Genstart: Barbies makeover

Jeg har fået langt større respekt for den makt hun har, altså den kulturale makt hun har.

Og så har jeg fået et andet blik ved at også sige på hvordan man kan forandre et produkt.

Altså det der sker med Barbie er jo dybestidt at man tager noget meget uskyldigt, noget infantils, noget som egentlig ikke kører hjem i en voksenverden.

Og så gør man det til den største eksponent vi kommer til at se i år for det stede verden står lige nu.

I get a better bed and wave to my home girls. Hey Barbie, hey, she's so cool, all dolled up just playing chess by the pool.

Come on, we got important things to do, it's her and her and me and you and pain.

Et symbol på syg amerikansk kulturimperalisme. Der er skyld i at piger og unge kvinder får et forskroet forhold til deres kroppel.

No woman can ever look like Barbie and a talent.

Since the beginning of time.

Anklagerne mod Barbie har eksisteret lige siden ducken kom på markedet for mere end 60 år siden.

Since the first little girl ever existed, there have been dolls.

Men nu vil Mattel skaberne bag hende relancerer den blonde plastik-dukke som et feministisk ikon.

En Hollywood-film.

Filmen slår rekorder og hitter i biograferne, men den har også vagt stort debatt.

Hvorfor er det så vigtigt for Mattel at gøre Barbie til et feministisk ikon?

Det spørg genstart om i dag. Mit navn er Anna Ingrid.

Hvor stort et fenomen er Barbie?

Gigantisk.

Det er et af de seneste og hundres største popkulturelle fenomen, og hvis man kigger på udbredelse,

der er stort sett ikke det børneværelse eller det hjem, hvor Barbie ikke har opholdt sig,

hvor hun ikke er blevet leget med, hvor der ikke er blevet taget stilling til hende.

Og det kan man altså ikke sige om ret meget i den her verden.

Og det er jo også det, der afspejler sig i den her tid, hvor filmen er blevet en blockbuster langt ud over det savantlige.

Så hvis man skal prøve at sætte noget hirake på de der store brains i den vestlige verden, hvor er Barbie så hen?

Men Barbie, der taler vi om og tager os vel opbygget markedsføring og til stedeværelse rundt omkring på hele kloden,

som nu materialiserer sig for alvor.

Barbie er blevet et symbol på kvinden som generationer af kvinder,

og dermed også generationer af mænd har forholdt sig til og stadig forholder sig til.

Vi er givet bort par dækket amerikansk politik og kultur i mange år,

senest som udlandsredaktør på Bærlingske,

inden hun snart begynder som kulturredaktør på samme vis.

Altså, jeg er jo fra Lykster og i Norgeland, og jeg ved ikke, om det var derfor,

men jeg har faktisk ikke rigtig nogen voldse med rindringer om at have lejet så meget med Barbie,

men vi lejede med Daisy og Cindy Duckers, som jeg tror var sådan nogle lidt billigere Duckers.

Og så var jeg meget misundlig på dem, der havde de der kæmpe Barbie-samlinger om.

Men jeg var ikke selv nogen stor Barbie-girl.

Er der et eksempel på, hvor stor symbol, hvad de Barbie har?

Altså, et af dem er omkring 904, tror jeg det var, for den første Black Barbie blev lavet,

og det blev set i USA som et symbol på, at nu var den sorte amerikaner rykket et andet sted hen.

Den sorte amerikaner havde nu fået en naturlig plads i kulturen,

og kulturen havde fået en naturlig plads ude i hjemme,

og det var anerkendt bredt også bl.a. de store kommersielle brands,

at den sorte amerikaner var værd at investere i.

Så når der kommer en sort Barbie på markedet, så er det, hvis ikke en revolution,

så er det et meget stort skridt for hele samfundet.

Det bliver set som en gigantisk udvikling, selvom det er en plastik ducke,

så er hun et symbol på noget, som er langt, langt større.

Barbies tilstedeværelse og den udformning Barbie har haft gennem tiden

har været et direkte spejl på det, der foregår omkring os i verden og i samfundet,

og det er det, der gør Barbies så signifikant.

Det er amerikanske Ruth Handler, der får idéen til at lave en voksenducke,

som små piger kan leje med.

Ducke's udseende er inspireret af den tyske ducke Lili,

som har været en ducke, som har været en ducke, som har været en ducke,

som har været en ducke, som har været en ducke, som har været en ducke,

og Ducke's udseende er inspireret af den tyske ducke Lili,

som blev solgt på tankstationer og i porno- og tobaksbutikker.

Ruth Handler's lejetøjsvirksomhed, Mattel, støber den første ducke i 1959,

og siden da er der solgt mere end en milliard Barbier hverden over.

Men så kom det ud af feminisme, og Barbier blev en højde.

De atakker har aldrig stoppet.

Når man har en ducke, som Barbier er så udbredt,

så vil det også blive læs alt muligt negativ symbolvertif ind i ducken,

og det er vi gutt i himmelen sket mange gange.

For det første er det hele kroppes diskussionen.

Barbier blev lavet som ideal kvinden.

Den lækre lyshårede kvinde med strudtende bryster, en lille stram tallje,

en figur som små pierskog efterstrebe, og det mødte voldsom kritik.

Da feministerne først kom på banen i 90'erne, så en godt og veligt årtid efter,

at Barbier var kommet på markedet, så begyndte den her kritik at ducke op med jevne mellemrum.

Det havde et omfang, så i 1994 var der faktisk et finsk forskerhold,

der lavede sådan en undersøgelse over Barbies kropp,

som visste, at hvis hun havde været en virkelig kvinde med de proportioner hun havde,

så ville hun have været så tyndt, at hun ikke ville menstruere.

Jeg kan også huske, at der kom undersøgelser og tigler om,

at hvis hun havde været en rigtig kvinde, så var der værken plads til lunger eller ribben.

Det skulle ikke under mig.

Men det, at man har lavet de der undersøgelser, synes jeg også viser noget,

hvad det er for en plads, Barbier har haft i kulturen,

fordi man ikke bare ser det som en ducke,

man har set Barbies indflydelse på den måde kvinder tænker på,

og små bier tænker på som ekstremt reelt,

og derfor har man jo så også brugt forskermiddler på det undervejs.

Og så er der jo noget helt andet, og det er Barbies rolle i samfundet.

Altså hvad for en funktion, hvad det Barbies kunne have.

Det har man debatteret mange gange,

og derfor begyndte man jo også fra matelside at lave president Barbier,

man begyndte at lave astronaut Barbier, pilot Barbier.

Man lavede Barbier, som på en eller anden måde skulle vægge en ambition hos unge piger.

Hvad har man ellers lavet for nogle Barbier for at gøre hende mere tidsvarende?

Altså gennem årene har man jo lavet masse visarvationer af Barbies,

som har skuldet i møde komme et voksende krav om inklusion i samfundet,

og det man har lavet af forskellige afarter af handicappet Barbier,

altså en Barbie i rullestol, man har lavet en Barbie med høreapparat.

En Barbie med Downsyndrom.

Og så har man lavet Barbier i langt flere forskellige kvindeformer,

end man har brændt i gjort.

En Curvy Barbie, man har lavet en Transgender Barbie.

Man har sment ændret Barbie fra at være et stereotypt kvindeital,

til at omfavne alt det, som kvinden i Barbies øjne i hvert fald,

skal aspirere efter at blive.

Hvordan forklarm Mattel selv deres pludselig store ønske herom,

at så inkludere og formange flere forskellige Barbie-figurer på markedet?

Altså Mattel har jo godt kunne se, at hvis de blev ved med det,

de gjorde i 60'erne, så ville Barbie dø som fenomen.

Så de har også med, at tvunget til økonomiske årsager

at gå nogle egne veje og prøve hele tiden at imøde komme en tidsund,

som de dybt afhængige for at kunne sælge deres stukker.

Det her er Big Box, det handler om penge,

og det handler om at skabe et fenomen, som bliver ved med at være tidsvarende.

Og det er jo det, man nu tager endnu et skridt mod ved at lave en film,

med levende skuespillere, en fuld fed, flot Barbie-spillefilm.

Ja, Mattel beslutter sig for at lave denne her film om Barbie.

Hvad tænker du egentlig, at du hører det?

Jeg tænker, den skal jeg skulle se.

Hvorfor?

Fordi, at jeg, ligesom langt største delen af alle andre kvinder i verden,

jo på en eller anden tidspunkt, har forhold mig til Barbie.

Nu skal det her jo ikke være sådan en personanalyser af dig,

men hele det her universe, det blonde hård, det lyser rød,

de lettere tykke gum i universet, taler det til dig, også som voksen, måske.

Jeg kan selv mærke i hvert fald, at der skete noget med retten til at være feminine de senere,

og jeg har jo selv lyserede, og jeg kan godt lide penge,

og jeg kan godt lide at dyrke, altså den der femininen sidder mig selv,

jeg kan godt lide at have nejlagt på,

og den form for et feminint udtryk har jo fået en anden plads de senere over.

Der skete en enorm udvikling siden, for eksempel 90'erne dengang,

at Akva lavede deres hit, Arme Barbie Girl, Inde Barbie World, og så videre,

frem til nu, fordi det universe, som Akva ironiserede over dengang i 90'erne,

som ikke for ingenting, det kaldte det ironiske og ti,

det universe i dag er langt mere accepteret.

The way it can't be finished, got me yelling out like the scream house.

Efter mange skrinlagt planer, bliver det instruktøren Greta Gövig,

der får frihænder til at lave filmen, med Margaret Robbie og Ryan Gosling

i hovedrollerne, som Barbie har kendt.

Hej Barbie!

Hej Kan!

Altså allerede i vinter, kan jeg huske, jeg så de første trailerer på YouTube,

hvor man begyndte at la' klipp komme ud i rotationen på sociale medier.

Attel har jo en enorm gav ved at have et univers, der er så genkendeligt.

Når man ser en trailer for filmen, og Barbie siger,

hej Kan, og Kan siger hej Barbie, så er vi der allerede, så kender vi det godt.

Og længe for filmen for premier, begynder en enorm,

markesføringskampagne.

På Airbnb kan man lege Barbie Malibu Dreamhouse.

Filmens hovedroller gæster næsten alle amerikanske talkshows,

og Mattel laver lyserød Barbie-samarbejder med utallige brains.

Det er min dream in life.

Det er renovation, kompetition.

Og så var Barbie, og så var det virkelig...

...det hele planet havde været tænkt for.

Vi kender også det lyserøde univers.

Vi ved præcis, hvad det er for en ramme den her film, så den kommer til at foregå i.

Men markesføringen er kun lykkedes, fordi de har haft et produkt,

som så mange har forholdt sig til.

I forre i weekend får Barbie så endelig premiere,

og rekord mange mennesker tager i biografen,

for at se filmen om den blonde plastikdåg gør hendes lyserøde univers,

hvor alle dage er den bedste nogen sin.

Barbie står oppe om morgenen, og så går hun rundt i sit Barbie-tøj,

som meget ligner det, som man kender fra plastikparkerne,

man har købt med lejstrespektikerne.

Hun træder op i sine Barbie-stiletter,

fordi hendes fødder er formet på samme måde som på ducke,

hvor hun hele tiden går på tær.

Så tager hun brusebad uden vand, akkurat, som ducke vil gøre.

Og så går hun ned og rester noget brød, som selvfølgelig er noget plastikbrød.

Hun rester i en plastikbrødrester.

Og så går hun ellers rundt og siger hej til alle sine venner,

som altid hedder Barbie, men bare af forskellige versioner er Barbie.

Og de er hej Barbie, hej Barbie, hej Barbie.

Og så kommer der jo også på tidspunkt en ken, hej ken.

Der er mange konservativ, der bliver rasende over den måde,

som ken er potorteret i filmen.

Hvad er det, de bliver så sur over?

I Barbie-land, der er det kvinderne, der bestemmer.

Det er et gennemført feministisk univers, hvor kvinder udgør højsterat,

kvinder er presidenter, kvinder har alle funktioner,

alle de vigtige bærende funktioner,

mens mændene er lidt til nogle dummer nækker,

som dybesæt ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med sig selv,

ud over og gå rundt ned på stranden.

Så der er en meget, meget tydelig drejning af kunstdebatten i feministisk retning.

Hvordan kommer denne her varede især fra konservativ USA til udtryk?

Altså hvad siger de?

De siger filmen er gået for langt i sin udskamning af patriarkatet,

og at den reducerer mænd til enten at være sådan nogle dummasses,

der ikke rigtig kan finde ud af noget,

og alternativt til at være kvindeundertrykker.

Det, at der ikke er en positiv mannerolle i filmen,

det er fallet mange forbrøstet,

og man ser det som en udradering af den maskulinitet,

som i følge en lang række højere ansede debatør i USA,

i forvejen er presset af en tidsånd,

som jo tilgodiser feminisme, inklusion,

alt det som Barbie-filmen jo også promoverer.

Hvad er det for en form for feminism af filmen,

på en eller anden måde stort for at promoverer?

Det er at komme af CR-feminismen.

Det er idén om, at kvinden nu kan få lov at være præcis,

hvem hun er og stadigvæk insisterer på,

og blive accepteret taget seriøst,

have en fremtredende, maktfuld rolle i samfundet.

Man laver jo i Barbie-filmen sådan en slags omvendensstrup,

man placerer jo kvinderne i den rolle, som mændene havde,

i slutningen af 50'erne og 60'erne, dengang Barbie blev opfundet.

Altså hvor kvinden jo var reduceret til sådan en ligegyldig figur i samfundet,

der gik hjemme og tog sig af børnene,

men som ikke var noget, stadig så finde, der hvor makten var.

Er der ikke nogen, der har lyst til, måske der selv,

at råbe budget i forbindelse med det her?

Altså det er Mark and Robbie, der spiller Barbie,

en meget, meget smuk, blond, meget slank, høj kvinde,

som til med jo er meget hvid.

Hvordan kan hun være frontfigur for sådan en rebranding,

inklusion, kom af S. U. R. Barbie-film?

Men det adresserer man jo også,

fordi man kalder jo faktisk Mark and Robbie for stereotypical Barbie.

Hun er en stereotyp, men hun er ikke enorm,

og det er en ret væsentlig forskel.

Om det er bullshit eller ej, det er sgu et meget godt spørgsmål.

Jeg tænker umiddelbart, at filmens lag af ironi er så tygt,

at det er svært for alvor- og angribefilmen

for andet, ender vi lave en ekstremt tydelig pointe.

Men hvis man sætter sig ind og ser filmen fuldstændig alvorligt,

som nogle af de amerikanske kommentatorer har gjort,

så bliver man selvfølgelig provokerede særligvis man er mand.

En af de amerikanske kommentatorer, der er blevet ekstremt provokerede

af Barbie-filmen, er Ben Shapiro.

Er der blevet så provokerede, at han efter at have set filmen,

sviner den til i en 43-minuter lang video,

som man lægger op på sin YouTube-kanal?

Han er sådan en altid lidt vrede højrefløjsk kommentator,

med sådan en meget karakteristisk stemme.

Han er the go-to guy for stor dele af den amerikanske højrefløj,

som elsker hans medie, det hedder Daily Wire,

og som følger ham i tykt og tyndt.

Hvad siger han at gøre i denne video?

Han rakker filmen ned fra en NA, han siger, det er en anti-manefilm,

den er så voldsom i sin kritik af patriarkatet,

at det bliver fuldstændig latterligt.

Was this film written in 1943?

Who wrote this film?

Or we know who wrote this film?

Hey feminist! Hey feminist writer!

Han krediserer inklusionen, altså det film repræsenterer

med alle mulige forskellige hudfarver,

transgender osv.

Og for at så lige at understrege sin poängne,

så sætter han lige til en Barbie-dunk.

What the f***?

En nedsabling på 43 minutter,

hvor Ben Shapiro bliver ved og ved og ved.

Altså, han har ramt mod åren,

fordi der er jo altid, når der er en strømning,

der er så voldsomt som Barbie, så er der altid en modstrøm,

og den modstrøm, den har Ben Shapiro nu stille sig bagved

og poste til og gjort til sin egen.

Altså, en ting er, at den amerikanske,

jeg ved ikke om man kan kalde det debattkultur,

man er manglet på bedre, ikke måden at gøre det på

at brænde Barbie af ned.

Den er der selvfølgelig nok ikke mange her hjem,

der ser op til, men i en mildere version,

altså kan du så forstå, hvorfor nogen synes

og også bliver lidt for arvet over,

at Barbie-figuren bliver taget til gisle.

For hvad der i manges øjne er vinst- og fløjs ideologi.

Med mit kænskab til USA, så vil jeg ubetinget sige, ja.

Altså, der er en brede over, at man tager noget,

som tilhører alle, som er uskyldigt,

som hører hjem i børneværelset,

og så flår man det, altså ud af ducke-sængen

og ind i et univers, som cirka halvdelende amerikanerne

på ingen måde kan identificere sig med

og ikke har lyst til at identificere sig med.

Og det er klart, at den polarisering, den kalder op på nogle stemmer,

og de stemmer har jo også også råbt op.

Så det er fuldstændigt for usyligt, at filmen vil skabe den debat,

som den lige nu gør.

Filmens morale og budskab til unge kvinder

den står jo også meget tydeligt frem,

især i slutningen af filmen, der barbierne skal tage kontrollen tilbage.

Hvordan er det denne her film, så den bliver afsluttet?

Det bliver rundt af med sådan en fuldstændig overtydelig poængte,

hvor Kenjo har fået indført Patrickatet i Barbieland,

og hvor Barbie vil kæmpe tilbage,

og hun har så taget sådan en kvinde med fra The Real World,

ind i Barbieland, som så fyrer en monolog af.

Og den monolog, den er en opremsning af alle de problemer,

kvinder dybesæt har i dag det her med, at vi ikke skal være for meget,

vi skal heller ikke være for lidt.

Den balance gang, som en vær og kvinde skal forsøge at ramme,

hvis hun vil kunne gøre sig gældende i verden på den måde,

hvor der stadig vil have nogen, der skal kunne lide hende.

Og den monolog kan godt siden afsløre for meget,

som vækker barbierne tilbage til den gamle ordene,

altså hvor de jo var kvinderne, der bestemte.

Altså det er helt tydeligt, at Greta Gerwig-instruktørerne

har haft en ide om, at kvinderne skal forlade biografen med et budskab,

om at de går nok, om at de skal gå ud og kæmpe deres kamp,

og gå ud og insistere på deres plads i verden.

Og det budskab får man til alt overflåd skal overfor.

Denne her afslutne lange monolog, som jo lyder på mange måder helt,

redd som altså som om man får tykket maden, ikke bare én, to, men tre gange for én.

Hvorfor er den vigtig at have med for barbetrotten?

Hvis vi ser på den måde filmen er bygget op på, så har jeg aldrig nogen sine set

en film, der er så velleegnet til sociale medier.

Man kan simpelthen næsten sætte sig og klippe den op,

og finde det ene klipp efter det andet, som kan gå viralt,

hvor klippet i sig selv representerer en lille bid

af det der universe, som filmen udgør.

Og det gælder også at få monologen.

Det, der bliver sagt i monologen, er ekstremt egnet til at gå ud

og skabe sådan noget empowerment på TikTok, for eksempel.

Og lige præcis empowerment, det er jo grundtanken med Barbie-filmen.

Det her er jo på mange måder også store kapitalismens omfavnse af feminismen,

ikke altså nu er Martel sådan helt forestig kampen for kvindekamp og inklusion.

Er de lykket smette, altså, at de slutter stadig med det uden skrammer?

Det vil jeg mentere. De har skabt en milliard succes allerede nu.

Folk fra hele verden strømmer ind for at se filmen.

De har skabt et liv udenfor Barbie-universet, altså hvor det her er noget, man taler om

og hvor Barbie sådan set er med til at redefinere, hvad feminism er,

hvordan man er kvinde i dag, og hvad for nogle aspirationer man skal have som kvinde.

Barbie er blevet en identitet som har kørt et sted, hvor man går ud

og promoverer sine holdninger på bagkant af et produkt,

som oprindeligt blev lavet til at små piger skulle sæde og lege med det.

Kultur under underholdningsbranschen, jo også måske en dag i ser Barbie-figuren,

det har du selv udlagt her, har jo altid været en kampplads.

Så hvad er det alligevel, der er anderledes i dag?

Hvis man kigger på USA, som er den absolut største maktfaktor i vesten, ren kulturelt,

så er det nu belevet normen, det er blevet de gængse,

at når det udkommer et kulturelt megaprodukt, som Barbie er,

at så bliver det et sted, hvor man ikke bare fornøjer sig med det,

men også hvor man skinnes.

Og det handler om, at det er i de kulturelle slag,

men for alvor for at markere sig politisk.

Hele den grundtanke, der har været i USA,

altså om politik som ensing og kultur som noget andet,

den er allerede opløst.

Og det vi ser nu er nogle meget stærke markeringer på,

hvor man står politisk gennem kulturen,

og især gennem store, kænte, ærkeamerikanske brands.

Du kan ikke længere løsrive store fenomener som Barbie

fra den politiske debat, der foregår i USA.

Det er ganske egentlig ikke muligt.

Så hvis man skulle lave en Barbie-duk,

som på en eller anden måde reflekterer filmen her,

Styrken og sådan noget, 2023,

så skulle det være en Barbie-duk,

som måske var en ret indflydelsesrig politiker,

på vej til mødet i det ovale værelse.

Ja, men det nyevilde være, at den Barbie-dukke i dag

ikke ville have sådan et marine blåt business suit på.

Hun ville kunne gå til sit møde i det ovale værelse,

i pink og glitter,

eller hun kunne være transgender,

eller hun kunne se ud præcis, som hun ville.

Og det er jo det budskab, som filmen så dygtigt markedsfører.

Hele ideen om, at kvinder får at hamle op med mænd,

for at være i verden på mænds premiser,

også skal opføre sig som mænd,

er opløst.

Og det er den historie, Barbie fortæller.

Det er historien om kvindelserret,

til at netop være kvinde, altså være feminin.

Og i sidste ende, også selvom man ligner

a stereotypical Barbie, så kan man sagtens være

en powerplayer af God Snode,

og det er jo lige præcis det, Marco Robbie er i den røde.

Okay, Biggie, der brugte tusind tak for på side.

Selv tak.

Dagens skinstart slutter her.

Den er satamn af Charlotte Kovale,

Søren Elbig, Line Fabricius,

og mig, Anna Ingrid.

Gå på opdaleset i alle deres podcast- og radioprogrammer.

I appen, det er Lyd.

Machine-generated transcript that may contain inaccuracies.