Genstart: En fredet koran

Den berygte tagerorganisationen Al Qaeda har i udsendt en kriseaklæring mod Danmark.

Flere demonstrationer har udviklet sig voldsomt.

Og den knytter sig direkte til den seneste tids Koran overbrændinger.

Vi tager det selvfølgelig meget alvorligt, at der er en rejelt trussel.

Den har fået politikerne til at reagere.

Regeringen vil derfor fremsætte lovforslag som forbyder util børlige behandling af genstand med væsentlig religiøs betydning for et trusamfund.

Danmarks og danskerne sikkerhed af far, for de genthane Koran overbrændinger har vagt vrede verden over.

Sådan lyder det fra regeringen, som nu vil slukke brænden med jure.

Vi kan lave en juridisk nulstiksoperation, som sætter en begrænsning på et forsøg på at skabe usikkerhed for danskerne.

Et nulstik med millimeter præcis lovgivning, siger de, men kritikerne mener, at når i aktigheden fejler.

Og ikke bare foran ambassader, men overalt.

Så hvor lang griber regeringens lovforslag egentlig ind i danskernes frihed.

Det spørger genstand om i dag.

Mit navn er Anna Ingris.

Det er vi i dag.

På staden af dette stæde og børn af Paris er det eftermøg af en herrific aktiv terror.

En god vinde, som jeg underviser, ringer til mig grødkvalt.

Og hun siger, har du hørt, hvad der har sket?

Og det havde jeg sådan set ikke.

Det var, at en franske skolelær venner Samuel Petit blev drabt på vej fra sit arbejde.

For inden der havde han vist nogle eksempler på de franske Mohammed-tejninger, altså tejningerne for Charlie Etbo.

Det var så let til, at der var en mand, der var kommet op til mig og havde hukket hans hoved af.

Han havde bare passet sit arbejde. Han havde vist hensyn ved folk om at ikke se tejningerne, hvis de ikke ville, og så var der mobiliserede en retikalisering, som såføret til, at han blev drabt.

Hun sagde, man kan ikke forstå det, Nina. Der er ikke nogen, der taler om det her. Hvor er protesterne her?

Hun var helt ødelagt over det, der var sket.

Hvorfor bliver moret på den franske skolelær? Så skælsættene for dig?

Jeg er jo egentlig en ret nøgtundt og rationelt menneske, men jeg plejer at sige, at min kasualisator er følelser.

Jeg så egentlig en trussel, men også en uret færdighed i, at en skolelær, der bare var taget på arbejde, som lænsom ville behandle et svært emne i sin klasse, har mig blevet drabt for det.

Et drab, som for Nina Palesa Bunde til for alvoret begyndte sin kamp for ytteringsfriheden, da hun stiftede organisationen Patti.

Udover sit engagemang i gruppen er hun jurist og dummer fuldmægtig.

Og til hverdag sidder jeg ned i Københavns byret og dræffer afgørelse.

Så ja, det betører og nysgerer i samfundsborg.

Ja, og så er du jo aktivist og blandt andet aktivist, når det kommer til emnet ytteringsfrihed.

Og dit ønske om en meget hvid og, hvad kan man sige, ubegrænset ytteringsfrihed.

Hvorfor er det så vigtigt for dig?

Vi kan ikke indgå i nogen relationer eller debatter eller diskussioner med dem, vi er enige eller uenige med uden at have det her værktøj i vores værktøjskasse.

Derfor skal vi give meget plads til, at man kan udfolde sig ind for rammerne.

Nogen vil jo nok mene, at de her to ting ikke hænger særligt godt sammen, altså at være dummer fuldmægtig den ene dag, og så aktivist den anden dag.

Risikerer du ikke, at du bliver forfarvet eller nogle ansætter som inhabil, når det så kommer til spørgsmålet om det her?

Det er sjovt, det er typisk, det er folk forholder mig, når de prøver at få mig til at sige stille, der er sådan hård hård.

Så sidder du der og har en holdning.

Jeg mener, som jurist, men i det hele taget akademikere, i hele Danmark har en borgerpligt til at indgå i rætspolitiske diskussioner.

I ser, når vi flytter grænserne, i ser på det her tidspunkt, hvor der ikke er noget, der er skrevet i sten eller i lov, det har jeg en pligt til, som borger i det her samfund.

Og Øst og Landsret er enige, domstolingsansat har en meget vidt ydringsfrihed.

Vi skal bare ikke udtale os om vores egne konkrete sager på bordet, det skal jeg nok lavere, men det har aldrig nogen senden lyst til.

Men jeg har en vidt mulighed for, med min ydringsfrihed, at gå ind i en samfundsdebatte.

Så nu kommer engang skridtene frem, nu bliver der sæt i ild til Quranen.

Overforret og sommeren blusser en række Koran-opbrændinger op i Danmark og Sverige.

Foran flere mondane ambassadebygninger, med Ierags Ierrenegyb, når tykides flag blaffrerne i vinden,

sætter små grupper af demonstranter ild til de heldige bøger.

Hvad føler du sig, når du ser, at han gør det?

Jeg føler bare, at han er svin. Jeg har ikke andet at sige.

Det er ligesom på en eller anden måde lidt eskaleret eller totee.

Det tænkte jeg faktisk ikke, at det står over, at jeg selv afholdt demonstrationer, hvor patrioterne er dukket op.

Og jeg kan komme i tanker om en konkret eksempel, hvor vi faktisk har en mindre højtidighed for Samuel Pati.

Og det er meget andægtigt, det er meget roligt, at folk der grader.

Og pludselig så ser jeg bare ud i øjnkroven, at der er bol af brænd.

Det er store banner, vi alle sammen kender.

Og det giver et kæmpe Gibi-Major.

Jeg får jo en helt umiddelbar følelsmæssereaktion.

Hvad foregår der? Vi er jo nærmest i begravelses og mindestimling.

Du kommer faktisk en bekyndt hen til mig i den situation, og siger, at I har jo en lovlig anden meldemo.

I var her sådan set først. De har godt nok også anmeldet, at de ville komme.

Hvad tænker du om det her?

Og selvom jeg står i den der følelsmæssige situation og bare tænker,

hvorfor må vi ikke have lov til det her endægtige øjeblik?

Så siger jeg faktisk til bekyndten, de forstyrer jo ikke mere end vi alle sammen kan være her.

Hvis der er afstand mellem dem og os, så må det være sådan.

Jeg har det bedste med at sige ham i mod. Det gør jeg også i debatten.

Jeg er unligt med ord, og jeg bruger mig ikke om hans greb, men jeg kan godt se, hvad han gør.

Jeg kan godt forstå, hvad han gør.

Selvom de flammende demonstrationer, som Nina befinder sig lige ved siden af,

ikke gør hende rasende, så sætter det gang i en helt anden vrede blandt muslimske lande.

Den seneste tids koran-oprejninger, både herhjemme og i Sverige,

har kastet Danmark ud i en diplomatisk krise.

Efter pres fra den muslimske paraplyorganisation OEC,

og et direkte telefonopkalt fra Iran,

meddeler underridsminister Lars Løkke, at regeringen vil sætte en stopper for afbrændingerne.

Vi vil se på, hvordan vi i helt særlige situationer kan sætte en stopper

for forhåndelser af andre lande, som er i direkte modsted med danske interesser

og også danskernes sikkerhed.

Det bliver nysgag, og jeg har faktisk også kontakt til en anden jurist,

og siger, hvad ligger du i det, altså, er vi tilbage til?

Mit paragrafen, hvor vil vi hen med det her, hvorfor kommer det på det her tidspunkt?

De lægger også meget vægt på det her med, at danskere ikke kan lide paludander,

vi trætter afbrændingerne.

Jeg forvirrer på den måde, at det er meget uklart, det der blev sagt.

Og så lytter jeg mere og mere, og så kan jeg høre, at sætningerne gentager sig.

Altså, man siger, at man vil lave et juridisk nordstiksopression.

Khyruisk præcist indgreb, myndet på paludander, patrioterne,

den gentane, skikanøs, adfærd foran ambassader osv.

Så vi fik det alligevel afgrænse, men jeg skulle virkelig lytte død og se pressemøder.

Vi skal finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhængde koran-afbrændinger

foran ydlandske ambassader.

Se de her hyggelige programmer i aftenshjået.

Der skal ikke være et forbud mod koran-afbrændinger.

Det er nemlig bredere, selvfølgelig, fordi de her handler om noget,

der er mere og større end en religiøs bog.

Jeg skulle ud og fiske efter, hvad det var, man ville med det her.

Tak fordi, at I har kommet.

Under en måned efter aklæringen om at slukke de brændende koran-a velov,

er regeringen klar med sit indgreb.

Som I ved, så har regeringen jo i de seneste uge arbejdet på en modell for,

hvordan vi kan sætte ind over for den seneste tidsafbrændinger af koranen.

Udenridsministeren har denne gang fået selskab af Justitsminister Peter Hummelgård.

Og vice-statsminister Jacob Bellemann Jensen.

Og foren den lange strippe af mikrofoner fremlækker de lovudspillet.

Jeg er på arbejde og har en kort spisepause.

Man får at vide, nu kommer der presse med.

Det tænder for DRDK og skynder mig at følge med i, hvad der foregår.

Og så bliver jeg vildt forundret.

Det er lovforslag, som forbyder utildt børlige behandling

af genstand med væsentlig religiøs betydning for et trusamfund.

Det, der blev præsenteret, er noget at se.

Det var meget mere, end det, man havde talet om hele sommeren.

Og lovforslaget vil på den måde gøre det straffbart,

hvis man for eksempel offentligt afbrænder koranen, biblen eller torren.

Og lovforslaget vil kun sikre mod handlinger,

der foretages på et offentlig sted,

eller med fortsæt til udbredelse i en videre krigs.

Jeg går tilbage til arbejde og afslutter mit arbejde.

Når jeg har pauset, skal jeg på toalettet eller andet.

Så hiver jeg telefonen op, og så kommer lovforslaget i tekster.

Jeg læser og læser og læser igen.

Fortal lige, hvorfor er du snirret ind på toalettet

og bare læser teksten igen og igen og igen?

Hvad er det, du er på jakt efter?

Jeg er på jakt efter svar i bund og grund.

Jeg er på jakt efter en forklaring med det her lovforslag,

man har sagt, vi vil komme.

Hvad er det for en størrelse?

Og jo mere jeg læser, det smager jeg her brug for at læse det en gang til,

fordi det er helt imisk klang med det, jeg havde hørt dem meld ud inden.

Når du dykker ned i materien af regeringens indgreb, hvad er det, så er du op der?

Man er gået fra arbejdsadernes foretog og måskejernes foretog,

og ud i hele det offentlige rum, der vil man have forbudt til at gælde.

Man er gået fra, at det er afbrændinger,

altså det er en her sætning om, at man først bør i samfund,

og så brænder man mennesker, til det alt util børlige behandling.

Ikke kun afhellige skrifter, man har faktisk gået videre sagt,

det er alle væsentlige religiøse symboler.

Det er lige det, man kan finde i det første i lovteksten.

Og så er det også ikke kun offentlige rum,

det er også, hvis man vil udbrede det til en hvide og kreds.

Hvis der er noget, vi gør i samfundet i dag, så er det so-mi,

og der er vi udbrede ting til en hvide og kreds,

og hvis man gør det, så vil det også være omfattet.

Så er man faktisk gået ind til dit og mit test og tur ind til mit mobil,

og hvis jeg så gør det derhjemme fint nok,

men i sekund, jeg sender det ud iateren, så vil det også være omfattet.

Det er jo noget helt andet end Pallodan, der bare står

og kigger ambassadøren i øjnene gennem vinduet

og prøver at drille og skikke ned den ambassadø.

Noget, der har været meget i øjnfældene for mange med det her lovforslige,

det er formulering, utilbørlig.

Hvordan skal jeg som borger ved, hvornår noget er utilbørligt,

og hvornår det ikke er helt utilbørligt nok til at ikke må?

Hvorfor har man valgt det ord utilbørligt?

Det er jo et godt spørgsmål, det må man næsten spørge politikerne om.

Man kan i hvert fald sige, det er et ord, der giver plads til fortolkning.

Jeg tror, at utilbørlig opstået på grund af historien,

alt det her er jo startet som følge af følelser, altså religiøse følelser,

en følels af forhåndelse, en oplevelse af krænkelse, en oplevelse af skikane.

Og når man så skal fagne de følelser, så kan man næsten kun svare

med et ord, som også er lavet med følelser, det er utilbørligt.

Det er umoralt, det er uordenligt.

Peter Hummelgård Justitsministeren påpeger selv,

at utilbørlig er et ord, som de fleste dansker er klar over, hvad betyder.

Jeg tror, de fleste dansker er klar over, hvornår noget måtte være utilbørligt.

Hvad er din modering af det, som dummer fuldmægtig ord, utilbørligt?

Er det noget, som er lidt afkodet?

Jeg vil gå et trin ned, altså som borgere, altså som bibsel, som bibliotekarter,

der læser uenlig bør, så det er altså ikke lige til.

Prøv at gå ud og spørge hver venner.

Hvad tænker I utilbørligt betyder?

De fleste siger faktisk utiborgeligt.

Altså, man ikke har tilbøjlighed til et eller andet,

fordi de misforstår ordet, ikke har hørt det før.

Ude fra en gængse, hvor det er ingen ude i samfundet,

så tror jeg, de fleste, det vil ikke rigtig ved, hvad det betyder.

Okay Nina, kan du ikke prøve nu at forklare,

hvad man med regeringens nye lovforslag,

ikke må og hvor hende man ikke må gøre det?

Du må ikke udføre ude til børlige handlinger mod

vanskelig religiøse symboler i tro samfund,

og også de ikke gåetkænte i det offentlige rum,

hjemme fra din computer.

Og faktisk heller ikke, hvis det bare er en kopi, som ligner lidt for godt.

Og så i forhold til hvilke genstande,

det er jo selvfølgelig de helt primære symboler.

Koranen, Biblen, Toranen,

Ministeren og hos denne kursifiks, men ikke korset.

Jeg ved ikke, hvorfor man lige skældner der.

Man har så også sagt, det skal ikke være tørkleder, altså tøj genstande.

Men væsentlig religiøse symboler, det er jo noget for kønner for tolker,

som man har faktisk lagt nogle lov-elementer over i forkønnernes hænder.

Okay, så det lette eksempel på noget, man ikke må,

det er, at man ikke længere må urinere eller brænde en koran foran ambassade.

Hvad kunne et andet måske mere sjældent eksempel være på noget,

men med det her lovforslæg ikke længere må?

Hvis vi skal tage udgangspunkt i Danmarks historik,

vi frigager pornogen som den første.

Rigtig mange religioner har det stramt med pornografi.

Man må nok mene, at hvis man lavede en onlyfans-konto

og lavede noget utibør lidt med et kursifiks,

det gør man blandt andet i filmen Antichrist.

Så er det meget nærliggende at komme til den konklusion,

at det ville være omfattet, for det er humoralsk

og lave den slags film,

og man sender det ud i en videre kris,

og man bruger et væsentligt religiøst symbol.

Og hvad kan straffen så være, hvis man laver en film,

hvor der er en, der onanærer med et kursifiks?

Nu sagde du det.

Det ved vi jo ikke, vi har kun strafferammen,

og det skal man også lige være meget forsigtig med.

Mange taler om to års fængsel, det er jo ikke der, vi starter.

Det er jo sådan, at man bestegter i den lave ende,

og det er jo sådan, der er en sådan bøde straff,

og så vil man se på de formildende og skærpende omstændigheder,

der er, har man gjort det rigtig mange gange igen og igen,

og er det for eksempel en, som stiller sig helt op til at sade døren og gør det her,

så vil man jo tage alle de elementer ind.

Men der havde jeg så måske også ønsket mig,

af lovbemærkningen, altså lovkommentarerne,

at politikerne havde givet nogle retningslinjer.

Det er dem, der ønsker at straffe det,

så hvor er vi hende med knivlågen, kunne de sagtens lige sætte et nummer på.

Det koster så meget.

Med bandelågen kan de sagtens sige, fint, dobbelt op og straff.

Her, der tager de bare begge hænderne i verden med flade håndflader,

og de flade siger, det må du omstående finde ud af.

Du har været meget engageret i kampen mod det her forebåde i år.

Du har været til flere demonstrationer og arrangementer,

og til dem har du mødt en hel del eksiliranderer.

Hvorfor er der så mange eksiliranderer til de arrangementer?

De kommer fra et land,

hvor en del af de forførelser vi oplever, de er begrundet i religionen.

Altså jeg vil jo kalde det et misbruk af religionen eller et misbruk af koranen,

men det er det, der sker, altså der bliver reciteret over kvinder og blasfeminger,

der bliver straffet, der er dømt til døden eller homoseksuelle,

der bliver dømt til døden med koranvers.

Så derfor ligger der mange af dem på sinne og har et sprog

imod det, der sker blandt andet i Igrøn.

En af de eksilirander du møder gør et særligt indtryk på dig.

Hvad er det hun siger til dig?

Det er en kvindelig eksilirander, som ser det her lovforslag,

altså siger hun til mig, hun fortæller det faktisk til mig over en lydbesked.

Jeg er faktisk så røstet over det her forslag,

jeg ikke kan skrive til dig, så nu får jeg det en lydbesked.

Det gør bare rigtig und på mig, at jeg kan ikke engang få den danske statsminister

til at sige hendes navn eller kvindelig frihed.

Og så siger hun til mig, jeg kan ikke forstå,

at jeg ikke kan få landet statsminister til at se Jina's navn.

Jina er den kvinde, der for godt et år siden den 16. september

blev drabt af moralpolisiet i Igrøn.

Jeg kan ikke få statsministeren til at sige hendes navn.

Men hun bøjer sig for islamistiske, terroristiske regimer.

Det er ikke asså otte.

Men statsministeren kan se nu, lytter til de religiøst funderede krav,

der kommer fra det samme land, og hun var røstet, og hun var ked af det.

Det, der rammer mig, det er, at hun og andre eksilirander,

også kvinder og også dem, som er flygtet fra det her,

de har en ekstrem legitim grund til blandt andet,

og skinne religiøse symboler.

Det er deres språd, det er deres kunst, det er deres politiske yndringer,

og det var ved at blive taget frem.

Hvad er det de iranske kvinder er så bekymret for?

De ikke længere må, de må stadig vil gerne udtrykke kritik af

de iranske pressestyre, og stille sig op og demonstrere fundembasaden.

De må gerne gøre alle de pænne ting.

Men de her kvinder, de frustrerede, de vrede, de bekymrede for deres familie i Iran,

og de vil gerne have lov til at råbe verden, så vel som pressestyret op,

så højt som overhovedet muligt.

Og jeg tror ikke, at pressestyret, de læser at læse og bræve en lille danske vis,

eller det ved jeg, de endnu ikke næppe gør,

og de er lige glad med alle de pænne yndringer.

Det er netop vandetvendigt at provokere den,

og sige, det her, det vil vi gerne sige, nej fra,

I skal holde op med at dræbe kvinder som et drabte higner den 16. december 2022.

Den mulighed bliver taget fra den.

Det er helt voldsomt temperamentsfulde språd.

Det er for alvor at gøre oprør.

Der er meget andet end ord der er yndringer.

Og hvis du har oplevet som kvinde, at du blev pisket, du blev stenet,

dem kan vi så ikke tale med mere, fordi de bliver stenet indtil de dør,

og det tager godt to timer.

Du blev brændt til restitution af koranverset.

Så synes jeg, det er en legitim grund til,

at man får lov til at gøre det samme, hvad de sidder.

Jeg vil ikke selv gøre det, men det, de fortæller mig,

altså det, de iranske flygtede kvinder fortæller mig,

det, de siger, de har et behov for at gøre det.

Derfor var jeg også med til en demo for Fyroche Basrakan,

hvor hun har fortællet, hun har behov for at gøre de her handlinger.

Og det lytter jeg til.

I starten af august stiller den dansk iranske kunstner Fyroche Basrakan

så op for en irans ambassade i København.

I fjørte en t-shirt med teksten

Woman Life Freedom over brystet

og udstyret med et cafébord, en koran og et rivejæren,

indleder hun en performance, en kunstnerisk kommentar

til de iranske styre.

Jeg kommer hen til den her kunstneriske happening.

Fyroche står i absolut stillhed,

imens hun med en metodisk grundighed kører og sidder for koran sammen.

Jeg har det sådan, når jeg får en arbejde med skarpe ting og rivejæren.

Det er helt sådan ting, og det er sådan, uuh!

Pas på fingrene, uuh!

Og de næste minutter, det her, det varer, og jeg er faktisk blevet fuldstændig koldt.

Der er nærmest ikke en varm centimeter på min krop,

fordi det er så intens, det der sker.

Er hun er færdig?

Så har hun kommet alle de her stumper op i en urne.

Det koranen siger om hende, at hun skal gøre det i den her urne.

Og det, som ikke har kommet ned i urnen, det falder ned på jorden.

Og vinden blæser de her koranestumper hen over jorden.

Og det var så stærkt et udtryk.

Og det ville hun jo ikke gøre, hvis ikke hun havde brug for.

Det er kunstneriske språk.

Det var jeg glad for i overvejen.

På 16 minutter rive og basrafkaren hele koranen i 2 på sit rivejæren.

Så bukker hun fra kameraet og for det publikum, der har samlet sig rundt om hende.

Det er voldsomt.

Jeg forstår godt, hvad hellige symboler betyder for folks følelser.

Jeg kan have tilsvarende store følelser, når jeg hører stemte sange,

når jeg ser dannebrug.

Det rør noget i mig, det gør det også i andre.

Den side forstår jeg i den grad også.

Og så forstår jeg faktisk også en kvinde, som har behov for at rive koranen i stykker som et språ.

Og hvordan vi så få de to sidder til at møde med hinanden,

det kræver i hvert fald, at vi ikke bare lukker den ene side med,

men at vi giver dem hver sit språg til at udtrykke det her.

Og at det værken er et språ med forebud eller vold.

Og bare lige for at være helt sikker, altså vil denne her kunstperformance eller habbending

være lovlig efter det nye lovendgriv.

Jeg har lyttet til, hvad ministeren har sagt,

og han har faktisk helt specielt fikt kommenteret på Fidoca Basraqarn.

Og sagt, det vil være ulovligt, som det nuværende forslag er.

Hun kaster den for, synge, skrive tekster, male, hukke noget i stem,

gøre noget, som ikke ødelækker ting.

Hvorfor er det ikke en ermittelig gældende norm,

at man ikke bare for at vise eller forsøger fremprokere reaktioner ødelækker ting helt bevidst?

Basraqarns ødelækkelse af Koranen for Unigerens Ambasade beskriver hun jo som kunst.

Hvordan er kunsten generelt omfattet af det her lovendgriv?

Den står nævnt helt specielt ned i lovkommentarerne,

der står, at det er også handlinger i kunstnerisk og politisk øje med.

Så man faktisk allerede sagt direkte, at de to grupper på kunsten og politikken,

som ellers har en hvid beskyttelse af deres ydringsefrihed,

det går man direkt ind og nævner at sige, det gælder også jeg.

Regerings hele centrale poængte er jo, at det her handler om Danmarks sikkerhed.

Er det ikke en meget legitim og central poængte,

at man politisk bliver nødt til at få stoppet koran-afbrenninger

for at beskytte Danmark og danskerne?

Det er 100% legitimt.

Og det må man spørge sig selv, det skal man altid,

når man begrænser vores ydringsfrihed eller vores menneskerrettigheder.

Det er, at er hun et egnet til at sikre vores sikkerhed.

Vi på et lavere trusselsnivå end vi var under Mohammed-krisen,

som jo slet ikke handlede om afbrenninger, men om tegninger.

Og sikkerhedsnivået, det går op og ned.

Der var ikke særligt mange, der hørte om det her før.

Det blev inddraget i Erdogansk politik.

Der var ikke særligt meget, der tænkte over det her,

før OEC kom med nogle ret voldsomme statsmænds.

Fidocia har gjort det, hun har gjort i over 15 år.

Det er helt legitimt.

Jeg kan bare ikke se nogen sige med sikkerhed,

tvert i modere derandre, at det ikke giver os den sikkerhed.

At de bliver trykket, at vi bliver trykket

eller at Danmark bliver sikker, bare fordi man gennemfører det her.

Jeg ser ingen garantie for vores sikkerhed for længelser af det her.

Det er jo ikke den eneste udenrigspolitisk indstilling,

det er ikke den eneste udenrigspolitiske krise, der er.

Jeg er ikke uden en gledebaneproblematik.

Jeg vil mere gerne gå et skridt tilbage og sige,

der hvor vi står nu, tror vi, at alle trusler mod Danmark.

Med alle de fragmenter, og alle de overvejelser, der er derude,

bliver løst ved at lave det her forbud.

Nippe.

Selvfølgelig har vi ytringsfraget i Danmark,

men det er i måde, at man går op og afbrænder de hellige skrifter.

Om det er Biblen, om det er andre skrifter, det synes jeg ikke er okay.

Jeg går ud fra, at du ikke har ekstremt stærke følelser

i klemmen, når det kommer til Koranen, Toran eller Biblen.

Nogle vil jo mene, at det er et udtryk for privilegieblindighed.

Det er ikke dig, der bliver trot på, for dit hjerte grader ikke,

når Koranen bliver brændt af for en ambassad.

Er det ikke manglet på forståelse, for de religiøse mennesker, der bor i det her samfund,

lige som at sige, de skal ikke have den særlige beskyttelse af deres religiøse følelse?

Jeg har meget stor forståelse for, at en religion kan være så stor for en,

at den er alt om farvene, og det er ens største kærlighed i livet.

Det er bare ikke ens betydende med, at det skal tvinges til bestemte handlinger,

som så skulle dulme de her følelser.

Vi har faktisk lige fået lavet en måling, der viser, at 57% af danskerne

siger ja til, at det er en god idé at lave et forbud,

også selvom, at det begrænser yderingsfredigheden.

Rigtig mange dansker vil nok også mene, at det er okay,

at man forbyder at brænde korrena af for en ambassad,

og at man ikke må onanere med et crucifix,

man ikke må rive korrenen i stykker,

altså det er ikke noget, der går ud over den rejelle yderingsfrihed,

og hvis det til gengæld kan give os en mere sikker grund at stå på, så er det helt fint.

Svinger du og lige sindigt ikke op på en meget, meget, meget høj demokratisk hest,

som der måske ikke er helt anlæg til?

En ting vil være, hvis vi kun taler afbrændinger,

altså det vi taler over hele sommeren,

men det er jo ikke det, der er blevet præsenterede, det er jo meget bredere.

En anden ting er, at jeg vil næsten sige, det burde være samfundets laveste hest,

fordi det er den hest, der bærer alt andet.

Jeg kan slet ikke komme i en debat med de retikale,

de kommer til at gennemme sig i kaninhålet,

jeg kan slet ikke komme i en politisk driftelse med dem, jeg er enige af eller en af med.

Jeg kan slet ikke nå til det punkt, at jeg faktisk hører om de her religiøse følelser,

hvis vi bare kaster os ud i hver vores menings- eller følelseskasse,

og ikke kommer hinanden ved heller på en svær måde.

Ydringsfriheden, det er samfundets laveste hest, og sætter op på.

Det er ikke privilegi, blind og kæmp for ydringsfriheden,

for med det, så giver jeg sådan set også et sprogtallet,

men der er ikke hartsprå.

Der er jo nogen andre end akademiker derude.

Hvad er det, du håber er opnå eller få ud af dit engagement i denne debat?

Det vigtigste i alt det her for mig, det er, at hvis alle medlemmerne og partierne,

jeg håber faktisk de alle sammen sidder i salen den dag,

de ender med at trykke af, så der kommer et forbud med det her,

så har danskerne i det mindste aktivt taget stilling til hver eneste faldgruppe der i det her.

Det er den største, jeg mener, reduktion i ydringsfriheden i Danmark i nyere tid.

Det skal vi ikke bare gøre på baggrund af et god aften show,

og lidt diskussioner henover en agurktidssommer.

Det skal vi ikke gøre på baggrund af 26 arbejdstager i ministeriet.

Altså, da vi afskaffede Bladsfemiparagrafen,

der var der flere hundersiders betænkning, der lå til grund for det, for noget vi aldrig brugte.

Nu har vi 22 siders lovkommentar og et Christiansborg, der siger,

de er klar til at sætte det her i gang, altså behandlingen af det første uge i oktober.

Jeg håber, at alle dansker vil engagere sig i det her.

Hvad det så ender med, det finder vi jo så ud af,

og vi gør det med åbne øjne, når vi reducerer vores ydringsfrihed.

Det er lige nu i det her rum, at jeg kan påvirke processen.

Og som processen har været lige nu, så håber jeg, at alle dansker

klikker sig ind på de 22 sider, og læser, hvad der rent faktisk står.

I stedet for at se på sådan nogle guaften, Danmark,

opinionsundersøgelser, hvor en ellers meget sympathisk Mette Frederiksen med hovedet på skrå,

siger, vi kan jo ikke lide Pallodans, kan vi ikke gøre noget ved det.

Det er ikke det, der ligger på vores bord. Det skal Danmark vide.

Okay, så en opfordring herfra til at læse lovforslaget.

Ja.

Og hvis det så bliver gennemført, det tyder alt på.

Så skal det i hvert fald ske med danskernes åbnerøjne.

Hvis vi i dag vælger af begræns af vores ydringsfrihed,

så skal vi gøre det med fuldstændig åbnerøjne især for alle dem,

der rammer hos.

Okay, tak for at besøge, Nina.

Tak for tiden.

Det var dagens genstart, som er sat sammen med Magnus Miu,

Claudia Steenhart, Marie Killebæk, Line Fabricius og mig, Anna Ingris.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.