bare sådan noget med,

i ved, hvornår han bliver lysladt.

Kan I lige sørge for, at han har et sygsæggingskort?

Altså, og en bankkontor...

Et sted at tage hen?

Et sted at tage hen.

Et sted at få sin medicin?

Fordi hvis der er én ting, der er helt sikkert,

så er det, hvis han ikke får sin medicin,

så skal han ud og finde noget.

Hvordan finder han noget, det er ved kriminalitet,

det er forfat i nogle penge,

og så kører det igen, ikke?

Der går heller ikke særlig lang tid,

før han faktisk overvarer,

hvad skal jeg gøre for at komme i fægsel igen?

Fordi det er for besværligt.

Det er for uoverskuligt.

Det er hele det for meget.

Han bor på gaden, næsten med det samme, ikke?

Så et indblik i,

hvordan det er at blive løslet,

når man har været vant til at være i fængsel?

Ja.

Hvad løslerer vi folk til?

Hvad løslerer vi til,

og er det virkelig i vores interesse?

Hvilket jeg vil være på at stå?

Det er det, som han ikke...

Men det kan man vel også se på tallene.

Det kan man.

Jeg tænker faktisk kriminalforsomstatistik

for 2021.

Det er den sidste nye, jeg kan finde.

Der er recidiv procenten,

som det hedder, at dem, der går ud

og begår kriminalitet igen.

Efter at have været i fængsel?

Ja, den er gået ned med få procent.

Det er stadig omkring hver tredje,

der får en ny fængselstum inde.

Der er gået to år fra de løslet.

Prøv lige at dvalge det.

Hver tredje løslet er det,

kriminelle går ud og begår ny kriminalitet,

som er så alvorligt, at de skal i fængsel igen,

inden for to år.

Og så er der altså også en statistik,

som siger hele to ud og tre,

begår ny kriminalitet,

inden der er gået to år.

I det hele taget.

Det er så ikke nødvendigvis kriminalitet,

der gør, at de skal i fængsel.

Det kan give en bøde, det kan gøre alt muligt andet.

Men det var også helt to ud og tre.

Det er næsten alle.

Ja ja, det er det.

Og hver tredje begår alvorligt kriminalitet.

Der skal noget alvorligt til for at komme i fængsel.

Hver tredje, hver tredje, hver tredje.

Som samfund er vi med til at kræge en virkelighed,

hvor at han faktisk gik

gemme i 2017 og overvejede.

Det næmmer for mig i fængsel.

Så har jeg taget overhovedet, jeg får mad, jeg får medicin.

Hvor alvorligt kriminalitet skal der til,

for at jeg kommer længst muligt i fængsel,

uden at det er det, han har lyst til at gøre?

Ja, og så kan man jo ikke være med at tænke,

at der er nogle helt lavpraktiske løsninger,

som kunne gøre, at mennesker, der bliver lyst til,

at ikke venner næsen den vej at begynde

at overveje bego kriminalitet igen.

Det er ikke superænkeligt.

Der er mange årsager til han ender,

men man kan starte med en socialrådgiver

et par måneder før, at han skal ud, som siger,

gemme, vi skal lige have tjekket på,

der er noget, der hedder nem idé nu.

Vi skal have tjekket på det,

vi skal have tjekket på dit syssegingskort,

du skal have noget idé, du skal have et bankkonto.

Ej, det må være rimelig nemt.

Altså de fleste af de ting,

han bliver præsenterede for,

og som man højer, som han knikker nakken på ham,

det kunne man have spareet ham for.

Altså vi oplevede det jo sådan set selv,

og besøge de indsatte i Vestrafengset.

Den første, vi kom ind og talede med,

altså i hans sælle, han fortalte jo,

at han havde siddet inden i,

var det syv år.

Ja, det var lang tid i hvert fald.

Ja, og blev løslet til ingenting,

og ind med at sove i en bil,

og senere ekstremt alvorligt.

Vi skal alt sammen bruge penge,

vi skal have noget spise,

det er vigtigt, vi har en base,

vi har et tryksted at sove,

og så forventer man af ham,

når det er alt han kender,

og så står i en situation,

hvor han ved ikke, hvor han skal få næste måltid fra,

han ved ikke, hvor han skal få sin medicin fra,

han ved ikke, hvor han skal sove hende,

så søger han jo til de mennesker,

men vi kan da godt bare alle sammen være sådan,

når man det er hans eget ansvar,

og han er voksen,

og selvfølgelig må man ikke på god kriminalitet,

bare fordi det er svært,

en svært situation.

Det kan vi godt bare vende ryggen til at sige det,

fordi det af realiteterne

er jo så bare,

at være tredjehavner i fængsel igen.

Ja, inden for to år,

og så er der måske flere,

som så gør det senere hen,

der kan ikke kiggede jeg ikke på.

Det er jo så bare dem, der bliver knallet, kan man sige?

Det er rigtigt faktisk,

det havde jeg ikke lige tænkt over,

og det er dem, der bliver fanget.

Det er kun fire afsnit,

men det er vigtigt, podcasten,

Løslat fra DR Lydl.

Det er nogen, der er ude, der er kommet,

med nogle bud på,

hvad der skal til for at få den andel ned,

voldsomt ned.

Det må vi kunne gøre bedre.

Men det tænker jeg, og jeg tænker,

hvis det er så simpelthen,

så en af løsningerne i hvert fald på at få den ned,

det er at sætte en social rødgivere på,

som sørger for, at de her praktiske foranstaltninger,

de ryger vejen.

Ja, en social rødgivere.

Hvem det nu er, der skal gøre det?

Det kan være en frimelige forråde kors,

sådan, at de bliver løslet til nuet.

Til en plan.

Til en plan, præcis.

Så det er ikke det mindste, at de kender.

Så der er alt muligt andet,

der også skal tages hånd om,

hvis de skal undgå at havne i samme situation igen.

Ja.

Men altså.

De her ting virker som lavet hængende frugter, ikke?

Det må man sige.

Vi gerne hører, om det er blevet lavet op.

Er det fuldstændigt anderledes nu, at der bare styr på det shit?

Nej, det tror jeg altså ikke.

Jeg må høre, hvad du har taget med.

Jeg tror, jeg har en anden anbefaling med,

og du tror, jeg har med.

Men den, du tror, jeg har med,

den tænker, jeg har med i næste uge.

Okay.

Min anbefaling er den nye dokumentar,

sagde på Netflix, der hedder

Monique Olivier, medskyldige i undskab.

Ja. Det var en anden.

Den handler om den franske

Serie Morta Michel Fronniere,

som slog op mod 12 personer i Jæl i Frankrig

og Belgien i årene fra

27. til 2003.

Og du fortalte jo faktisk,

om denne sagde tilbage i episode 43.

Så det var længe siden.

Og her er der jo så,

med denne her dokumentarsa,

mulighed for at få sat billeder på.

Det er ikke lige

til at se på ham,

hvis man ikke ved det,

man er altså kendt som en af de

værste franske Serie Morta i nyere tid.

Fronniere gik efter unge kvinder primært

teenage piger, som han kidenappede

og mørte.

I juni 2003

kidenappede han en kun 13-årig pige,

som han band om bag sin varvorn.

Og mens han så havde retning

mod et godt sted,

og voldtag og mørte hende,

lykkedes det hende heldigvis

og befrig sig selv at stikke af,

mens denne her varvorn holdt stille.

Hun løb for livet og fik stoppet en anden belist,

og da de lidt efter

passerede Michel Fronniere,

fik de noterede hans nummerplade.

Og det blev som sider begyndelsen på

ænden for Hamik og hans myrderier.

Han er stadig

meget omtalt i dag.

Mange af hans offere stadig ikke fundet,

og denne her documentar seria for søresør

afdække, hvem Michel

Fronniere egentlig var,

men også hvem hans kone var.

Især det faktisk ikke?

Det er jo interessant.

Hvad var hendes rolle

i hans forbrudelser egentlig ikke?

Og ikke mindst, hvorfor?

Det er et virkelig interessant forsøg

på at nå til bunds i,

hvordan hun kunne gøre det, hun gjorde.

Der bliver taget fransk her, altså den er

på fransk denne her documentar,

men man har altså mulighed for,

og det har vi jo talet om før,

ikke at vælge at brådet skal være

engelsk, hvis man ikke kan holde

ud, at det er

på et sprud man ikke kender.

Og jeg synes faktisk det fungerer helt fint.

Ja, det gør det som real.

Jamen jeg skal have set den,

men jeg burde have haft set den allerede.

Ja, faktisk.

Jeg har jo bare prøvet at være lidt forsigtig

med det der med at se tv,

fordi den der foromtalte skidskade

med hoveden i bilen.

Er du fald pladask med i sneen,

med hovedet først.

Så skal man altså passe på med skærme.

Så derfor har jeg lyttet

til meget de sidste mange uger.

Ja, god ide.

Den hedder altså Monique Olivier.

Er det sådan man siger det?

Ja.

Det er modtaget.

Ja, Monique.

Han ligner virkelig ikke en sag om ordentag.

Kan du spørgsmål?

Så ligner han mere sådan en lidt fransk bestefarm.

Der går jo ned og henter en baggæt.

Fulstændig.

Og hykker sig med noget røde vin.

Ja.

Runde briller.

Lidt fel.

Nogle klogbøger.

Og lille og tynd.

Ej, jeg skal have set den.

Jeg kan godt huske den.

Ja.

Men Monique, jeg snart bliver klar igen

til at kunne se en masse fjernsyn.

I urigt.

Nu anbefalerede jeg Netflix-serien

om Mørtok-familien i sidste uge.

Ja, det er rigtigt.

Og ganske rigtigt noget der er faldt om.

Vores tredje anbefaling

i denne afsnittet kom ud.

Bare lige hvis nogen ikke skulle have set det.

Alec Mørtok er kendt skyldig i drab.

På sine kone og søn.

Og livstid for begge drab.

To gange livstid.

Han nægter stadig?

Han nægter.

Jeg vil sige det sådan.

Hvis man er hoppet med på vognen

og man synes den siger interessant,

skal man altså gå på YouTube

og både se Anklærens afslutende procedure

i en fisk film.

Anklærens forsvarels

og også Dommons ord til Hammig.

Hvor han bare sidder tilbage

lænnet i sin lænnesstol.

Og bare fyre den af.

Det er virkelig interessant.

Ja, det er det.

Jeg var i tvivl til det sidste.

Så jeg var lettet over, at det var der den ende.

Og jeg kunne høre på

Dommons ord.

At der havde ikke været nogen tvivl.

Nej.

Det var jo en hurtig tag at vente bag.

De var egentlig i.

Der var ikke så meget rafflom.

Han var skyldig.

Men der var han også.

Der var ikke noget rafflom.

Der er jo fallet flere skyldige dumme

i universet omkring Mørdokfamilien

på nogle af de her bedragerisager.

Så man jo også kan begynde at dykke ned i.

Jo jo, man ved jo hvad man også begynder at kigge på.

Nu denne her sag med

drengen, teenage drengen

der blev fundet død midt på vejen

i det.

Hade de i virkeligheden et forhold

Boster Mørdok

og den her

teenage dreng.

Hvis godt, at han var homoseksuel dreng, der blev slet i hjælret.

De sagde, at det var et hit-and-run.

Nej, det havde det jo et forhold.

De havde jo måske et forhold.

Jeg har ikke filmet.

Det er forvilt.

Der blev ved med at hook kaniner ude af hullerne.

Nå.

Hva' det det for i dag?

Det var det for i dag.

Vi skulle ud i sneen.

Det er en klassisk forår i Danmark, ikke?

Ja, det er dejligt.

Hvor når man til snevar?

Kæmpe meget sne.

Ja, jeg bor tilfra at være køk galt på vej herind.

Jeg er virkelig skøjtet rundt.

Det var også sebe på det tidspunkt.

Der var ikke rød ud.

Jeg kørte altså langsomt.

Der var heller ikke rød ud fra hvor jeg skulle køre.

Nej.

Det var i Soap City.

Ja, det er lidt trædsfuldt.

Vi lever trods alt.

Det gør vi.

Og det vi også gør, det er at snakkes ved igenom en uge.

Hvis hænger der?

Er det noget med, og vi har noget helt særligt med?

Næste uge.

Anak, hvor du snakker om.

Vi arbejder på et servesnit.

Er det ved at være nu?

Du siger, at du skulle ud og komme på mandag.

Nå, okay. Det havde jeg glemt.

Nå, okay. Måske. Måske ikke.

Kommer der et servesnit næste gang?

Kommer noget.

Jeg havde bare glemt, at det var nu.

Godt du.

Vi finder ud af det hele.

Det gør vi. I hvert fald så havde det så godt til at løbe i lige måde.

Det gør vi.

Det gør vi.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.